Kronik

De fortabte fællesskaber

Debat
9. juli 1998

SF til venstre og Dansk Folkeparti til højre - hvad har de overhovedet til fælles?
Mere end man skulle tro, mener en studerende, der har læst principprogrammerne

Spørgsmålet om fælleskabet i Danmark har været det underliggende tema i den seneste tids debat om Amsterdamtraktat og udlændingepolitik. Blandt midterpartierne hersker der (trods mange andre uenigheder) jævnthen en konsensus om, at det nuværende fællesskab ikke skal omformes i hovedtræk. Det skal måske blot justeres lidt.
Det er præcis denne konsensus, som i dag udfordres af både Dansk Folkeparti (DF) og Socialistisk Folkeparti (SF). Begge partier ønsker nemlig et stærkere fællesskab, der tilmed er væsensforskelligt fra det nuværende.
Sammen med en anden studerende har jeg analyseret de to partiers principprogrammer med henblik på at undersøge deres fællesskabsbegreber. Og vores analyse har overraskende vist, at de to partier har flere ligheder, end man kunne tro.
I modsætning til midterpartierne formulerer både DF og SF ønsket om et stærkere fællesskab; hvor de enkelte medlemmer betyder mere i hinandens liv; hvor man identificerer sig med hinanden; og hvor man gennem fællesskabet finder det gode liv.
Begge partier kritiserer fællesskabets nuværende konfiguration i Danmark. Men de to partiers konkrete formulering af fællesskabet går dog i hver sin retning - se også dagens Apropos.
Grundlæggende begrebsliggør de to partier nemlig samfundets problematiske fænomener på forskellig måde, nemlig som henholdsvis et udansk system og en umenneskelig kapitalisme.
SF vil ophæve de kapitalistiske strukturer ved at forandre alle de sociale sammenhænge, mennesker indgår i og ved at ændre samfundet i lighedsorienteret retning.
DF vil forandre den måde, samfundets institutioner fungerer på ved at gøre dem mere responsive og bedre tilpasset borgernes behov. DF vil også forandre den måde, samfundet reguleres på. Love og regler skal være simple og forståelige og udtrykke befolkningens vilje i stedet for eksperters abstrakte bedømmelser.

Men går vi til lighedspunkterne, præsenterer begge partiers principprogram vejen til det gode fællesskab som en dybtgående forandring af det danske samfund, især udformet som oprør mod 'systemverdenen' til fordel for 'livsverdenen'.
SF og DF er enige om, at en form for 'systemisk logik' har overtaget kontrollen med mange sociale sammenhænge, og at dette er et problem. De værdier, der hersker i borgernes livsverden, bør i højere grad end nu styre 'systemverdenen'.
Disse systemer (hvad enten det er den offentlige sektor eller den økonomiske sektor) fylder meget i borgernes liv. På den anden side opleves de ikke som værdibærende, men som styret af en art formel rationalitet.
Dermed har SF og DF den opfattelse, at der er en barriere mellem fællesskabet - som er baseret på værdier, eller burde være det - og de systemer, der reelt dominerer samfundslivet. Systemerne er ikke en inkarnation af fællesskabets værdier, og dermed manifesteres fællesskabet ikke i det praktiske liv - i mødet mellem borger og system. Dette oplever både DF og SF som et meningstab.
Begge partier ønsker at styrke borgernes identifikation med hinanden. DF ønsker, at danskerne skal se både sig selv og andre danskere som en del af et nationalt/ kulturelt fællesskab. Danskerne bør genopdage de værdier, de er fælles om, og disse værdier bør være samfundets grundsten.
Heri ligger implicit den opfattelse, at borgerne i dag ofte har svært ved at få øje på deres grundlæggende fælles identitet som danskere, og den naturlige samhørighed, som DF mener udspringer heraf.
SF ønsker, at borgerne skal opnå et langt højere niveau af solidaritet med hinanden end i dag. På denne måde vil man ophæve den ulighed, der truer samfundets sammenhængskraft og skabe nære fællesskaber, hvor individerne kan hente de kræfter, som SF mener fællesskabet giver, og som gør mennesket frit.

Hvis fællesskabet skal kunne opfylde DF og SF's krav, må individerne opnå en høj grad af indleven i andre mennesker. Man kan også sige, at begge partier kritiserer ideen om, at mennesket kan finde sine livsværdier på egen hånd.
Hos DF er værdierne givet i kraft af danskheden. Man skal derfor ikke lede efter dem, de er.
Hos SF skal værdierne derimod findes ved at deltage i skabelsen af fællesskabet og udleven af fællesskabet. Borgerne skal i højere grad se sig selv som en del af fællesskabet og føle sig forpligtet over for fællesskabet, når de vælger identitet og værdier.
SF og DF's kritik retter sig måske både mod det fænomen, at individet ikke tager hensyn til fællesskabet i sine livsvalg og mod det problem, at fællesskabet lader individet stå alene, når disse valg skal træffes.
Tilsyneladende reagerer SF og DF altså på den samme tendens, selv om de beskriver både problemet og løsningen på vidt forskellig måde.

I nyere samfundsteori ser man to tendenser, som kunne korrespondere med længslen efter mere og bedre fællesskab mellem samfundets individer.
Den første tendens er individualisering. Den engelske samfundsforsker Anthony Giddens har ofte argumenteret for, at der sker en individualisering i det moderne samfund. Giddens hævder, at traditionen og de store fortællinger (ideologier og religion) i dag har mistet deres sandhedskraft, og der ikke længere findes nogle autoriteter, som individet kan appellere til for at finde 'sikre' svar på spørgsmålet om, hvilke værdier de skal leve deres liv ud fra.
Heri ligger en radikal individualisering: Individet må selv finde sine livsværdier og beslutte, hvordan han eller hun vil opnå 'det gode liv'. Individet står alene i disse valg.

Det næste fænomen kan man kalde kompleksisering. Med en formulering fra Gorm Harste, Århus Universitet, kan man sige, at i dag udvikler samfundet sig ikke - det indvikler sig.
Også den tyske sociolog Ulrich Beck hævder, at samfundet er blevet mere og mere ekspertliggjort.
Livsverdenen udlejres i forskellige ekspertsystemer, hvor enkelte enklaver af lokale eksperter, ekspertlig- og videnskabliggør beslutninger, som er moralske spørgsmål med relevans for hele samfundet.
Man kan illustrere med et miljø-eksempel, hvor eksperter diskuterer, hvor mange promiller af et eller andet stof markerne kan tåle, uden at der bliver en folkelig debat om, hvordan man eksempelvis skal behandle naturen eller dyr.
Ulrich Beck mener, at disse ekspertsystemer udvikler sig helt autonomt, da ingen hverken kan overskue konsekvenserne af udviklingen inden for det enkelte subsystem eller den overordnede udvikling i de af hinanden uafhængige subsystemer. Dette skaber en fundamental usikkerhed.
Mennesket er derfor i fare for at miste herredømmet over samfundets udvikling og kan dermed heller ikke sørge for, at livsverdenes værdier er gengivet i systemverdenen.
Beck formulerer et ønske om, at mennesket igen skal gribe tøjlerne og bestemme udviklingen. Men efter menneskelige og moralske værdier.

Men trods alle ligheder i håndteringen af den moderne usikkerhed, må man dog fastholde, at SF og DF trods alt tilbyder grundlæggende forskellige løsninger.
DF ønsker ikke at bemægtige sig de systemiske strukturer. Man ønsker derimod at rense samfundet og fællesskabet for disse strukturer. Fællesskabets værdier skal være inkarneret i alle former for samfundsliv. Man kan således ikke forestille sig autonome systemer, der udvikler sig uden om 'folkesjælen'.
SF håndterer usikkerheden lidt anderledes. De ønsker at lægge de systemiske strukturer under socialistisk kontrol. De fastslår, at deres fællesskab skal være i stand til at optage (og iøvrigt også bliver beriget af) mangfoldighed.
Det socialistiske fællesskab skal ikke være værdidommer men give rum for, at forskellige normer kan eksistere side om side.
Mens DF's løsning er at vende tilbage til en tidligere tryg tilstand, peger SF på, at mennesker i det socialistiske fællesskab skaber et demokratisk system, der kan tæmme usikkerheden. Fællesskabet skal bemægtige sig strukturerne, og individerne skal i fællesskab forsøge at formulere værdier (inden for socialismen).

Hvis man overhovedet kan vurdere den aktuelle tilslutning til de to partier i forhold til deres fællesskabsbegreb, viser der sig en interessant tendens. Nemlig den, at ganske mange mennesker ikke nødvendigvis ønsker friheden til alene at skulle træffe alle valg om livssituation og værdier. Hos nogle grupper udløser friheden en længsel efter at være del af et fællesskab, hvor moral og værdier er et fælles anliggende.
Man taler om, at værdier er forsvundet fra dansk politik, og at vælgerne ikke længere interesserer sig for politik. En del af forklaringen kunne være, at mange borgere ikke synes, at politikerne tilbyder løsninger på de problemer, der er mest presserende i deres hverdag.
Måske er tilslutningen til SF og DF simpelt hen udtryk for, at nogle grupper er utilfredse med fællesskabet, som det nu ser ud. De savner ganske enkelt nærhed og indlevelse med andre mennesker.

Ane Nymark Jensen er stud. scient.pol ved Københavns Universitet

APROPOS
To partier -
om 'fællesskabet'

Danmark for danskere, lyder det ofte:
Den gennemgående pointe i DF's politiske program er "at give Danmark tilbage til danskerne".
I dag er det angiveligt sådan, at samfundet desværre ikke afspejler folkets ånd på grund af et ufolkeligt system og trusler udefra (EU og udlændinge).
Det danske samfund skal derimod bygge på den danske kultur og det danske folk. Danmark skal bestå af frie danske, som er forpligtet overfor hinanden i kraft af den fælles danskhed.
Danskerne skal gøres fri til i fællesskab at udleve og udfolde deres danskhed. Og de skal i højere grad deltage i samfundslivet. Det kan ske via traditionelle kanaler som flere folkeafstemninger og mere decentralisering men også ved, at borgerne skal have aktier i danske virksomheder, så de bliver mere involveret i danske virksomheders succes.

Fælles bevidsthed - frie valg
SF opstiller et andet fællesskabsbegreb. Her skal mennesket blive bevidstgjort om de strukturer, der styrer vores liv - nemlig kapitalismen. Kapitalismen skal ophæves gennem demokratisk kontrol, debat og aktivitet, og hermed skal mennesket vinde kontrol over sit eget liv.
Ligheden skal styrkes, så mennesker bliver frie til at udfolde deres potentiale, som ikke kan fuldt udfoldes i det kapitalistiske samfund.
Den socialistiske kamp skal være baseret på en sammenskrivning af mange forskellige gruppers krav. Alle skal se demokratiet som en løsning på også deres problemer.
Borgernes kontakt med hinanden skal styrkes ved, at borgerne i højere grad forsøger at løse konflikter lokalt og ved, at de deltager i samfundslivet, eksempelvis i børnehaverne, i boligkomplekserne etc.
Herved får fællesskabet også den funktion, at mennesket gennem tæt kontakt med andre bliver præsenteret for en vifte af forskellige måder at leve på. Herved bliver den enkeltes valg af livsform til et valg mellem flere alternativer i stedet for et valg, baseret på tradition.

Ane Nymark Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her