Kronik

At komme til fadet

18. juli 1998

Forfatterne burde kunne forstå det. Biblioteksafgiften er ikke betaling for gratis udlån af deres bøger. Eller kompensation for mistet bogsalg eller hvad de nu kan finde på. Biblioteksafgiften er en gave. Givet i venlighed

Hvis man hører til de udvalgte få blandt professionelle kunstnere, vil man en dag modtage et brev fra landets til enhver tid siddende kulturminister. Et brev med en lykkelig meddelelse. I mit tilfælde er omtalte brev dateret den 23. oktober 1996 og underskriveren er Jytte Hilden. Hun har den glæde at meddele mig at Finansudvalget har tiltrådt at jeg tildeles en livsvarig statsydelse på finansloven.
Selvfølgelig bliver man både glad og stolt. Allerede som 45-årig, og nulevende, er man i kategori med 'Den lille hornblæser' og 'Fregatten Jylland'. Man er et kulturgode der må og skal bevares. Og vedligeholdes og gøres ved.
Dagen efter skulle jeg til Aalborg. Jeg skulle holde en tale, en 'prolog' til Teknisk Landsforbunds landskongres. Sådan noget siger man ikke nej til, ikke når man er familieforsørger og honoraret er på 7.500 kr. Desuden har jeg været skabssocialdemokrat i mange år.
Dengang sov vi ovenpå, vi hører til den slags der møblerer om og har svært ved at bestemme os for hvordan Hjemmet bør se ud. Vi sov ovenpå. På vej ned ad trappen om morgenen rev jeg min albue på et billede, vi har hængende. Glasset gik i stykker og jeg fik et dybt snit i albuen, så dybt at jeg blev nødt til at gå til lægen med det.
Tillykke med finansloven, sagde lægen. Han havde læst om det i en avis. Han hedder Kim og han er en flink fyr.
Tak, sagde jeg.
I toget på vej til Aalborg tænkte jeg på Jytte Hildens brev. Jeg skulle have taget det med. Så kunne jeg sidde og se vigtig ud med Kulturministeriets brevhoved og det hele og føle mig som et kulturgode.
Eller som der står helt nøjagtigt: "Baggrunden for de livsvarige ydelser til kunstnere på finansloven er, at det ad denne vej er muligt at udtrykke samfundets officielle anerkendelse af og taknemmelighed for de værdier, du har skabt som kunstner og som har beriget samfundet som helhed."
Anerkendelse af og taknemmelighed for.
Så står der noget mere: "Du vil snarest modtage nærmere oplysninger fra Statens Kunstfond om størrelsen af ydelsen og reglerne for dens udbetaling. Med venlig hilsen, Jytte Hilden", står der til allersidst.
Så er det hele med.
Teknisk Landsforbund havde netop meldt sig ind i LO. Derfor skulle de have et anerkendende klap på skulderen, nemlig i form af selveste statsministerens, Poul Nyrup Rasmussens, besøg. Han ville holde en tale.
Det gjorde han. Det var en god tale.
Da han var færdig med sin tale, satte han sig lige mellem LO's afgående formand, Finn Thorgrimson, og mig. Jeg kunne ikke lade være med at skæve til hans talepapir. Det var bare bagsiden af et rødt stykke papir, en kopi af et eller andet. Statsministeren havde bare kradset nogle ord ned med kuglepen, mere manuskript havde han ikke.
Da han havde siddet lidt, kom der nogle mænd og jog med ham. Han gav mig hånden. Hav det godt, sagde han til mig.
Jeg sad ellers ned, men jeg rejste mig op da statsministeren gav mig hånden.
Andet ville være uhøfligt, syntes jeg.
Anerkendelse af og taknemmelighed for.
Jeg er ellers en klovn til at gøre det man skal. Pænt goddag og sådan noget. Men statsministeren syntes vist jeg var meget sympatisk.
Det er jeg vel også. Jeg har beriget samfundet som helhed. Jeg har skabt kunst. Værdier!
Hvis jeg selv skal sige det, har jeg knoklet som et svin i tyve år. For at skabe kunst. Jeg har skrevet bøger. Bøger i lange baner. Romaner. Noveller. Det vi kalder prosa.
Jeg har skrevet for radioen. Med stor fornøjelse. Jeg har skrevet for fjernsynet. Jeg har skrevet for teatre. Det har ikke været lige godt det hele, gudbevares, men jeg har aldrig drevet den af på sofaen. Jeg har arbejdet.
Jeg har også oversat bøger. Jeg har oversat fra svensk, gid man var svensker, tænker jeg tit. De har et smukkere sprog.
Og jeg har altid haft et udtalt ønske om at kunne betale min husleje selv. Min mad og min tobak. Min rødvin og min vægtafgift. Jeg er ikke så god til at betale til tiden, men jeg betaler. Altid.
En ordentlig forfatter sætter sig ikke hen i en krog og piver. Han tjener penge. Hvis han ikke kan leve af sine romaner, så må han f.eks. oversætte en svensk ungdomsbog for 9.000 kr. Og han kan håbe på et arbejdslegat fra Statens Kunstfond på 50.000 kr.
Vi piver ikke, det er en uskik. Vi arbejder med det vi skal og så tjener vi penge ved siden af. Og håber på et legat.
Men vi kommer altså til at skylde en helvedes masse i skat. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Et arbejdslegat på 50.000 kr. rækker til tre måneders forbrug, mindre tid kan man nu engang ikke klare sig med, hvis man vil skrive en roman.
Ikke hvis den skal kunne berige samfundet som helhed.
Hvis man betaler halvdelen i skat, som det er meningen at man skal, så er der kun 25.000 kr. tilbage. Det er kun halvanden måned. Så hurtigt er der ingen der kan skrive en roman. Ingen.
Så vil man være en god skatteyder eller vil man være romanforfatter?
Meget kan man byde os, men forlange at vi holder op med at skrive romaner? Jeg kender to (2) velkendte og velrenommerede forfattere, der har orden i deres økonomi. Resten, kendte som ukendte, kender kun økonomisk kaos, for sent betalte regninger og skattegæld alt for godt. Sådan set er det vel det de ved mest om. Ved siden af deres kunstart.

Kunstnere skal betale skat som alle andre. Indtægter fra kunstnerisk arbejde beskattes som alle andre indtægter. Det står der i loven.
Som alle andre.
Vi tjener ikke penge som alle andre. Vores indtægter er ikke forudsigelige, de er uberegnelige. Vi har ingen social sikring, ingen tryghed. Gad vide hvad ATP er for noget? Vi kan ikke få understøttelse. I skattevæsnets smukke prosa: vi arbejder på egen regning og risiko. Til berigelse af samfundet som helhed. Med kunst.
Men vi beskattes på nøjagtig samme måde som folk der ikke gør det. Ikke arbejder på egen regning og risiko. Men sådan må det være. Har vi demokrati eller hvad? Lighed for loven.
Det ville da være noget satans noget at begynde at behandle folk forskelligt bare fordi de er forskellige og tjener penge under forskellige vilkår.
Hvor var vi så henne?
Anerkendelse af og taknemmelighed for. Vi må gerne berige samfundet som helhed med at skabe kunst og værdier. Ellers vil samfundet som helhed skide os et stykke.
Bibliotekerne, f.eks. De køber bare vores bøger og så låner de dem gratis ud til folk. Så er der jo ingen grund til at folk køber bogen selv henne hos boghandleren så forfatteren, den idiot, kan få sine 25 kroner i royalty.
Det ville da være dumt.
Men det er selvfølgelig lidt hårdt, trods alt. Derfor har man lavet noget der hedder Biblioteksafgiften. Den er fin. Danmarks gladeste afgift, kalder Bibliotekevæsnet den selv. Den er virkelig fin fordi den også sørger for at forfatterne har noget at skændes om indbyrdes. Så de ikke forstyrrer boglæserne, forlæggerne, bibliotekarerne, dansklærerne og hvad fanden.
Det ekstrafine er at~biblioteksafgiften skam ikke er noget forfatterne har ret til. Det siger juristerne selv. Det er i alt fald tvivlsomt, siger de. Så forfatterne har bare at være taknemmelige.

Ophavsret? Vi ved ikke rigtig. Den gælder vist ikke i dette tilfælde. Bibliotekerne har jo købt bogen, forfatteren har fået sine 25 kroner. en gang. Skulle det ikke være nok?
Selvfølgelig kan man ikke snuppe en opfinders færdigudviklede opfindelse ud af hænderne på ham og så bare bruge løs af den. Låne den gratis ud til andre. Uden overhovedet at give opfinderen noget for det. Og uden hans tilladelse.
Sådan opfører man sig ikke i et retesamfund!
Men hvad har det med forfatteres ophavsret og biblioteksafgiften at gøre?
Ikke en skid. Spørg juristerne. Men forfattere kan nu engang godt lide at gøre sig interessante. Derfor hyler de op hvert år i juni måned. Når de synes de får for lidt af Danmarks gladeste afgift. Og alle de andre røvhuller får alt for meget.
Vi kender dem. Vi gider ikke høre mere på dem.
Forfatterne burde kunne forstå det. Biblioteksafgiften er ikke betaling for gratis udlån af deres bøger. Eller kompensation for mistet bogsalg eller hvad de nu kan finde på. Bibliotekeafgiften er en gave. Givet i venlighed. Som kulturstøtte.
Anerkendelse af og taknemmelighed for.
I eftertankens skær kan jeg godt forstå Jytte Hilden. Hun havde et glædesbudskab til mig. "Kære Bent Vinn Nielsen". Sådan begyndte hendes brev.
Hvis det havde sluttet med nærmere oplysninger om størrelsen af den livsvarige ydelse og reglerne for dens udbetaling, så ville brevets stilleje have forrykket sig betydeligt.
Og det kan vi ikke have. Det ved enhver proff. Du er en flink fyr og nu skal du eddermame have bank - sådan noget skriver man bare ikke. Anerkendelse af og taknemmelighed for.
Hav det godt, som statsministeren selv sagde til mig.
Gid man var svensker. Jeg mener det. I Sverige har de også livsvarige ydelser til kunstnere. De får 140.000 kr. om året og det er så det. Så kan de selv tjene hvad de skal bruge derudover, men en levestandard svarende til 140.000 kr., den garanterer staten.
Ligefrem forkælelse kan man måske ikke kalde det, men svenska folket synes altså ikke det kan være bekendt at give mindre.
I Danmark får vi 110.000 om året. Der skal betales skat af dem. Og hvis vi derudover har en skattepligtig indkomst på over 140.000 kr. trækker staten 75 pct. af det overskydende. Det kaldes indtægtsregulering. Den kan man skide hul i hvis man er en meget fattig digter, der aldrig har tjent mere end det man kan skrabe sammen på en digtsamling og lidt oplæsning. Man kan også skide hul i det hvis man er en stinkende rig romanforfatter med kæmpestore oplag.
Men hvis man har en gennemsnitlig dansk indkomst, hvad størrelse angår, så kan man ikke skide hul i den. Så er den pissefarlig, den indkomstregulering. Hvis man tjener for meget i et år, så påvirker det størrelsen af den livsvarige ydelse de kommende år. Så er man nødt til at tjene endnu mere ved siden af, hvis man f.eks. har en familie at forsørge. Hundekiks og børneinstitutioner koster nu engang det samme år efter år. Og når man tjener endnu mere ved siden af den livsvarige ydelse end man plejer at gøre, så bliver den livsvarige ydelse, på grund af indkomstreguleringen, endnu mindre de kommende år.
Og så videre
Til sidst behøver staten næsten ikke udbetale noget i livsvarig ydelse til idioterne. Kun lige minimum. Det man får for skams skyld. En tudse om måneden før skat. Som anerkendelse af og taknemmelighed for en kunst man har bidraget med. Til samfundet som helhed.
De rige får mindst, de fattige får mest. Det er lige før man kniber en tåre. En socialrealistisk en.
Sådan er det med Statens Kunstfonds livsvarige ydelser. Men sådan er det godt nok ikke med Biblioteksafgiften. Der får de rige mest. Selv om der naturligvis ikke er tale om vederlag eller betaling. Der er tale om en gave. En gave i evangelisten Matthæus ånd. Til den der har har meget skal endnu mere gives. Osv.
Før jeg kom på finansloven havde jeg en aftale med skattevæsnet. Den skattegæld jeg har hobet op i løbet af mine tyve år som forfatter, på omtalte vilkår, skulle afdrages med 10 pct. af min bruttoindkomst pr år.
Hver gang jeg fik en check, så 10 pct. til Skattefar. Det var aftalen. Det gik nogenlunde, ikke udmærket for indkomsterne holdt ikke op med at være svingende, men det gik. Nogenlunde. I alt fald gav Skattefar mig lov til at arbejde i fred og ro. Nogenlunde. Det var jeg glad og taknemmelig for. Jeg skrev såmænd også et par bøger og lidt forskelligt.

Og så kom brevet om de nærmere regler.
Jeg er ikke dummere end et menneske, så jeg gav mig til at regne på det. Det så ikke godt ud. Indtægtsreguleringen betød at jeg umuligt ville kunne holde så høj en indtægt at jeg ville kunne undvære 10 pct. til Skattefar. Ikke da hvis jeg ikke var villig til at smadre mine økonomi flere år frem i tiden. Så jeg skrev til Skattefar og fortalte ham hvordan tingene så ud nu.
Skattefar har altid haft et eller andet tilovers for mig. Måske synes han, jeg er en flink fyr, jeg ved det ikke. Én der bare skal hjælpes lidt på vej, så kommer der vel et rimeligt menneske ud af ham til sidst.
Alle andre kan finde-ud af at betale skat til tiden, sagde han til mig engang, hvorfor kan du egentlig ikke også det, Bent?
Jeg tjener ikke penge til tiden, svarede jeg. Jeg er ked af det, men sådan er det.
Skattefar rystede på hovedet. Han kunne ikke forstå at jeg kunne holde ud at leve på den måde. Alt det uro. Alt det ubetalt. Alt det aldrig vide hvad man har. Det kan heller ikke være sundt, sagde han.
Du ser mig noget bleg ud. Er det rande, du har under øjnene? Du skulle købe dig et ordentligt sæt tøj. De sko, Bent, hvor gamle er de egentlig?
Det er hellige sko, sagde jeg. Jeg købte dem som belønning til mig selv, nemlig da jeg havde skrevet Det Sejrende Proletariat På Nye Eventyr.
Skattefar smilede mildt. Find dig noget almindeligt arbejde, sagde han. Han anbefalede et dejligt stille liv som lønmodtager.
Med budgetkonto. Ny bil på afbetaling.
Et dejligt stille lønmodtagerliv.
Så har mennesker det bedst, sagde han.
Men så kom anerkendelse af og taknemmeligheden for, som sagt.
Skattefar sendte to af sine ansatte ud til mig. Nu skulle der snakkes. Det var i oktober eller november 1997. Samtidig blev Hjemmet besigtiget, ikke særlig åbenlyst og jeg kan egentlig ikke huske, hvor vi havde vores soveværelse på det tidspunkt. Men hvis der gemte sig noget af værdi, så undgik det næppe Skattefars ansattes opmærksomhed.
De var ellers flinke; det var ikke det. Jeg gav dem kaffe. Min toldfri whisky fik de ikke noget af, man skal ikke fornærme folk.
Skattefar var ikke tilfreds med at jeg ikke længere kunne betale 10 pct. af min bruttoindkomst som afdrag på gammel skattegæld. Det var det de to ansatte fortalte mig.
Skattefar var sur.
Jeg forklarede om Statens Kunstfonds bestemmelse om indtægtsregulering. Staten ønsker at udtrykke sin anerkendelse af og taknemmelighed for den kunst jeg har bidraget med. Det må være nok, synes de. Der kan ikke blive til afdrag på gammel skattegæld også.
Jeg beklager. Jeg går ud fra at staten også beklager, men jeg ved det ikke med bestemthed.
Inden de gik sagde Skattefars ansatte til mig at jeg ville høre nærmere. Om en god måneds tid, sagde de. Jeg ville nok blive indkaldt til et møde, Skattefar ville uden tvivl gerne have en alvorlig samtale med mig.
Siden har jeg ikke hørt noget til dem. Altså siden efteråret 1997. Jeg tænkte at Skattefar nok simpelthen ikke gad beskæftige sig mere med sådan en som mig. Det ville næsten være til at forstå. I alt fald: jeg hørte ikke en lyd.
Ikke før lørdag den 27. juni 1998. Da jeg fik min opgørelse fra Bibliotekstilsynet. Der var ingen biblioteksafgift til mig. Den havde Skattefar beholdt. Det altsammen, hver en krone.
Jeg havde ikke råd til at undvære 10 pct. af min bruttoindkomst. Det havde jeg fortalt ham. Vi skulle have et møde om det. Men det gad han altså ikke.
Nu skal han få, har han sikkert tænkt. Den skide forfatter. Nu leger vi ikke mere!
Derefter tog han af min bruttoindkomst. Ikke de 10 pct. som jeg ikke kan undvære. Han tog godt og vel det dobbelte. Og uden varsel, som sagt.
Han må have tænkt at det måske kunne lære mig et og andet om hvad man skylder sit land. Anstændighed og sådan.
Man lærer noget af alting, det har han ret i. Men jeg ved godt nok ikke, hvad jeg skal gøre nu. Fra nu af har jeg kun den livsvarige ydelse at leve for. Mig om min familie. Det er knap 10.000 kr. om måneden. Til underhold og regninger.
OK, jeg tjener lidt ved siden af. Et foredrag til november, 4.000 kr. Små artikler til et fagblad for lønmodtagere, 6-8.000 kr. Lidt konsulentarbejde og så videre. Ikke store penge, men penge. Vi har humpet før og vi kan humpe igen. Men årets resterende 5 skatterater på hver 6.500 kr., dem bliver der desværre ikke råd til at betale.
Det tillader budgettet ikke.
Kære Skattefar, du har været der, du tog selv og nu er der ikke noget tilbage. Du forstår sikkert at jeg ikke kan have at min familie sulter, jeg er trods alt et ordentligt menneske!
Så du får klare dig med det du selv har taget.
Jeg har skrevet et brev til Kulturministeren for at sætte hende ind i situationen. Og for at spørge hende om hun kan gøre noget. Hun er jo kulturminister og min situation er for absurd til at jeg selv kan gøre noget ved den. Jeg håber på hendes svar inden alt for længe. Og jeg er spændt på hvad hun svarer.
Anerkendelse af og taknemmelighed for.
Hav det godt.

*Bent Vinn Nielsen (f.1951) har skrevet radio- og tv-spil, noveller og romaner, bl.a. 'Realiteternes verden' i 1992 og 'Rejsens mål i 1995'. Han blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1996

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu