Kronik

Kan socialister være lykkelige?

Debat
11. juli 1998

At gøre nøden umulig er et godt mål. Men at sige i detaljer, hvordan en fredelig verden vil se ud, er noget helt andet

Når man tænker på julen, kommer man næsten automatisk til at tænke på Charles Dickens, og det er der to meget gode grunde til. For det første er Dickens en af de få engelske forfattere, som faktisk har skrevet om julen. Julen er den mest folkekære af de engelske højtider, men alligevel har den givet anledning til forbavsende lidt litteratur. Der er julesangene, som for de flestes vedkommende stammer fra Middelalderen; der er en ganske lille håndfuld digte af Robert Bridges, T.S. Eliot og enkelte andre, og der er Dickens; men så er der ikke ret meget mere. For det andet er Dickens bemærkelsesværdig, ja, nærmest enestående, blandt moderne forfattere, fordi han formår at tegne et overbevisende billede af lykke.
Dickens har med held beskæftiget sig med julen to gange - i et kapitel af Pickwick-klubben og i Et juleeventyr. Det sidste blev læst op for Lenin på hans dødsleje, og ifølge hans kone fandt han dets "bedsteborgerlige sentimentalitet" fuldstændig utålelig. Det havde Lenin jo på en måde ret i, men hvis han ikke havde været så syg, ville han måske have lagt mærke til, at historien har interessante sociologiske undertoner. Uanset hvor tykt Dickens smører på, og uanset hvor kvalmende Lilletims hjertegribende skæbne kan være, giver medlemmerne af familien Cratchit indtryk af at have det godt. De lyder til at være lykkelige, mens f.eks. borgerne i William Morris' News From Nowhere ikke lyder til at være lykkelige. Desuden udspringer deres lykke - og Dickens' forståelse af det er en af hemmelighederne ved hans talent - hovedsageligt af kontrasten. De er i højt humør, fordi de for en gangs skyld har nok at spise. Ulven står lige uden for døren, men den logrer med halen. Dampen fra julebuddingen driver hen over en baggrund af pantelånere og udbyttet arbejdskraft, og Scrooges ånd står i dobbelt forstand ved bordet, mens de spiser. Bob Cratchit vil endda udbringe en skål for Scrooge, hvilket Mrs. Cratchit med god grund nægter. De kan nyde julen, netop fordi den kun indtræffer én gang om året. Deres lykke er overbevisende, netop fordi julen kun indtræffer én gang om året. Deres lykke er overbevisende, netop fordi den beskrives som ufuldstændig.
Alle forsøg på at beskrive permanent lykke har derimod været en fiasko. Utopier (i parentes bemærket betyder det opfundne ord Utopia ikke "et godt sted"; det betyder simpelthen "et ikke-eksisterende sted") har været almindelige i literaturen de sidste tre-fire hundrede år, men de "gode" er uvægerligt uindbydende og savner for det meste også vitalitet.

Langt de bedst kendte moderne utopier er dem, H.G. Wells har skrevet. Wells' vision om fremtiden kommer næsten fuldstændig til udtryk i to bøger fra begyndelsen af 20'erne, The Dream og Men Like Gods. Her har vi et billede af verden, sådan som Wells gerne ville se den - eller tror, han gerne vil se den. Det er en verden, hvis bærende principper er oplyst hedonisme og videnskabelig nysgerrighed. Alle de onder og ulykker, vi nu lider under, er forsvundet. Uvidenhed, krig, fattigdom, snavs, sygdom, håbløshed, sult, frygt, hårdt arbejde, overtro - alt det er forsvundet. Udtrykt på den måde er det umuligt at benægte, at det er en sådan verden, vi allesammen håber på. Vi vil allesammen gerne afskaffe de ting, Wells vil afskaffe. Men er der nogen, der virkelig gerne vil leve i et Wells'sk Utopia? Tværtimod er det faktisk blevet et bevidst politisk motiv ikke at leve på den måde, ikke at vågne op i en hygiejnisk parcelhusforstad, der vrimler med nøgne skolefrøkener. En bog som Fagre Ny Verden er udtryk for det moderne menneskes reelle frygt for det rationaliserede hedonistiske samfund, som det står i dets magt at skabe. En katolsk skribent sagde for nylig, at utopier nu er teknisk mulige, og at det derfor er blevet et alvorligt problem at undgå dem. Det kan vi ikke blot afskrive som en tåbelig bemærkning. For en af kilderne til den fascistiske bevægelse er ønsket om at undgå en alt for rationel og alt for tryg verden.
Alle "gode" utopier synes at ligne hinanden derved, at de postulerer perfektion, men er ude af stand til at vise lykke. News From Nowhere er en slags dydsiret version af Wells' utopi. Alle er venlige og fornuftige, alle møbelstoffer kommer fra Liberty's, men det indtryk, man sidder tilbage med, er en slags mat melankoli. Men det er mere slående, at Jonathan Swift - en af de største skønlitterære forfattere, der nogensinde har levet - ikke har mere held med at skabe en "god" utopi end de andre.
De første dele af Gullivers rejser er formentlig det mest knusende angreb på det menneskelige samfund, der nogensinde er blevet skrevet. Hvert ord i disse afsnit er relevant i dag; nogle steder indeholder de ligefrem detaljerede profetier om vor egen tids politiske rædsler. Swift kommer imidlertid til kort, når han forsøger at beskrive en gruppe væsener, som han beundrer. I bogens sidste del bliver vi som kontrast til de afskyelige yahooer præsenteret for de ædle houyhnhnmer, intelligente heste, der er uden menneskelige svagheder. Men disse heste er, trods deres noble karakter og usvigelige sunde fornuft, bemærkelsesværdigt kedsommelige skabninger. Ligesom beboerne i forskellige andre utopier går de mest op i at undgå ballade. De lever et begivenhedsløst, roligt, "fornuftigt" liv, ikke alene uden skænderier, uorden eller utryghed af enhver art, men også uden "passion", f.eks. i form af fysisk kærlighed. De vælger deres mager ud fra arvehygiejniske principper, undgår alt for store følelser og synes helt glade for at dø, når deres tid kommer. I de første dele af bogen har Swift vist, hvad menneskets dårskab og slyngelagtighed fører til - men hvis man tager dårskaben og slyngelagtigheden bort, står man tilsyneladende tilbage med en fad tilværelse, som det næppe er umagen værd at opretholde.
Forsøg på at beskrive en lykketilstand, der afgjort ikke er af denne verden, er ikke faldet heldigere ud. Himlen er et lige så stort flop som Utopia - mens helvede optager en pæn del af litteraturen og ofte er beskrevet yderst udførligt og overbevisende.

Det er en banal sandhed, at den kristne himmel, sådan som den normalt fremstilles, ikke virker tiltrækkende på nogen. Næsten alle kristne forfattere, der beskæftiger sig med himlen, siger enten ærligt, at den er umulig at beskrive, eller også fremmaner de et vagt billede af guld, ædle stene og endeløs salmesang. Det har ganske vist inspireret til nogle af de bedste digte i verden:

Thy walls are of chalcedony,
Thy bulwarks diamonds square,
Thy gates are of right orient pearl
Exceeding rich and rare!

Men det kunne ikke beskrive en tilstand, som almindelige mennesker aktivt ønskede at leve i. Mangen en vækkelsesprædikant, mangen en jesuitterpræst (se f.eks. den fantastiske prædiken i James Joyces Portræt af kunstneren) har skræmt sin menighed næsten fra vid og sans med sine ordbilleder af helvede. Men når det drejer sig om himlen, falder de prompte tilbage på ord som "ekstase" og "lyksalighed" uden at gøre sig de store anstrengelser for at fortælle, hvad disse begreber består i. Det mest levende stykke litteratur om dette emne er den berømte passage, hvor Tertullian forklarer, at en af de største glæder i himlen er at se de fortabte lide alle helvedes kvaler.
De hedenske visioner om paradiset er bestemt ikke meget bedre. Man har en fornemmelse af, at der altid hersker tusmørke i Elysium. Olympos, hvor guderne levede med deres nektar og ambrosia, deres nymfer og Heber, de "udødelige skøger", som D.H. Lawrence kaldte dem, virker måske lidt mere hjemlig end den kristne himmel, men man ville ikke bryde sig om at tilbringe lang tid dér. Det muslimske paradis med dets 77 hurier pr. mand, som åbenbart allesammen kræver opmærksomhed samtidig, er simpelthen et mareridt. Heller ikke spiritisterne er - selv om de konstant forsikrer os om, at "alt er lyst og smukt" - i stand til at beskrive en aktivitet i den anden verden, som et tænkende menneske ville finde tiltalende eller bare udholdelig.
Det er det samme med de forsøg, der er gjort på at beskrive en perfekt lykke, som hverken er utopisk eller overjordisk, men blot sensuel. De giver altid indtryk af tomhed og vulgaritet, eller begge dele. I indledningen til La Pucelle beskriver Voltaire Karl IX's liv sammen med elskerinden Agnes Sorel. De var "altid lykkelige", skriver han. Og hvori bestod deres lykke så? I fester, drikkeri, jagt og elskov i én uendelighed. Hvem ville ikke få kvalme af et sådant liv efter få uger? Rabelais beskriver de heldige ånder, der får det godt i den næste verden som trøst for, at de har haft det så dårligt i denne. De synger en sang, som groft kan oversættes sådan: "At hoppe og danse, lave narrestreger, drikke vin både rød og hvid og ikke bestille andet dagen lang end tælle guldmønter" - hvor kedeligt lyder det alligevel ikke! Tomheden i selve forestillingen om altid at "have det godt" fremgår af Breughels billede Slaraffenland, hvor de tre store fedtklumper ligger og sover hoved mod hoved, mens de kogte æg og stegte grise af sig selv indfinder sig for at blive spist.
Det ser ud til, at mennesker ikke kan beskrive - og måske heller ikke forestille sig - lykke, undtagen som en kontrast til noget andet. Det er derfor, opfattelsen af himlen eller Utopia er forskellige fra den ene tidsalder til den anden. I det før-inustrielle samfund blev himlen beskrevet som et sted med uendelig hvile, hvor gaderne var brolagt med guld, fordi gennemsnitsmennesket dengang kun havde oplevet hårdt arbejde og fattigdom. Hurierne i det muslimske paradis afspejler et polygamt samfund, hvor de fleste kvinder forsvandt ind i rige mænds haremer. Men disse billeder af "evig lyksalighed" slog aldrig til, for når lyksaligheden blev evig (evighed forstået som endeløs tid), holdt kontrasten op med at fungere. Nogle af de skikke, der optræder i vor litteratur, udsprang oprindeligt af fysiske forhold, som ikke længere eksisterer. Det er forårskulten et eksempel på. I Middelalderen betød foråret ikke primært svaler og vilde blomster. Det betød grøntsager, mælk og frisk kød efter flere måneder med saltet svinekød i røgfyldte hytter uden vinduer. Forårssangene var glade -

Do nothing but eat and make good
cheer,
And thank Heaven for the merry year,
When flesh is cheap and females dear,
And lusty lads roam here and there
So merrily,
And ever among so merrily!

- fordi der var noget at glæde sig over. Vinteren var forbi, det var det vigtigste. Julen er en før-kristen højtid, som formentlig opstod, fordi folk var nødt til en gang imellem at slå sig løs med en overflod af mad og drikke for at få et afbræk i den ulidelige nordiske vinter.
Menneskenes manglende evne til at forestille sig lykke undtagen i form af lindring - for møje eller smerte - stiller socialister over for et alvorligt problem. Dickens kan beskrive en forarmet familie, der tager for sig af gåsen og få den til at virke lykkelig; på den anden side synes indbyggerne i perfekte universer ikke at være i besiddelse af nogen spontan glæde, og for det meste er de oven i købet ret frastødende. Men det er klart, at vi ikke stræber efter den verden, som Dickens beskrev, og formentlig heller ikke en verden, han var i stand til at forestille sig. Det socialistiske mål er ikke et samfund, hvor det hele ender godt, fordi venlige gamle herrer forærer kalkuner væk. Hvad er det, vi stræber efter, hvis ikke det er et samfund, hvor "godgørenhed" er unødvendig? Vi ønsker en verden, hvor både Scrooge med sine renter og Lilletim med sit tuberkuløse ben vil være utænkelige. Men betyder det, at vi stræber efter et Utopia helt uden smerte og besvær?

Med risiko for at skrive noget, som reaktørerne af Tribune måske ikke kan godkende, vil jeg antyde, at socialismens egentlige mål ikke er lykke. Lykke har hidtil været et biprodukt, og sådan vil det sikkert altid være. Socialismens egentlige mål er menneskeligt broderskab. Sådan bliver det opfattet af mange, selv om de fleste ikke siger det, eller ikke siger det højt nok. Mennesker bruger ikke deres liv på at udkæmpe fortvivlende politiske kampe, blive dræbt i borgerkrige eller tortureret i Gestapos hemmelige fængsler, fordi de vil skabe et paradis med centralvarme, air-conditioning og lysstofrør, men fordi de ønsker en verden, hvor mennesker elsker hinanden i stedet for at bedrage og myrde hinanden. Og de ser den verden som det første skridt. Hvor de skal hen derfra er mere uvist, og hvis man forsøger at forudse det i enkeltheder, forvirrer man blot begreberne.
Socialistisk tænkning er tvunget til at beskæftige sig med forudsigelser, men kun i grove træk. Man er ofte nødt til at sigte efter et mål, som man kun dunkelt kan skimte. I øjeblikket er verden f.eks. i krig og ønsker fred. Men verden har ingen erfaring med fred og har aldrig haft det - medmindre den Ædle Vilde virkelig fandtes engang. Verden ønsker noget, som den dunkelt aner kan eksistere, men ikke formår at definere nøjagtigt. Denne juledag vil tusinder af mænd forbløde i de russiske snemasser, drukne i iskoldt vand eller sprænge hinanden i stumper og stykker på sumpede øer i Stillehavet; hjemløse børn vil rode efter mad mellem ruinerne i de tyske byer. At gøre den slags ting umulige er et godt mål. Men at sige i detaljer, hvordan en fredelig verden vil se ud, er noget helt andet.
Næsten alle skabere af utopier har mindet om den mand, der har tandpine og derfor tror, at lykken består i ikke at have tandpine. De ville frembringe et perfekt samfund ved en endeløs fortsættelse af noget, der kun havde værdi, fordi det var midlertidigt. Det videre forløb kunne bestå i at sige, at der er visse principper, som menneskeheden må følge - den store strategi er lagt, men detaljerede profetier er ikke vort anliggende. Den, der forsøger at forestille sig perfektion, afslører simpelthen sin egen tomhed. Det gælder selv en stor forfatter som Swift, der kan hudflette en biskop eller en politiker så fermt, men når han forsøger at skabe en supermand, lykkes det ham blot - og det kan bestemt ikke have været hans hensigt - at give læsere det indtryk, at de stinkende yahooer havde flere udviklingsmuligheder i sig end de oplyste houyhnhnmer.

Copyright for artiklen: The Estate of the Late Sonia Brownell Orwell, 1998.
Copyright for noter og kommentarer:
Peter Davison, 1998.
Skandinaviske rettigheder:
Information

Artiklen blev først bragt under navnet John Freeman i magasinet Tribune i december 1943. Den er her oversat fra The Complete Works of George Orwell, redigeret af professor Peter Davison med hjælp fra dr. Ian Angus og Sheila Davison, udgivet af Secker & Warburg

Oversat af Birgit Ibsen

*Orwells 'tabte essay' på dansk
George Orwells (1903-1950) regnskab for 20. december 1943 bogfører fem pund og fem shillings for en artikel på 2.000 ord til bladet Tribune. Men hvilken? Den kom i hvert fald aldrig i Tribune under Orwells eget navn.
Et større litteratur-arkæologisk arbejde, der sammenligner bl.a. artiklens sprog og litterære citater med 'kanoniske' Orwell-tekster, har nu med meget stor sikkerhed bevist, at det tabte essay er Can Socialists Be Happy?, der i sin tid blev offentliggjort under det sigende pseudonym John Freeman. Essayet er derfor også med i den nye udgave af Orwells samlede værker i 20 bind, der udkom i England d. 2. juli.
Hvorfor Orwell valgte et pseudonym, er svært at sige. Honorar-tekniske grunde, måske, eller fordi, han som litteraturredaktør på Tribune ikke ville eller måtte skrive egentligt politisk stof. I hvert fald vakte essayet betydelig debat ved juletid i 1943.
Artiklen trykkes nu for første gang på dansk, med eneret for Information.
Marie-Louise Kjølbye

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her