Kronik

De farlige arabere

2. juli 1998

Islamisk fanatisme er et 'sexet' emne, som sælger bedre end nuancer. Det må man bare vide, fortæller flere udenrigskorrespondenter i Beirut til dagens kronikør

Jeg ville ikke kunne fange en seers interesse ved f.eks. at rapportere: Denne sportsbegivenhed tiltrækker sig stor opmærksomhed i Beirut....", fortæller Christo-pher Hack, BBC's korrespondent i Beirut.
"Men hvis jeg sagde: Her på dette hjørne, hvor kidnapningen af journalist X skete i 19.. ligger det stadion hvor...., så vil reportagen være væsentlig mere appellerende. Alle seere ville kunne nikke genkendende til forbindelsen mellem Beirut og kidnapning af vestlige journalister og diplomater."

Hvad er i det hele taget årsagen til den enorme bevågenhed, som visse sider af Islam og den arabiske verden er genstand for i medierne i vores del af verden?
Det er der naturligvis ikke noget entydigt svar på: Men den væsentligste pointe i det følgende er, at en begivenhed eller et tema nødvendigvis må have et skær af genkendelighed over sig for at kunne formidles.
Hacks historie oven for viser nemlig, hvor let det er at falde i fælden og benytte stereotype billeder. Hack anfører endnu et eksempel fra en landsby i Libanon, som for nogle måneder siden var blevet omringet af den libanesiske hær:
"Jeg spillede på stereotyperne og talte om de tungt bevæbnede klaner i Bekaa Dalen. Den slags virker appellerende i Vesten. Hvis jeg havde sagt "et par af dem havde rifler, men fundamentalt set er de for en demokratisk, sekulær stat", så ville det ikke have haft den samme appel. Når du taler om "tungt bevæbnede klaner", så bliver det pludselig meget mere interessant. Så selvom du er opmærksom på fælderne, så forhindrer det dig ikke i at ryge i dem, for det er en god måde at sælge en historie på."

Genkendelighed er altså et væsentligt kriterium for, om en begivenhed egner sig til at blive omtalt i medierne. Hvad er det så, mere præcist, der skal til for, at vi nikker genkendende til et indslag i TV-Avisen eller en artikel i Politiken, der omhandler den arabiske verden?
Et nærliggende dansk eksempel kunne være Christina Ove Holms artikler i Politiken i marts i år, omtalt i dagens Apropos. Artiklerne handlede om en konference om vold mod kvinder i den arabiske verden.
Set lidt fra oven kan konferencen fortolkes på mindst to måder.
Den ene er, at selve det faktum, at en sådan konference kan finde sted, viser, at der i den arabisk/muslimske del af verden er en åbenhed, der tillader humanistiske røster at blive hørt. Man kan følgelig ikke anse Islam for en reaktionær og antihumanistisk religion. Islam er tværtimod et fundament hvorpå et velfungerende samfund kan bygges.
En anden mulig fortolkning er følgende: Der er netop brug for en sådan konference, fordi vold mod kvinder i den arabiske verden er et udbredt fænomen, idet kvindens underprivilegerede position i samfundet legitimeres gennem Islam, som derfor må siges at være en reaktionær og anti-humanistisk religion.

Den sidste version er nok det mest plausible gæt på, hvorledes et flertal af læserne vil fortolke artiklen, da den holder sig til det genkendelige tema "kvindeundertrykkelse i den arabiske del af verden".
Det vil ikke komme som en overraskelse for læseren, at der er brug for denne konference. Tværtimod betyder temaets genkendelighed, at læseren får bekræftet, hvad han/hun egentlig godt vidste i forvejen, nemlig at Islam er en kvindeundertrykkende religion.
Der er altså stor sandsynlighed for, at en artikel med disse stereotyper vil tiltrække sig læserens opmærksomhed.
David Hirst, gennem 30 år korrespondent i Beirut for den britiske avis The Guardian siger: "Det generelle tema 'islamisk fanatisme' er et 'sexet' emne, som helt sikkert vil afføde en reaktion hos læseren."
Jeg mener ikke, at det nødvendigvis skal ses som et udtryk for intolerance hos læseren, hvis den primære effekt af en artikel, der handler om vold mod kvinder i 'den arabiske verden' er at bekræfte allerede eksisterende, negative stereotyper.
Problemets kerne er, at henholdsvis genkendelighed og kompleksitet i synet på kvindens status i den arabiske verden, er uforenelige størrelser. Behovet for genkendelighed opstår, når virkeligheden er ufordøjelig, dvs. når problemstillingerne bliver for komplekse til at rummes på den relativt begrænsede plads, der er til rådighed i en avisartikel eller et indslag i TV-Avisen. I sådanne tilfælde må kompleksiteten og nuancerne ofres til fordel for genkendeligheden.

Resultatet bliver, at de ca. hundrede millioner kvinder, der beskæftiger sig som hestebønneavlere i Jordan, hjemmegående husmødre i Cairo, tandlæger i Tunis eller fysikprofessorer i Damaskus, repræsenteres som en mere eller mindre håndgribelig, homogen gruppe, som det er muligt at have en substantiel viden om. Men især er gruppen ganske enkelt - undertrykt.
Så lige så meget som dækningen af 'den arabiske verden' handler om at formidle 'de faktiske forhold', ligeså meget handler det for journalist og redaktør om at holde sig til nogle temaer, der i et vist omfang er genkendelige for læseren, eller som David Hirst siger:
"Når du forsøger at sige noget 'nyt', noget anderledes, så er du nødt til at være opmærksom på den kontekst, du siger det i, opmærksom på den herskende ortodoksi i læserskaren."
Den væsentligste pointe i alt dette er, at fordomme ikke kun bekræftes og reproduceres af decideret fremmedfjendtlig polemik. Tværtimod vil kampagner, som dem Ekstra Bladet har ført, sandsynligvis hos mange fremkalde en modreaktion, da disse kampagner med deres meget direkte fordømmelse af folk med en anden hudfarve og religion går imod den humanistiske tradition, som mange danskere føler er en væsentlig del af deres identitet. Når fordomme - i almindelighed og om den arabiske verden i særdeleshed - konstant gentages, uanset om dette var hensigten, skyldes det i ligeså høj grad kravet om genkendelighed og klarhed.

For at afhjælpe dette problem kræves først og fremmest erkendelsen af, både hos medierne og hos modtagerne, at det, der produceres, når vi beskæftiger os med 'den arabiske verden' og 'Islam', snarere end en viden om, er en kontekstafhængig fortolkning af, disse fænomener. Derfor er det nødvendigt, at pressen er indstillet på at afstå fra fejende generaliseringer og på at være ekstremt samvittighedsfuld, når det gælder politisk kontekstualisering og anvendelse af tilsyneladende objektive begreber, som for eksempel 'Arabisk Kvindevold' og 'Religiøs Vold'.
Med en sådan beredvillighed fra mediernes side kan vi måske gøre os forhåbninger om at få formidlet et mindre klart og bekvemt, men til gengæld mere virkelighedsnært billede af den verden, der omgiver os.

Sune Segal er stud. scient. ant. fra Københavns Universitet og opholder sig p.t. i Beirut.

APROPOS
Eksemplet Politiken

"Vold mod kvinder i den arabiske verden" var temaet for en konference, der i marts 1998 blev afholdt i Beirut på initiativ af Den Arabiske Domstol for Vold mod Kvinder.
Dagbladet Politikens udsendte medarbejder, Christina Ove Holm, dækkede denne konference i bla. to artikler under overskrifterne: 'Ofret af sin egen familie. Religiøs vold rammer især kvinder' (7. marts) samt 'Opgør med arabisk kvindevold. Konference i Beirut' (16. marts ).
Begge artikler indledes med konkrete eksempler på vold mod kvinder i hhv. Syrien og Jordan og fortæller derefter om baggrunden for konferencen.
Det er ikke overraskende, at Politiken valgte at dække konferencen. Det er blot et af utallige eksempler på den interesse, medierne udviser for 'den arabiske verden'. Det er heller ikke overraskende, at journalisten vælger at prioritere genkendeligheden højt. Faktisk bruger Christina Ove Holm samme udtryk som The Guardians David Hirst (til venstre for denne spalte) - nemlig 'sexet':
"Jeg tror, at en af grundene til, at Politiken har valgt at dække denne konference, og ikke f.eks. den store UNICEF-konference i Beirut ugen før, er, at det er et 'sexet' emne, som læseren har en umiddelbar interesse i."
Det er altså langtfra kun det konkrete indhold i en artikel, der bestemmer dens egnethed som mediestof. Der er visse form- og temamæssige kriterier, der skal overholdes.
Et af de vigtigste er kravet om en vis grad af genkendelighed. Det er da også yderst nærliggende, at associere fra mediernes utallige billeder af tilslørede arabiske kvinder, til hustruvold.
I vor del af verdenen ses sløret almindeligvis som et symbol på kvindeundertrykkelse.
'Arabisk kvindevold' og 'religiøs vold' er da også begreber, der trygt kan benyttes uden nogen form for uddybning.
Den 'naturlige' forbindelse mellem Islam, fanatisme og vold er forlængst etableret af mediernes utrættelige fokuseren på vold og konflikter i den arabisktalende del af verden, hvor alle pr. definition er muslimer.

Sune Segal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu