Læsetid: 3 min.

Af en eks-narkomans bekendelser

20. juli 1998

Et hjem med flere fjernsyn er måske en salomonisk løsning på kampen om fjernbetjeningen. Men hvordan bliver et fremtidssamfund, hvor vi ikke har lært at sætte os selv i anden række?

Fjernsyn
Jeg var fjernsynsnarkoman i mine unge dage. Way back i sen-60'erne og 70'erne - og et stykke ind i 80'erne. Tipsfodbold hver lørdag, Panduro og Flintstone, Otto Leisner og Gunnar Nu, Perry Mason, Ironside og Columbo, Wimbledon og Olympiader. Fjernsyn var dagens salt og undertiden højdepunkt.
Nu er jeg ikke mere helt så sikker på fænomenets fortræffelighed. Eller rettere sagt - jeg er ganske overbevist om, at hvis samtlige fordele og ulemper ved tv-mediet blev gjort op - ville negativ-listen blive på størrelse med stemmesedlen til folketingsvalgene, den positive ditto af format som stemmekortet til Amsterdam-traktaten.
Min narkomani er med andre ord helbredt - og det så det forslår. Ikke en gang verdensmesterskaber i fodbold kan lokke mere.
Det er i stedet gået hen og blevet kilde til stor undren for mig, hvorfor det er så meget bedre at glo på eliteidræt i timevis fremfor selv at dyrke sporten.
Det er også over min forstand, at mange har fjernsynet kørende som fast bestanddel af hjemmets lydtæppe. Men lad det nu være. Hvad der virkeligt seriøst fik mig til at overveje en kold tyrker, var et tv-avis-indslag tilbage i 1996. Det handlede om en familie med far og mor og tre børn, hvor farmand var træt af de evige skænderier om hvilken kanal, der skulle stilles ind på. Han gjorde kort proces og lejede fire tv-apparater med tilhørende fire videoer, og så var der fred i lejren.
Tænk engang - nu kunne hvert familiemedlem sidde lige så hyggeligt hver for sig og se fjernsyn helt uden at skulle generes af andre mennesker.
Og så kunne man ordentligt diskutere bagefter, hvad man havde set i fjernsynet over middagsbordet. Altså hvis middagsbordet ikke lige karambolerede med en eller to eller tre eller fire eller måske fem udsendelser, der bare skulle ses lige nu og ikke gemmes på videoen til senere.

Men hvilken salomonisk løsning. Individualismens endelige sejr, hvor vi overhovedet ikke behøver at tage hensyn til vores medboere og medmennesker. Endsige indgå i diskussioner med dem om f.eks. hvis tur det er til at få lov at bestemme program.
Jeg kan kun sige én ting: Hvis ovennævnte familie er repræsentativ i sin løsningsmodel af interessemodsætninger, vil det menneskelige samarbejde få trange vilkår i det 21. århundrede. Tendensen til at opgive de tætte og forpligtende relationer, hvor forhandlinger og kompromis'er kitter sammen i ansvarlighed, ligger stærkere og stærkere i tiden.
Flere og flere mennesker lever alene, fordi de ikke orker hele tiden at skulle tage hensyn til en anden/andre. Det har jeg fuld forståelse for, eftersom jeg selv med jævne mellemrum er på vej ud til ødeøen.
Men jeg er samtidig noget ængstelig ved tanken om et fremtidssamfund, hvor de enkelte individer aldrig har lært bare engang imellem at sætte sig selv i anden række. Aldrig har lært at udskyde deres behov. Ihvertfald hvis de selvsamme mennesker skulle komme på den formastelige tanke, at de vil sætte børn i verden. For uden en vis portion af offer-vilje i det stykke kan vi godt se i vejviseren efter, at de samme børn skal vokse op og blive gode, samarbejdsvillige og ansvarsfulde samfundsborgere, der måske ovenikøbet kunne finde på at besøge deres gamle forældre.

Fjernsynet er selvfølgelig kun en del af den misére, der kan betegnes "voksende isolering" (villet såvel som u-villet), men en alvorlig del. Tv-mediet har ændret familie- og samværs-mønsteret. Vi taler og arbejder mindre sammen, men dejser i stedet trætte og lade om i sofaen foran flimmeren.
Tv bliver brugt som slumrepille, som babysitter, som menneskelig kontakt og identifikations-model - bare på fjernbasis, så vi kan blive fri for de lugtende, påtrængende og besværlige kroppe af kød og blod i real life.
Nej, den eneste løsning, der virkeligt batter noget, er at sætte tv'et (- erne) ud til storaffald. Står det midt i stuen og frister og forfører, kan selv en eks-narkoman få grimme tilbagefald.
På den anden side er det aldrig godt at blive for fanatisk. Så hvorfor ikke starte med en fjernsynsfri dag om ugen? Jeg vil foreslå lørdag - ikke mindst for at give folk, heriblandt børn og forældre, lejlighed til at lære hinandens profiler at kende fra fra en helt ny og ganske anden vinkel end tv-seernes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu