Nogle påstår, at fortaleren for demokrati og frihed, Højskolen, ikke følger med tiden. Lad os hellere vende det rundt og sige, at det er tiden, der ikke følger med Højskolen
For snart en del uger siden læste jeg en artikel om en ny udvikling i højskoleverdenen.
Det er åbenbart sådan, at flere og flere højskolefolk er positive over for den Europæiske Union.
Jeg faldt over artiklens anderledes indgangsvinkel. Jeg hører til en af dem, der er trætte af at høre om Tvind, Oure og snarlig fallit, når snakken kredser om Højskolen.
Så artiklen var et nyt pust omkring og fra en verden, der indeholder mange flere aspekter, end man, skammeligt nok, ellers hører om.
Jeg vil som tidligere højskoleelev gerne have lov til at indskyde et par tanker, der har spiret efter at være blevet sået i 1995, da jeg deltog i et fem måneders ophold på Ry Højskole.
Samfundet er blevet en indviklet størrelse. Vi bliver hele tiden bombarderet med valg, der skal træffes. Valg der, før de bliver truffet, kræver et dybtgående kendskab og dernæst en analyse, som så til slut skal munde ud i en stillingtagen og en endelig beslutning.
Fælles for de fleste overvejelser er, at de på den ene eller den anden måde kredser om økonomi. Vores valg styres hele tiden af, hvad der gavner vores økonomiske position bedst. Der er intet, der kan få os op af stolene som et økonomisk indgreb. Vi er marionetter styret af kroner og øre. Udspekulerede, beregnende kynikere, der kun giver en hånd, hvis vi får to igen.
I folkeskolen underviser man ud fra principper om at forberede børn til det voksne liv ved at give dem størst mulig demokratisk kompetence. Børn skal gennem undervisningen lære at vurdere, fortolke og herudfra træffe beslutninger og som frugten heraf udvikle sig til selvstændigt tænkende individer. Undervisningsdifferentiering skaber gode vilkår for den enkelte elev. Undervisningen stiler efter at være til gavn for alle, praktisk som bogligt orienterede. Efter 9.-10. klasse forlader de demokratisk kompetente unge folkeskolen. For de flestes vedkommende for at starte på en ungdomsuddannelse. Fælles for ungdomsuddannelserne er, at man ikke følger tråden fra folkeskolen. Målrettethed er et nøgleord, eleverne skal tage stilling til. Fagligheden sættes foran alt andet. Pensum skal følges. Der er ingen tid til lir. Specialiseringen begynder, og her går det galt.
Men værre bliver det, når man har valgt en videregående uddannelse. Her begrænses tiden til alt 'det andet' til det absolut minimale.
Presset fra alle sider vælger man en endestation, toget forlader perronen, men man har glemt en vogn. I den vogn findes alle de aspekter, som danner grundlag for de læresætninger, der dannes ud fra ens egne erfaringer. Læresætninger, der i samspillet med de 'andres' verden, skaber resonans og giver klangbund. Toget har ikke noget bakspejl, man skal vide den er der.
Det er her ungdomsuddannelserne og især de videregående uddannelser spiller fallit. Der bliver ikke skabt forbindelse til de andres verden. Ingen fortæller om den sidste vogn. Grundlaget for nye tanker og ideer smuldrer, livsværdier i en fælles forståelse og accept af den verden, vi lever i, sidder tilbage på stationen, mens de nyfødte solister og specialister presser toget til at yde sit maksimale, overskridende gældende normer og gamle dyder. Det går stærkere og stærkere.
De demokratiske tanker fra folkeskolen har lidt et solidt knæk. På et tidspunkt hvor de unge er i fuld udvikling og måske ikke helt har fundet 'det', de vil bruge tid på at beskæftige sig med, presses de allerede til at vælge.
Ifølge en artikel i Weekendavisen i uge 27 er de nye tanker omkring SU-fordelingen formet på en sådan måde, at man i fremtiden skal belønnes, hvis man vælger den "direkte vej" gennem uddannelsessystemet.
Her tages der ikke hensyn til den personlige udvikling. Her er det de målrettede og 'dygtige', der skal belønnes. De unge, der vælger at gå erfaringens vej, tvinges ud i økonomisk dårligere stillede kår. Der skal ikke være plads til at rejse, opleve andre kulturer, tage på højskole, arbejde eller med andre ord: det er ikke så vigtigt at folde sine vinger ud og prøve dem af under anderledes vindforhold.
Hvad tænker ungdommen dog på? Ja i hvert fald ikke samfundsøkonomien, hvor uforskammet! Skuffende er det, at dette forslag, så vidt jeg er orienteret, tilmed kommer fra vores nye undervisnings- og kirkeminister, der burde vide bedre.
Repræsentanter fra den fagligt specialiserede verden er hurtige til at dele øretæver ud.
De hug der gives får folkeskolen, der som nævnt slår et slag for, at noget af det vigtigste må være at give børnene kompetence til at være mennesker. Der skal mere faglighed ind i folkeskolen! Måske, men der skal også mere humanisme ind i billedet, når folkeskolen så slutter.
Kritikken mod folkeskolen kommer højst sandsynligt fra de folk, der ikke selv har 'prøvet livet af'. De har lært at gebærde sig samfundsøkonomisk korrekt. De lever i en hård nådesløs verden, hvor kun den med de bedste markedsorienterede kundskaber og tankegange får del i lagkagen. Verden er for dem snæver og ensrettet. Kun den stærkeste overlever.
Vi er på vej mod et opdelt samfund, hvor man, af systemet, er tvunget til at vælge kasse lige fra man forlader folkeskolen.
Konsekvenserne er åbenbare. Vi fjerner os mere og mere fra hinanden. Kendskabet til andres liv og levned forringes. Vi tænker kun vores eget verdensbillede ind i sammenhængen. Fagidiotien er, som ordet udtrykker det, i det lange løb fordummende og hænger meget lidt sammen med det demokratiske samfund, som vi bryster os af at leve i.
Og hvad kommer så efter demokratiet? For solid grobund for et demokrati er det ikke.
Men det kan jo ikke være anderledes, siger man. Folk skal 'rettes ind' for at kunne varetage forskellige slags opgaver, og vi er jo også alle så vidt forskellige. Man bliver i vid udstrækning formet ud fra det, man laver, og den kasse man er havnet i. Sådan er det nu engang. Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være.
Jeg er da godt klar over, at vi ikke kan undervise i dannelse på alle undervisningsniveauer eller for den sags skyld på virksomhederne. Jeg ved da udmærket, at det er nødvendigt, at vi hele tiden bliver dygtigere. Jeg kender, fra min tid på Handelshøjskolen i Århus, godt til begreber som udgiftsminimering, dækningsgrader og jeg skal gi' dig. Sagen er bare den, at vi ikke er produkter, vi er selvstændige individer.
Når samfundet og uddannelserne ikke kan varetage ansvaret for en evig fortsat motivation til at lære og opleve nye sider af sig selv og den verden, der omkranser os, hvorfor overdrager vi det så ikke til nogle, der kan?
Hvor er det skammeligt, at vi i Danmark har 100 højskoler, der år efter år bliver benyttet af stort set de samme socialt anlagte 4.g'ere fra gymnasiet, når der ude på landet og inde i de store byer findes mennesker, for hvem et højskoleophold ville kunne vende op og ned på meget, og på den måde gavne den samfundsøkonomi, som alle er så bekymrede for.
På den traditionelle højskole møder man det, der burde være demokratiets største udfordring. At nedbryde fordomme og fjerne samfundsskel og partiskel for den sags skyld.
På den traditionelle højskole sker der det, der ikke sker, når man forlader folkeskolen og toget starter. Man får den sidste vogn med; individet får lov til at udvikles. Erfaringer skabes og det i et samspil med vidt forskellige mennesker med alle tænkelige baggrunde.
Man ser at der er højere til loftet, end man gik og troede.
Der er brug for Højskolen. Den skal plejes og ikke bekæmpes.
Finansloven, fra den 1. januar 1996, gjorde det stort set umuligt at komme på højskole for folk, der havde og har brug for en tænkepause. Nu står den i stedet på tvangsindlæggelse til en 'kompetencegivende' uddannelse, hvori Højskolen altså ikke er medregnet.
Oven i det kom den såkaldte Tvind-lov, der tvang alle højskoler, ikke blot Tvind, til en forøget statslig overvågning.
Synd og skam for en kulturel højborg, der igennem 150 år har været en fortaler for frihed og demokrati. Vi har således en institution, der lever og ånder for demokratiet, men paradoksalt nok samtidig bliver bekæmpet af det.
Nogle påstår, at Højskolen ikke følger med tiden. Lad os hellere vende det rundt og sige, at det er tiden, der ikke følger med Højskolen. Fjern dog skyklapperne og tilføj denne unikke institution i dansk kultur kompetencegivende karakter på lige fod med ungdomsuddannelserne, AOF, VUC, og hvad der ellers er.
Tilværelsen forstås kun gennem egne erfaringer, alt andet er på det område ligegyldigt. Det eneste der gør mig kompetent til at skabe min egen tilværelse og deltage aktivt i demokratiet, er mine oplevelser af det. Det fås ikke ved udelukkende at læse bøger. Ej heller ved at gøre, som andre gør det. På universitetet kan de heller ikke lære mig det. Her lærer jeg, hvad andre ophøjede har tænkt, ikke hvad jeg selv tænker.
Det demokratisk velfunderede og kritisk betragtende menneske fås kun i et samspil mellem andre mennesker, der ikke laver det samme som én selv.
Jeg bliver nødt til at danne mine egne normer og principper. Mit liv skal ikke formes ud fra et markedsorienteret maksimeringsprincip. Jeg er et selvstændigt tænkende individ, og netop derfor er jeg i stand til at sige fra. Der skal være plads til os alle. Man skal være til for sig selv, men samtidig indse vigtigheden i at være til for hinanden.
Forståelse og tolerance er nøgleord. Det var ikke for ingenting at N.S.F. Grundtvig kæmpede imod det elitære og i stedet slog et slag for symbiosen i mødet mellem forskellige mennesker. Vi kan lære meget af hinanden, og vi bliver nødt til at stoppe op, bakke tilbage på perronen og få den sidste vogn spændt på toget.
Vi er der over det hele, unge højskolefolk, der ser kritisk til, mens det gamle slidte demokratibegreb får lov til at kaste os rundt i manegen.
Vi er børn af den traditionelle højskole. En skoleform, der har forbedret vores kritiske sans, men som kun har ringe mulighed for at trænge i gennem med det budskab, vi synes er vigtigt.
Mere højskole i Danmark, for demokratiets skyld.
Jesper Øland er lærerstuderende og tidligere elev på Ry Højskole
Apropos - Fremtiden
Et nyt højskoleudvalg er sat sammen for at "drøfte folkehøjskolernes vilkår for at drive folkehøjskolevirksomhed med henblik på skoleformens fremtidige samfundsmæssige og uddannelsesmæssige placering i lyset af den gældende lovs formålsbestemmelse."
Det er en god og vigtig beslutning, som Folketinget traf i januar. Men medlemmerne af udvalget var kun lige udpegede, da den første kritik mødte dem.
SiD og tidligere højskoleelever er utilfredse med udvalgets sammensætning. Daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (der nu er blevet formand for højskoleudvalget) sagde i januar til Folketinget, at udvalget skulle sammensættes bredt med blandt andet folk fra højskoleverden. Men blandt medlemmerne er kun erhvervsfolk, lærere, forstandere og en enkelt forfatter. Der er ingen elevrepræsentanter.
Dét fik en tidligere højskoleelev, Morten Thomsen, til at skrive et brev til undervisningsminister Margrethe Vestager, som har udpeget udvalgets medlemmer. I brevet, som blev bragt i Information den 9. juli, anbefaler Morten Thomsen, at også elever repræsenteres i udvalget:
"Unge som netop har afsluttet et højskoleophold kan bidrage med oplevelser og erfaringer om, hvordan de oplever folkehøjskolens samfundsmæssige og uddannelsesmæssige placering - hvilket er en væsentlig del af udvalgets kommissorium. Udvalgets legitimitet må afhænge af, om relevante berørte parter er inddraget."
Margrethe Vestager svarede tilbage, at flere af udvalgets medlemmer er tidligere højskoleelever.
Det er ganske givet rigtigt. Men det er også meget sandsynligt, at det ligger 20 år tilbage i tiden.
Også SF's uddannelsesordfører, Aage Frandsen, undrer sig over de manglende elevrepræsentanter. Han har tænkt sig at rejse et spørgsmål til Vestager gennem folketingets uddannelsesudvalg. Han vil gerne vide, hvad baggrunden for denne sammensætning er.
Aage Frandsen er godt tilfreds med de udpegede medlemmer, men han mener samtidig, at eleverne mangler. Det er meget almindeligt i denne type udvalg, at man også hører brugernes holdning.
Dagens kronik er skrevet af Jesper Øland, der selv er tidligere højskoleelev. Han giver et bud på, hvad fremtidens højskole kan gøre for demokratiet.Helle Bruun
