Læsetid: 4 min.

De heldige - og de kasserede

30. juli 1998

Om jubelen og elendigheden ved de unges lotteri om adgangen til uddannelserne

Uddannelse
MEDIERNE og regeringen jubler i disse dage og en del unge, der er blevet sluppet ind på en række uddannelsespladser.
59.000 unge havde søgt optagelse. 45.000 modtog tirsdag brev om, at de var optaget. En del har sikkert jublet. 14.000 fik at vide, at de var kasseret og må søge endnu engang. I mellemtiden kan disse kasserede prøve at kvalificere sig yderligere til lotteriet, tage mere eller mindre relevante job, hvis de kan finde et eller gå på bistanden eller dagpenge.
Samlet er der i år lukket flere ind og kasseret færre end tidligere. Regeringen har opfyldt en del af sine valgløfter og skaffet flere uddannelsespladser. Der er endda ledige pladser på en del uddannelser. Nu er der også plads til den dårlige eksamen, lyder det på forsiden af Aktuelt. Og studievejleder Jakob Lange fra Den Koordinerede Tilmelding gør op med myten om, at det er svært at få en studieplads. Også derfor jubles der.
Spørgsmålet er så, om der er grund til så stor jubel. Gu' er der ej.

VED NÆRMERE eftersyn fremgår det, at tallene slører. Det er klart, at en meget stor del af de unge ikke har fået opfyldt de ønsker om en plads på den uddannelse, de primært vil ha'. I stedet tvinges de til at vælge noget andet og mindre motiverende.
Når man eksempelvis brændende vil ind på psykologistudet ved Københavns Universitet og har et gennemsnit på 9,4 opgiver man på forhånd at søge ind her, fordi man ved, at et gennemsnit på 9,9 eller 10,0 er nødvendigt. I stedet vælger man som første prioritet det kedelige, men sikre jura, hvor der kun kræves et gennemsnit på 8,6 plus en bred røv og et jernhoved til at klare alle paragrafferne.
Det udlægges i den officielle tolkning som noget positivt. De unge er blevet - som det hedder - så "fornuftige."
Fanden stå i den fornuft. Den resulterer alt for hyppigt i studiefrafald, i spild af tid og ressourcer for både den unge og uddannelsesinstitutionerne, fordi den unge tvinges til at placere sig på en forkert hylde i uddannelsessystemet.

BAG HELE systemet med adgangsbegrænsningen ligger selvfølgelig et problem med at skaffe kapacitet og økonomiske ressourcer til både institutionerne og den i forvejen skrabede uddannelsesstøtte.
Men der ligger også et ønske hos stat, politikere og erhvervsliv om at regulere og styre tilgangen til uddannelserne. Det er mere betænkeligt, at big brother stat skal bestemme, hvad den enkelte må vælge som sin uddannelse
Midt i en blomstrende liberaliseringstid, hvor alle frie kræfter skal slippes løs i uhæmmet konkurrence på næsten alle områder med frit forbrugsvalg også af offentlige goder, kører staten (støttet af det liberalistiske erhvervsliv) på uddannnelsesområdet en planøkonomisk styring efter ellers forældede modeller.
Når det gælder noget så vigtigt og personligt som folks uddannelse, begrænser man deres frie valg i stedet for i hvert fald at give dem mulighederne for det frie valg.
På grundlag af mere eller mindre tilfældige eksamensresultater opnået i den vanskelige 16-19 års-alder og samfundets (og erhvervslivets) postulerede fremtidsbehov, som man i virkeligheden ikke kender, beslutter man hen over hovedet på de implicerede. Kun et betemt antal må lukkes ind på hver enkelt uddannelse - hvis indhold i mange tilfælde er forældet i forhold til kravene i en hurtigt skiftende verden.
Det er gammel planøkonomisk tankegang, der i 1980'erne blev sat i system af ærkeliberalisten Bertel Haarder - specialist i Grundtvigs frihedssyn - i hans ti-årige regimente som undervisningsminister.
Adgangsbegrænsningen blev ganske vist indført af socialdemokraten Ritt Bjerregaard. Men der er næppe nogen, der har skadet de videregående uddannelser mere end Haarder og hans planøkonomiske uddannelsespolitik.

I SIDSTE HALVDEL af 1980'erne gennemførte Haarder en begrænsning af optaget på seminarerne og til sygeplejeuddannelsen. Der var udsigt til overproduktion, mente han og hans departementale uddannelsesplanlæggere.
Mindre end ti år senere er der udsigt til mangel på lærere. Og sygeplejersker må importeres fra udlandet.
Planlægningen slog fejl, selv om man demografisk kunne forudse et stigende fødselstal og med den længere levealder og udbygningen af hospitalsvæsenet et øget behov for ældre- og sygepleje.
Til gengæld øgede han pladserne på de merkantile og tekniske uddannelser. Med ringe resutat. Mindre end ti år senere har de merkantile uddannelser overproduktion af kandidater og arbejdsløshed. De tekniske uddannelser har stadig ikke nok tiltrækningskraft hos de unge, og erhvervslivet mangler arbejdskraft her. Planlægningen slog fejl.

BESTRÆBELSERNE på så bastant at regulere og styre tilgangen til de videregående uddannelser og tvinge de unge derhen, hvor behovene p.t. menes at ligge, giver bagslag.
De bestræbelser tager ikke hensyn til de unges ønsker. De er baseret på forkerte præmisser. De resulterer i forkerte valg, studiefrafald og større spildprocenter.
Slip i stedet kræfterne og motivationen løs hos de unge uddannelsessøgende. Lad dem komme ind og prøve. Indfør stopprøver og giv dem en ordentligt uddannelsesstøtte. Kort sagt: Giv dem chancen i stedet for at tvinge eller kassere dem.

Og så en tanke, som kunne være interessant at efterprøve:
Hvor mange af magthaverne og administratorerne i nutidens nøglepositioner ville være sluppet igennem nøglehullet og optagelsesproceduren til en videregåede uddannelse, hvis de skulle opfylde nutidens krav med de gennemsnit, de dengang opnåede?
Næppe alle ville klare den. I hvert ikke undertegnede - som næppe er den eneste. Til ringe trøst for de kasserede.
Men tanken bliver næppe efterprøvet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu