Læsetid: 4 min.

Dansk Folkepartis hegemoni

Debat
21. juli 1998

DF's succces skyldes også måden, hvorpå de andre partier handler i forhold til partiet

Vælgere
Da den italienske filosof Antonio Gramsci (1891-1937) under Mussoliniregimet sad i fængsel, spekulerede han over, hvorfor arbejderklassen og kommunismen havde tabt magten til fascismen. Han kom til den konklusion, at det ikke kan betragtes som en naturlov, at fordi man tilhører arbejderklassen også stemmer på kommunistpartiet. En person stemmer ud fra en række forudsætninger og kriterier, såsom uddannelse, familie, interesser, tro, mm. Et politisk partis opgave er så at sammenfatte flest af disse kriterier under et, og handle udfra partiets 'raison d'etre'. Han kaldte denne sammensætning for hegemoni. Hans forklaring for fascismens overtag var så, at den fascistiske hegemoni, bestående af blandt andet dens opfattelse af stat, menneske, religion og den version af fremtiden som fascismen stod for, var mere altomfattende end den kommunistiske, der kun fokuserede på arbejdsforholdene og klassekamp. Kort sagt var fascismen bedre til at sælge sig selv end kommunismen.
Man står nu i Danmark over for et lignende spørgsmål - som Information i en serie artikler har prøvet at besvare. Situationen er, at en gruppe socialdemokratiske vælgere stemmer imod deres umiddelbare interesse og 'historie'. Spørgsmålet er så, hvad Dansk Folkepartis (DF) hemmelighed er, siden de er så populære blandt dem. Hvordan kan en socialdemokrat stemme på DF?
Man kunne spørge igen: Hvorfor skulle en arbejder ikke stemme på DF? For DF bevæger sig på tværs af højre-venstre aksen i dansk partipolitik. DF har formået at skabe en hegemoni, der appelerer til en bestemt gruppe mennesker, og desværre er denne gruppe rimmelig stor. Men DF's succces skyldes ikke kun deres hegemoni. Den skyldes også måden, hvorpå de andre partier handler i forhold til det.

Lad os først kigge på baggrunden for DF. DF er det yngste parti i Danmark. Partiet er opstået som en udbryder gruppe af Fremskridtpatiet. Men i modsætning til moderpartiet er DF ikke i sig selv et decideret protestparti. Dette forhindrer dog ikke en del af deres vælgere i at bruge partiet som et protestparti. Et protestparti har normalt en enkelt sag, emner eller et andet parti som objekt. Så forstået på den måde er DF ikke et protestparti. Det, DF gør, er at adskille sig så markant fra moderpartiet, at det kommer i periferien i forhold til DF. Dette sker ved at holde sig fra de metoder, som Fremskridtspartiet har anvendt, så som at tage enkeltsager op.
DF har også valgt en helt anden vinkel mht. deres hegemoni. Man har satset på den utilfredshed mange føler, når de synes, at de ikke får en del af samfundets velfærd. Den samme gruppe som Marianne Jelved refererer til som de 20 pct., der står for tur. Men det er tvivlsomt, hvor meget De Radikale kan vinde ved at satse på denne gruppe. For ingen af de radikales top kan blive opfattet som "en af vores" af de 20 pct. Det kan DF's top til gengæld. DF appelerer til en del pensionister, der synes, at de har opbygget det danske samfund fra ingenting, og nu bliver de bare glemt af samfundet og især Socialdemokratiet. En del ufaglærte og selvstændige stemmer på DF, for de synes, at de er blevet "fremmedgjort" i forhold til staten. Det socialdemokratiske partiapparat består af nogle pamperer. Og staten er vokset over hovedet på dem. De kan forstå DF's budskab. Bedre forhold for de gamle og syge og mere arbejde til alle.

En anden del af DF's hegemoni er bevarelsen og genetablering af de gode gamle dage. Et budskab, der igen appelerer til en bestemt gruppe af befolkningen. Mange i forstaderne kan huske, da de flyttede til deres områder, og det var godt dengang. Nu sker ikke andet end ballade. Modstanden mod EU skal ses på denne baggrund. DF vil føre Danmark tilbage til den gang, Danmark var et selvstændigt land uden for EU.
Denne cocktail af sociale bekymringer og de gode gamle dage kan ikke munde ud i andet end modviljen mod de fremmede i Danmark. Argumentationen er, at samfundet ikke har råd til at gøre noget for de gamle og syge, fordi pengene bliver brugt på udlændinge - her er det lige meget om man er flygtning eller indvandrer - både her i landet og i udlandet ved at betale u-landsbistand.
Og nostalgien synes tilfredsstillet ved at minde folk om, at de dårlige tider startede, da udlændinge begyndte at "storme" til Danmark.

Men som sagt skyldes DF's succes også den måde, de andre partier har handlet i forhold til det. Især Socialdemokratiet har været i vildrede. Man har taget en del af DF's 'cocktail', de fremmede, til sig. De socialdemokratiske borgmestre i mange byer er et godt eksempel på det. Den måde den nyligt vedtagne Integrationslov blev til - uden dog at sige, om loven er god eller dårlig - er et andet eksempel. Denne strategi er dømt til at mislykkes, da den mangler resten af ingredienserne. DF er imod udlændinge, og det har skabt sig en logik for det. De andre partier mangler denne logik. De kan helt sikkert være med til at stramme grebet om udlændinge, men de har problemer ved at forklare hvorfor.
Man kunne spørge: Hvorfor skulle en af socialdemokratiets vælgere ikke stemme på Dansk Folkeparti? Et persisk ordsprog siger, at en skør mand kan kaste en sten i brønden, men 100 vise kan ikke tage den op igen. Lad os håbe, at det ikke kommer så vidt med Dansk Folkeparti.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her