Læsetid: 6 min.

En ellers lødig journalist

Debat
29. juli 1998

Information har næppe bragt deciderede usandheder til torvs, men jeg har svært
ved at indse, hvorfor sagen har fået så stor en prioritet

UNG-SAM
Jeg ved snart ikke, hvad der er mest trivielt at følge med i: de daglige afsløringer af dopingmisbrug blandt deltagerne i Tour de France eller de daglige afsløringer af regnskabsmisbrug blandt aktivisterne i UNG-sam. En vis træthed og ikke mindre ærgrelse gjorde mit sind så forstyrret, at jeg først havde svært ved at orientere mig ved læsningen af Informations weekendudgave d. 25. juli.
Et farvebillede af en bevæbnet kosovo-albaner på forsiden troede jeg umiddelbart forestillede den tidligere formand for UNG-sam, Ali Celik, på flugt. Bragt tilbage til den rette forståelse af billedteksten tog jeg i stedet rubrikken 'Tour de kaos' for annoncering af endnu en journalistisk præcisionsbombning i den verserende konflikt mellem Celik og den rekonstituerede bestyrelse i UNG-sam. Efter et par sekunders læsning forstod jeg, at jeg igen havde ladet mig forlede, for Celik var næppe tilsagt til "afhøring på politigården i Lyon." Endelig fandt jeg under denne artikel dagens etape i den tour, der bekymrer mig en kende mere end dens franske pendant: 'UNG-sam truet af lukning.'
Som læseren måske vil erindre, startede Tour de UNG-sam med en prolog allerede i maj, da Information med et lidt lemfældigt referat fra en høring om nazisme (hvor Ali Celik i sit oplæg under temabetegnelsen 'Hvad er mit værn mod vold?' hævdede, at etniske minoriteter i påkommende tilfælde kan være "nødt til at tage konfrontationen med det samme - også hvis de er nødt til at bruge vold") gav Peter Skaarup og Dansk Folkeparti anledning til i diverse medier og ministerier at kræve UNG-sam overvåget af PET eller opløst ved lov.

Apokalyptisk
Den følgende etape skulle egentlig have været afviklet uden for mediemedusaernes synsfelt, for da Ali Celik d. 11. juli trak sig som formand for foreningen, var han og bestyrelsen enige om ikke at kommentere sagen. Men efter at være kommet i besiddelse af relevante bilag kunne Information d. 16. juli meddele, at Celiks afgang som formand skyldtes en ubetalt regning på 18.000 kr. samt uenighed om ledelsen af foreningen. Rubrik: 'UNG-sam indfører demokrati'. Dagen efter gav Information Celik lejlighed til at afdramatisere sagen under rubrikken: 'Jeg mente, det var tid at trække mig'. Men d. 18. har avisen fået kendskab til endnu en angiveligt ubetalt regning, som Celik siges at hæfte for: 'Flere anklager mod Celik'. De følgende dage er hviledage, men d. 21. forkynder en apokalyptisk forsiderubrik: 'Totalt kaos i UNG-sam'.
Den 22. er der intet nyt, så Information resummerer de foregående etaper under rubrikken: 'Minister undersøger UNG-sams regnskabsrod'. I artiklen er det ikke længere de involverede aktivister, der udveksler opfattelser af hinandens respektive karakteregenskaber, for journalisten fælder selv dom over UNG-sams regnskabsmisbrug: "Information har i de forløbne dage kunnet berette om den tidligere formand, Ali Celiks, udemokratiske styring af foreningen samt en inkassosag om mobiltelefoner til 18.000 kroner, han har rodet UNG-sam ud i." Celik er dopet, og skandalen truer nu Tour de UNG-sams eksistens, sådan som det lakonisk meddeles i weekendens forsiderubrik: 'UNG-sam truet af lukning'.

Hvorfor stor prioritet
Information har næppe bragt deciderede usandheder til torvs, men jeg har svært ved at indse, hvorfor sagen har fået så stor en prioritet, når den (endnu) i vid udstrækning er baseret på udokumenterede påstande. Indenrigsministeriet har ifølge Information valgt ikke at udtale sig i sagen, før UNG-sams frist til at indsende manglende regnskabsmæssige oplysninger udløber. Den samme tålmodighed kunne have klædt Information, hvilket ikke mindst er tilfældet, når journalisten, Niels Rohleder, der er kendt og respekteret for sin lødige dækning af flygtninge- og indvandrer-området, i sin bog Drengene på Blågårds Plads (Informations Forlag og Mellemfolkeligt Samvirke, 1997) skriver, at han i forsøget på at tage den i sommeren 1997 højaktuelle konflikt på Nørrebro alvorligt nægtede at levere "en hurtig, dagsaktuel artikel," som redaktionssekretariatet skreg på: "Til gengæld afsatte jeg de efterfølgende to måneder til at grave mig ned på Indre Nørrebro," skriver Rohleder (s. 26), og som læserne vil erindre, kom der en række gode artikler ud af denne alvor.
Som sagen aktuelt står, vil jeg ikke fortænke Niels Rohleder i at efterforske den, da det i sig selv er alvorligt nok, at UNG-sam muligvis ikke har levet op til Indenrigsministeriets kriterier for tilskud til foreningsdrift. Men når et af kriterierne er det noget uhåndterlige krav om, at UNG-sam i minimum ét år forud for ansøgningen om driftstilskud skal have eksisteret som en 'demokratisk"' forening - hvilket i juraens snævre perspektiv identificeres med en legitim ledelsesstruktur i form af bestyrelse og vedtægter, budgetter og regnskaber i overensstemmelse med lovens detailnormering - så kan jeg lige så lidt fortænke UNG-sam i, at foreningen i en vis udstrækning og i god tro kan være gået på akkord med lovens formelle krav.
Foreningen er først stiftet for mindre end to år siden, og dens eksistensberettigelse har Information mere end nogen anden avis dokumenteret. Hvorfor UNG-sam - konfronteret med sin ressourcekrævende drift af en meget benyttet krisehjælp til unge nydanskere med alvorlige problemer i spændingsfeltet mellem deres forældres traditioner og deres egen liberale ungdomskultur - formentlig har bekymret sig mere om at yde denne hjælp end om at akkumulere foreningsjuridisk know how i form af budgetter og bilag. Behovet for UNG-sams kriselinje og foreningens med dette ligefremt proportionale behov for økonomiske midler har i sagens natur ikke ladet sig suspendere, indtil formalia var bragt i orden, og jeg er derfor tilbøjelig til at acceptere Ali Celiks forklaring af regnskabsrodet: "Frivillige organisationer har lidt nemmere ved at komme på røven end andre foreninger. Det her er jo ikke et nyt fænomen. Det afgørende må være det stykke arbejde, man laver" (Inf. d. 17. juli).

Bonaparte-karisma
Dertil kommer, at Celik groft sagt har været identisk med UNG-sam i foreningens første levetid, hvilket dens kasserer Hans-Jørgen Petersen bekræfter, når han overfor Niels Rohleder beskriver UNG-sam som "en organisation, der har fået en meget hurtig anerkendelse. Men det organisatoriske er ikke fulgt med.
UNG-sam er kun nået dertil, hvor vi er i dag, i kraft af Ali Celik" (Inf. d. 16. juli). Imidlertid har Ali Celik ikke kun formået at profilere foreningen i kraft af sin lettere bonapartistiske karisma, for pressen har været en afgørende faktor i tilblivelsen af UNG-sam, hvilket Niels Rohleder selv bevidner, når han i den citerede artikel meget rammende præsenterer UNG-sam som et "mediefænomen"; i selvsamme medie har fænomenet UNG-sam nu fundet sit Waterloo.
En sådan skabelses- og tilintetgørelseshistorie gør ikke just Den nøgne journalist troværdig, når han med begrebets fader, Nils Ufer, hævder blot at være læsernes "ydmyge referent," hvis metier ikke er at gribe ind i virkeligheden, men alene at give et troværdigt billede af den. I Drengene på Blågårds Plads (s. 25) citerer og kritiserer Niels Rohleder imidlertid redaktionschef Steen Rabing, TV-Avisen, for en sådan selvforståelse: "Vi afbilder virkeligheden, hvordan den end er, så rigtigt som muligt. Og hvad det enkelte individ tænker og føler, det er ikke vores anliggende."
Den skrivende journalist er her uenig med den billedskabende redaktionschef, men forinden (s. 18) har Rohleder implicit erkendt den samme uproportionerethed mellem afbildning og virkelighed som et tragisk vilkår, han selv som tænkende og følende journalist må leve under: "Journalisten opsøges af kilder, som har meget på spil og ofte urealistisk stor tillid til hendes muligheder for at hjælpe. Hun skal huske, at hendes primære opgave aldrig er at hjælpe udlændinge til at få deres ret. Det vigtigste er at gøre læserne klogere. Journalisten er læsernes advokat - ikke kildernes."
På den ene side har vi altså nogen, som vitterligt "har meget på spil," og på den anden side har vi journalisten og hendes læsere, som intet har på spil i væsentlig forstand, og derfor er dagpressen - som Kierkegaard noterede sig efter sine egne genvordigheder med denne - "det rædsomst uproportionerede Meddelelses-Middel," som tænkes kan. For pressen er idealet ikke desto mindre netop denne uproportionerethed: at behandle det subjektive objektivt, uden ansvar at pådrage andre et ansvar, på ét øjeblik at gribe afgørende ind i et andet menneskes hele liv.
"Forandringen i Synspunktet for Dag-Pressen bliver, at man forlader den juridiske Distinction mellem det Tilladelige og det Utilladelige, som kunde Pressen (Dag-Pressen) ikke gjøre Ulykke ved at trykke og udbrede Noget som man paa ingen Maade kan kalde Usandt eller Forbudet. Opmærksomheden maa fæstes paa Meddelelses-Midlets Uproportionerethed i og for sig."
Søren Kierkegaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her