Kronik

Ny interesse for den énøjede

En dansk forening bekender sig til asatroen og vil gøre hedenske værdier accepteret i samfundet. Men Alfaderen Odin har gennem historien vist dæmoniske sider. Kan religionsfriheden rumme disse?
Debat
22. juli 1998

En høj olding med ét øje, iført en fodlang blå kappe og ridende på en vindrap, ottebenet hest. Dét kan kun være Odin og hans Sleipner. På trods af denne entydige identifikation er Odin imidlertid den mest komplicerede af alle gudeskikkelser i den nordiske mytologi.

På den ene side er der Odin, som han fremtræder i de bevarede norrøne, d.v.s. vestnordiske, eddadigte. Eddaen deles almindeligvis i en yngre og en ældre del. Den yngre Edda tilskrives den islandske høvding, skjald og historiker Snorri Sturlusson og stammer fra ca. 1225. Den ældre Edda findes i et gammelt håndskrift, som blev fundet på Island i 1600-tallet; herfra kom håndskriftet i 1662 til Det kongelige Bibliotek i København, og i 1971 blev det leveret tilbage til Island. Af Den Ældre Eddas digte er de bedst kendte 'Voluspá', Vølvens Spådom, og 'Havamál', Den Højes Tale.
I begge spiller Odin en fremtrædende rolle. Det er således ham, der fører ordet som Den Høje og i fyndig ordsprogsstil belærer menneskene om, hvorledes de skal håndtere svære temaer som venskab, tillid og død.

I det hele taget tegner Eddaen et billede af Odin som en vis Alfader. I sin kongshal i himlen, tækket med gyldne skjolde og oplyst af blinkende sværd, troner han for bordenden med sit lange spyd og sine fire kæledyr, to ulve og to ravne. Odin er anfører for de andre guder af såvel Asa- som Vaneslægt: Tor, Tyr, Frej osv.; og til hans Valhal kommer krigere efter døden, når de er faldet med ære på slagmarken. Odin lader sine valkyrier hente dem, så de hos ham kan fortsætte deres krigeriske idrætter; dag efter dag fælder heltene da hinanden - blot for at genopstå om aftenen for at feste på flæsk og mjød.

Over for Eddaen og dens asatro står den levende folketro, som endnu fandtes langt op i 1800-tallet, og som aldeles ikke mindedes Odin som nogen gud for helte og krigere, endsige som Den Ophøjede i Valhal. Traditionens Odin, som vi finder ham i f.eks. folkemindesamleren Evald Tang Kristensens sagnoptegnelser, er i stedet den gud, som rider gennem natten i vildt raseri, fulgt af dæmoner og dødninge. Undertiden bryder denne 'Odinsjæger' ind i menneskenes huse, og engang var det et vidt udbredt sagn i Jylland, at Odin kunne finde på at flå en tyr i stumper og stykker i sin ubændige galskab. 'Næste morgen fandt man kun klovene'.

Dette farende uhyre er gud for ekstase, besærkergang, amokløb.

Historikeren Adam af Bremen noterede sig omkring 1170 i et værk om Hamborg-bispernes bedrifter i Norden, at selve navnet Odin betyder 'furor', raseri. Og for at stille dette raseri krævedes der ofre. Om nødvendigt menneskeofre.

En anden af vikingetidens historikere, Thietmar, der var biskop af Merseburg, beskrev omkring 1015, hvorledes der hvert niende år ved den ældgamle kongeby Lejre ved Roskilde blev ofret ikke blot 99 heste, hunde og haner, men også 99 mennesker. De pågældende blev klynget op i træerne. Skønt biskoppen aldrig med egne øjne har set denne hellige lund med de dinglende kroppe, så svarer hans beskrivelse nøje til den, Adam af Bremen har givet af ofringerne ved den tilsvarende svenske centralhelligdom i Uppsala. "Og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 af den slags hængt op mellem hverandre".

Det skal retfærdigvis siges, at hverken Thietmar eller Adam udtrykkeligt nævner, at ofrene var til Odin. Det er på den anden side plausibelt; at netop Odin var 'Hangagud', de hængtes gud, bekræftes af Gautrekssagaen. Sagaen, der er en af de mindre af de islandske sagaer, rummer blandt andet en fortælling om den norske kong Vikar og helten Stærkodder, som sammen drog i viking, sommer efter sommer. Men én sommer var der pludselig konstant modvind, og efter rådslagning nåede man til den konklusion, at Odin krævede et menneskeoffer, før togtet kunne fortsætte. Men hvem? Loddet traf kong Vikar, men ligefrem hænge selveste kongen...

Forklædt kom Odin da om natten til Stærkodder, som lovede at ordne sagen. Odin skulle nok få sit offer. Den følgende dag iscenesatte Stærkodder en skin-ofring. Kong Vikar skulle ofres, men kun på skrømt og som i et rollespil, forklarede Stærkodder. Kongen trådte derefter roligt op på en stub, Stærkodder trak en tynd kvist ned fra et nærtstående fyrretræ, bandt en løkke af kalvetarme til kvisten og lagde løkken om Vikars hals. Altsammen nærmest en joke. Men så blev spøg til alvor, for med ét jog Stærkodder en tynd rørstængel ind i siden på Vikar, idet han råbte: "Nu giver jeg dig til Odin" - og samtidig blev rørstænglen forvandlet til et spyd, tarmene til et reb, og kvisten til en svirpende gren, der flåede kong Vikar op i fyrretræet. Hér døde han i sin galge.

Også Saxo var bekendt med denne grumme fortælling om forræderi. Uden den interessante detalje om stænglen, der blev til spyd, genfindes den i sjette bog af hans Danmarks Krønike, hvori Saxo tillige filosoferer over de hedenske guders natur, ikke mindst over Odins usympatiske 'koglerier'.

Hængning var imidlertid kun én måde at ofre til Odin på. I Heimskringla, et andet af Snorri Sturlussons værker fra 1200-tallet, læser vi, hvorledes den svenske kong Olaf Træfælderen efter en periode med tørke og hunger blev angrebet af sine undersåtter. De »omringede hans gård og brændte ham inde, idet de gav ham til Odin som et offer for at opnå god høst.«

Dette brændoffer giver ubehagelige mindelser til de kirkebrande, som har hjemsøgt Norge i 1990'erne, og som har ført til et forslag om at hæve strafferammen for "grovt skadeverk" i den norske straffelovs paragraf 292 fra fire til seks års fængsel - netop med henblik på kirkeafbrændinger.

Den mest berømte norske kirkepyroman er Varg Vikernes, der for tiden afsoner en fængselsstraf for drab og kirkebrænding. Vikernes er lidt af en kultperson, forfatter og musiker, kendt fra det populære band Burzum, hvis sjette cd udkom i 1997 med titlen Daudi Baldrs, Balders Død. Selv vil Vikernes ikke betegne musikken som Black Metal, snarere som en række ny-klassiske, hedenske hits over udvalgte temaer fra den nordiske mytologi. Thi Vikernes er ikke blot erklæret nationalsocialist, han er også Odinist.

»Kristendommen, herunder satanismen, jødedommen, islam, hinduismen etc. er,« som Vikernes har udtalt til en interviewer fra sin fængselscelle i Ila, »alle indvandrerreligioner, som ikke har noget at gøre med vores race i det hele taget. Vi er, har altid været, og vil altid være Odins race ... Heil Odin.«

Denne norske asatro er naturligvis helt ekstrem, men også herhjemme er der glubende interesse for den gamle enøjede mand med kappen og hesten. Da Tivoli i København åbnede sin seneste sæson, var det med en ny forlystelse: Valhalla Borgen, hvor havens gæster - som det udmales i Tivolimagasinet fra april 1998 - »optages i guden Odins kreds af tapre helte, lige på det tidspunkt, hvor bølgerne går allerhøjest.« Og ved forårsjævndøgn, den 20. marts 1998, var Odin sammen med andre af de gamle nordiske guder blevet fejret i det fri, nær resterne af skibssætningen i Lejre. Ved solnedgang blev der ofret til guderne. Frisk griseblod. Efter dette 'blót' raktes drikkehornet rundt med den søde, stærke mjød; hestebøfferne kom over bålet, og der blev kvædet på oldnordisk. Det dusin mennesker, der deltog i denne ceremoni, er medlemmer af foreningen 'Forn Sidr. Asa- og Vanesamfundet i Danmark'. Foreningen blev stiftet den 15. november 1997 som en sammenslutning af personer med interesse i dyrkelsen af de gamle nordiske guder.

En talsmand for Forn Sidr, Den gamle Sæd og Skik, har til Berlingske Tidende den 7. december 1997 udtalt, at man tager afstand fra nazisterne og deres brug af den nordiske mytologi. Foreningen vil følgelig gerne godkendes som et egentlig trossamfund, altså have Kirkeministeriets bemyndigelse til at forrette vielser med deraf følgende adgang til at fratrække gaver på skattebilletten. Forn Sidr henviser til søsterforeningerne 'Ásatrúfelagid', som fik de islandske myndigheders blå stempel i 1973, og 'Åsatrufellesskabet Bifrost', der i 1996 blev anerkendt som trossamfund i Norge.

Foreningens hovedformål er "at gøre hedenske værdier mere accepteret i samfundet", og den kender kun ét helligt skrift: Den ældre Edda, hvor Odin som sagt er den vise Alfader. Det lyder tilforladeligt; alligevel må man spørge sig selv, hvad der sker, hvis Forn Sidr får magt, som foreningen har agt, og begynder at opstille hedenske gudestatuer i den danske folkekirkes kirkebygninger. Tor med hammeren, Odin med Sleipner midt blandt døbefonte, prædikestole, kalkmalerier og krucifixer!

I lyset af den aktuelle debat om muslimske begravelser må man endda spørge, om der også skal gøres plads rundt om på kirkegårdene til gravhøje, anlagt efter forn sidr? Ja, hvor langt rækker egentlig religionsfriheden i forhold til asatroen?

Men nok så vigtigt: Gad vidst, om Odin fuldstændig lader sig reducere til den ukomplicerede Alfader. Hvad med Odinskikkelsens mere dæmoniske sider. Hvad med Det farende Uhyre?

Henrik Stevnsborg er docent, dr.phil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ser artiklen her er fra 1998, men i disse sammenhænge er det jo nærmest kun som i går.

----

det at være gidsel, det var vist sjovere før i tiden,

siden har kristendom vist fortrængt meget fra

vikingetiden.

----------------------------------

mht. folketro, dæmoni eller/og satanisme !

herregud, den slags er jo bare folket's (for)søgen at indhente og bekæmpe de borgerlige, de borgerlige som langt flest, for længst er gået videre, ude i den mere virkelige virkelighed, end kun til:
dæmoni og/eller til satanisme.

kommunisme er for så vidt den folkelige bevægelse der forsøger at bekæmpe de borgerlige, med de borgerlige's egne midler og måder.