Kronik

Den victorianske vamp

13. juni 1998

Kronikøren har genfundet den utrolige historie om Lola Montez. En begavet sorthåret skønhed, som i sit korte liv nåede at afskedige og indsætte indtil flere regenter

I foråret 1848, samtidig med at Det kommunistiske Manifest så dagens lys, en revolution jog den franske konge til London og "Ånden fra 48" rumsterede i København, flygtede den 28-årige skønhed, grevinden af Landsfeld, alias Lola Montez, alias Eliza Gilbert fra kongeriget Bayern efter at have sat München på den anden ende.
Den unge dame, som blev datidens bedst kendte kvinde, næst efter dronning Victoria, havde noget ubesindigt fattet "kærlighed til politik". Tilfældet blæste hende til Bayern, hvor hun via kongens kærlighed forsøgte at blande sig i landets styrelse, med fatale følger, især for hende selv. Hun forfulgte sine egne økonomiske og forfængelige mål, men i hendes korte selvbiografi blev det til, at historien ikke kunne opvise et tilsvarende eksempel på, at "magten i en kvindes hånd blev benyttet med større takt og med en mere uegennyttig opførelse for den menneskelige friheds sag."
Det var som antydet i modstrid med virkeligheden, men den delvis selvskabte myte holdt et århundrede, så R. Broby Johansen i sin bog om moden gennem tiderne, Krop og Klær, kunne skrive om "skønhedsdronningen, den blåøjede, sorthårede Lola Montez, der med sin personlige charme og intelligens som eneste aktiver opnåede, at kunne afskedige og indsætte regenter."

De fleste mennesker deltager ikke i historien, i hvert fald ikke på en måde, så historikere kan få øje på dem. Det er kun når vi vender kikkerten forkert og lukker det ene øje, vi har en illu-sion om at se, hvad der skete i fortiden. Som blandt andre Søren Mørch oplysende og underholdende demonstrerer i Den sidste Danmarkshistorie stiger troværdig-
heden, jo nærmere vi kommer nutiden og jo tættere vi kommer på forhold, som forfatterne personligt kender til.
Ry og rygte kan være løgn og digt. Lola Montez fik ufortjent et eftermæle som reformator. Men hendes kamp for frihedens sag var et individuelt oprør, et skridt i retning af kvindens frigørelse, taget af en ufrivillig feminist.
Liberalismen rummede ingen liberalitet, når det gjaldt kvinderne, tværtimod tiltog undertrykkelsen og udbytningen. Lola Montez, uægte spansk danserinde, var en af de få, som undslap de lænker, der var tiltænkt hende.
Det er ret omsonst at spekulere alt for meget over enernes genesis. Der er ingen rigtig tilfredsstillende forklaringer, heller ikke på Lolas ekstraordinære karriere. Det skulle da lige være, at den blev skabt af den indeklemte seksualitet, der var en logisk følge af datidens kvindesyn og moralopfattelse.

Eliza Gilbert var datter af en underofficer, der gjorde tjeneste i Indien. Pigen blev syv år gammel sendt til en skole i England. Da hun var 17 år og giftefærdig, dukkede moderen op i selskab med en løjtnant. Ifølge Eliza var moderens første bemærkning efter ti års adskillelse: "Gud, barn! Hvordan er det, dit hår ser ud!"
Hun skulle giftes med en enkemand, en "rig og gigtsvag olding", klagede sin nød til løjtnanten, som bortførte hende og giftede sig med hende. De rejste til Indien, men Eliza trivedes ikke og blev afskibet til England. Om bord på båden
kaprede hun sin anden løjtnant, men han droppede hende, og den første forlangte skilsmisse.
22 år gammel stod den unge kvinde uden en betrygget fremtid. En lærer på skolen har skildret hende, da hun var halvt så gammel: "Hun var et smukt barn, med en yndefuld holdning og en charme, som kun hendes selvsikkerhed og frimodighed kastede en skygge over. Hendes ansigtstræk var regelmæssige men meget udtryksfulde, hendes øjne dybblå og af overordentlig skønhed. Hun var temperamentsfuld. Engang fik hun stuearrest for sin genstridighed. Da døren blev åbnet, kom hun ud som en lille huntiger..."

Det blev de kvaliteter, Eliza satsede på i kampen for tilværelsen: skønheden, temperamentet og de skarpe kløer
Spanien var på mode. Eliza besluttede at blive spansk danserinde, rejste til Cadiz, lærte at danse, at klæde sig á la espagnol og at ryge cigaretter. Og så omdøbte hun sig selv til Dolores Montez.
Bekendte, hun fik på hjemvejen, satte hende i forbindelse med chefen for Londons kongelige teater; han kunne godt se, hun var amatør, men også at hun var smuk og æggende. Hun fik sin chance, og det blev en bemærkelsesværdig debut. Danserinden tryllebandt sit publikum, og da det kom sig af bedøvelsen, fik hun et voldsomt bifald.
Aftenen spejlede som i en dråbe hendes karriere. Da hun havde forladt teatret for at fejre succesen med sine velyndere, fik chefen besøg af nogle herrer, som oplyste ham om Lolas sande identitet.
Aviserne fik fat i historien, de smovsede i den gryende skandale og fik mange til at glemme den modtagelse, hun havde fået.
Da ingen andre gik i brechen for hende, gjorde hun det selv i en række læserbreve. Hun fastholdt, at hun var født i Spanien, og i øvrigt var hun "forfærdelig misfornøjet, med de rygter der var i omløb".
Hendes debut var et stjerneskud. Mørket som fulgte efter blev dog snart illumineret af nye succeser, fiaskoer og skandaler.

Hvordan blev hun opfattet, dette "naturens kunstværk"? Hun er beskrevet som fuldendt smuk, men det synes at være en fortolkning af hendes personlighed og udstråling. Hendes optræden blev ofte hårdt kritiseret, men hun dansede med en overrumplende sensuel glød. Hendes tiltrækning var så stærk, at nogle mænd måtte værge for sig med bemærkninger om, at hun ikke dansede men inviterede, og at hun nærmest spillede Casanovas memoirer på scenen. Hertil kom hendes selvsikkerhed, vovemod, foragt for vedtagne normer - og en livlig fantasi.
I hvert fald kendte Lola Montez sine virkemidler, da hun siksakkede gennem Tyskland til Polen og Rusland. Ved hoffet i Potsdam optrådte hun for den prøjsiske konge og zar Nikolaj samt en pæn
portion europæisk aristokrati. Vand på hendes pr-mølle, som allerede dagen efter kom op i omdrejninger.
Ved en troppeparade havde Lola, som var til hest, vovet sig for langt frem, og en soldat greb hestens tøjler for at trække hende væk. Lola langede i hidsighed ud efter ham med sin ridepisk. Dét var ikke ladylike, og episoden blev refereret over hele Europa og fulgte hende resten af hendes korte liv, afspejlet i et par linjer i selvbiografien. Hun skulle have haft "den ære at piske hundreder af mænd, som hun aldrig havde kendt og aldrig set. Den trøst er der dog i løgnen, at disse mænd sandsynligvis ville have fortjent pisk, hvis hun blot havde kendt dem."
Havde danserinden vakt opsigt i Tyskland, vakte hun furore i Polen, hvor hun grundlagde sit ry som 'politiker' ved at undre sig over, at polakkerne fandt sig i den russiske besættelse (Polen var delt mellem Rusland, Prøjsen og Østrig). Det forhindrede ikke, at zaren i Skt. Petersborg ville "prøve hendes kløgt i det hemmelige diplomati" ved at lade hende spionere, lukket inde i et skab!
Der blev hun uheldigvis glemt. Da zaren endelig låste hende ud, gav han hende tusind rubler og sagde: "Jeg har besluttet, at jeg altid, når jeg uretfærdigt har fængslet nogle af mine undersåtter, vil betale dem for deres tid og deres lidelser." Lola: "Jeg er bange for, Sire, at den beslutning vil gøre Dem til en fattig mand."
Her kan Historien ikke hamle op.

Efter et par år, hvor dansen måtte vige for golddiggeri, fandt hun på at tage til München, Bayerns hovedstad, uden at ane, at kong Ludwig havde en forkærlighed for det spanske.
Han sad på sit slot og styrede det hele. Den 26-årige spanierinde søgte audiens hos den 60-årige monark, og to dage senere stod hun i rampelyset.
Næste dag sendte han bud efter hofmaleren. Mens hun sad model i kongens nærværelse, gik det op for hende, at han var aldeles forliebt.
Dolores, der var blevet Europas Lola, blev kongens Lolita (hun havde løjet sig fem år yngre). Han købte et hus til hende og gav hende en årlig indtægt på 10.000 floriner (en minister fik seks tusinde, en professor to).
Lola blev nu udfordrende arrogant, stak jævne folk lussinger, når de kom hende på tværs, og forsøgte at få en hånd med i regeringen. Ludwig skrev sit testamente om for at sikre hende en formue. En avis afslørede (igen), hvem hun var, men kongen var døv. Han gav hende indfødsret, og nu pressede hun ham for den grevindetitel, han havde lovet hende. Hidtil havde hun holdt Ludwig ude af sit soveværelse, nu fik han lov at komme indenfor.
I august 1847 blev Eliza grevinde af Landsfeld og fik fordoblet sine årpenge. På det tidspunkt virkede hun som en rød klud på byens borgere, og det var nødvendigt at postere en halv snes betjente foran hendes gadedør.

Den nyslåede grevinde blandede sig i studenterpolitik, hvorfor den fraktion hun støttede fik ekstra modvind. Selv blev hun overfaldet på gaden af en flok i lynchstemning. Ludwig tabte hovedet og udstedte et dekret om at lukke universitetet. Hele byen kom i oprør og forlangte, at Lola skulle forlade München.
Dagen efter måtte kongen ophæve dekretet. Lola ville ikke rejse, og da det gik op for borgerne, at hun stadig var i byen, belejrede en folkemængde hendes hus og begyndte at kaste sten gennem ruderne. Pludselig viste Lola sig og råbte: "Her er jeg. Dræb mig hvis I tør!"
Hendes tjenestefolk trak den skrigende kvinde tilbage i huset, skubbede hende ind i en karet, porten blev slået op, og kusken drev hestene gennem menneskemængden.
Der kom ingen reformer. Men Lolas berømmelse steg. Ludwig abdicerede. De to sås ikke igen, men brevvekslede i nogle år, hun om penge, han om skuffet kærlighed. Og så bebrejdede hun ham, at han ikke havde oprettet et hemmeligt politi som værn mod hendes fjender.
Den øretæveuddelende, kæderygende og karismatiske kvindes eneste politiske indflydelse blev indirekte. Senere på året1848 giftede hun sig i London - og blev arresteret, anklaget for bigami! Nok var hun skilt fra sin løjtnant, men ifølge loven kunne en fraskilt ikke gifte sig igen, så længe den anden part var i live.
Bigamisagen gav genlyd i de europæiske aviser, og i dens kølvand fik England en ny skilsmisselov.

Eliza Gilbert var hverken blåstrømpe eller rødstrømpe men en marodør i kønnenes kamp, som førte krigen på de eksisterende betingelser. I stedet for at lade sig udnytte af mænd, udnyttede hun dem. Da hun traf klaverløven Franz Liszt, lagde hun an på ham for at fremme sin egen karriere. Forholdet varede kun et par uger, men længe nok til at skaffe hende fornyet publicity. Liszt var ikke skadelidt, han huskede hende som "den mest fuldkomne, mest fortryllende skabning."
Lola nåede at komme næsten helt ned (det andet ægteskab gled hurtigt ud), førend hun begyndte forfra. Trods en dansepause på fem år gjorde hun comeback. Alderen må have givet hende noget, hun ikke havde før: "Hendes dans er poesien levendegjort," skrev en avis, og teatrene kunne fordoble billetpriserne.
Hun sejlede til Amerika, hvor hun var ventet: "At stille Lola Montez til skue er umoralsk og demoraliserende, en forhånelse af det amerikanske samfund." Hun fik succes i by efter by, til trods for at stort set alle var enige om, at hendes dans ikke var meget bevendt; hun besejrede publikum med sine strålende øjne, sit temperament, sin vitalitet.
Hun satte en forfatter til at skrive et stykke om hendes bayriske eventyr og debuterede i rollen som sig selv. Også som skuespiller havde hun usædvanlige evner. På New Yorks største teater blev priserne femdoblet, og Lola fik tusind dollars om ugen, på et tidspunkt hvor fem hundrede var en god årsløn.
I 1853 indgik hun sit tredje ægteskab for at få amerikansk indfødsret. Kort efter slog hun sig ned i en lille guldmineby, hvor hun blev i to år.
Hun rejste fra et menageri af dyr og blev husket for sin venlighed og hjælpsomhed.
Hun kunne ikke falde til ro men samlede en trup og sejlede til Australien. Hendes elsker i truppen (som var rejst fra kone og to børn) druknede på hjemrejsen. Hun solgte sine smykker og gav pengene, en formue, til hans efterladte børn. Også betegnende for den side af hende var hendes forsvar fra scenen for en kollega, der blev pebet ud; hun skældte de ubehøvlede huden fuld og fik et bragende bifald.
Et slagtilfælde lammede hende 40 år gammel. Hun kom sig langsomt, genvandt talens brug og kunne gå, da hun fik lungebetændelse og døde i januar 1861.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu