Læsetid: 1 min.

Fri os fra den gode smag

Debat
8. juli 1998

Det er naivt at forestille sig, at der vil komme koncensus om, hvad der er grimt og smukt

ARKITEKTUR
Nu skal det være slut med grim arkitektur. Det vil by- og boligministeren nu sikre. Problemet er bare, at dels står forestillingerne om grimt og smukt aldrig stille, dels er det naivt at forestille sig, at der nogensinde vil være koncensus om, hvad der er grimt, og hvad der er smukt.
Gårdagens højeste mode forekommer ofte at være noget af det hæsligste, man kan forestille sig i samtiden, indtil denne selv er blevet fortid og så fremdeles.
Avantgardekunst forekommer i reglen det store flertal frastødende i begyndelsen, netop fordi den bryder med de tilvante normer for god og dårlig smag. Tænk på Robert Jacobsen, Asger Jorn og Arne Jacobsen.

Kun dårlig smag
Poul Henningsen, der var en arg modstander af enhver form for snobbisme, udtrykte det sådan:
"Der gives ikke god og dårlig smag. Der findes kun den gode smag, og den er dårlig."
Jeg mener ikke, at alt er ét fedt, eller at det kan være ligemeget, hvordan der bygges, når bare de rationelle behov er tilgodeset. Det er positivt, at der er opmærksomhed omkring, at byggeriets 'bløde' kvaliteter er lige så væsentlige som de teknisk-økonomiske aspekter. Men på de mere subtile kvaliteters område er vi forbandet nødt til at stole på vores fornemmelse i hvert enkelt tilfælde.
At noget så bliver stående som 'tidløst', mens andet viser sig at være døgnfluer. Ja, det må vi nok finde os i at leve med.
Det er, som Storm P. sagde, svært at spå - især om fremtiden!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her