Læsetid: 6 min.

Effektivitet frem for kvalitet

Debat
22. juli 1998

Den nye rapport om kvalitet i uddannelserne viser, at politikerne lader embedsmændene være de reelle politikere

Uddannelse
Kvalitet er et af de mest positivt ladede ord i det danske sprog. Alle går ind for kvalitet. Derom kan der ikke være uenighed. Men hvad er kvalitet. Det kan i høj grad diskuteres.
I embedsmandsrapporten 'Kvalitet i uddannelsessystemet', der blev offentliggjort fornylig, anføres bl.a. som høj kvalitet, at uddannelsesfrekvensen er høj, at alle uanset baggrund i princippet har samme reelle mulighed, og at uddannelserne skal udvikle gode almene, faglige og personlige kvalifikationer. Heri er det vanskeligt at være uenig. I rapporten lægges der også afgørende vægt på høj effektivitet, der bl.a. defineres ved, "at den direkte omkostning pr. person under uddannelse for den givne kvalitet er så lav som mulig" (.....) "(og) at de indirekte omkostninger i form af tabt arbejdsindkomst under uddannnelsesforløbet minimeres. De indirekte omkostninger vokser i det omfang, uddannelsen afsluttes senere end nødvendigt."
Det siger sig selv, at en uddannelse ikke skal være længere end højst nødvendigt. Men der en klar tendens til, at rapporten sætter lighedstegn mellem kvalitet og effektivitet. Rapporten bygger på en økonomistisk tænkning, hvor kvaliteten i uddannelsessystemet, vurderes ud fra en snæver økonomisk tankegang og effektivitetshensyn.
Ifølge rapporten skal unge gennemføre deres uddannelse så hurtigt som muligt, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Efter 9. klasse skal de unge i en ungdomsuddannelse, og efter f.eks. at have afsluttet gymnasiet skal de unge hurtigst muligt i gang med en videregående uddannelse, så de kan være færdiguddannede som 23-24-årige.
Det er effektivt. Men er det udtryk for kvalitet i bredere forstand.
Er det givet, at den 23-24-årige jurist, gymnasielærer osv. inden for denne tidshorisont har nået de personlige kvalifikationer, som ligger i rapportens kvalitetsbegreb, og som bl.a. omfatter "evnen til analysere, kommunikere og samarbejde, selvstændighed, kreativitet og kritisk sans samt vilje og evne til at omstille sig til nye udfordringer."
Er det givet, at disse personlige kvalifikationer bedst opnås, ved at unge gennemfører deres videregående uddannelse på kortest mulig tid, og at de følger den traditionelle skolevej: ni år i folkeskolen, tre år i gymnasiet og fem år på universitetet.
Effektivisering er naturligvis ikke i sig selv et problem. Selvfølgelig skal de studerende ikke opholde sig på et universitet i 6 år, hvis uddannelsen med samme indhold snildt kan klares på 5 år.
Men er det tilfældet? Der er forsvundet adskillige kvalitative elementer i mange uddannelser i effektiviseringens hellige navn. Indtil 1971 skulle alle universitetsstuderende bestå det såkaldte filosofikum ud fra en betragtning om, at alle akademikere skulle have et vist fælles grundlag med kendskab til filosofisk tænkning og logisk forståelse gennem tiderne.

Mere erhvervsrettet
Når der samtidig er sket en effektivisering bl.a. gennem en afkortning af universitetsuddannelserne, er der ikke i samme omfang plads til det almene, det dannende mv.
Uddannelserne er blevet mere direkte erhvervsrettet, og effektiviseringen har endda betydet, at de mange studerende med rette taler om, at de går i skole, og at de læser lektier. Det er næsten glemt, at de er studerende, og at der skal være tid til fordybelse. Derfor har jeg svært ved at se, at problemet er den manglende effektivitet. Problemet er snarere, at man i effektivitetens hellige navn har ladet det gå ud over det almene og det dannende samt udviklingen af de personlige kvalifikationer.
Embedsmandsrapporten er helt tydeligt utilfreds med, at ca. 60 pct. af de unge går i 10. klasse. Her er ikke mindst efterskolerne i kritisk søgelys: "Søgningen til især efterskolernes 10. klasse er steget de senere år. I det omfang de unge kunne have påbegyndt en ungdomsuddannelse efter grundskolens 9. klasse, udgør 10. klasse en betydelig meromkostning." Og under rapportens anbefalinger: "Søgningen til 10. klasse på efterskole har været særlig stor. Målet er at sikre, at flest muligt går i gang med en ungdomsuddannelse i direkte forlængelse af 9. klasse." Det er klart, at brug af 10. klasse er en økonomisk meromkostning. Det er også klart, at unge mennesker, der i 9. klasse er helt afklarede og modne til at gå i gang med en ungdomsuddannelse, naturligt gør det.
Ud fra en økonomisk tankegang og ud fra en snæver effektivitets betragtning, er det selvfølgelig forkert, at 60 pct. af de unge vælger at tage 10. klasse med. Men ud fra ønsket om at fremme kvaliteten i uddannelsesforløbet og specielt de personlige kvalifikationer, kan det være udmærket, at forholdsvis mange unge og et stigende antal unge i dag vælger 10. klasse på en efterskole. Men sådanne overvejelser indgår ikke i rapporten, selv om rapportens titel er 'Kvalitet i uddannelsessystemet'.

Højskoler bør inddrages
Mens efterskolerne optræder i rapporten som lidt af et problem, eksisterer folkehøjskoler reelt ikke. Det forekommer lidt mærkeligt, når daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen i december sidste år kom med en redegørelse, hvoraf det fremgik, at folkehøjskolerne havde og skulle have en central placering i det samlede uddannelsessystem.
At rapporten ikke inddrager folkehøjskolerne kan skyldes, at folkehøjskolerne ifølge embedsmændene ikke på samme måde som efterskolerne er en fare for effektiviteten i uddannelsessystemet, fordi der ikke er så mange unge, der benytter sig af folkehøjskolerne, og nogle folkehøjskoler har måttet dreje nøglen om.
Men det betyder ingenlunde, at unges interesse for et højskoleophold er forsvundet. Tværtimod viser det stigende antal af selvbetalere på folkehøjskolerne, at mange unge, der senere skal i gang med en videregående uddannelse, ønsker at få udviklet deres personlige kvalifikationer.
At ganske mange unge vælger at bruge ganske mange penge til et højskoleophold i klar modstrid med de effektivitetshensyn, som ligger i rapporten, er givetvis også en reaktion imod mange af de effektiviseringer, der er sket med mange af de videregående uddannelser de seneste årtier. Her udfylder folkehøjskolerne den mangel, som effektiviseringerne har medført. Folkehøjskolerne kan give de unge noget af det, der lå i det daværende filosofikum og kompensere for, at mange videregående uddannelser mangler noget af det almene, det dannende m.v. Rapporten vender sig imod, at mange unge efter ungdomsuddannelsen venter flere år, inden de går i gang med en videregående uddannelse.
I det omfang de unge bare bruger tiden på at samle point for at komme ind via kvote 2, synes jeg også, at det er et problem. Men problemets årsag skal findes i adgangsbegrænsningen til de videregående uddannelser. I det omfang de unge bruger et-tre år på en nærmere afklaring, højskoleophold, udlandsophold, arbejde m.v., mener jeg, det kan være meget positivt at vente, fordi de år netop vil bidrage til udviklingen af de unges personlige kvalifikationer.
Jeg mener heller ikke, at der i SU-systemet skal lægges yderligere incitamenter ind med henblik på at gøre uddannelsen færdig tidligere. Tværtimod synes jeg, at man godt kunne give en slags ekstra SU-klip til unge, der tog et højskoleophold.

Embedsmandsværk
Embedsmandsrapporten har titlen 'Kvalitet i uddannelsessystemet'. I forhold til indholdet synes jeg, at 'Effektivitet i uddannelsessystemet' havde været en mere dækkende titel. Selvfølgelig skal de økonomiske omkostninger indgå i overvejelserne, når uddannelsessystemet skal vurderes. Men det er langt fra det eneste, og kvalitet og effektivitet er ingenlunde det samme.
Hvis man måler kvalitet i uddannelsessystemet ud fra en økonomistisk tankegang, som jeg mener embedsmandsrapporten gør, mener jeg, der er alt for mange sider af uddannelsessystemet, man overser. Så bliver efterskolerne et problem. Så overser man folkehøjskolerne.
Med embedsmandsrapporten har vi fået en udmærket rapport, der siger noget om effektiviteten og de økonomiske omkostninger i uddannelsessystemet. Men vi har ikke fået en rapport, der giver et rimeligt billede af kvaliteten i uddannelsessystemet. Men sådan må det jo være, når embedsmænd ud fra en økonomistisk tankegang vurderer uddannelsessystemet.
Det er nu op til det politiske niveau at vurdere, hvilke justeringer i uddannelsessystemet, der er brug for. Spørgsmålet er så, om politikerne mener, at kvalitet i uddannelsessystemet er andet end effektivitet, eller om politikerne blot følger embedsmændene. At det sidste bliver tilfældet, er set før. Sagt på en anden måde - om politikerne vil leve op til deres rolle som politikere, eller de vælger at lade embedsmændene være de reelle politikere. Det sidste er desværre heller ikke helt ukendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her