Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

21. juli 1998

Automatik
15. JULI - Med titlen 'Serbiske mænd' bringer Inf. d. 15. juli et nydeligt billede af en gammel mand, der poserer i græsset med sit jagtgevær iklædt sin soldaterhue. Teksten er i og for sig oplysende, men får gjort haglgeværet til en riffel, hvad der pepper sagen lidt op, så det machistiske i overskriften står klarere. Billedet er så opstillet som overhovedet muligt og udtrykker måske, at den gamles poséren er en handling, der kræver nosser. Titlen varsler måske, at det næste billede fra området vil vise os et par rigtige serbiske nosser.
Titlen er lige så forudsigelig som "rødhårede irere", "knivstikkende finner" og "selvtilstrækkelige danskere". Pas på med klicheer, der styrker fjendebilleder.

Ole Jorn
Halfdansgade 32 st. tv.
2300 K.

Farum-model i København
14. JULI - Vi kan ikke lade en eneste mulighed gå fra os i bestræbelserne på at sikre skatteborgerne den mest optimale anvendelse af deres skattekroner og borgerne en god service.
Derfor har Dansk Folkeparti bedt overborgmesteren udforme et notat om salg af kommunale ejendomme. Derefter må borgerrepræsentationen have en diskussion om, hvordan man kan forbedre den kommunale service og eventuelt nedsætte skatteprocenten ved salg af kommunale ejendomme, sådan som Farum-borgmesteren Peter Brixtofte har gjort.
Vi må vide, hvilke fordele Københavns Kommune og sygehusvæsenet i hovedstadsområdet kan have ved at gøre brug af de initiativer, der i årevis har sikret borgerne i Farum og Hørsholm en god service og en lav skat. Hvis vi uden at ramme de svagest stillede i kommunen, kan bruge disse initiativer til noget, så hvorfor ikke gøre det.
Jeg forstiller mig, at et overskud fra salget af kommunale ejendomme evt. kan anvendes til bevarelsen af Kommunehospitalet, forbedret hjemmehjælp og skattelettelser.

Af Peter Skaarup MF,
medl. af økonomiudvalget for Dansk Folkeparti i Kbh.'s
Borgerrepræsentationen
Nørre Søgade 19, 4. th.
1370 København K.

Faderskab
13. JULI - I debatten om lesbiske og deres manglende ret til adoption og lægelig hjælp til at blive gravide, stilles der ofte et skræmmebillede op: "hvad bliver det næste - skal fædre så også have lov"!
Jeg ser ingen grund til at mænd, alene eller som par, ikke skulle kunne adoptere. Allerede i dag accepterer lovgivningen fædre som enlige forsørgere. Den eneste grund til ikke at acceptere enlige fædre som enlige forældre til adopterede børn, og ikke kun til deres egne biologiske, er at man ikke mener, de er lige så egnede til at tage sig af børn som kvinder er - altså at de er en slags andenrangs forældre. Men intet tyder på, at det er rigtigt. Desuden - i det utopiske tilfælde, at videnskaben udviklede sig sådan, at mænd kunne gøres gravide, ser jeg ikke hvorfor, de ikke skulle have lov til det.
Men tilbage til nutiden - uanset om få eller mange mænd i dag ville vælge at adoptere, gælder det i dette som i alle spørgsmål i kønsdebatten, at har man et snævert syn på det ene køns evner og muligheder, så overføres det med modsat fortegn til det andet køn. Til sidst står man med et stereotypt billede at kønnene - en åndelig og moralsk spændetrøje for det enkelte individs og samfundets udvikling.

N. Japsen
Thunøgade 56 st. th.
8000 Århus C

Verdensdomstol
17. juli - "Det drøftes fremdeles, om forberedelse af angrebskrig (aggression) skal høre med i kataloget over internationalt kriminaliserede handlinger," hedder det i referatet fra FN-konferencen om skabelsen af en verdensomspændende international straffedomstol (FN-Bladet 98,3).
Forbud mod forberedelse af angrebskrig fører tankerne hen på de tanker om krigsforebyggelse ved defensivt forsvar, som fysikeren og fredsforskeren Anders Boserup fremsatte i midten af firserne.
Defensivt forsvar beskriver Anders Boserup som enighed blandt to modstandere om at ville omstrukturere de konventionelle styrker til at udvikle en stærk forsvarsevne, men ingen angrebsevne. Så behøver ingen længere at frygte atomar overraskelsesangreb, og så forsvinder det afgørende argument for atomkrig. En atomkrig kan ikke vindes eller tabes - kun udslette menneskeheden.
Hvis en ny verdensdomstol kan straffe forberedelse til angrebskrig som forbrydelse mod menneskeheden, (går Danmark ind for det?) så kan FN blive en verdensmyndighed, der kan skabe fred og sikkerhed.

Inger Bjørn Andersen
Buegården 9
2880 Bagsværd

God mad, tak
14. JULI - Diskussionen om gensplejsede fødevarer er efterhånden gået helt agurk. Hvad skal vi med genteknologisk, fedtfri yoghurt, når Thise Mejeri i forvejen fremstiller en økologisk skummetmælksyoghurt, som har en fin konsistens og smag? 'Hemmeligheden' består i at bruge mælk fra jersey-køer, som har et højere proteinindhold. Jeg betaler gerne lidt mere for et økologisk produkt. Til gengæld sparer jeg på mængden og på dyre varer som kød. God mad er et spørgsmål om holdninger, ikke om teknologi.

Charlie Breindahl
Gyvelvej 11
3600 Frederikssund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu