Læsetid: 5 min.

Det handler om den gode historie

18. juli 1998

Filmkonsulenterne vælger at give støtte til de film, som vækker deres begejstring. Et
afslag er ikke et forsøg på at dræbe den filmkunstneriske energi

FILM
Under overskriften 'Requiem for en ung dansk filmbølge' udtrykte Eva Jørholt forleden bekymring over at "to af de mest lovende debutanter, Nicolas Winding Refn og Jonas Elmer, skal støde panden mod en mur, når de søger instituttet om støtte til deres film nr. to".
I den forbindelse hævder hun, at Jonas Elmer fik afslag fra instituttet, fordi han ikke ønskede at lave et "fikst og færdigt" filmmanuskript, og hun fortsætter: "Filmstøttesystemets manuskriptbaserede rammer, kan hverken rumme improvisation eller visuel eksperimenteren. Hvis hensigten er at fremme pæne film, der laves "efter bogen", og samtidig dræbe al den filmkunstneriske energi, der søger væk fra bøgerne og væk fra det skrevne ord i et forsøg på at gøre filmmediet til en levende visuel kunstart, kunne vi ikke ønske os noget bedre system".
Efter min mening er det noget rent sludder.
Konsulentsystemet sætter ikke "manuskriptbaserede rammer". Den enkelte konsulent kan selv bestemme om hun/han vil støtte en film på baggrund af en idé, et manuskript, et billede, en lyd eller et musikstykke. Direktionen kan ganske vist sige nej til at følge konsulentens indstilling, ligesom Filminstituttets bestyrelse kunne, dengang det var den, som bevilgede støtten.

Generøs ordning
Men det sker sjældent, for konsulenten er netop ansat til at 'vide', hvad der kan blive til en film, og skal følge sine egne ideer i den periode ansættelsen varer. Derfor er ansættelsen også tidsbegrænset.
Så vidt jeg kan se er konsulentsystemet rimeligt af en eneste grund, nemlig den at vi sjældent kan blive enige om, hvad der er kunst. Når vi endelig bliver det, kan det udmærket være et faresignal...
Ved ofte at udskifte konsulenterne giver man plads for mange forskellige ideer og holdninger.
Med konsulentordningen er der naturligvis også mulighed for store fejltagelser, men der kan til gengæld handles hurtigt og begejstret, og der kan siges ja og nej. To konsulenter som er vildt uenige kan sidde i det samme hus og støtte to modsatte tendenser indenfor filmen, men hente midlerne i den samme kasse. Det er en generøs ordning, som kunstnere burde være glade for, og som staten kan være stolt af.
Efter min menig findes der ikke mulighed for at skabe bred enighed om, hvad der er god kunst. Der findes større og mindre talent, og større eller mindre forståelse for det. Sommetider kan et andet menneske åbne vores øjne for det ene eller det andet kunstværk. Sommetider opdager vi kunsten selv, og sommetider forstår vi ikke et kvæk, ligegyldigt hvor begejstrede andre mennesker end måtte være.

Halvhjertede politikere
Jeg ville ikke have det mindste imod at staten f.eks. tildelte Lars Trier fem millioner hvert år, eller om man satte x antal instruktører på finansloven, så de kunne lave de film, de havde lyst til. Det kunne virkelig føre til noget.
Men jeg er sikker på, at der ikke er politisk forståelse for sådan en kunststøtte, og der er sikkert heller ikke opbakning fra vælgerne.
Tværtimod virker det i dag som om, at kunststøtte systemet er så skrøbeligt, at enhver generøsitet vil blive opfattet som utidig flothed af oppositionen, med de mest populistiske politikere og den dummeste del af pressen i spidsen.
Så vidt jeg kan se, er der ikke ret mange politikere som ville vove deres karriere ved helhjertet at støtte en kunstpolitik. Og slet ikke på kunstens vilkår.

Dogme-projektet
Derfor var det også et problem, da Jytte Hilden i sin generøsitet lovede Lars Trier at skaffe penge til Dogme-projektet. Og ministeriet skyndte sig at skubbe problemet (samt en del af de lovede penge) over på instituttet, dens daværende bestyrelse og konsulenterne, som pludselig måtte optræde som principryttere.
I stedet for at modtage pengene med begejstring, måtte vi fastholde at ministeren ikke kunne bestemme, hvad instituttets midler skulle bruges til, og vi måtte overfor 'Dogme-brødrene' fastholde, at de var nødt til at fortælle, hvad de ville lave, hvis de ville have penge af os.
Ikke for at 'bestemme', eller for at holde på magten, men for at beskytte film-
loven og konsulentsystemet på et tidspunkt, hvor der blev gjort mange forsøg på at få skovlen under det hele.
Og det var interessant at se, hvor ringe opbakning vi fik fra såvel branchen som pressen.

Gode ideer i kø
Eva Jørholt har forstået at meget "formentlig ville se lysere ud, hvis der var flere penge til rådighed for den danske filmstøtte" og hun fortsætter: "I et forhåbningsfuldt øjeblik kan man fristes til at tro, at filminstituttet bruger de mest lovende debutanter som strategiske spydspidser i en politisk kamp for at få bevilget flere penge".
Tak skal du have! Så usselt står det heldigvis ikke til! Men pengene er helt sikkert et problem.
Dog kunne der laves mange flere film, hvis det virkelig var sandt, som Eva Jørholt skriver, at Jonas Elmer kun skulle bruge en million kroner. Hvis det var, hvad man krævede af en filmkonsulent, kunne jeg f.eks. støtte 17 film om året.
Men det er ikke sådan det foregår, og på grund af de relativt få årlige midler må konsulenterne prioritere kraftigt.
Hvis et projekt er interessant, kan det blive nødvendigt at planlægge med næste års penge. Der opstår nemlig hurtigt en kø af interessante ideer og manuskripter, og de spærrer for hinanden. Men alle vil igang med det samme.
Så snart konsulenten har vist sin interesse starter et regulært pres fra instruktør og producent: Man vil vide om det er alvor eller ej, om der kommer penge snart, om man kan begynde at researche eller starte en forproduktion, ansætte skuespillere, låne penge i banken osv. osv.
Med hensyn til Jonas Elmers film finder jeg det forkert at diskutere sagen i pressen, for selvfølgelig skal man kunne henvende sig til en konsulent uden at alle og enhver skal kende konsulentens mening.
Men det er sandt, at jeg forkastede ideen, fordi der manglede et manuskript. Der forelå faktisk et meget instruktivt treatement med fotografier af locations samt tegninger af udvalgte scener. Jeg kunne bare ikke lide historien.
Hvis der havde været penge nok, ville jeg måske have givet Jonas støtte alligevel, men jeg ville stadig give første prioritet til alle de ting jeg var begejstret for.
For det er jo det, jeg er ansat til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu