Læsetid: 3 min.

Læserdebat

23. juli 1998

Etik og teknologi

17. JULI - I et så gennemregistreret land som det danske skal et "rum" for det enkelte menneske fastholdes. Er frihed kun et spørgsmål om frit forbrugsvalg? Vi har et samfund med frihed til forskellig, livsopfattelser. Kan vi bevare det, når teknologien bliver styrende for vores adfærd? Teknologi, der fremmer trivslen, bør anvendes. Men ny teknologi må ikke blive målet. Det er der risiko for, hvis udvikling af ny teknologi sker uden etiske overvejelser.
Det er ikke acceptabelt, at teknologiudvikling sker på erhvervslivets vilkår. Indførelse af et DNA-register over hele befolkningen er dyrt. Store økonomiske interesser er involveret. Er det dem, der sætter dagsordenen?
Yderligere registrering af befolkningen bør kun ske, hvor der er et veldokumenteret behov. Kan registrering ske med mindre indgribende metoder, bør de foretrækkes, så unødvendige indgreb i den personlige frihed undgås. Det bør sikres, at forældede registreringer slettes, f.eks. ved automatisk sletning uden manuel betjening. Ud fra den samme tankegang er det urimeligt, at der via aflevering af blodprøver fra alle nyfødte siden 1982 er ved at blive oprettet et blodprøveregister over befolkningen.
Hvilke prøver har sygehuse og andre behandlingssteder ret til at udtage fra patienterne og opbevare på ubestemt tid? Der er skabt en usikkerhed, som reglerne om information og patientsamtykke samt aktindsigt i patientjournaler ikke er tilstrækkelige til at fjerne.
Et krav til forskningsinstitutioner, sygehuse m.v., der arbejder med teknologi med indgribende betydning for os alle, kunne være, at de skal have en gennemdrøftet etisk "politik". Det kan medføre en acceptabel forskellig opfattelse mellem institutionerne. Den personlige frihed gælder jo alle, også personalet. Det vil give Etisk Råd og uafhængige eksperter, f.eks. filosoffer, et bedre grundlag for en vurdering til gavn for den offentlige debat inden ny teknologi indføres.

Søren J. Smith
Askevænget 35, 1. tv.
2830 Virum

Man må Boye sig

18. JULI - Radioavisen fortalte i sidste uge, at politikeren Anker Boye kom med et angreb på den gældende ordning om, at arbejdsløse forældre har samme adgang til daginstitutioner som dem, der har arbejde.
"Det betyder nemlig, at folk ikke kan vende tilbage fra barselsorlov, selvom der er et job, der venter," sagde han.
Har man kendt magen! Og så behøver han heller ikke at sige mer', vi har forstået: Det er nemlig fordi de arbejdsløse, der bare for at modarbejde samfundet, lader deres snottede rollinger optage pladserne. Og så på den mest udspekulerede måde, nemlig ved at udnytte en fuldstændig blødsøden og forfejlet lovgivning. Og det kunne lige passe, at man skulle komme og forlange flere institutionspladser af den grund, næh - vi har skam langt fra set det værste endnu.
Det er nemlig ikke fordi, at arbejdsløse forældre skønner som så, at børnene såmænd kun har godt at komme nogle timer væk fra deres arbejdsløsheds-forældres grå hverdag. Nej, de har travlt med alt muligt andet end at bruge deres arbejdsfrihed til at tage sig af deres taberbørn. Og den slags skulle komme og gøre krav på de samme rettigheder som alle mulige andre!
Og for at udelukke alle misforståelser, så skal vi naturligvis stadig hjælpe dem, der virkelig har en social arv, og som virkelig har brug for hjælp. Dixi!

Martin Sne
Vendersgade 3
1363 København K.

Børnefamilierne

17. JULI - Der snakkes og snakkes for alt det gode, der skal gøres for børnefamilierne. Hvis man vil gøre noget som mange familier vil sætte pris på, så er det at få priserne på økologiske varer ned, især økologiske mejeriprodukter - et direkte statstilskud kan være vejen frem. Som bekendt er det i opvæksten, at man skal have sunde varer og ikke varer, der er sminket på alle mulige måder.
Derfor hvis man vil gøre noget for børnefamilierne så få priserne ned på økologiske fødevarer.

Flemming Rasmussen
Belsager 29
2670 Greve

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu