"Det danske nationalkompleks er hovmod, klædt i mindreværdets klæder". Så kort kan sagen udtrykkes ifølge professor i middelalderhistorie Brian McGuire. Brian McGuire er amerikaner af fødsel, så han mener at have et sammenligningsgrundlag:
"Jeg kommer fra et utroligt hovmodigt folk, der tror, de er Guds egen race her på jorden", tilføjer han, "men danskerne er meget værre, det er mere subtilt."
Spørgsmålet er, om han har ret. Hvilke former antager hovmodet egentlig i dagens Danmark? Er hovmodet kun skadeligt, eller får vi også noget ud af det? Hvis ikke burde det vel være uddødt for længst, og det er det tydeligvis ikke.
Til gengæld burde danskerne altså, skal man tro Brian McGuire, være et folkefærd, der har ganske god forstand for hovmod.
Jantes hovmod
Hovmod er den synd, Middelalderen anså for hoveddødssynden. Hovmod var mangel på ydmyghed over for Gud, og derfor udsprang alle øvrige synder af hovmodet. Men også senere tænkere har set hovmod som den værste synd. Martin Luther betragtede den endda som den synd, mennesket ikke kunne undgå at begå.
Måske består den særlige danske subtilitet, Brian McGuire sporer, i at vores blik især skærpes, når det drejer sig om de andres hovmod. Hvis den katolske præst Jesper Fich har ret i den antagelse, han luftede i Information sidste lørdag, nemlig at den lutherske ortodoksi med dens tro på menneskets ondskab stikker dybt i den danske folkesjæl, og lægger vi dertil, at vort hovmod skulle være klædt i mindreværdets klæder, så får vi til resultat, at hovmodets form er - Janteloven. Og hvad er Janteloven andet end en særligt udviklet næse for andres hovmod?
Et kosteligt eksempel - kosteligt fordi det samtidig er kærligt - er tegneren Nikoline Werdelins striber i Politiken de seneste måneder om Fionas forlovelse med den adelige Paul. Hun vil giftes i Holmens kirke, have brudekjole fra Isabell Kristensen i London og er i det store og hele kun optaget af, hvordan brylluppet mest storslået kan sætte hende selv i relief - fra brudekjolen til bordkortene med bellis i guldsnor, brudebuketten med bonderoser osv. Konen med æggene og konen i muddergrøften rinder én i hu, mens Fiona selv mest identificerer sig med Askepot.
I en stribe er hun til gudstjeneste i godsets landsbykirke sammen med sin tilkommende.
"...og det er i vores hjerter, vi skal finde den kærlighed til næsten, som Gud Jesus præker gennem apostlen Jacob", siger præsten. Fiona hvisker til Paul: "Paul... jeg får sådan en stærk følelse af glæde. Det røde i den altertavle passer præcis til mine bonderoser!"
Hvis vi her et øjeblik vender os mod Luthers analyse af hovmodets væsen, ser vi, hvor skarpsindigt Werdelins intuition har fat.
Synden består ifølge Luther for det første i, at mennesket "er indbøjet i sig selv", vender sig bort fra næsten og næstekærligheden, som Fiona gør ved at koncentrere sig om sin brudebuket, mens præsten prædiker næstekærlighed.
Men dette skyldes, at "mennesket er (...) stillet saaledes i Tilværelsen, at det vender Ryggen til Gud og Ansigtet mod Verden, og nu vurderer det alt, hvad der ligger for dets Blik, som det eneste virkelige, medens det ganske negligerer Gud," skriver Niels Nøjgaard i sin disputats fra 1929, Om Begrebet Synd hos Luther.
Billedet af Fiona, der 'vender ansigtet mod Verden' mens hun ser mod alteret illustrerer komisk-præcist dette lutherske grundvilkår.
Det er selve dette, at mennesket anlægger en menneskelig målestok på Gud, der er dødssynden hovmod for Luther, og det er derfor vi umuligt kan lade være at begå den. For "det falder os ikke ind, at der skulde være nogen Forskel mellem vor Bedømmelse af Sandheden og Guds".
Mindre fundamentalistisk sindede kan mere afslappet more sig over Fiona, men i sin substans er der ingen tvivl om, at den forhippede Fionas dødssynd er hovmod, superbia. På Hieronymus Boschs "Visdommens bord" forestiller superbia-tavlen en kvinde, der kigger sig i et spejl. På tværs af århundrederne kigger Fionas ansigt tilbage.
En strålende forretning
Henrik Bo Nielsen, direktør for Information tilslutter sig den middelalderlige forestilling om, at dødssynderne i sig selv kan vendes til både noget godt og noget dårligt.
"Megen ledelse går på at få folk til at tro, de kan tyve procent mere, end de kan," siger han. Han nævner Mærsk McKinney Møller som et selskab, der er i stand til at få det bedste ud af en ungdomsårgang netop ved at få dem til at tro på, at de er de bedste.
"Omvendt kan man se ØK som et billede på den 'dårlige hovmod'. Et selskab, der i generationer har opbygget en følelse af mereværd, som har fået medarbejderne til at læne sig tilbage i forvisningen om, at de var dygtigere og bedre - men det var de ikke, og så falder hele korthuset."
"De to udgaver krydser hinanden i den form, man gerne vil drive virksomhed på. Der skal være realværdi bag make-believe-verdenen, men eksempelvis en salgsafdeling ville dø, hvis den ikke havde denne make-believe-dimension," siger han.
Hovmod betaler sig i erhvervslivet. "Vi ser mere selvbevidste unge i dag, men der er stadig problemer med pigerne undervejs. De har større samvittighed, men også større usikkerhed. De frækkeste er stadigvæk drengene, og derfor får de også lov til mest. Dér må man sige, at hovmod er en strålende forretning, for man får lov at prøve en masse spændende ting, hvis man kan bilde sig selv og omgivelserne ind, at man er fantastisk."
"Og man scorer jobs på det. Hvis jeg sidder med fem kandidater, der stort set har de samme kvalifikationer, så vælger jeg den, der tror mest på sig selv. For vedkommende vil sikkert kunne stå for flere storme."
"Men der må være realiteter bag. Hvis man påtager sig at drive en virksomhed uden at magte det - eller hvis man tror, man kan køre bil med 200 kilometer i timen - så giver man sig til at kontrollere skæbner, man kan komme til at skade andre end sig selv. Lidt hovmod kan være fint i mange situationer, men det kan være livsfarligt i andre."
"Ydmyghed er godt, hvis den gælder respekt for opgaven. Men på den anden side kan den i masser af situationer føre til berøringsangst og passivitet, og det bliver man sorteret fra på. Der skal ikke ret megen ydmyghed til, før den bliver en bremseklods. Beskedenhed er en dyd, men i en verden, hvor vi har behov for at markedsføre os selv for overhovedet at komme til, er den helvedes upraktisk."
Det videnskabelige hovmod
Men hovmod er også let at forføre. "Hovmod står for fald", hedder det i Ordsprogenes Bog.
"Hovmod er ikke særligt svært at spille på", siger Frederik Preisler fra reklamebureauet Propaganda. Det er typisk dette, vi spiller på i en lidt sofistikeret annonce for Information: "Du som højt kvalificeret læser af dette kvalificerede dagblad forstår selvfølgelig denne indforståede spøg," parafraserer han annoncen.
"Fra en filosofisk betragtning er hovmodet tæt på arrogance, som egentlig betyder anmasselse: Man maser de andre, respekterer dem ikke som ligestillede", forklarer Peter Kemp, dr. theol. og leder af Center for Etik og Ret.
"Luther brugte som eksempel på hovmod en lærd teolog, der mener, at alt hvad han føler og tænker stammer fra Helligånden. I vor tid er det videnskab og teknisk kunnen, der er den religiøse autoritet. Og hvis denne viden bruges til at sætte sig over andre, hvis den naturlige stolthed og selvbevidsthed det giver at kunne noget, bruges til at gøre de andre til genstand for ens egne mål, så misbruger man et gode, som egentlig kunne tjene fællesskabet. Synden er den lillebitte forskel, der gør, at det hele bliver galt. En dødssynd er en synd, der dræber, og hovmodet dræber - slår de andre ned - psykisk set."
Brian McGuire er enig her. "For mig er superbia akademikernes synd. Det er den falske tro på, at deres viden kvalificerer dem som enkeltmennesker og som stand til at hæve sig over resten af menneskeheden. Der er stadigvæk den gamle klerikale opfattelse af, at de har en inside viden."
"Hovmod skaber mange menneskelige vrag, folk der føler, at de ikke duer til noget, og som kommer meget sårede ud af universitetsuddannelsen; folk der føler, at fordi de ikke opnåede den og den grad, så er der noget galt med dem," siger han.
Peter Kemp har flere gange tidligere og senest i bogen Et liv der ikke dør kritiseret den stand blandt akademikerne, der udgøres af lægerne, for at have et reduktionistisk menneskesyn, hvilket medfører "psykologisk analfabetisme, kynisme, intellektuel indskrænkethed, forstokkethed, og dræbende arrogance".
Men man behøver ikke at holde sig til Peter Kemps eksempler her. Almindelige avislæsere og tv-kiggere har blot inden for de seneste år kunnet følge boneloc-skandalen om operationer med uanvendelig hoftecement, samt lægernes påfølgende uvilje mod at indrømme deres fejl. De har kunnet følge bløder-skandalen, hvor en række blødere nåede at blive smittet med hiv i transfusionsblod, før den screening, der burde have været indført langt tidligere, blev påbudt. En sendrægtig sundhedsstyrelse og en minister, der var lidt for gode venner med det erhvervsliv, der producerede transfusionsblod, tegnede sig for hovmodet i den forbindelse.
Lidt ældre læsere af Information vil desuden huske sagen om medicinering med LSD, et forsøg afdøde overlæge Geert-Jørgensen gennemførte på Frederiksberg Hospital i 1960'erne. Hans ræsonnement er en gallaopvisning i det hovmod, der ser bort fra patienten som (sygt) menneske og udelukkende betragter ham eller hende som forskningsobjekt.
Geert-Jørgensen ønskede at studere LSDs farmakologiske virkning isoleret, hvorfor han doserede den uden nogen forberedelse af patienterne og uden ledsagende psykoterapi, ja, uden ledsagelse overhovedet: de blev lukket inde i kælderen under Frederiksberg Hospital med en blok og en blyant og påbud om at nedskrive deres oplevelser. Flere begik selvmord, mange forvandt det aldrig. Endnu lidt længere tilbage i historien kunne man standse op ved brugen af Det Hvide Snit eller eksempelvis ved et svensk forsøg med at give åndssvage store sukkermængder uden at de fik børstet tænder. For at undersøge, om sukker gav caries. Det gjorde det. Forsøgspersonerne mistede tænderne.
Mishandling
"Man kunne mene, at disse eksempler er udtryk for en kynisme, der er noget mere kradsbørstig end lidt uskadeligt hovmod, men også kynismen kan føres tilbage til hovmodet", siger Peter Kemp.
"Kynisme er også hovmod. Selvom kynikeren er kold over for sig selv, mishandler han også andre. Mennesket er et sårbart væsen i to henseender: Det har behov for hjælp hos andre, og det rammes ved at se den andens ulykke. Sådan som man mishandler andre, mishandler man også sig selv," siger han og stiller spørgsmålet: "For hvis skyld binder man bind for øjnene af en, der skal skydes?"
"Det gør man for soldaternes skyld, for at de ikke skal se øjnene på den, de henretter," svarer han selv.
"Vi er knyttet sammen i det, vi foretager os, men kynismen benægter dette og forhærder sig over for sin egen sårbarhed. Den er, med Luthers ord, "indbøjet i sig selv."
Baggrundsmentaliteten
Da sagen om de påståede mord på plejehjemmet Plejebo blev kendt sidste år, udtalte Peter Kemp, at den type medlidenhedsdrab slet ikke kunne tænkes uden de løbende bagvedliggende diskussioner om prioriteringer inden for sundhedsvæsenet mellem unges og ældres ret til behandling.
"Baggrundsmentaliteten", kaldte han det klima af hovmod, hvor forestillinger som dem, der ligger til grund for medlidenhedsdrab, avles. Denne baggrundsmentalitet har siden leveret en stadig strøm af friske eksempler.
Et endnu dugfrisk er nyheden i de seneste dage om, at hvert fjerde adoptivbarn, der kommer fra den tredje verden er handicappet. Dét har medierne med største selvfølgelighed kun behandlet ud fra den vinkel, at der er tale om en slags svindel, som må stoppes. Den ydmyge tanke - hovmods modsætning - at en lille spastiker i Sao Paulos slum kunne have nok så meget brug for at blive adopteret som et sundt og rask barn, har ingen plads haft i tankegangen.
Nu havde tv faktisk opsporet en mor til sådan en lille spastiker. Man så hende lege med drengen, og der var intet i indslaget, der tydede på, at hun ikke var en kærlig og god mor for ungen. Men da hun åbnede munden kom følgende sætning ud:
"Vi har ikke fået den vare, vi har bedt om."
Hendes forståelige frustration havde næppe fået dén formulering uden "baggrundsmentaliteten" af hovmod.
Alt for megen ros
Den materialistiske tankegang breder sig så langt øjet rækker bag en 'skrubtudse' som ovenstående. Men materialismen fører også ganske almindelige u-adopterede unge ud i en uholdbar situation, mener psykiateren Birgit Petersson.
"Børns udvikling foregår gennem en balancegang mellem at blive hjulpet og selv at ville prøve kræfter med noget nyt. Hvis børnene får for lidt eller for megen hjælp, så tror de ikke, de kan selv. De udvikler en følelse af, at "de andre kan, men jeg kan ikke". Det slående er, at dem, der er blevet hjulpet alt for meget, let bliver større tabere end dem, der er blevet hjulpet for lidt. De sidste kan i det mindste reagere ved vrede."
Her har den unge generation det hårdt, mener Birgit Petersson. Den er blevet rost alt for meget, blandt andet fordi så mange i generationen er enebørn, men også fordi der ikke stilles egentlige krav til de unge.
"Den materielle udvikling er blevet en trussel, fordi det hele bliver for let," siger hun. "Man får ikke den indre følelse af at kunne, når man ikke bliver stillet over for udfordringer, der kræver noget af én. Materielle goder kan føre til voksende usikkerhed."
Desuden er den unge generation havnet i den situation, at de materielle goder har som forudsætning, at begge forældre i en familie arbejder. Flere og flere har derfor kun fået ét barn. Det betyder, at forældrenes forventninger til deres eneste øjesten samtidig er vokset dramatisk, og så havner de unge i en situation med stor indre usikkerhed, mangel på erfaring om at kunne noget og skyhøje, urealistiske forventninger til dem, som de ikke har redskaberne til at indfri. Men de unge accepterer fantasmerne om stor succes og strålende karriere. Det er også krav de unge stiller til sig selv - og til tilværelsen, kunne man tilføje.
Forventningen om at få en hel masse, 'genialitet', 'talent' eller 'en fed hyre', uden at have forestillinger om selv at skulle yde ret meget - fordi man ikke kan forestille sig, hvordan man gør! - kan kaldes et moderne, kollektivt udviklet hovmod, der fører nederlag og hele rækken af øvrige dødssynder med sig, såsom misundelse, vrede (mod sig selv og andre), ladhed og 'frådseri': selvdestruktion, som vi eksempelvis ser den i unge pigers spiseforstyrrelser.
"Vi har opdraget forfærdelig mange børn til hovmod", erkender forfatteren Susi Haxthausen. "Vi har fortalt dem, at de var vidunderlige i tide og utide. Og det er ikke det samme som forkælelse. Forkælelse gør ingenting, hvis den er båret af ægte kærlighed, for er den det, så sørger man også for, at rette barnet til, så det ikke laver et urealistisk billede af sig selv."
"Vi ser dem især som ansøgere til sælgerstillinger, fordi der ikke kræves nogen speciel baggrund for at blive sælger," fortæller Henrik Bo Nielsen. "Unge mænd mellem tre-fireogtyve og ottegtyve, der ingenting kan andet end drømme om hurtige penge."
Problemet for den slags unge er dobbelt: For det første kan de ikke ret meget selv og er fyldt af stor indre usikkerhed, samtidig med at de er hovmodige. Og for det andet tror de lykken findes i materialistiske goder.
"Hvis folk tror, at de ved at skabe sig en fantastisk karriere, kan få en form for lykkefølelse, så går de fejl i byen. De får måske anerkendelse for deres mange præstationer, men det de i virkeligheden længes efter er ikke anerkendelse, det er en godkendelse. Og godkendelse går ikke på produktet, det går på personen," bemærker Jesper Fich. I grunden det samme, som både Susi Haxthausen og Birgit Petersson peger på, når de taler om henholdsvis kærligheden i at 'rette til' og om at stille krav til de unge.
Ikke at være sig selv
Noget kunne tyde på, at Brian McGuires udsagn om danskerne skulle vendes om eller nuanceres. Måske er problemet snarere mindreværd, klædt i hovmodets klæder?
Eller måske er det i virkeligheden sådan, at hovmod, som egentlig betyder at hæve sig over andre, føle sig mere værd end andre, slet ikke kan tænkes uden sin modsætning, mindreværdet. At de to er uløseligt forbundne.
Susi Haxthausens definition kunne tyde på det: "Hovmod til forskel fra stolthed består i ikke at ville være den, man er," siger hun.
* Den første artikel i serien stod i Information den 27.6.
I næste uge: Griskhed
