Kronik

Arven fra 30'erne

Debat
4. juli 1998

Peter Stræde-sagen viser, hvordan de danske efterret-ningstjenester jævnligt er efter venstrefløjen. For selv om historien ikke gentager sig, gør dumheden det

I efterkrigsårene var de danske efterretningstjenester med deres konsekvente bekæmpelse af venstrefløjen, i mange tilfælde med støtte af regeringen og andre myndigheder, ikke sjældent en trussel mod demokratiet og den ytringsfrihed, som det er demokratiets pligt at forsvare. Det viste f.eks. Preben Wilhjelms kronik
Demokratiets beskyttere i Politiken (den 7. marts1998) en række eksempler på.
Jeg skal med fem eksempler fra 1930'erne belyse hvordan der dengang, med direkte hjælp fra regeringen eller enkelte myndighedspersoner, til tider endog på regeringens initiativ, blev foretaget bevidst antidemokratiske indgreb, altid naturligvis i demokratiets navn.
I efteråret 1933 udsendte Hans Bendix det første nummer af et antinazistisk tidsskrift, som han kaldte Åndehullet. Bendix, som var socialdemokrat og fast ansat tegner ved Social-Demokraten, fik adskillige fremtrædende kulturpersonligheder som medarbejdere, og både han selv og andre af tidens betydelige tegnere forsynede tidsskriftet med skarpe og vittige illustrationer.
Udsendelsen af det første hefte blev forsinket, fordi bogtrykkeriets ejer blev så forfærdet over indholdet, at han lod hele oplaget tilintetgøre. Det lykkedes Bendix at få Åndehullet udgivet på et andet forlag, men nu udstedte Københavns politidirektør forbud mod at lade københavnske kiosker forhandle bladet. Begrundelsen var at Åndehullet "var egnet til at fremkalde forstyrrelse af den offentlige orden". Forbudet gjaldt ikke boghandlerne, og Åndehullets første oplag på 5.000 eksemplarer blev hurtigt udsolgt.

Efter at der i 1934 var udkommet tre numre, blev Åndehullet standset ved personlig indgriben fra statsminister Stauning, der reagerede på en klage fra det tyske gesandtskab. Stauning stillede partifællen Hans Bendix overfor valget mellem, at fortsætte udgivelsen af Åndehullet, eller at miste sin stilling som tegner ved Social-Demokraten. "Tidsskriftet blev kvalt af den daværende tyske gesandt i samråd med den danske regering," skriver Bendix i sine erindringer.
Det andet eksempel stammer fra 1935. Jeg havde i 1934 været på et fem måneders studieophold i England og havde lovet Ebbe Neergaard, min efterfølger som formand for Studentersamfundet, at prøve at skaffe nogle kendte englændere til at komme til Danmark og tale i Studentersamfundet. Jeg fik afslag fra Bernard Shaw og H.G. Wells, mens filosoffen Bertrand Russell og den gamle arbejderbevægelsesveteran Tom Mann og den internationalt kendte nationaløkonom Maurice Dobb tog imod indbydelsen. De kom alle tre i 1935.

Bertrand Russells besøg forløb planmæssigt, og det gjorde Tom Manns forsåvidt også. Det blev imidlertid en større mediebegivenhed end jeg havde ventet. Den 77-årige Tom Manns berømmelse som arbejderfører gik hel tilbage til 1889, da han ledede, og vandt, den store dokarbejderstrejke i London. Jeg havde i et brev foreslået Statsradiofonien (som DR dengang hed) at indbyde ham til at tale om "Minder fra arbejderbevægelsens første dage i England", og programudvalget havde ved en fejltagelse accepteret forslaget, fordi kammersanger Emil Holm, som var radioens øverste chef, havde forvekslet Tom Mann med Thomas Mann og blev chokeret, da han opdage at den foredragsholder han havde inviteret var kommunist. Tom Manns besøg kom også bag på regeringen, der var forfærdet over at se at en engelsk kommunist kunne fylde
Idrætshuset til sidste plads og blev hyldet af mange socialdemokratiske arbejdere. Men skaden var sket. Og det måtte ikke gentage sig. Men det var netop det, regeringen troede var ved at ske, da Maurice Dobb var på vej med Englandsbåden til Esbjerg. Der blev slået alarm i Justitsministeriet, da en avisnotits meddelte, at national-økonomen Maurice Dobb var kommunist. Den radikale justitsminister Zahle gav ordre til politiet, at Dobb ikke måtte gå i land i Esbjerg, men skulle sendes tilbage, når skibet sejlede til Harwich næste dag.
Det havde længe været aftalt at Dobb skulle tale i Studenterforeningen i Socialøkonomisk Samfund og i Socialistisk polit-gruppe. Også Nationalekonomiska Klubben i Lund havde indbudt ham til at tale.
Da Dobb den 22. marts 1935 ankom til Esbjerg, gik en betjent ombord for at meddele ham at han ikke ville få landgangstilladelse, men ville blive sendt hjem med samme båd næste dag kl. 17. Dobb fik dog lov til at sende et telegram til mig om tilbageholdelsen. Jeg sørgede for at pressen omgående blev orienteret, og i løbet af eftermiddagen ringede jeg til så mange indflydelsesrige koryfæer som muligt, og mange af dem skrev protest breve eller lod sig interviewe for at tage afstand fra dette ind greb i ytringsfriheden. Næste morgen var alle disse protester forsvundet fra de to regeringsafhængige hovedstadsblade, Politiken og Social-Demokraten, mens både Dagens Nyheder og Berlingske Tidende refererede sagen ret indgående og mente at grunden til forbudet måtte søges i regeringens angst for at skulle opleve et nyt Tom Mann-besøg. Politiken påstod at indbyderne havde glemt at søge om indrejsetilladelse for Maurice Dobb, som om der fandtes en lov der nødvendiggjorde en sådan forhåndsansøgning. B.T., der under Tom Manns besøg havde forlangt at regeringen burde forbyde Tom Mann at tale i den danske radio, roste nu regeringen for at have stoppet Dobb.

Fra Socialøkonomisk Samfund, Studenterforeningen, Socialistisk politgruppe og Dansk-Engelsk Selskab blev der gjort store anstrengelser for at få regeringen til at ophæve forbudet. Men skønt adskillige af Zahles egne partifæller og repræsentanter for universitetet og for det nationaløkonomiske fakultet støttede kravet, nægtede han at bøje sig. 200 nationaløkonomiske studenter skrev under på en protest til Justitsministeriet. Først da to indflydelsesrige herrer mødte op i Justitsministeriet, hvor de fik lejlighed til at forhandle med politiinspektør Begtrup-Hansen, begynd Zahle at bløde op. Han gav nu efterretningstjenesten ordre til at indhente materiale om den engelske nationaløkonom for at få opklaret mere om ham end dette ene, at han var kommunist. Dette skete seksten timer efter at Dobb var kommet til Esbjerg.
De to herrer var højesteretssagfører Karsten Meyer og lektor Carl Iversen, som havde forhandlingsmandat fra Studenterforeningen og Socialøkonomisk Samfund. Under mødet med politiinspektøren fik de forelagt en kontrakt, Udfærdiget af Justitsministeriet. Dens indhold var, at Maurice Dobb kunne få lov at gå i land på følgende betingelser:
*Han måtte give afkald på at tale i Studenterforeningen og i polit-gruppen.
*Han måtte kun tale ved et lukket møde i Socialøkonomisk Samfund og på en strengt videnskabelig måde.
*Han måtte skrive under på ikke at lade sig interviewe (og så vidt muligt ikke at fotograferes) eller på anden made at udtale sig til offentligheden.
*Karsten Meyer og Carl Iversen skulle med deres underskrifter stå inde for, at de foreninger, hvor Dobb ikke fik lov at holde de aftalte foredrag (Studenterforeningen og Socialistisk polit-gruppe) ikke overfor offentlig heden ville give udtryk for at de følte sig brøstholdne over at være blevet forhindret i at afholde planlagte møder.
Endvidere skulle Dobb underskrive en genpart af denne aftale med de punkter der angik hans forpligtelser, mens forhandlerne selv og de foreninger, de repræsenterede, skulle give afkald på at få udleveret en kopi af den aftale, de selv havde underskrevet.
Maurice Dobb telegraferede omgående til mig og overlod det til mig at bestemme, om han skulle skrive under eller tage med båden tilbage til England. Jeg rådede ham til at skrive under på håndfæstningen, hvad han så gjorde.
Og Maurice Dobb holdt alligevel det forbudte foredrag, som han skulle have holdt i Studenterforeningen, men det skete under private former i nationaløkonomen professor F. Zeuthens hjem. Vi var 30-40 indbudte, som hørte ham tale sagligt og roligt om "Det engelske Arbejderpartis udvikling og polititk". Foredraget blev senere udgivet på Mondes forlag (med en indledning af mig om Dobb-sagen).

Heldigvis var der også et efterspil til regeringens og justitsministerens fadæse. Fremtrædende medlemmer af Det radikale Venstre tog skarpt afstand fra den politik, som regeringen og den radikale justitsminister var slået ind på. Socialøkonomisk Samfund indkaldte til ekstraordinær generalforsamling, hvor formanden, Carl Iversen, fik et mistillidsvotum og måtte gå af, fordi han nægtede at viderebringe en protestresolution til regeringen. Om Maurice Dobb hed det i resolutionen, at han "er kendt blandt fagfolk som en udmærket videnskabelig forfatter".
En gruppe ældre akademikere tog initiativet til en kollektiv protest mod regeringens overgreb. I nogle interviews forsvarede Zahle forbudet og tilføjede: "Studenterforeningen har ikke til ministeriet beklaget sig over, at Mr. Dobb ikke fik lejlighed til at tale i foreningen; man skaffede sig fornuftigvis en anden taler, der sikkert den pågældende aften har underholdt medlemmerne på udmærket måde." Det bød han den forening, som han selv havde tvunget til at afgive løfte om ikke over for offentligheden at beklage sig over ikke at få lov til at høre den foredragsholder de havde indbudt til at tale.
Den tredje sag gælder stiftelsen af den antinazistiske forening Frisindet Kulturkamp og tidsskriftet Kulturkampen i 1935. Målet var at skabe et samarbejde mellem mennesker, der uanset partifarve og holdninger i øvrigt var enige om at bekæmpe den nazistiske fare, og i bestyrelsen sad socialdemokrater, radikale, kommunister og partiløse.
Den daværende socialdemokratiske partisekretær Alsing Andersen lagde imidlertid pres på de tre socialdemokrater der havde erklæret sig villig, til at træde ind i bestyrelsen, for at få dem til at trække sig tilbage, da man fra partiets side ikke ønskede at socialdemokrater skulle sidde i bestyrelse sammen med kommunister. Heldigvis nægtede de tre socialdemokrater at parere ordre, men Alsing Andersen truede dem med, at SocialDemokraten måske blev nødt til at tage afstand fra både foreningen og bladet.
Denne henvendelse kan næppe være sket uden godkendelse fra Stauning og andre medlemmer af partiets ledelse.
Den fjerde sag fra trediverne gælder flygtningespørgsmålet, som var helt forskelligt fra det flygtningespørgsmål, som Pia Kjærsgaard har slået sig selv og sit parti op på. De flygtninge, som skabte et problem for den danske regering i trediverne, var tyske statsborgere der havde søgt ly i Danmark, fordi de var forfulgt af nazisterne. Det drejede sig i første række om jøder og politiske flygtninge. Over for nazismens ofre førte den danske regering en politik, der kun kan karakteriseres som uanstændig.
Regeringen overlod i størst mulig omfang hjælpeorganisationer at tage sig af de tyske flygtninge, der - meget imod regeringens ønske - var kommet til Danmark. Af de organisationer, der trådte til med økonomisk hjælp, var den jødiske hjælpeorganisation den, der havde eller skaffede flest penge til at hjælpe ofrene. Derefter kom den socialdemokratiske Matteotti-fond, og nederst i rækkefølgen Røde Hjælp, som kun havde meget begrænsede midler til at understøtte tyske kommunistiske flygtninge.
Statens indsats bestod væsentlig i at forhindre tyske antinazister i at få asyl i Danmark eller at få dem hjemsendt. Jeg husker et ekstremt tilfælde, hvor det var lykkedes en kommunistisk gruppeleder fra en mindre tysk by at slippe gennem den danske grænsekontrol og komme ind i landet. Men da politiet senere opdagede, at hans pas var forfalsket, besluttede de med Justitsministeriets godkendelse, at han skulle sendes tilbage til Tyskland. "Vi kan da ikke acceptere, at man kan komme ind i Danmark på et forfalsket pas", sagde de. I Tyskland blev han henrettet.
Det femte punkt gælder de politiske kartoteker, som i 30'erne sorterede under det, som i dag hedder PET, men som dengang hed Afdeling D på Politigården. Her indsamledes i dybeste hemmelighed oplysninger om folk på venstrefløjen, især kommunister og folk der mentes at sympatisere med kommunisterne, men ingen kunne sikre sig imod at blive registreret i politiets hemmelige kartotek, hvad der afholdt mange fra at udtale sig offentligt om politiske spørgsmål. Det var det materiale, som det danske politi overleverede til Gestapo, da Danmark var besat, og som besættelsesmagten brugte, da jagten på kommunister og andre gik ind i juni 1941. Politiets oplysninger var medvirkende til mange arrestationer under besættelsen og til mange af de konsekvenser der kunne følge, koncentrationslejre og dødsdomme.
Fra en dansker, som var gået i Gestapos tjeneste i Århus, men som på et tidspunkt fik kolde fødder og prøvede at slutte sig til modstandsbevægelsen, fik jeg en kopi af en fortegnelse over alle de oplysninger Gestapo havde om mig. Det der chokerede mig mest var de detaljerede oplysninger om min adfærd i 30'erne, hvad jeg havde sagt og skrevet i tiden før besættelsen. Det måtte altsammen have været indsamlet af den politiafdeling der var forløber for PET.
Jeg håbede, at de demokratiske lederes forræderi mod demokratiet ikke ville gentage sig i efterkrigstiden. Håbet viste sig desværre at være forgæves. Alt for mange øvrighedspersoner videreførte arven fra30'erne. Det er ikke et spørgsmål om at historien gentager sig.
Det er dumheden der gentager sig.

*Elias Bredsdorff er forfatter og dr.phil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her