Læsetid: 7 min.

Min ven Fatmir

13. juni 1998

Det spinkle demokrati i Albanien trues af situationen i Kosovo

ALBANIEN
"Vi flytter til en stor lejlighed, og både du og din kone er velkomne hos os," skrev fagforeningsleder Fatmir Smajli til mig fra Shkoder, efter at han med demokratifondsmidler havde besøgt AOF Brønderslev Daghøjskole i efteråret 1996 og jeg havde besøgt ham i juni 1997, hvor kuglerne hver aften fløj i luften over Shkoder, som er en af Albaniens mest anarkistiske byer. At det er én af de mest lovløse byer hænger til dels sammen med fattigdom - men det skyldes også, at ekspræsident Sali Berisha havde og har sin største opbakning i det nordlige Albanien, og det hænger sammen med gamle konflikter mellem det sydlige og det nordlige Albanien.
Nu trues det fattige, nord-lige Albanien af flygtningestrømme fra Kosovo, og jeg kommer til at tænke på min ven, Fatmir, som jeg besøgte i april i år på baggrund af et rejselegat fra Danida, som jeg havde fået, fordi jeg ville prøve at finde ud af, hvordan det står til med demokrati og menneskerettigheder i Albanien.

Miss Albania
Inden jeg kom til Shkoder, havde jeg brugt tre dage på at interviewe politikere og journalister i Tirana, og jeg havde været en tur i Burrel, som ligger nordøst for Tirana -
Shkoder ligger vest for Burrel.
I Burrel fejrede man, at en ung skønhed fra byen var blevet kåret til miss Albania, og som dansker blev jeg inviteret til fest i kulturhuset med borgmesteren, skoleinspektøren og andre prominente personer. Kulturhuset i Burrel er smadret efter optøjerne i foråret 1997, hvor albanerne gjorde oprør mod pyramidespillene, som politikere havde støttet. I gamle dage under kommunismen var der et kulturhus i alle byer, hvor der blev opført teater, der blev danset folkloristiske danse, og der blev holdt foredrag. Ligesom tv har gjort det svært at samle folk til foredrag i forsamlingshuse i Danmark, er det på samme måde blevet svært at samle folk til andet end bingo i Albanien. Kommunismens fald og usikkerhed over for, hvad demokrati er, har skabt et kulturelt vacuum, som det vil tage sin tid at få fyldt ud. Og man kan spørge sig, hvordan et folk uden tro på sig selv, uden en national identitet kan realisere demokrati og menneskerettigheder.
Om aftenen mødte jeg lidt ægte, albansk kultur: Imamen i den nyopførte moské fortalte, hvordan hans familie havde dyrket islam i det skjulte, og nu kunne de ikke blot praktisere deres religion, moskeen havde også fået indrettet klassselokaler, som var endnu flottere end folkeskolens. En skare på syv-otte muslimer lyttede interesserede, mens jeg på engelsk snakkede med den ca. 30-årige imam, der talte et rimeligt engelsk.
Viceborgmesteren kunne ca. 100 tyske gloser, og det var nok til at vi fik vendt og drejet den politiske situation i Albanien. Han var tilhænger af Berisha, og alle mine argumenter mod Berisha, som jeg mente havde optrådt diktatorisk, idet han beviseligt har ladet politiet bruge vold mod politiske modstandere og har fængslet journalister - prellede af på ham. Han påstod, at den nye præsident, Fatos Nano, favoriserer det sydlige Albanien, idet alle ministre er fra Tirana eller Sydalbanien på nær en enkelt fra Nordalbanien, og når Berisha er blevet udsat for så mange angreb skyldes det, at man kun kaster med sten efter et æbletræ med frugter.

Registerbeskyttelse
Viceborgmesteren boede i en toværelses lejlighed med sin kone, der er lærer, og med sine to børn. Han havde som nygift haft et job i Italien og derved havde han fået råd til et fjernsyn og få andre forbrugsgoder. Toilettet var som i næsten alle boliger i Albanien et hul i gulvet - bruseren en vandslange. Stuen rummede også viceborgmesterens kontor - her havde han én af de få pc'ere, som fandtes i Burrel, og han tjente sin viceborgmesterløn ved at udføre administrativt arbejde for kommunen på pc'en. Jobbet bestod bl.a. i at registrere alle, som fik socialhjælp. Listerne lå på bordet ved siden af pc'en, så alle gæster kunne se dem.
Jeg fik sat lidt tanker om demokrati og tavshedspligt og registerlovens beskyttelse af borgerne i Danmark i gang, da jeg så listerne - men heldigvis var både viceborgmesterens og mit tyske ordforråd for begrænset til en længere debat herom.
Jeg overnattede i stuen på sofaen, og næste morgen skulle jeg køres til Shkoder af borgmesterens privatchauffør. Burrel ligger i et område, der naturmæssigt kan måle sig med både Norges fjelde og Alperne, og jeg ville have nydt turen i fulde drag, hvis chaufføren havde kørt nogenlunde fornuftigt - antallet af trafikuheld i Albanien må være enormt, og vi passerede adskillige biler, som lå smadrede i vejkanten. Chaufføren beroligede mig med, at det var uheld fra sidste år - "terrorisme", sagde han, og jeg vidste udmærket, at netop strækningen havde været plaget af landevejsrøvere, da kriminelle slap ud af fængslerne i april 1997.

