Med en erkendelse af, at slaveriet i dag kan mærkes som en tung arv i store dele af verden, kunne det danske Udenrigsministerium styrke den danske deltagelse i opgøret med globale uretfærdigheder
Slaveri
I forbindelse med 150-året for det danske slaveris ophævelse undlod det officielle Danmark at komme med en undskyldning for slaveriet. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen var den, der kom tættest på at give en forklaring på, hvorfor Danmark ikke burde give en sådan undskyldning. Han stillede et retorisk modspørgsmål, der betvivlede, at en person, der aldrig havde udøvet slaveri, kunne undskylde over for en person, der aldrig havde været udsat for slaveri. Der ligger to interessante forudsætninger bagved en sådan tankegang. For det første den, at slavernes efterkommere ikke kan betragtes som ofre for slaveriet, fordi de ikke selv har været udsat for det. Denne tanke bygger på en antagelse om, at ethvert individ er et produkt af sin egen stræben, og at den sociale baggrund ikke i sig selv rummer kimen til et menneskes skæbne. Tanken om, at skyld ikke kan nedarves, strider imod de rebelske vestinderes egen selvforståelse, der forklarer deres egen manglende sociale mobilitet med, at deres forfædre og formødre fra ankomsten til Vestindien var frataget retten til selv at bestemme deres egen skæbne - og at den danske og amerikanske kapitalisme aldrig siden har kunnet tilbyde lige muligheder for social fremgang.
Skabe sin historie
Det vestindiske klassesamfunds særlige karakter forklares dermed af, at slavernes efterkommere først kom ind i den liberale økonomi, da europæernes efterkommere havde fordelt de grundlæggende ressourcer.
Det er i denne sammenhæng interessant at bemærke, hvorledes netop denne historiske offer-rolle opfattes som en belastning, der skal kastes overbord, førend slavernes efterkommere kan være frie mennesker i deres egne øjne. Slaven General Budu, og ikke Peter von Scholten, fremhæves som den person, der ledede slavernes befrielse. Derved tildeles den sorte befolkning en evne til at skabe sin egen historie, fordi dens forfædre også skabte deres egen historie.
Slavernes lidelser tager en anden form i samtiden, når de sorte vestindere kan se slaveriets ophævelse som de undertryktes sejr over undertrykkerne. Det rummer også en dybere forståelse af historien end blot at betragte ophævelsen som slaveejernes beslutning om at afskaffe denne form for ejendom.
Den anden side af udenrigsministerens tankegang er netop, at Danmark ikke siden den sidste slaveejers død har kunne betragtes som ansvarlig for slaveriets tunge sociale arv. Gælder dette også, når de tidligere slaveejere aldrig i deres levetid oplevede slaveriet som umoralsk og/eller uretfærdigt? Når stjæleren er sluppet afsted med sin mørke gerning, er hans efterkommer, hæleren, så helt befriet for ansvar og skyld?
At Danmark i almindelighed fortsat nyder godt af internationale overførselsindkomster, der blev strukturelt indbygget i den globale økonomi under slaveriet - og at kongehuset i særdeleshed dagligt omgives af bygninger og genstande, der blev opbygget og erhvervet gennem indkomster fra slaveriet - bliver fortrængt i den udenrigsministerielle tankegang, fordi slaveriets volds- og embedsmænd er uddøde. Men hvorfor er der ingen moralsk skyld forbundet med at nyde godt af en af fortidens helt store forbrydelser? Har slaveriets nutidige ofre ingen berettigede krav til den gamle kolonimagt? Jeg har længe haft den opfattelse, at den danske u-landsbistand havde til hensigt at rette op på den globale skævhed, som slaveriet og kolonialismen skabte, men dette synspunkt levner den udenrigsministerielle logik ikke plads til. Måske kan den overfladiske opfattelse af historien forklares med ministeriets egen baggrund. Udenrigsministeriet har sikkert endnu ikke forladt det selvretfærdige grundlag for magtudøvelse, som institutionen udviklede under enevældens og slaveriets beslutningsgang.
Anerkend lidelserne
Hvis slaveriet ikke er et led i forklaring på den globale ulighed, hvor skal forklaringen så findes? Det er i hvert fald ikke rimeligt at hævde, at grundlaget for den relative danske rigdom alene er et udtryk for danskernes eget hårde arbejde. Langt mere fornuftig forekommer tanken om, at andre nationers arbejde gennem de sidste 400 års historie er blevet eksproprieret i højere grad, fordi disse nationer tilfældigvis var/er svagere end Danmark og Danmarks allierede.
Med en eller anden form for erkendelse af, at slaveriet var en forbrydelse mod menneskeheden, og at slaveriet den dag i dag kan mærkes som en tung arv i store dele af verden, kunne det danske Udenrigsministerium styrke grundlaget for den danske deltagelse i opgøret med globale uretfærdigheder. En undskyldning behøver man ikke at kalde det, men en anerkendelse af lidelserne og af de danske bagmænds grusomme adfærd er et naturligt led i vores forståelse af fortidens tunge arv.
Historien er ikke noget, man skal lægge bag sig, det er noget man skal finde ud af at leve med på en fornuftig måde - også på den samme planet som vestindiske rebeller.
