Læsetid: 2 min.

Homo'er får ikke atypiske børn

Debat
11. juli 1998

Hvorfor skulle to kvinder ikke kunne give børn kærlighed, omsorg og tryghed

BARNELIV
Birte Frandsen (BF) polimiserer underholdende i Information den 4.-5. juli under titlen 'Tilbage til naturen' i et indlæg om, at børn er blevet en vare, og at barnløse betragter det som deres ret at få barn gennem kunstig befrugtning, 'det er blevet en selvfølgelig tjensteydelse i dagens Danmark'.
BF kan ikke se, hvorfor lesbiske og bøsser skal have ret til et barn, ud fra argumentet 'beskyttelse for børn, som næppe selv ville vælge at komme til verden i et atypisk miljø - og som instiktivt drages mod det naturbestemte, som børn bør gives en chance for at opleve'. Videre skriver hun, at lesbiske, der annoncerer efter en sæddonor, tingsliggør barnet. Det gør alle barnløse, der påberåber sig ret til at få et barn. Er det mere legitimt at udvælge frosne sædprøver i en klinisk spermbank for at blive gravid end at sprøjte en god vens ejakulation op med en engangssprøjte fra apoteket? Jeg kan ikke se det. For det første får barnløse par gratis tre behandlinger à mindst 45.000 kr i offentligt regi med æg, sæd, reagensglas, hormoner osv. Bøsser og lesbiske betaler også skat til vort sundhedssystem, men de må bare ikke få glæde af den side af det. Kære BF, hvorfor skal de barnløse så ikke selv betale? Det er jo ingen sygdom, som du siger, at være barnløs. For det andet:
En opvækst handler vel om kærlighed, omsorg og tryghed. Hvorfor skulle to kvinder ikke kunne give børn det, endda måske bedre end en enlig, fortravlet forælder. Den manglende identifikation med en far eller mor, vil du nu sige. Alle homoseksuelle har haft en far og mor og er alligevel blevet 'atypiske', som du kalder det. Homoseksuelle får altså heller ikke små bøsser og lebber. Mange lesbiske med tilknytning til Kvindehøjskolen har i dag voksne børn, der er vokset op i store lesbiske mande-fri kollektiver, og de børn er ikke blevet homoseksuelle. De er heteroseksuelle.
BF skriver, at bøsser og lebber har foretaget et valg, og det betyder man må fravælge noget her i livet. Det er sgu ikke noget valg at være homoseksuel. Det er noget man er, noget man føler, ikke kan lave om på. Og jeg kan betro dig, det er ikke for at være smart. Der er lettere livsførelser her i verden.
Heldigvis kan lesbiske, som tidligere sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen siger til sine medsøstre, hvis de vil være mødre: Find en mand, luk øjnene og tænk på Fædrelandet!
Lad os få en ordentlig debat om barnløshed og om børns velfærd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her