Kronik

Hårdt, man(d)uelt arbejde

Debat
13. juli 1998

Fodbold-VM blev en triumf for mandekroppen. Forude venter Tour de France.
En sociolog ser på forholdet mellem sport og konkurrence, køn og samfund

Kort efter Danmarks sejr over Nigeria i fodbold blev jeg ringet op af en kvindelig journalist fra Danmarks Radio, som ville have en forsker til at forklare den folkelige fest og begejstring som udfoldede sig efter kampen. For som hun sagde: "Det er jo bare fodbold".
I løbet af telefonsamtalen blev jeg en smule irriteret. Det lå nemlig i hendes tonefald, at vi som kvinder måtte være enige om det banale ved fodboldbegivenheden, og at den lettere glædeseufori var et mærkværdigt fænomen.
Men her sluttede min søstersolidaritet. Jeg undredes over hendes ønske om en dybere tolkning af sportsfænomenet - havde hun ikke selv set kampen? Jeg følte en resolut ulyst mod at forsøge at fortolke begejstringen. Den stod frem i al sin enkelhed:
Kampen mod Nigeria var en unik spændingsoplevelse, en oplevelse med forløsning, trods det at forventningerne til kampen havde befundet sig på nulpunktet. Det simple fodboldspil havde på få minutter forvandlet sig til en scene, hvor den fysiske formåen og de kropslige bevægelser satte sindet i kog. Sport kan være kedeligt, men også løfte øjeblikket ud af kedsommeligheden og resultere i ekstase og total selvforglemmelse.
Det var det, der skete den mandag aften. Den uforudsigelige leg blev forvandlet til at være verdens vigtigste biting! Men er der alligevel en dybere forklaring?

Lige fra dannelsen af sportsorganisationen DIF i 1896 har sporten i Danmark favnet bredt - kroppen, sjælen og fremtidstroen - men ikke kvinderne.
Sådan var det dengang, og sådan er det til dels også i dag. Sporten var et offentligt rum for mandligheden. Et sted hvor mænd kunne samles og dyrke det emotionelle og det kropslige udtryk.
I sporten havde mændene frikvarter fra kvinderne. Her skabtes mandligheden og den maskuline identitet i en tid, hvor arbejdet havde mistet sin kropslige dimension for byborgeren. Arbejdslivet blev med den industrielle udvikling generelt mere og mere mekaniseret og teknologiseret, og behovet for den maskuline kropslighed svandt med det moderne gennembrud. Men sporten gav den maskuline kropslighed en kulturel renæssance. På denne måde var sporten med til at skabe en identitetsmæssig sikkerhed om kønnets sociale position i en tid, hvor usikkerhed og utraditionelle tendenser ellers var givet frit løb. Sporten kunne genskabe den mandlige fysikalitet. Kvinderne havde ved århundredeskiftet invaderet arbejdsmarkedet, og den øgede urbanisering havde også gjort sit til en gradvis 'opløsning' af kønsrelationerne.
Sporten kan derfor siges at være en vigtig medkonstruerende faktor for den måde, vi i dag forstår og gør køn på. Synet på sporten har bevirket, at sporten ofte har fået en funktion som udgrænser kvinder. Og denne formidling og reproduktion af kønsrelationerne er medierne med til at fastholde.

Medierne iscenesætter ensidigt og ukritisk maskuliniteten som en enkel og 'naturbunden' størrelse, som fordunkler de kulturelle forhold. Trods alt er mandlighed ikke det samme til alle tider. Men medierne er med til at få magtbalancen mellem kønnene til at se ud, som om det er den naturligste sag af verden - det er jo kroppen, det handler om. Medierne præsenterer dagligt mandlige sportshelte - mænd i kamp, mænd i konkurrence og mænd i intime homoerotiske situationer.
Billederne udstråler en tæt forbindelse mellem sport, sex og magt, mens kvinder som selv aktivt dyrker sport (og specielt fodbold) beskrives som enten 'ikke-kvindelige' eller som lesbiske. Der skabes et sprogligt univers som til stadighed har en fundering i manden som natur med en 'naturlig' trang til sport (fx Hesselagers sportsindlæg her i Information).

På denne måde fastholder sporten den patriarkalske samfundsorden. Det, at holde kvinder ude fra mediernes sportsdækning, kan ses som en levende form for aktiv social kontrol af kvinders kroppe.
Når man fastholder elitepræstationen som essentielt mandlig, marginaliseres ikke bare kvinderne, men også mange andre idrætsgrupper i vores samfund, såsom eksempelvis handicapidrætten, ældreidrætten og idræt for sindslidende.
I de ny-marxistiske sportsanalyser (som bl.a. har været repræsenteret af Gerlev-traditionen herhjemme) bliver sport reduceret til en begivenhed, der udelukkende ses som en afspejling af det kapitalistiske samfundssystem og værdigrundlag.
Dermed anses sport næsten pr. definition for fremmedgørende for folket som den rene opium. I dette lys efterlades der ingen frihedsdimensioner, muligheder eller åbninger for det legende i konkurrencesporten.
Jeg ser dog ikke sporten kun som spejl af det kapitalistiske system eller den sociale orden. Sporten må ses i en dialog og leg med det samfundsmæssige og hverdagslige. Sporten er både en del af samfundet og udfordrer og forvandler samfundet.

Sport er en form for socialt kit, der binder individerne sammen med stærke følelser, både for udøveren og for tilskueren.
Sport er derfor både begrænsende og frigørende. Begrænsende gennem aktivitetens kropslige disciplineringer og 'opdragelse' - sundhedsdiskurs, fairplayprincip og egalitetsprincip. Og frigørende i sit emotionelle engagement, her tænker jeg på glæden og legen ved kropsbevægelsen og på bearbejdningen af fælles følelsestabuer. Sporten fastholder vores 'vi-identitet', et fællesskab, som traditionelt symboliseres af det mandlige. Fodboldfans fejrer det kollektive og den sociale samhørighed. I fodboldkampens ceremoni holdes hånden på hjertet og flaget i hånden ved sangseancen i indledningen til kampen.
Her får sporten en funktion, der minder om religionen. Sporten kan godt betragtes som en ikke-religiøs, religiøs bevægelse, hvor troen er socialt forankret i de sociale ritualer og vaner. Sportens rituelle praksis udfordrer de eksisterende værdier i samfundet gennem en bearbejdning af elementer som liv/ død og tab/ vind, sporten er en rituel håndtering af moralske spørgsmål - hvor går grænsen f.eks. for boldkrigerne?
Men sporten fastholder også den sociale orden, da de værdier, der leges med, afspejler betydningsfulde maskuline værdier i det vestlige, kapitalistiske industrisamfund. Sporten er en kropslig iscenesættelse af tidens liv, hvor vi bearbejder livet, vi er fanget i. Sportens princip om at bryde grænser og om at overgå præstationen er essentielle dele af vores sociale liv.
Vores samfund er et højteknologisk og informationspræget konkurrencesamfund. Vi kæmper om arbejdet, om de gode resultater og retten til et karriereliv - for dagens samfund begge køn. Kampen om status er ægte og betydningsfuld, afspejlet i bl.a. konkurrence, aggressivitet og spænding.
Pointen er, at disse værdier også er eksistentielle omdrejningspunkter for kvinder i dag - om den danske mandlige mediepresse så vil vide af det eller ej.

Lone Friis Thing er ansat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet og redaktør af tidskriftet 'Sport & Psyke'

APROPOS
Gode ben

Sommeren er højsæson for mandesport. Efter fodbold-VM følger Tour de France.
Mange kvinder har offentligt udtrykt glæden ved de mange gode ben, man har udsigt til på tv-skærmen for tiden. Der siges endda at være dem, der først lukker op for kampens allersidste minutter, når holdene bytter trøjer...
Men alligevel kan sommeren uden OL ligne en forvisning af kvindekønnet til tilskuerbænken, præcis som i de dårlige gamle dage, da livet var for kort til kvindehåndbold(!), og sport i det hele taget var en mandesag. For mænd kan jo nu engang hoppe højere, ikke sandt? Og så var det også mere 'naturligt', at mænd viste muskler, svedte, pruttede og pustede...
Den aktuelle mandlige sportsoprustning - og mediedækningen af den - har netop jaget sociologen Lone Friis Thing til tasterne.
Hun vil gerne vise, at også sport er et kulturfænomen, og at det ikke er ganske tilfældigt, at sport i vore dage har fået kult-karakter som en moderne religiøs vækkelse, der kan få granvoksne mænd til at råbe og græde. Sport er en del af samfundet.
Når vi fejrer kroppen - især den mandlige krop - er det ifølge Lone Friis Thing både en samfundsbevarende og samfundsoverskridende handling. Legen, nydelsen, følelserne er befriende, mens disciplinen, sundhedsfikseringen og reglerne er med til at bekræfte den sociale orden.
Eller? Måske kunne man også tænke sig, at disciplinen og selvbeherskelsen, ja, ligefrem selvpineriet i moderne konkurrencesport er en del af den fede oplevelse. Man har da hørt om shamaner, der blev høje af den slags - og eufori kan jo udløses både af fysisk og åndelig anstrengelse - kunne man indvende.
Men især vil Lone Friis Thing gøre opmærksom på, at kvinderne er kommet til sporten for at blive. Fællesskabet, disciplinen og konkurrencen er i vore dage for begge køn.
Selv om det nok heller ikke ser sådan ud i de næste fire uger.mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her