Kronik

Vigga Bro har talt

Og hun rækker børnene en velmenende, klam hånd
Debat
16. juni 1998

TEATER

Vigga Bro angriber i Information den 11 juni, i indlægget Uhæderlig jounalistik, Erik Thygesen for at være både uhæderlig og sløset. Efter at have læst Vigga Bros indlæg sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at Thygesen først og fremmest har begået den fejl, at være uenig med debattøren. Hun formår at fremstille børneteatermiljøet, som hun jo har et indgående kendskab til fra sine mange år i Teaterrådet, som, på den ene side, en samling mennesker, der har "villen, kunnen og skullen", geniale og nytænkende kreative mennesker, (det må være dem, der opnår direkte tilskud fra Teaterrådet), og på den anden side en samling "ugidelige slaskede.. og.. helt uantagelige" skuespillere, der for det første ikke er professionelle og for det andet hellere ville have lavet voksenteater. Imellem disse to grupper befinder sig så det "gode, det halvgode, det ikke så gode, det kedelige, det lidt hjælpeløse".

Sådan ser verdenen ud, opdelt i kategorier, de gode og de onde, de som producerer kvalificeret børneteater, de som gør et hæderligt forsøg, og de som burde finde sig et andet arbejde. Vigga Bro har talt, og må al tale om kafkaske tilstande forstumme. Og hun ved, hvad hun taler om, for hun tør tale om "at kunne noget eller om indhold eller kvalitet" og ikke "kun om, hvad der er in eller trendy", kort sagt, hun går ind for kvalitet.

Prisværdigt. Og trends er således noget, der eksisterer blandt unge, tankeløse mennesker, og kan ikke forekomme i et refusionsudvalg, der nemlig består af velmenende, voksne mennesker.

Tåreperser

Hun kan desuden, fra sit mangeårige virke indenfor børneteatermiljøet bl.a. krydre sit indlæg med tårepersende historier om en stakkels lærer, der af vanvare var kommet til at købe seks(!) forestillinger, der alle var så dårlige, at ingen gad se dem.

Heldigvis for Bro var ingen af forestillingerne refusionsberettigede, og hvilket formål historien tjener, får stå hen i det uvisse. Det kan vel heller ikke være en historie fra dengang Vigga Bro fungerede som teaterrådsmedlem, eller rettere, så kan det ikke have drejet sig om teaterforestillinger, da teaterforestillinger på daværende tidspunkt automatisk blev refusionsberettigede. Det var nemlig før 'kvalitetsudvalgets' tid, eller 'refusionudvalget', som det retteligt bør benævnes selv om det drejer sig om en vurdering af noget så vanskeligt som kvalitet. Dengang fungerede refusionsgodtgørelsen som et støttebeløb, der blev indirekte udbetalt til et teater, som fik solgt en forestilling. På samme måde, som der udløses tilskud til teaterbilletter, når unge under 26 år går i 'voksenteateret', uanset hvad de vælger at se !

Man kan have Vigga Bro mistænkt for at have krydret historien rigeligt, eller også har den stakkels mand, der købte de seks forestillinger i den tro, at det var teaterforestillinger, været utrolig naiv. Eller han har muligvis læst den røde brochure, den med børneteaterforestillinger, som Fanden læser Bibelen, men det mener Frank Dahlgaard jo også er et af lærerstandens store problemer: At de ikke kan læse.

Det er denne ubeskyttede gruppe af mennesker, lærere, pædagoger og bibliotekarer, der lever uden mulighed for at orientere sig, uden mulighed for at læse anmeldelser, som de "kan støtte sig til", Vigga Bro går i brechen for, og så selvfølgelig... børnene.

De mennesker mener Vigga Bro, at hun bør række en hånd, nedsætte et godkendelsesudvalg (på fem personer!), der formår at vælge mellem skidt og kanel, så de stakkels uinformerede voksne, der har nok at gøre med at tørre snotten af ungerne ikke skal be-svære deres hoveder med, hvad der er godt teater for netop deres børn. Hun vil række dem en velmenende hånd, men i virkelighedens verden er hånden klam og hedder censur, og er at sammenligne med, hvad der foregik i Østeuropa, dengang alt var ved det gode gamle.

Men sådan ser Vigga Bro ikke på det, og al snak om uhæderlighed ville være malplaceret. Blot er indlægget tendentiøst.

Stor udholdenhed

Fra mit beskedne kendskab til børneteaterskuespillere kan jeg vidne om stor ihærdighed og udholdenhed. (Hvem gad ellers rakke rundt på landevejene, opstille kulisser, lyd og lys, der skal pilles ned med det samme, og så oven i købet for en ussel betaling?) Sådan er virkelighedens verden nemlig også, og den gælder for langt de fleste børneteaterskuespillere, uanset om de er støttede, eller om de producerer kvalitet, og jeg må indrømme, at jeg - ligesom Vigga Bro - har set børn kede sig.

Men også til forestillinger produceret med Teaterrådets mange penge i ryggen. Jeg har set morsomme, talentfulde, pædagogiske, kunstneriske forestillinger, og jeg har set forestillinger, det ikke er værd at skrive hjem om, men jeg har dog så megen anstændighed i livet, at jeg anser disse vurderinger for klart subjektive og på ingen måde vil deltage i denne heksejagt på dårligt børne-teater. Lad det dog leve, hvis det kan!

Guderne skal vide, at også jeg mener, at refusionsudvalget, der er blevet oprettet for at tildele eller frakende refusionsretten til danske børneteatergrupper, har frataget denne ret fra børneteatre, som ikke producerer kvalitet, men jeg mener, at de har ret til at møde deres publikum, ligesom publikum har ret til at møde dem.

Vigga Bro vil sikkert indvende, at denne ret ikke er blevet dem frataget, men at det blot må foregå uden statens tilskud. (Refu-sionsordningen virker nemlig kort fortalt på den måde, at den udløser 50 procent tilskud af forestillingens pris til den organisme, som køber forestillingen.) Men i realiteten, når denne ordning er gældende for 90 procent af børnetea-trene i Danmark, virker det som en eksklusion. Hvem vil vel betale dobbelt pris for noget, der oven i købet er blevet stemplet "ikke godkendt til refusion"? Således er der indført censur på børneteaterområdet. Et udvalg på fem 'kompetente og vidende' mennesker skal forskåne børnene for den dårlige smag, de ugidelige uden intentioner.

Vi må blot håbe, at det ikke skræmmer de nye talenter bort, at skulle op til et bedømmelsesudvalg med en gennemsnitsalder på den forkerte side af de 40 år. Uden sikkerhed for at kunne møde publikum på lige vilkår efter måneders slid og økonomisk satsning, og derved blive endnu dygtigere. Kan det være derfor gennemsnitsalderen blandt børneteaterskuespillere bliver højere og højere ?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her