Flot lejlighed
Jeg var på vej til Fatmir, som i en bil var blevet standset på vej til Burrel sidste for-år. Fatmir havde skyndt sig at få sin guldring af fingeren og ned i skoen, og da det var den eneste værdi han havde på sig, fik han lov at køre videre.
Nu har Fatmir fået en ny værdi - en værdi, han ikke kan flytte: en flot lejlighed i Shkoders centrum. Det er en treværelses lejlighed med køkken i det ene værelse, hvor der også er altan med udsigt til bjergene, hvor ruinerne af den gamle borg ligger. I et værelse sover Fatmir og Elmira i deres ægteseng, børnene sover i et sæt køjer, og svigermor ligger i den nederste af et andet sæt køjer - øverste køje er til gæster fra familien.
Som gæst uden for familien fik jeg om natten stuen for mig selv. Jeg vågnede tidligt - på gaden larmede biler og hestekøretøjer, og der kaldtes til bøn fra moskéen, som er betalt af en saudiaraber for flere millioner dollars.
Dagen bød på travlhed - Fatmir kendte mit ærinde, og dagens første besøg gjaldt en skole for handicappede. Selv om Albanien på samme måde som Danmark for få årtier siden isolerer de handicappede i skoler for sig, så imponeredes jeg af skolen for svagt begavede børn. I modsætning til på folkeskolerne var der nemlig gjort noget ud af miljøet - der var blomster og udsmykning, og to lærere om hver eneste klasse, selv om der kun var fem-otte børn i hvert lokale. Der ofres ressourcer på de svageste i Albanien, og denne kendsgerning svarer vist ikke helt til det billede, omverdenen fik, da et foto fra et hospital for sindslidende i Tirana vandt prisen som årets pressefoto. Vandt dette foto mon ikke også, fordi vi gerne vil bekræftes i, hvor forfærdeligt der er i de tidligere østlande?

De svageste
Menneskerettigheder har noget at gøre med, hvordan man behandler de svageste i samfundet - og disse børn havde det godt. På almindelige skoler mangler der glas i vinduerne, der er ingen opvarmningsmuligheder - i Burrel var skolens toiletter ligefrem så defekte, at lærere og elever måtte tage hjem, hvis de skulle på toilettet. Skolen for udviklingshæmmede børn var imidlertid pænere end rådhuset, der ikke har set maling i årevis, og hvor vi ventede på borgmesteren, som havde besøg af nogle tyskere. Jeg tænkte ved mig selv, at han sikkert forsøgte at få sponsoreret lidt støtte fra Tyskland, for Albaninen er i uhyggelig grad ved at udvikle sig til et u-land, der er afhængig af vestlig bistand. Og kort efter trådte borgmesteren ind på rådhuset - en lille mand, der er læreruddannet, men som i 15 år under kommuniststyret måtte arbejde som fabriksarbejder, fordi hans fængslede far var antikommunist, og man kunne ikke lade en antikommunist-søn undervise folkets børn - der var risiko for uheldig påvirkning.
Alle rejste sig i respekt for borgmesteren, også social-
listen Fatmir - for sådan er skikken her: Man er vant til, at nogle få bestemmer, og dem viser man respekt.
Borgmesteren tilhører ikke Det Demokratiske Parti, men et andet liberalt parti. Der er sket politiske udskiftninger på rådhuset efter at socialisterne vandt valget i juni sidste år. Skoledirektøren er skiftet ud med en ny. Den gamle skoledirektør er utilfreds - han siger, at det var en politisk fyring. Den ny skoledirektør siger, at den gamle var blevet ansat af politiske grunde - uden at have de faglige kvalifikationer. Derfor blev stillingen genop-slået - og da den ny skoledirektør havde en akademisk uddannelse fik han jobbet.
Demokratiet har trange kår i Shkoder. Fatmirs fagforeningsbygning har været udsat for et attentat. Det samme har Det Demokratiske Partis kontor i byen. Og retsbygningen blev sat i flammer sidste år.
I februar i år blev politistationen angrebet af en bande, som ville have Berisha tilbage til magten. Banden blev arresteret, herunder dens leder, som et par politifolk gav en afklapsning for at få ham til at snakke under forhøret. De to betjente brugte metoder, som var almindelige under kommunismen og også under Berisha. Lidt fremgang har der imidlertid været inden for retssystemet - de to betjente sidder nu selv i fængsel anklaget for vold mod en indsat.
I årevis led Albanien under kommunismens åg og dernæst i fem år under Berishas anarkistiske styre. Nu lurer en ny fare: Vi tæt på åben krig i Kosovo, og der er allerede tusinder af albanere, der er flygtet. Hvordan skal
Shkoder og Burrel klare de økonomiske byrder, hvis disse fattige byer skal hjælpe flygtninge fra Kosovo?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu