Læsetid: 5 min.

Mangel på international solidaritet

21. juli 1998

Syndikalist Initiativet vil genoplive Fagoppositionens Sammenslutning. Målet er at få arbejderne til at tage ansvar for den kommende udvikling, nationalt som internationalt

ARBEJDERE
Erik Boel er med sit indlæg i Politiken den 19 juli, under rubrikken 'politiske tendenser', ved at kløjs i positiv ordflom over ILO's junideklaration. Han hylder ILO (International Labour Organization) som midlet til at opfylde forskellige Socialdemokratiske mål. Han nævner indførelse af ligeløn samt afskaffelse af tvangsarbejde.
Han nævner ikke regeringers forpligtelse til at lade konflikter mellem arbejdsmarkedets parter i fred, medmindre livstruende situationer opstår. Det kunne han såmænd ligeså godt, da det jo også er aftalt under ILO, men grunden til dette er vel åbenlys.
Erik Boel er faglig sekretær i Socialdemokratiet og dermed naturligvis fortaler for den parlamentariske politik, der i alt sin enkelthed går ud på, at man gennem afstemninger, og dermed flertallets bestemmelse over minoriteterne, gennemfører reformer af forskellig art. Hvor flertallet kommer fra er i den sammenhæng ligegyldig, og dermed skabes et kludetæppe af studehandler og inkonsekvens. Det borgerlige demokrati sejrede ad helvede til, da S, som arbejderparti, meldte sig under dets faner.

Forfejlet linie
ILO skal ifølge indlægget skaffe ordnede forhold for arbejdere på globalt plan, og det ærgrer Erik Boel, at lande som Burma og Kina undlod at stemme for deklarationen; men mon ikke ethvert forsøg på progressiv arbejderpolitik, der skal accepteres internationalt, i det øjeblik alle lande kan tilslutte sig det, vil være så udvandet i forhold til det oprindelige udgangspunkt, at intet er vundet?
'Arbejdere i alle lande foren jer' må i dag til stadighed være udgangspunktet for international solidaritet, men den kompromissøgende socialdemokratiske linje er i den henseende forfejlet. I det øjeblik en undertrykt gruppe går i dialog med undertrykkerne om bedre forhold, er der en uligevægtig magtbalance, der spiller ind.
Hvis de undertrykte grupper yderligere på deres side har partier eller organisationer som Socialdemokratiet eller EU, Verdensbanken osv. hvilken hjælp kan de da regne med?
Et regeringsparti eller Verdensbanken har allerede fra starten en interessekonflikt, der umuligt kan komme undertrykte kvinder i Iran eller fodbold-producerende kinesiske politiske fanger til gode. Et land som USA kan vel næppe heller betegnes som den store inspirationskilde for den solidariske arbejderklasse. Privatiserede fængsler, generel kommunistforskrækkelse, dødsstraf, og et utroligt svækket fagforeningsapparet er måske ikke lige det ideelle grundlag at bygge en international solidaritetsbevægelse på.

Solidariteten svigter
Intentionerne er muligvis gode, men det hele drukner i kapitalinteresser og forholdet indbyrdes mellem nationalstaterne.
Arbejderne må danne deres egne udenomsparlamentariske organisationer og derigennem føre kampen for international befrielse. Det er kort sagt umuligt at gå ind i kapitalens interesseorganisationer og forvente at få hjælp fra den kant. Det vil muligvis føre til kortvarige små forbedringer, men en decideret løsrivelse fra undertrykkerne vil det næppe føre til. Hvis alle arbejdere på globalt plan skulle have samme privilegier som danske arbejdere, ville det naturligvis kræve at danske arbejdere opgav nogle af deres goder, - og sådan en solidaritet finder man vel næppe hos den danske arbejderklasse.
Sjovt er det dog, at Erik Boel som Socialdemokrat vælger at fremhæve punkter i ILO deklarationen som 'indførelse af ligeløn' og 'afskaffelse af tvangsarbejde'. Ligeløn blev gennem overenskomster indført herhjemme allerede i 1973, uden der dog reelt i dag er ligeløn mellem mænd og kvinder.
Hvad angår afskaffelse af tvangsarbejde, er det jo netop regeringen med Socialdemokratiet i spidsen med finansloven '96 indførte tvangsaktivering for arbejdsløse.
Arbejdsløse bliver sat i arbejde, og det er for såvidt i orden, men når lønnen ligger langt under den overenskomstmæssige og basale rettigheder, der gælder for den organiserede del af arbejdsstyrken samtidig er frataget den nu arbejdende arbejdsløse, trækker det paralleller til fortidens slavearbejde.

ILO er nul og niks
Faglige rettigheder skal gennemføres på globalt plan, det kan der ikke herske tvivl om, men strategien kan diskuteres. En ting er helt sikkert; det kan ikke komme arbejderklassen tilgode, at kapitalens kolosser i form af EU og Verdensbanken stiller sig på arbejdstagers side. For det første er det utænkeligt, at de vil gå særlig langt i arbejdstagers interesse, da de jo netop repræsenterer deres modsætning.
For det andet kan arbejderne og kun arbejderne befri sig selv fra den herskende klasses åg. Såvel her som i visse andre lande må arbejderne indse, at den autoritære fagbevægelse med Socialdemokratiet i spidsen udelukkende har formået, at dræbe enhver form for klassebevidsthed og føre arbejderne lige lukt ind i småborgelighedens passiviserende enkeltceller (læs parcelhuse).
Storkonflikten i maj viste jo netop, at når arbejderne er repræsenteret af det efterhånden noget ny-liberalistiske Socialdemokrati, går nationens kapitalinteresser (læs EU-afstemning) forud for den kamp, der i sidste ende er det eneste middel, hvormed man kan få den sovende arbejderklasse vækket og bevidstgjort. Solidaritet er at kæmpe sammen og ikke at få repræsentanter til at føre kampen for sig. ILO's konventioner er lig nul og niks, når selv de danske medunderskrivere er så hurtige til at bryde dem, som Socialdemokratiet viste sig at være. Opgøret med pengemagten må komme nedefra. Fra arbejderne selv og ikke gennem store bureaukratiske organisationer med interesser der direkte kolliderer med arbejdstagers.

Syndikalister genopstår
I årene omkring 1918 viste den syndikalistiske fagopposition sig at være en effektiv modvægt til Socialdemokratiets parlamentaristiske linje herhjemme. Bevægelsen døde, og det skal erkendes, at den derefter førte arbejderpolitik har drevet det vidt for den danske arbejderklasse, og måske endda for vidt. Spørgsmålet er, om det ikke er på tide at bryde med de autoritære retningslinjer, der i dag hersker indenfor fagbevægelsen og give arbejdernes kamporganisationer tilbage til arbejderne.
Syndikalist Initiativet er startet med det formål, at genoplive Fagoppositionens Sammenslutning. For med direkte handling at bevidstgøre de organiserede arbejdere, og gennem international solidaritet gøre op med del og hersk systemet. Beslutninger der påvirker én selv, må man kræve at kunne tage del i og ikke bare overlade det til et kryds på en stemmeseddel i ny og næ. Fagoppositionens Sammenslutning er i opposition til den eksisterende ledelsesform inden for fagforeningerne, men målet er ikke at nedbryde disse. Målet er at bryde med passiviteten og få arbejderne til aktivt at tage ansvar for den kommende udvikling, nationalt som internationalt.
Solidaritet er at kæmpe sammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu