Læsetid: 3 min.

Kendsgerningerne først!

Debat
24. juli 1998

Vreden er den luksus, som griber mennesker, der kun har et liv i armod og undertrykkelse
at tabe - grunden til den vrede er forlængst lagt og vil brede sig

Afmagt
Vi har været igennem en valgkamp og en folkeafstemning. Bølgerne har gået højt i småtingsafdelingen. Verden er ikke forandret. I nogle måneder er indbyggerne i Danmark blevet underholdt til at tro på, at demokratiet findes, og at demokratiets afgørelser i småtingsafdelingen kan tilvejebringe løsninger.
Gøglet i småtingsafdelingen skjuler og fremmer demokratiets magtesløshed - og baner vejen for en desperat og udemokratisk drift mod radikalere indgreb.
Demokratiets afmagt overfor de skjulte kræfter i såvel det lokale som det globale samfund udsætter demokratiets værdier for miskreditering. Heri ligger den virkelige fare.

Privatiseringens og de "statslige selskabers" afdemokratisering og frihandelens ustyrlige kapitalbevægelser triumferer - demokratiet er sat ud af spillet og står som Per Tot og er nærmest til grin. Et grin, som kan slå over i et uniformeret brøl.
Hvad toner i et sådant brøl? En uartikuleret jamren efter brød, et skrig efter orden, en grusomhed mod alt og alle, der kan udlægges som trusler mod den rene race. Den verden, som i dag styres af den globale storkapital via instrumenter som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond er i stigende grad præget af to kendsgerninger.
Den ene er, at uligheden vokser. Det kunne måske accepteres, hvis den (som ofte påstået) voksede på et stigende niveau. Men det er ikke tilfældet, trods måske en større kage. For den anden kendsgerning er, at kagen fylder de fedes vom, og at fattigdommen vokser.
Som uafvendelige følger af disse to elementære kendsgerninger kan vi udlede to andre.
Den ene er, at den menneskelige lidelse og elendighed bliver større - absolut og relativt. Den trækker - i lyset af al historisk erfaring - endnu en kendsgerning med sig: social uro.

Vreden er den luksus, som griber mennesker, der kun har et liv i armod og undertrykkelse at tabe. Grunden til den vrede er forlængst lagt, og den vil brede sig: de spæde begyndelser er allerede synlige.
Globalt trænger disse kendsgerninger sig naturligvis også på. Deres lokale og regionale udtryk samler sig efterhånden til yderligere to kendsgerninger, som vi er tvunget til at forholde os til.
Den ene kendsgerning hedder massive folkevandringer, den anden hedder krig. Disse to er tæt forbundne. Krig betyder folkevandring, folkevandringer betyder krig. Begge dele præger i stigende omfang denne tid: klodens "fredstid".
"In the long run we are all dead" sagde den store økonom John Maynard Keynes. Han tænkte nok ikke på miljøet, det var dengang ikke moderne.
Run sådan en outsider som Karl Marx havde øje for det. Og jeg har slet ikke haft det med i denne klumme. Men det tænkte naturligvis den engelske digter på, da han skrev: "This is the way the world ends/ not with a bang, but a whimper."

Fysikere og astronomer analyserer det påståede udgangspunkt The Big Bang, de første sekunder af skabelsen. De færreste af disse kloge folk interesserer sig for fremtidens ynkelige klynken. Men det handler jo også kun om livet på denne lille usle klode i det vældige univers, hvor de slår deres folder.
Nu har man fundet vand på månen. Der er kort vej - i sammenligning med de mange timer, afrikanske kvinder hver dag skal gå for at hente det.
Jeg har som klummeskriver valget mellem at råbe "Ulven kommer!" - eller at identificere mig med Pythia, som i Delfi-oraklets euforiserende dampe fremsagde spådomme, som enhver måtte tolke ud fra sit eget behov - eller lide samme skæbne som Kassandra, der sagde sandheden om fremtiden, men var fordømt til aldrig at blive troet.
Det er ret surt - og ikke særligt inspirerende Så jeg vil i fremtiden prøve at være positiv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her