Dansk Industri foreslår at slippe markedskræfterne løs på energiområdet. Det er en lidt forsimplet løsning
ENERGI
"Slip markedskræfterne løs, så sparer vi 50 mia. kr.," er Dansk Industris energipolitiske budskab (Information, 8. juli). Det gennemgående synspunkt er, at internationalisering bliver et nøgleord i energipolitikken, og at miljøproblemer skal løses via internationale aftaler og frie energimarkeder.
Ingen kan være uenige i, at energipolitikken bliver stadig mere internationaliseret, og internationalt samarbejde og effektiv konkurrence indgår derfor også i den energireform, som miljø- og energiministeren vil fremlægge.
Men løsningsforslagene fra Dansk Industri er en smule forsimplede i forhold til de udfordringer, vi står overfor. Hovedudfordringen bliver at skabe balance mellem hensynet til miljøet og forbrugerne og internationaliseringen og konkurrencen. Det gør man ikke bare ved "at slippe markedskræfterne løs."
Bedre analyse
Det glade budskab om, at markedskræfterne kan sikre besparelser på 50 mia. kr. i energisektoren, er et eksempel på, at der er behov for en mere dybtgående analyse.
De 50 mia. kr. fremkommer tilsyneladende ved at 'frie energimarkeder' over en ti-årig periode vil kunne kappe fem mia. kr. af energisektorens omkostninger om året. Dansk Industri underbygger ikke, hvordan man når frem til tallet, men henviser udelukkende til tidligere vurderinger fra Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Det Økonomiske Råd og Konkurrencestyrelsen og placerer sit gæt mellem yderpunkterne.
Energistyrelsen er enig i, at der kan høstes væsentlige rationaliseringsgevinster i energisektoren. En stor del af effektiviseringspotentialet ligger imidlertid i driften af netinfrastrukturen, og nettene er fortsat et monopolområde, så man vil ikke kunne realisere dette potentiale bare ved at "slippe markedskræfterne løs". I stedet må man fremme effektiviteten via en moderne og offensiv regulering af monopolerne, som sikrer gennemsigtighed.
Kunsten er at anvende markedsinstrumentet der, hvor det skaber effektive økonomiske og miljømæssige resultater. Efterårets oplæg til en energireform vil foreslå markedsstyring på nogle områder og regulering på andre. Reguleringen skal sikre at alle kundegrupper får del i effektiviseringsgevinsterne. Tilsvarende vil energireformen også være tilpasset de internationale rammebetingelser, så der både med hensyn til miljøsamarbejde og den internationale handel er basis for et konstruktivt samspil med udlandet.
Det er vigtigt at høre alle synspunkter, inden man politisk lægger sig fast på en bestemt løsningsmodel. Nu har Dansk Industri ligesom en lang række andre organisationer fremlagt sit bud på reformen. Som opfølgning herpå vil miljø- og energiministeren efter sommerferien indkalde Dansk Industri og andre erhvervs- og interesseorganisationer til drøftelser om energireformen.