Kronik

Dada-maskinens rædsler og web-revolutionen

24. juli 1998

Migrænen fra 1991 vendte tilbage, da André Bretons vilde blik pludselig stirrede på mig fra et sted i Cyberspace

I sommeren 1991 var der ualmindelig varmt i Paris. Gaderne stank af rotte, dameben, pains, bilos, croque monsieur, espresso og i området omkring Montmartre, hvor vi boede, desuden af friturefedt, sur rødvin og merguez, de knaldrøde chilipølser, som kvarterets overvejende arabiske befolkning sælger på hvert gadehjørne.
På Centre Pompidou kørte en udstilling der hed La beauté sera convulsive. Plakaten til udstillingen hang overalt i Paris. Den viste et closeup af en mand, der med et vildt blik stirrer ud af et vindue. På hans pande sidder en alt for stor guldsmed, og hans sorte skjorte sidder mere stramt end nogen spændetrøje.
Manden på billedet er surrealismens fader, forfatteren, multikunstneren og politikeren André Breton, og udstillingens titel er en sætning hentet fra Bretons dokumentariske roman Nadja, der handler om en pige, som er - hvad vi i dag ville kalde - behæftet med en genetisk defekt hjerne, men som i Bretons romantiske Paris i århundredets ungdom med lodder og trisser kunne gå for at være digter. Spærret inde på den lukkede afdeling blev hun trods alt, og den desillusionerede, medicinstuderende Breton konkluderer bittert (og frit oversat) i romanen: "Skønheden må enten sno sig eller blive væk."
Skønheden skulle man lede efter på udstillingen på tredje sal i Pompidou-centret, der var proppet som et bedre loppemarked på Amager med så godt som alt det morfinøse junk og rødvinsbeduggede ragelse, Breton og hans surrealistiske venner fremstillede i bevægelsens storhedstid fra ca. 1924 til sidst i 30'erne. Man Ray, Max Ernst, Salvador Dali, alle de senere kendte var med med deres mest ukendte ting, blandt et hav af effekter af de mange ukendte surrealister, hvoraf en del angiveligt skød sig selv eller begik selvmord eller begge dele efter korterevarende flirter med Breton og hans udsyrede manifester.
I akademiske kredse vurderes Breton i dag som enten storskrydende, tyrannisk egoman eller rimeligt degenereret romantiker, men når man som turist i 1991 gik rundt blandt hardcore surrealismens efterladenskaber i Paris, kunne man ikke andet end modvilligt beundre manden med det vildt stirrende blik, dels over at han lykkedes med at få så mange begavede mennesker til at danse efter surrealismens pibe, dels over at han med tungen stift fremadvendt i munden formåede at køre, styre, udfolde eller udtromle et så overbevisende inferno af villet hæslighed. For det var i sandhed hæslige og meget, meget sære ting, der kom for dagens lys i surrealismens velmagtsdage. Torsoer med strittende gummislanger, kultegninger af børneporno, damesko med slangenæb, udstoppede katte i konservatorsprit, et brev fra nogens kusine, hastigt nedkradset, for at nævne det mest familievenlige.
Tingene ligner til forveksling moderne kunst, men tag ikke fejl. Surrealismen var en politisk kampagne, der ville have hele kunsten ud til hele folket. Det mest gyselige på udstillingen var et lille værk fremstillet af Breton selv. Det var et par store, gule øjne sirligt pakket ned i en lille glasæske. Titlen var så vidt jeg husker bare objet, men de øjne var alt andet end bare objekt. Det var som om Breton lui-même stirrede ud på publikum, og det sådan, at man bogstavelig talt fik et chok. Alt i alt rummede udstillingen sager så ubeskriveligt rædselsfulde, at mange, herunder undertegnede, forlod udstillingen med en kvalmende migræne i hjernens center for æstetik og multimedie. Migrænen tenderede mod en tilbøjelighed til siden at forkaste alt surrealistisk som decideret ondt eller i mildeste fald simpelt hen for langt ude.

Sommeren gik, og udstillingen blev vel lagt i djupförvar 500 meter under Louvre, og gudskelov for det. Man har tænkt, at ingen ville savne dette multimediale rædselskabinet, skabt af en flok samspilsramte studenter, der kiggede lidt for dybt i chillumen i de tunge år efter første verdenskrig. Når Centre Pompidou overhovedet trak surrealisterne frem af æsken i 1991, var det sikkert fordi bevægelsen nok er det mest bizarre indslag i socialismens historie, og derfor skulle de selvfølgelig på museum ligesom så meget andet af alt det venstrefløjsskrabsammen, der gik storskrald i de år.

Ophavsmanden til ordet surrealisme er digteren Apollinaire, der i 1890'erne var kendt for at sidde på cafeer og skrive spontane digte, som han krydrede med små, naive tegninger. I dag kaldes det at lave kruseduller, men i datiden var det det hotteste hotte, det var multimedie, det var cool, det var nørdet, det var sexet. André Breton så, må man formode, disse tegninger efter at have studeret Freuds drømmetydning og fordrevet Første Verdenskrig med at hypnotisere sin ven, soldaten Jacques Vaché, der siden slog sig selv samt to af sine intetanende venner ihjel med en overdosis morfin. Breton lagde mellemregningerne sammen og kom frem til, at der må eksistere en tredje tilstand, en bevidsthedsform mellem drøm og vågen, mellem kunst og politik, mellem barn og voksen, mellem tid og evighed, mellem subjekt og objekt, mellem galskab og normalitet, mellem fantasi og rationalitet. Han varslede den surrealistiske revolution idet han - i øvrigt på formfuldendt politikersprog - fastholdt, at voksne er børn der er blevet kunstnere og hævdede, at den fremmedgjorte tilstand, som er søvnens, bevidstløshedens, afsindighedens, i realiteten er det normale menneskes tilstand. Han advarede mod normaliteten og påstod, at normale mennesker på 50 år kan nå at dræbe måske 100.000.000 af deres normale medmennesker, hvilket omtrent viste sig at komme til at holde stik. Bevægelsen døde ud, revolutionen gik fløjten, men en udstilling på Centre Pompidou blev det da til, og fred være med den.

For nylig tog jeg S-toget hjem fra Arkens store sommersatsning, Dadaisterne. Jeg nåede aldrig helt ud til dadaisterne, for en buschauffør i Ishøj oplyste med at absurd grin, at man da godt kunne køre med ham ud til Arken, men der var bare ikke nogen bus den anden vej. Mere dada kan man egentlig ikke forlange i øsplaskende regnvejr. Så jeg vil ikke sige, jeg var skuffet da jeg kom hjem, men alligevel sætter jeg mig distræt ved computeren og går på nettet og surfer lidt på søgeordet dada. Jeg surfer på kryds og tværs, ødsler et par brøkdele af et sekund på børnetegninger, tilbydes pludselig et hjemmesideprogram der hedder Dreamweaver, fortryder bestillingen og ryger per hyperlink ind på Gigers Nekronomicon.
Få klik senere strømmer Morten Søndergaards digt 'Vaterpas' ud af mine højttalere i stuen, og fem linier senere cutter jeg linien for at se en streaming video fra en teknofest i Moskva. Jeg glemmer hvad jeg kom fra, men husker så og klikker på dada-maskinen. En torso med strittende ledninger toner frem. Et brev fra nogens kusine, hastigt nedkradset. Børn og svage sjæle bør stoppe læsningen her. For pludselig sker det uhyggelige. Migræne! Jeg ser Bretons gule øjne fra udstillingen i Paris i 1991. De selvsamme øjne stirrer vildt frem for sig, ud på mig, igen. Men denne gang fra Cyberspace. Med gåsehuden og buschaufførens absurde grin ringende i ørerne går det i al sin opkoblede gru op for mig, at Bretons profetier mod ethvert bedre vidende sad lige akkurat i skuret.

Revolutionen lever for øjnene af en lamslået verden i bedste velgående. Med automatskrift, frie associationer, konvulsivisk skønhed, multimedial terror, generalkunst og børnetegninger, hjemmesider og umoral i en stor, drømmevævende pærevælling i Cyberspace kan ingen i dag vide sig sikker for Bretons gennemtrængende blik.
Eller som Breton så præcist udtrykker det allerede i det første surrealistiske manifest fra 1924:
"Lige siden har jeg haft en udtalt tilbøjelighed til at hengive mig til videnskabeligt tidsfordriv, uanset hvor ubehageligt det kan være, i den endelige analyse, fra ethvert synspunkt. Radio? Okay. Syfilis? Hvis det behager. Fotografi? Hvorfor ikke. Biografer? Hip hip hurra for mørklagte år. Krig? Den lo vi meget af det år. Telefonen? Hallo. Ungdom? Charmerende blondiner. Prøv at få mig til at sige tak. 'Tak'. Selv tak."
Det giver ikke megen mening, og det er sandelig heller ikke meningen. Kan man trods alt tænke sig nogen mere præcis beskrivelse af verdens største Rorschack-klat, internettet?
Længe leve den cyberrealistiske revolution.

Apropos - Breton i Cyberspace

"Jeg tror på en fremtid, hvor de to tilsyneladende uforenelige tilstande, drøm og vågen bevidsthed, går op i en tredje, en slags absolut virkelighed, en supervirkelighed så at sige," skrev André Breton i det første surrealistiske manifest fra 1924.
Det er nok en tilsnigelse, som i nærværende artikel, at kalde internettet eller cyberspace for den praktiske realisering af Bretons vision, virkeliggørelsen af den surrealistiske revolution. Og hvis André Breton og hans ligesindede var til stede og opkoblede i dag, er det mest sandsynligt at de ville vende sig imod internettet med græmmelse.
Ikke desto mindre synes den grænseløse og ukontrollable kommunikation i Cyberspace på visse måder at modsvare Bretons forestilling om en verden, hvor barnets og det barnagtiges umiddelbare udtryk overdøver alle tiltag til overdreven rationalitet.
Virtual reality, det elektroniske 'parallelunivers' som er et nært forestående trin i internettets udvikling, falder ikke langt fra Bretons oprindelige definition på surrealisme: "Psykisk ren automatisme, hvorved man sætter sig for, mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde, at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side, og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse. Surrealismen bygger på troen på den højere virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmens almagt og på tankens uegennyttige leg."
Multimedie beflitter sig med at blande alle former for medier og udtryk, nøjagtig som det nærmest var et formkrav hos de tidlige dadaister og surrealister. Forestillingen om de frie, ufordøjede associationers suverænitet, den tilfældige oplevelses-iboende skønhed og alle menneskers ret til kunstnerisk udfoldelse var kernesager hos surrealisterne.
De mange sammenfald medvirker til, at surrealismen som politisk agenda måske får en renæssance i informationsalderen. I hvert fald findes der et hav af virtuelle surrealistiske organisationer og hjemmesider på internettet, f. eks. kan man generere sit eget tilfældige, surrealistiske manifest på adressen http://thecity.sfsu.edu/users/XFactor/build/surr.html
EKL

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu