Kronik

Du elskede, yndefulde...

1. juli 1998

At smage og at se er de vigtigste sanser i Højsangens hymne til krop og kærlighed. Men den handler også om at skabe en frugtbar, fredfyldt oase - det ideelle landskab

Aqua synger om Barbiedukker. Eric Clapton giver endnu et ekstranummer om kæresten, der ser vidunderlig ud i aften. Susan Himmelblå sætter Kim Larsens hjerte i brand. Oven over alting stråler som bekendt lille mor. Og nu kan man alt efter behag skifte kære, lille mormor ud med fru Pia. Mulighederne, kvinderne og sangene, er legio.
Men en ældgammel sang - sangenes sang helt præcist - hæver sig med rette. Der er ingen politik i dén. Omend en hel del tro. Det er Højsangen fra Det gamle Testamente.

I Højsangen maler den ukendte digter sine ord med stor vellyst. Han smager på dem, ser dem an, nyder at høre sin da capo-arie veksle mellem det gådefulde og det klare. Hans bedste stilistiske tricks er ord- og bogstavrimene og gentagelserne, men også buerytmikken, hvor sætningerne slynger sig næsten identiske om hinanden, spiller op til hverandre som kåde valsetrin, og figurrytmikken, hvor korte fraser signalagtigt repeteres i små hop og stød. Her har vor egen Brorson lært noget.
Og så kan digteren sammenligne den grænseløse kærlighed med noget så moderne som døden. Her tror jeg, han selv kommer til orde midt iblandt elskeren Salomo og den elskede Sulamit:
"Thi kærlighed er stærk som døden, nidkærhed hård som Dødsriget; dens gløder er brændende glød; dens lue er Herrens lue. Mange vande kan ikke slukke den, strømme ej skylle den bort." (8, 6-7).
Højsangen er ikke blot en duet mellem Salomo og Sulamit, men er også fortællingen om en indre spaltning i kongens væsen. Hun er hans slave, for hun bebor hans land, og hun straffes for sin kærlighed. Hun minder ham hele tiden om det fælles hus, de kan bygge, den have, de kan dvæle i; men hun er "brændt af solen" (1, 6) og blændet af sit begær efter kongen - se også dagens Apropos.

Ekkoet af Sulamits fagre ansigt og bryster i kap. 4 finder vi i kap. 7, der forstærker hendes symbiose med kongelandet:
"Dine hofters runding er som halsbånd, kunstnerhånds værk, dit skød som det runde bæger, ej savne det vin, dit liv som en hvededynge, hegnet af liljer; dit bryst som to hjortekalve, gazelletvillinger, din hals som elefenbenstårnet, dine øjne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims port, din næse som Libanons tårn, der ser mod Damaskus, hovedet på dig som Karmel, dit hoveds lokker som purpur; en konge er fanget i garnet" (7,5).
Kongedømmet, som er de elskendes scene og kvindens ansigt og krop, har et center og en periferi. Sulamits ansigt repræsenterer det yderste af verden: Libanon i nord, Hesjbon i øst, Karmel i vest. Kongen ser sin krone og sit land i skikkelse af en kvinde. Alle egnene er rige og frugtbare, og i centrum af kvindelandskabet er livet og skødet, hvis metaforer er høstens.
Men billederne smelter sammen:
"Vend dine øjne fra mig, de forvirrer mig så!" (6,5). Salomo begærer sin Sulamit, men hvad skal han elske, hvad skal han søge efter? Det land, hvis frugtbarhed er udtrykt i Sulamits yndige skikkelse og sanselige ansigt, eller det land, som han regerer over, og som gør den elskede pige uværdig og utilnærmelig? Han tugter ikke, hvad han elsker. Han elsker det, han ejer. Og ejendomsret er kun en kneben elskovssejr.
Men ud af dilemmaet springer naturligvis fascinationskraften. Af de elskendes kurren og syngen skabes udskiftelige, metaforiske egenskaber - de er begge gazeller, begges øjne er som duer, og de mindes begge en tid, hvor de var broder og søster - men i deres kærlighed bygger de tillige en mur imellem dem.

Noget af poesien ved Højsangen er, at vi egentlig ikke ved, hvad den betyder. Hvornår den er fra, ved vi heller ikke, eller om den er skrevet af én eller flere.
Den traditionelle, jødiske fortolkning af Højsangen lyder, at her forenes Jahwe med Israel; pagten beskrives som et bryllup. Kristendommen har så skiftet Jahwe ud med Kristus og Sulamit og hendes have med Kirken, medens grene af den kristne og neo-platonisk inspirerede mystik læser Sulamit som type for den længselsfulde, menneskelige sjæl.
Nogle har ment at finde to personer i Højsangens erotiske drama, Salomo og Sulamit, medens endnu andre har hævdet tre personers tilstedeværelse: Salomo, ternen Sulamit og hendes elsker. I denne tolkning modstår Sulamit kongens ivrige kurtiseringer og vender tilbage til sin sande, men altså royalt uværdige elsker. Problemet med Højsangen er jo, at den ikke altid klart redegør for, hvem der taler. Som følge har nogle ment, at der tillige optræder et kor i Højsangen.
En historisk forklaring kunne være, at Højsangen er en forvitret samling af bryl-lupssange. I Syrien fejredes brudeparret i syv dage, og bruden var klædt som Sula-mit. Svend Holm-Nielsen mener, at Højsangens kærlighedsdigte har deres tradition i den religiøse litteratur, fordi de kan afledes af den kana'-anæiske kultdigtning ved årsfesten. På den måde har Højsangen fået liturgisk tilknytning til den jødiske påskefest.
Goethe elskede de frodige vers for deres kompleksitet og gådefuldhed og for deres kombination af åndfulde og barnlige følelser. Og i Brorsons salmelyrik knytter Højsangens erotiske billedfauna an til urgamle og mystisk inspirerede brudemotiver, hvor sjælen er Sulamit og Salomo er Jesus. Men Brorson lod sig også inspirere af kompositionen i Højsangen. De elskende synger og kurrer som to turtelduer. Måske er Højsangens duetter små
sangkonkurrencer, som vi kender dem fra den græske og latinske guldalder?

Hør blot begyndelsen af Højsangens kapitel 2, hvor først elskeren Salomo synger, dernæst den elskede Sulamit: "Jeg er Sarons rose, dalenes lilje. Som en lilje midt iblandt torne er min veninde blandt piger. Som et æbletræ blandt skovens træer er min ven blandt unge mænd. I hans skygge har jeg lyst til at sidde, hans frugt er sød for min gane" (2, 1-3).
Som liljen beskyttes af vældige bjerge, således veder-kvæges Sulamit af Salomos skygge. Begge metaforer handler om at slutte ring eller om at finde hvile midt i en forgængelig tid.
Men mystik, historik og allegorier eller ej, så har Høj-sangen en symbolsk kraft. Og det forstår sig. For kongens dilemma er den forelskedes og den besattes dilemma. Verden er ikke den samme, efter at hun er kommet ind i den.
Duettens billeder er drømmebilleder. Det understreges i kap. 8, hvor Sulamit ønsker sig tilbage til barndommens trygge og frodige verden: "O var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed dig derude, når vi mødtes, og blev ikke agtet ringe, tog dig ind i min moders hus, i min moders kamre, gav dig krydret vin at drikke, granatæblers most" (8, 1-2). Sulamits legende forhold til ødipal dramatik er tydelig: hun er både moder, søster og barn. I det uforstyrrede, barnlige landskab er det sig selv, hun giver.
At smage og at se er de vigtigste sanser i Højsangen. Men det handler også om at skabe en fertil og fredfyldt oase, som ikke blot skal være stedet for kropslige nydelser, men ydermere etablerer en slags kontaktflade for ud-vekslingen af smukke metaforer. Det er Højsangens tre s'er: sang, syn og smag - og måske et fjerde og nok så uundgåeligt: savn. Nogle gange slipper metaforerne op, midt i perlerækken af lignelser: "Du er fuldendt fager, min veninde, og uden lyde" (4, 7), siger kongen, eller: "Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!" (7, 6).
Ordene er dramaet i Højsangen. Imellem dem er tavshed, men også beruselse i kærlighed. Og smukkere findes det ikke.
Før James Joyce blev vild og uforståelig skrev han i Chamber Music: "Den blege dug er som et slør for mit ansigt. Min smukke due, min smukke due, flyv op, flyv op!".
Enklere kan det ikke gøres.

Litteratur:

Svend Holm-Nielsen, Bent Noack og Svend Tito Achen (red.): 'Bibelen i kulturhistorisk lys', bind 4, København 1969; heri artiklen 'Højsangen'; Svend Holm-Nielsen: 'Det gamle testamente og det israelitisk jødiske folks historie', København 1962; Francis Landy: 'Paradoxes of Paradise: Ideality and Difference in the Song of Songs', Sheffield 1983, og 'The Song of Songs', i Robert Alter og Frank Kermode (red.): 'The Literary Guide to the Bible', Cambridge 1987; Bo Kampmann Walther: 'Du, som bor i haverne. Et lille essay om Højsangen', i 'Synsvinkler', nr. 17, Odense 1997.

Bo Kampmann Walther er ph.d.stipendiat ved Institut for Litteratur, Kultur & Medier, Odense Universitet samt boganmelder ved Kristeligt Dagblad. Han er ved at færdiggøre en afhandling om Søren Kierkegaard.

APROPOS

*Dialog mellem elskende
Der er noget, der bevæger sig i Højsangen, og der er noget, der står stille.
De elskendes færd mod hinanden virker ganske manisk, som når Sulamit er "syg af kærlighed" (5,8), eller når Salomo forvirres af sin elskedes øjne og hår (6,5) og haster til hende.
Salomo er en "gazelle", en ung hjort på "balsambjerge" (8, 14). Det land, han elsker, og den have, han vil søge tilflugt i, er et ansigt, Sulamits ansigt, og det er samtidig det tableau, digteren lader de elskendes dialog træde frem i.
I kapitel fires kvindeportræt bliver det tydeligt, at der er en forunderlig intim forbindelse mellem især be-sjælingen af Sulamits ansigt og krop, den paradisiske have, hvor foreningen skal finde sted, og endelig Salomos rige:
"Dine øjne er duer bag sløret, dit hår som en gedeflok, bølgende ned fra Gilead, dine tænder som en nyklippet fåreflok, der kommer fra bad, som alle har tvillinger, intet er uden lam; som en purpursnor er dine læber, yndig fra din mund, din tinding som et bristet granatæble bag ved dit slør; din hals er som Davids tårn, der bygget til udkig, tusinde skjolde hænger derpå, kun helteskjolde; dit bryst som to hjortekalve, gazelletvillinger, der græsser blandt liljer" (4,1-5).
På dansk får man ikke den fulde fornøjelse af rimene. Der er særligt, fortæller bibelforskeren Francis Landy, fire ord, som påkalder sig opmærksomhed. De er "shina-yikh", "shani", "shenei" og "shoshamin", hvilket betyder tænder, purpur, to og liljer.
Jeg kan ikke hebraisk og ved ikke, om jeg udtaler ordene ordentligt.
Men når jeg prøver, hvisler de varmt ud af munden som en blanding af gane- og næsekildren.
Granatæblet i samme vers, som symboliserer Sulamits tindinger, spiller på spændingen mellem noget, der brister, og frugtbarhedsmotivet, nemlig den mandlige sæd, mælken og druehonningen fra den elskedes tunge og mælken i kvindens bryst.
Og når kongen, ivrig og spændstig som en gazelle, vækkes af den elskedes sang, stiller han sig forventningsfuldt op bag ved muren, "ser gennem vinduet, kigger gennem gitteret" (2, 9).

Bo Kampmann Walther

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu