Læsetid: 3 min.

Læserdebat

20. juli 1998

Mere skidt for skolebørnene

11. JULI - Kirsten Netteberg citerer (Inf. 9.juli) direktøren i Kommunernes Landsforening, Peter Gorm Hansen, der ikke tror på, at en lærer med flere års erfaring forbereder sig en time for at fortælle om Chr.IV.
Den 25. juni blev undervisningsministeren citeret for noget lignende: "Uanset hvor sprød og kreativ en lærer er, så må behovet for forberedelse falde, når vedkommende har fået nogen erfaring".
Det lover ikke godt for børnenes udvikling, når to så indflydelsesrige personer har så forkerte opfattelser af, hvad moderne folkeskole går ud på. Men måske ved de godt, hvad det handler om. De prioriterer bare penge højere end børn. De sætter pris på, men glemmer at se på værdien.

Geo Horn
Teglværksvej l0
9362 Gandrup

Film og film...

11. JULI - Når der i dansk presse skrives om 'film' - og senest i Information tirsdag den 15. juli - så drejer det sig næsten udelukkende om spillefilm. Lav bare én spillefilm, og du er næsten verdensberømt - i Danmark. Spillefilm giver prestige, foruden omsætning i biograferne, reklamebranchen og medierne og gang i snakken på caféerne.
Hvad med de andre genrer? Først og fremmest dokumentarfilmen ? Eller novellefilmene? Eller eksperimentalfilmene?
Tænk, hvis man inden for 'litteratur' kun beskæftigede sig med romaner. Hvad skete der så med novellerne, digtsamlingerne, faglitteraturen, tegneserierne osv?
I alle de 30 år, jeg har lavet film, har der i pressens øjne næsten kun eksisteret spillefilm. Ved så bevidst at ignorere de andre genrer, er man med til langsomt at kvæle dem: manglende opmærksomhed skaber manglende politisk opbakning, når der snakkes om støttemidler til 'dansk film'. Og hvis du ikke kan leve af at lave 'ikke-spillefilm', reduceres disse let til en slags hobby, med forventet underskud for ophavsmanden.

Nils Vest, filminstruktør
Bådsmandsstræde 43
1407 Kbh. K

Brixtofte viser vejen

15. JULI - Så har Brixtofte gjort det igen som man kan læse i Information 14. juli. Farum kommune skal igen have en over nakken, fordi de tillader sig at tænke utraditionelt og bruge nogle nye redskaber for at få den kommunale økonomi til at hænge sammen.
Socialdemokratiet har allerede været ude med riven. De ønsker ikke, at de danske skatteborgere skal hav en ordentlig offentlig service for deres skattekroner. Men det kan jo desværre ikke undre, at Socialdemokratiet ikke ønsker at se på ændringer af den offentlige sektor. For mig er kernen i diskussionen, om handlen er baseret på sund driftsøkonomi hos såvel køber som sælger. Når køberen kan få økonomi i handlen alene ved at være mere effektiv end kommunen, så ser jeg ingen grund til at have ondt af Farums nytænkning.

Jette Kieffer
Bispebjerg Park Allé 22
vær. 303
2400 København NV

Venstres sommerudsalg

15. JULI - I kølvandet på Farums (Peter Brixtoftes) kommunale selskabstømning med at sælge kommunal ejendom, har flere af Venstres ideologiske bannerførere luftet ideen med at benytte samme fremgangsmåde i amtskommunal regi. Det er åbenbart målet, der helliger midlet og ledende ideologer i Venstre, ser allerede engle på himmelhvælvingen ved tanker om at bruge denne metode til at privatisere ad bagvejen.
At et bortsalg (delvis foræring) af en offentlig institution til et "privat" selskab skulle fremme muligheden for at få foretaget påkrævende investeringer i f.eks. sygehusvæsenet kan da kun være mulig, hvis køberen er A/S FILANTROPIA, enhver anden virksomhed vil naturligvis tage sig særdeles godt betalt for enhver investering og derudover et godt udbytte af den daglige drift. Den eneste her og nu synlige fidus ligger i skattetænkning a la Farum.
Der er, som ved pyramidespil en gevinst til bagmændene ved at være først, når man har mulighed for at tørre udgifterne af på alle de efterfølgende, og det skal de nok også finde ud af i Farum fremover, idet der, hvis fiduserne breder sig, må foretages lovmæssige indgreb af hensyn til at styre landets økonomi, og så finder man i Farum bare andre konstellationer.

Bent Brogaard
Provstevænget 5
8464 Galten

At bo i galehus

13. JULI. - At det går skævt ude omkring i verden er let at se og læse sig til. Men at man også i Danmark bor i et galehus er dog en ret ny iagttagelse.
Velhaver-kommunen sælger ud af offentlige installationer, hvilket staten heller ikke har holdt sig for god til. Pengene går i kommunens kasse, der er lidt slunken, fordi man til glæde for især velhavende borgere har holdt skatteprocenten nede, så penge til nødvendig vedligeholdelse af bl.a. skoler har manglet.
Køberne af kommunernes anlæg kan fratrække investeringerne i deres skatteregnskaber, og det offentliges manglende skatteindtægter skal så betales af landets øvrige befolkning. Denne omvendte Robin Hood-effekt ser bl.a. Farums borgmester på med et smøret grin.

Alice Hansen
Mørkhøjvej 2
2700 Brønshøj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu