Læsetid: 4 min.

Litteraturens krop

10. juli 1998

Litteraturen har sin egen anatomi, mener en italiensk boghandlerkæde. Lad os gå med på ideen

LITTERATUR
I den italienske boghandlerkæde Feltrinellis blad F har man inddelt noget af den litteratur, der er at finde på butikkernes hylder efter menneskelige legemsdele.
Ideen, som måske nok kunne afskrives som én af de fikse, peger alligevel hen på det forhold, at litteratur gerne skulle være en kropslig affære, hvilket ikke ligefrem er, hvad man lærer på universitetet. Den fysiske forståelse af litteratur kommer nemlig først i stand ved forfatterens og læserens møde med livet, som universitetet netop er en forskansning imod.
Er det universitære både ven med og fjende af litteraturen og især den umiddelbare læsning af den, så er den kommercielle dækning litteraturens anden hovedfjende. Som når Nobelpriser og andet politisk korrekt gejl køres i stilling. Hvad skulle aviserne og bladene og alle de, som lever af at reproducere litteraturen dog gøre uden 'anledninger' - dødsfald, fødselsdage og jubilæer, der kaster den ene mere iltfattige hagiografi efter den anden af sig?
En aktuel 'anledning' på disse breddegrader er sommeren, denne nordiske drøm om frihed og festival, som fejres med særlige, intetsigende tillæg til aviser og blade, hvori kendte og intetsigende personer afslører (uha!), hvad de skal læse i sommerens varme (som regel Peter Michael eller Ib Høeg) som om, bøger kun kan læses på en dansk strand, hvor vinden alligevel blæser sandet op i øjnene på én, og man vader rundt i tang og Alt for damernes eller Politikens eller Berlingskes eller Jyllands-Postens eller Euromans sommernummer eller dem alle sammen på én gang.

Litteratur har principielt set absolut intet med anledninger at skaffe. Den er i sig selv, omend nødigt sig selv nok. Som Italo Calvino skriver i en af sine amerikanske forelæsninger (dansk udgave, 1995), indeholder god litteratur sin egen sandhed, der ofte står i modstrid med 'samfundets', en verden uden for selvet, d.v.s. en fornemmelse for sin 'tid' og 'kontekst'.
Calvino går endda så vidt som til at ønske, at litteraturen allierer sig med Merkur og bliver kommunikationens og formidlingens medium. Det er nu ikke blot en tand for utilitaristisk, men også uheldigt i den forstand, at hvis litteraturen skal fungere som en let og luftig og hurtig og synlig problemløser, så svækkes samtidig dens evne til at rejse tunge problemer og sige det usagte.
Nej, litteraturen har ingen forhåndskrediterede funktioner. Den er bedre brugt end indsamlet, katalogiseret og ophobet, bedre læst end taget for givet; dens karakter er skandale og samtale, krigs- og kærlighedserklæring nu og til alle tider og den viser i utallige variationer paradoksalt menneskenes lighed i forskelligheden. Litteratur har således intet formål andet end at blive brugt ligesom den menneskelige krop, der forfalder hurtigere uden vedligeholdelse end med.
Omtalte inddeling i Feltrinellis blad minder os som sagt om, hvor vigtig kropsligheden er i værdsættelsen af litteratur. Ved at opdage det musiske i sprogligheden fjerner vi os fra det akademisk-uopfindsomme og nærmer os litteraturens krop, der skal trænes som en begavet muskel, en beåndet blodåre.
Feltrinellis forslag kan på denne led inspirere til en slags litteraturens anatomi. Noget, som måske burde træde i stedet for al undervisning i idræt, madlavning, motorlære, hashrygning og filmkundskab i det danske uddannelsessystem (som modsat gældende visdom fandenedme ikke er verdens bedste). Ganske enkelt fordi man, om man så vil eller ej, alligevel lærer disse ligegyldige sysler, sådan som verden er skruet sammen.

Hvis vi begynder nedefra, så er foden ifølge F nøglen til bl.a. Nabokovs Lolita og Saul Bellows Him With His Foot in His Mouth, benene indgangen til Melvilles Moby Dick, pikken organet for fortællinger af Beckett, Woody Allen og Hemingway, samt Charles Bukowski og Thorkild Hansens Pariser-dagbøger.
Hånden er omvendt det styrende princip i Bellows Herzog og Arthur Koestlers Mørke midt på dagen, mens Primo Levis Hvis dette er et menneske fortæller håndleddets historie.
Brystet er på spil i The Scarlet Letter af Hawthorne og Henrik Stangerups Slangen i brystet samt i den overmodige Nietzsches Ecce Homo. Bryster er at finde i det meste af Philip Rpths forfatterskab, skønt mest eksemplarisk i Brystet. Hjertet, der jo er en halv profet, figurerer bl.a. i Hamsuns Victoria, Joseph Conrads Mørkets hjerte, Henry James' Daisy Miller samt Shakespeares Købmanden i Venedig, mens man ikke kan sige næse, læbe og tænder uden at tænke på Shakespeares Antony & Cleopatra, Collodis Pinocchio, Gogols Næsen, Manuel Puigs Edderkoppekvindens kys og Bram Stokers Dracula. Med øjenene er det sværere. Feltrinelli foreslår Calvinos Hr. Palomar, spørg mig ikke hvorfor. Til gengæld er hovedet selve hovedideen bag Fernando Pessoas Rastløshedens bog, Stefan Zweigs Skaknovelle og såmænd Henrik Bjelkes Saturn.
Såvidt eksemplerne der kan diskuteres i ét væk sammen med alle mulige andre. Og hvad med munden eller achilleshælen eller solar plexus?
Tilbage står imidlertid kampen om symbolernes og litteraturens mening og relevans, der kan og bør vendes og drejes og læses påny. Man kunne måske endda håbe på, at en drøftelse af litteraturens anatomi kunne få flere til at se, at litteratur ikke kun er metafysisk beskæftigelse, men derimod har rod og omdrejningspunkt i det liv, der leves af mennesker af kød og blod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu