Kronik

Digitaliseret duft af græs

31. juli 1998

Fankulturen i dansk fodbold har altid været der. Men samtidig med at fodbolden er blevet bedre, er fankulturen blevet moderne, kæmpestor - og bruger Internettet. Netop nettet er gyldent til fodboldlir

Fodbold er som bekendt et spil med to hold med elleve mand på hver, der kæmper mod hinanden, og tyskerne vinder hver gang.
Det er også en sport, der ikke er et spørgsmål om liv eller død, den er meget vigtigere.
Samtidig er fodbold pokkers moderne. Omkring VM i Frankrig kunne selv Information bringe intellektualiserede indslag, oversat fra Liberation, om fodboldens æteriske og symbolske betydning.
De nye fodboldfans er åbenbart en helt anden slags end dem, der i gamle dage så fodbold. Nu er det de unge og smarte, der bølger i forreste række under en medieskabt fodboldrenæssance.
Fodboldrenæssancen er noget sludder og vrøvl. Der er helt sikkert blevet flere fodboldtilskuere, end da der var færrest, men der er stadig ikke lige så mange, som da der var flest. Engang, helt op til 50'erne, var der færre udenomsværker, ingen tv-reportager og masser af tilskuere. De kæmpestore stadions rundt om i landet er bygget engang, hvor folk gik til bold. De var så ikke organiseret i supportklubber, og lavede hverken bølger eller truttede i øv-horn. Men de gik til bold.
Og selv i den lange mørke periode fra 60'erne og frem til starten af 90'erne, kunne folk lokkes til fodbold. Dels landskampene. Og dels gode klubkampe.
I 1980 var der 22.000 tilskuere til Næstved-KB. Vinderen blev Danmarksmester, ved uafgjort ville KB tage prisen. Sidste kamp i første divison dét år. Næstved kommer foran et-nul med et kvarter igen. Et par minutter før tid udlignede Hans Aabech, baronen, og KB var Danmarksmestre. 22.000 tilskuere. Også i 80'erne kunne folk genkende et godt show, når de så et.
Jeg var selvfølgelig på stadion. 12 år gammel og sammen med et par kammerater og en forælder der kørte os til Næstved. Iklædt KB-trøje og med KB-flag. Dengang cyklede vi i Idrætsparken i alt det hjemmehæklede gear (man kunne ikke købe andet end spillertrøjer, det meste var hjemmelavet) og sad i 'koret' og skrålede fodboldsange:
"Que sera, sera. Whatever shall be, shall be. KB skal til Wem-ber-leee," var en absolut klassiker, hentet fra engelske tribuner af en af de hardcore, voksne, fordrukne ringleaders.
Der var endda en fan-sang udgivet som single, med Keld Heick. "Når det er KB, der spiller i Parken, så er vi blandt dem der er fast inventar," starter den. De voksne kunne endda godt finde på at slås ved de sjældne lejligheder, hvor de fandt en modstander, der også gad slås. Med andre ord: Fankulturen i dansk fodbold, har altid været der. Men samtidig med at fodbolden er blevet bedre, er fankulturen blevet moderne, kæmpestor - og bruger Internettet.
Netop nettet er gyldent til fodboldlir.
Begge hold - der er i praksis kun to, BIF og FC - har fans, der har hjemmesider. Og fansene laver så hele afsnit af deres hjemmeside om til FCK- eller Brøndby-hyldest. De små amatørsider er orienteret omkring de store, professionelle fansider. Det er hhv. bif-support og fusionsnipserne.

Fodboldfans kan møde hinanden på nettet og svine hinanden til i helt svimlende grad, uden at de jo kan komme op og slås. De nøjes derfor med tilsvineriet. Argumenterne følger et fast mønster.
For Brøndbyfolket er FCK en fusionsklub drevet af pengestærke bagmænd - og uden klubfølelse. Desuden er de ikke mestre, falder igennem i de europæiske turneringer, og kan ikke samle et ordentligt publikum, der kan synge højt og i takt. De mere lavpandende Brøndby-folk kalder desuden FCK for et multietnisk luder-hold på grund af et par farvede spillere i FCK's trup.
Brøndbys folk skriver fck med småt i al nedsættende omtale. Gerne også fUck.
Omvendt er Brøndby i FCK-optikken en samling tabere fra Vestegnen, hvis de da ikke lige er jyder. Fansene er medløbere, der kun tiltrækkes af BIF's succes, men de har ingen sand klubfølelse. De fleste Brøndbyfans ville ikke kunne finde rundt i Brøndby. Resten af Brøndbysupporterne er på bistand, de ryger hash, og de sniffer lim. De er også voldelige. Og så spiller de i grimt svenskertøj. Desuden er de over en kam hjernevaskede og lader sig til kampene villigt dirigere af en idiot med en megafon, der fortæller dem, hvad de skal synge.
Brøndby kaldes Bundby i daglig omtale.
Temaerne kan varieres i det uendelige - og bliver det.
Dels i Fusionsnipsernes debatforum, og dels på Sydsiden Online. Begge debatfora er steder, hvor man kan diskutere fordele og ulemper ved Carsten V. Jensens eller Jens Risagers spil, fordele og ulemper ved en fire-back-kæde, fremtidige spillerindkøb, designet på de nye klubtrøjer, tilføjelser til fan-sange og så videre. I ny og næ blander en fjende sig så i debatten og får som belønning en ordentlig spandfuld fornærmelser i nakken.
Forleden diskuterede FCK-folkene, om man kunne bruge det engelske udtryk sniff i en hadesang om Brøndby, der jo sniffer lim. En Brøndbyfan blandede sig og sagde, at det da måtte hedde snuff, indtil en triumferende FCK'er kunne bringe et korrekt ordbogscitat. Så startede krigen for alvor. FCK'erne hånede et banner fra seneste opgør, som Brøndby-fans'ene havde lavet stavefejl i. (Birtheday, havde BIF skrevet - og hvem fanden er hende Birthe?)
Så hånede BIF-manden et FCK-banner med teksten Gay Pride FCK. (Ifølge BIF er FCK'erne også bøsser over en kam.) Og FCK'erne kunne - hårdt ramt, med knyttede næver og tårer i øjnene - kun svare, at det var et banner, BIF havde anbragt for at drille. Dumme Brøndbysvin. I øvrigt er nettets fan-debat sjov. Lægte-viddet er med på nettet, og en øl kaldes blandt andet en 'fad-bamse' og 'en grøn håndmad'.

I forhold til antallet af hjemmesider, så er der langt mellem snapsene. Men nedenstående giver et meget godt billede af, hvad der rør sig på siderne.
Fansiden Copenhagen Devils har et fint billede af en afbrændt Brøndby-kasket. Og Hilda (der er fra fanklubben, og som ikke hedder Heick til efternavn) viser på sin hjemmeside en Brøndby-skalp. Det er en bid af en Brøndbykasket, hun klippede sig, mens Brøndbyfan'en sov på en Roskildefestival. Samme Hilda viser glad sin løvetatovering på ankelen. Fan-tatoveringer er der et par stykker af rundt omkring på hjemmesiderne.
Tankerne går uvilkårligt til manden med den store rygtatovering B1903 Forever. Den stakkels mand fik sin tatovering, før KB og B1903 gik sammen i FCK. Måtte de små løve- og brønd-tatoveringer ikke blive helt så gammeldags.
Der er også en FCK-hjemmeside, hvor der står, klik hér, hvis du er klædt i gult og blåt. Efter det lille klik bliver man link'et direkte til Arbejdsformidlingens hjemmeside. For alle er jo på bistand i Brøndby.
Der er også masser af muligheder for at lege med grafik. Rundt omkring i Brøndbyuniverset kan man finde en lille Brøndbyfan, der tisser på et FCK-logo.
Du kan også finde en 'find fem fejl'-test, med fem Brøndby-logo'er og et enkelt løvehoved. Ligesom tegneseriedyret spirillen får lov at tæske løs på et Brøndby-logo med sin lange knyttede hale, inspireret af anti-nazisternes brug af spirillen, der også får lov at tæske løs på et hagekors med halen.
Så er der de private billedgallerier, enten af jublende tilskuere, spillere under private former, modstandere i pinlige situationer, eller fotomanipulationer af modstanderne.

Til den lidt mindre ophidsede bruger, er nettet genialt til at få stillet sulten efter nyheder om ens yndlingshold. Aviserne gider ikke at bringe alle de detaljer, der er så vigtige for en fan.
Hvis man skal have en update på FCK's Piotr Harens fodskade eller Brøndbys nye brasilianske håb, så er der altid en fan med tæt forbindelse til holdet, der kan fortælle det sidste nye.
Det er også på nettet, at man kan hente reportager fra andetholdets kampe eller læse om de håbefulde talenters turneringer.
Hvis man er rigtig hard-core FCK-fan, er man også på mailinglisten. Det er en slags internet-postservice, hvor fansene skriver e-mails til hinanden. Det giver op til tyve mails om dagen om alt mellem himmel og jord. For nylig røg et rygte om, at Kroatiens anfører, Boban, skulle til FCK ud over mailinglisten. Rygtet endte derefter i pressen som et dementi.
Nettet og fanfeberen er en selvforstærkende proces. Der er let adgang til de mest inferiøre rygter, debatter og oplysninger. Det betyder også, at behovet for inferiøre debatter, rygter og oplysninger stiger. En proces der kører i cirkler og optager sindene langt udover, hvad der egentlig sker nede på banen i Parken om søndagen.
Men på lægterne er tilskuerne unplugged, og nettet har rigtige masker. Der lugter stadig af græs, drengene spiller stadig bold, og energien og spændingen fra spillet er stadig fuldblods sekshestes narkotika. Det er lidt af den energi, der nu er fanget rundt om på de små fansider.

Apropos - Feber

Fodboldfeber. Det er sådan en tilstand verden var i, da der var VM i sommer. Tror nogle. Og rigtigt er det da også, at sporten var ret synlig i juni.
Kun Nordkorea og Afganistan viste ikke turneringen på tv. Men næsten alle steder, talte folk fodbold. Caféer verden over havde tv'et kørende dagligt. I sociale sammenhænge talte man om fodbold med pludselig entusiasme. Danskere, der normalt bekender sig til kvindehåndbold og -curling (eller hvad DK nu lige har succes med), sad og heppede med foran skærmen, når 'vi' spillede.
Eurowoman havde en artikel om fodbold, så kvinder kunne forstå deres mænds begejstring for sporten. Og som en god service bragte bladet eksempler på spørgsmål, man ikke skal stille, når der er kamp. Jeg måtte prøve, og jeg medgiver bladet, at det ikke giver megen credit at spørge, om ham dér Bosse er ham, der spillede Alfred i Emil fra Lønneberg.
Men VM havde en finale, og så måtte 'fodboldfeberen' lægge sig. Skulle man tro. Men sådan er det ikke med den rigtige fodboldfeber.
Istedet opstod et par ugers rastløshed, og så endelig i søndags kom forløsningen. Sæsonens første superligakamp.
Nu begynder den rigtige fodboldfeber, hvor de rigtige fodboldfans skal ud og se rigtig bold hver søndag.
Nick Hornbys bog Fever Pitch er blevet kult blandt disse rigtige fans. Her sættes der nemlig ord på den kærlighed, som fans har til deres hold og til sporten. Bogen handler om en Arsenalfan, der er så meget fan, at netop feber er det rigtige ord. Bogen blev filmatiseret sidste år (og gjort næsten ukendelig).
Jeg så filmen til et FCK-arrangement i Vega. Anledningen var, at Iørn Uldbjerg (Ulle, blandt venner) forlod klubben for at spille i Herfølge (Frufølge, blandt fodboldhumorister). Ulle havde et godt forhold til fanklubben, derfor skulle der siges farvel med stil. Filmen Fodboldfeber blev vist, og næsten 100 (karseklippede, store og brovtende) mennesker i FCK-outfit var grebet.
Det kan måske være svært at forstå fodboldfeberen. Men Hornbys bog og fanklubbernes hjemmesider på nettet giver et godt indblik i den i virkeligheden ret nørdede verden. Dér brænder en feber, der ikke falder i temperatur, selv når VM-finalen er spillet.
Helle Bruun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu