Læsetid: 4 min.

Et galehus ved Vestkysten

11. juli 1998

Et terapikursus kunne være en barsk affære i de tidlige 80'ere. Men dengang var det i det mindste frivilligt. Ikke noget man blev beordret til, under trusler på brødet

TERAPI
Det var, så vidt jeg husker, en ægte idyl med stokroser, drømmen om det lille hus på landet. Men det vilde Vesterhav var ikke langt væk. Det var sjælens urdyb heller ikke, som det skulle vise sig.
Vi kom med kufferter, rygsække og soveposer, ti mennesker med tyve slags hæmninger hver. Det var i de tidlige 80'ere. Vi kom der frivilligt, på egen regning og risiko. Det var et ugekursus i terapi.
Vi fik, hvad vi betalte for, og mere til: Skingrende vanvid i stride mængder.
Vi var unge studerende og halvgamle flippere. Der var også en enkelt ældre herre, kontormand eller noget lignende fornuftigt. Vi fungerede alle normalt, i hvert fald på overfladen. Men der var også to terapeuter. De vidste ikke alene, hvilke kræfter der skjuler sig i dybet - de vidste også hvilke knapper, man skal trykke på for at få dem frem:
Vi dansede vildt før morgenkaffen, vi masserede hinanden på maven ved frokosttid. Efter aftenkaffen fik den ældre herre en tennisketsjer i hånden og bankede sin gamle far, der nu lå foran ham i skikkelse af en godlidende sofapude.
"Jeg hader dig!" "JEG HAAADER DIG!!", brølede han og tæskede den småternede, som gav sig i sømmene, men i øvrigt forholdt sig passiv. Det virkede ikke formildende.
En anden kursusdeltager, en stille fyr i 30'erne, gik i hyperventilation, da det blev hans tur til at rase. Han blev gasblå i hovedet og skreg så højt, som kvælningsanfaldet tillod.
De to terapeuter varmede en sutteflaske til ham imens, af hensyn til de orale spændinger. Kort efter forsøgte den ældre herre at voldtage en kvindelig kursist, den yngste og kønneste på holdet - mere afsindig var han ikke. Imens havde terapeuterne travlt med at genfremkalde en halvglemt mørkeangst hos en anden kursist. Det lykkedes over al forventning. Ved højlys dag.

Ni møgfald
Sådan gik den vilde jagt ved Vesterhavet. Der blev godt nok løst op for hæmningerne. De fleste brød sammen. Også denne skribent, som havde fået at vide, at man ikke kan leve af sprog alene. I sandhed nej - ikke på det kursus!
Jeg fattedes ord. I stedet meldte et vræl sin ankomst. Det kom indefra og nedefra, og det ville ud, just som det var en andens tur til at få løst op. Hun havde et problem: Hun var for genert til at skrige, hun kunne ikke blive blå i ansigtet, og hun var ude af stand til at rette sin harme mod en sofapude.
Jeg ønskede ikke at hovere med et trestjernet primalhyl som det, der var under opsejling. Jeg forlod i al beskedenhed lokalet, gik udenfor og smed mig på græsplænen, med hånden for munden, alene med vestenvinden - troede jeg.
Inde i terapilokalet var den hæmmede imidlertid blevet endnu mere hæmmet på grund af min udvandring. "Skal vi finde os i det?," spurgte den ene af terapeuterne. Kursisterne var lutter spørgsmålstegn.
"Skal vi finde os i, at en person tiltvinger sig opmærksomhed ved at forlade lokalet, mens en anden arbejder?" (De kaldte det virkelig for 'arbejde'!) Et nifoldigt "Nej" rejste sig imod hende. "Skal vi ikke gå ud og fortælle hende, hvad vi mener?"
Den ophidsede folkemasse erklærede sig enig, marcherede ud og stillede sig omkring min gispende person, i hestesko, med skæbnetunge minespil som koret i en græsk tragedie. Hvorpå den ene terapeut gav ordre til at alle, hver for sig, skulle sige, hvad de mente - ikke noget med at holde igen af høflighed. Ni møgfald i rap. Jeg fik lov at svare. Men ikke til at rejse mig op.
"Husk nu at trække vejret dybt," sagde den anden terapeut, bekymret for mit mentale velfærd.
Bagefter, hele resten af ugen, var jeg vitterligt nået derhen, hvor ord ikke slår til.

Velkommen hverdag
Men pludselig var det hele overstået. Alt blev igen som før. Alle havde overlevet. Ingen var blevet voldtaget, myrdet eller indlagt. Kufferter og rygsække blev pakket: Underbukser her, overfrakker der. Hver ting på sin plads. Ingen vrælede i bussen. Vi stemplede billetter. Vi var på vej tilbage til os selv.
Hjemme var der kaffe på kanden, og der lå en uges aviser med politiske analyser, som kølige omslag med kartoffelmel. Der sad mennesker omkring bordet, men ingen skreg, og ingen gav deres aggressioner frit løb: "Velkommen," sagde de bare.
Jeg fandt en kop. Og elskede hvert eneste af de komplekser, der forhindrede disse mennesker i at udfolde sig frit. Jeg mærkede, med tilfredshed, at mine egne hæmninger var på plads og i orden. Det var, hvad jeg fik ud af det terapikursus: En stille glæde ved hverdagens vaner, sproget og den sunde fornuft. Hele den forkætrede vestlige civilisation.
Det var dengang. Vi, der begav os ud i den slags eksperimenter, gjorde det frivilligt. Selvfølgelig kunne det ske, at man faldt blandt klamphuggere. Men man kunne også være heldig at finde en ordentlig terapeut. Valget var frit. Under alle omstændigheder kunne man forlade sådan et kursus, hvis det var det, man ville.
Det var måske den frihed, der reddede vores forstand. Men hvad med de kurser af lignende art, som folk i vore dage tvangsudskrives til - under trusler på brødet? Lønmodtagere, der risikerer fyring, hvis de ikke vil krænge deres inderste ud? Arbejdsløse, der tvinges til træning i selvtillid og frigørelse, for understøttelsens skyld? Hvad kan man gøre, når galskaben raser, og ingen må forlade lokalet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu