Læsetid: 6 min.

En overset uddannelse

14. juli 1998

EGU er en uddannelse til unge, der har brug for en særlig indsats. Lidt endnu i hvert fald -men hverken KL eller ministeriet vil betale, hvad uddannelsen koster

UDDANNELSE
Hvad er det, der skal til for, at nogle gør noget konkret og effektivt for de dårligt stillede unge, når man nu godt ved, der er et behov?
Dette spørgsmål rejser sig atter en gang, når man læser, at Margrethe Vestager i en kronik i Politiken 24. april klart og præcist givet udtryk for, at man fra allerøverste top godt ved, at der er unge mennesker, der har et behov for en særlig indsats, fordi de af forskellige grunde i folkeskolen ikke er blevet dygtige nok eller motiverede til at klare sig i de etablerede ungdomsuddannelser.
Yderligere understreger Margrethe Vestager, at netop denne gruppe unge har brug for en ekstra indsats set i forhold til de unge, der godt kan bruge det etablerede system. Margrethe Vestagers forgænger, Ole Vig Jensen, tog et af flere initiativer til at gøre noget konkret for denne målgruppe. Erhvervsgrunduddannelsen (EGU), en praktisk to-årig ungdomsuddannelse, der skulle kunne tilpasses disse unge med deres specifikke behov, og kunne tage nødvendige individuelle hensyn.
Loven har vist sig langt hen ad vejen at kunne være et brugbart redskab til at løfte denne opgave.

EGU-elever er billigere
Men der er også problemfelter i forbindelse med denne lov. Bl.a. for at kunne tage så mange individuelle og lokale hensyn som muligt, er det overdraget kommunerne at organisere og strukturere EGU i den enkelte kommune, med EGU-loven som styringsredskab.
Det er for så vidt en meget positiv og imødekommende tanke, men problemet i denne situation er så, om de enkelte byråd synes, at EGU er en god ide.
Nogle steder gør de, og andre steder gør de ikke. Og selv om et byråd finder EGU som et godt uddannelsestilbud, er det ikke givet, at de samme kommunalpolitikere har forstået, hvor krævende og anderledes en opgave det er at uddanne denne målgruppe. Ud over at kommunerne ikke er vant til at være ansvarlig for en uddannelse, så tænkes der ret så traditionelt, når det handler om uddannelse.
Det har bl.a. konsekvensen, at de mener, at EGU-eleverene ikke kræver flere ressourcer at uddanne end andre unge. En økonomisk sammenligning med øvrige ungdomsuddannelser viser, at en EGU-elev koster væsentlig mindre om året.
Det er ganske tankevækkende, at en ny uddannelse med nye pædagogiske krav og nye vejledningsmæssige udfordringer ikke bliver prioriteret højere.
Problemet er bl.a, at lokalpolitikere ikke forholder sig til den pædagogiske og vejledningsmæssige opgave, men forholder sig til økonomi og til en traditionel kommunalpolitik. Man forsøger i alt for stor grad at tilpasse EGU og dens personale- og ressourcebehov til kommunens bestående forhold.
Man har meget svært ved at se, at i og med man vil uddanne unge, der ikke før har kunnet uddannes, så kræver det også, at man tænker nyt. Og handler nyt. Det betyder at en faglig og saglig dialog omkring opgavens karakter er nødvendig. Men den tages ikke.

Ingen vil lytte
Virkeligheden er, at vi ansatte i EGU, ud over vores egentlige opgave, også skal bruge vores begrænsede ressourcer på at overbevise lokalpolitikerne om, at det altså er en svær opgave, vi har fået, og at det forudsætter opbakning og tilstrækkelige ressourcer, hvis vi skal løse opgaven tilfredsstillende.
Det burde omvendt være en politisk selvfølgelighed, at når man valgte at bruge EGU som uddannelsestilbud, også sørgede for at det blev gjort ordentligt.
Når man konfronterer Undervisningsministeriet med problemet, henviser de til Kommunernes Landsforening (KL), det er deres ansvarsområde. KL mener derimod, at deres eneste opgave er at svare på konkrete spørgsmål om EGU, de skal ikke forholde sig til det politiske. Og når de lokale politikere heller ikke er lydhøre for problematikken, er der reelt ikke flere muligheder.
Dette forhold fortæller mig, at ingen ønsker at tage et reelt ansvar for en vanskelig sag. EGU er en vanskelig og kompliceret sag, fordi den ikke har konkrete læseplaner eller bestemte faglig mål, der skal opfyldes.
Det er også EGU'ens styrke, men det betyder, at der ikke er målbare parametre at forholde sig til. Det har den konsekvens, at den enkelte kommune selv bestemmer hvor meget kvalitet, der skal være i uddannelsen.
Der er ingen der, positivt forstået, holder øje med forholdene. Det eneste der gøres, er at justere loven i forhold til de tilbagemeldinger, der kommer via spørgeskemaer og rapporter, der er noget mangelfulde.
Der har til dato ikke været nogen reel kvalitetsvurdering eller forsøg på samme inden for EGU's pædagogiske og vejledningsmæssige områder. Det ansvar burde undervisningsministeriet påtage sig.

Discount-forhold
Det er desværre rigtigt hvad Margrethe Vestager skriver, at "til trods for mange gode viljer og præcise diagnoser, kommer de svage gruppers behov ikke tilstrækkeligt til orde".
Når der nu er lavet et forskningsarbejde vedrørende unge i og uden for ungdomsuddannelserne, og man udtaler, at den ressourcesvage del af unge, deriblandt EGU-eleverne, har brug for en ekstra indsats, så burde de ansvarlige indstanser handle derefter. Det gør de ikke. Tværtimod arbejder EGU'en nærmest under discountforhold, når det gælder faciliteter og personaleressourcer. Nogle må da påtage sig ansvaret for, at denne målgruppe får tildelt deres del af kagen. Overordnet burde det være undervisningsministeren.
Når man læser tidligere omtalte kronik af Margrethe Vestager, får man jo noget af troen på indsigt og ansvarlighed hos politikerne tilbage. Men hvordan vil Margrethe Vestager formidle sit budskab ud til de kommunalpolitikere, der er ansvarlige for f.eks. EGU i de enkelte kommuner? Formår hun det, eller vil det fortsætte med, at "vi jo ikke kan blande os i det kommunale selvstyre".
Det er dette problemfelt, der vil afgøre EGU's fremtid. Forstået på den måde, at når der stadig kommer et alt for stort antal unge ud af folkeskolen, samt frafald fra øvrige ungdomsuddannelser, som ikke kan leve op til kravene i de etablerede ungdomsuddannelser, så bør de mødes med et alternativ, der har en høj kvalitet.

Ildsjæle brænder ud
Vil man bruge EGU som et alternativ, så skal der forståelse for ressourcebehovet til netop denne opgave. EGU er ikke et beskæftigelsesprojekt eller lignende, men en uddannelse til unge, der endnu ikke har mødt et uddannelsestilbud, de har kunnet finde sig til rette i.
Den udfordring skal man forstå omfanget af i den enkelte kommune. Vi skal ud over, at det er ildsjælene der holder hjulene i gang. De brænder ud på et tidspunkt, det ved alle, så det er på tide, at der kommer en solid organisation i stedet.
Så dèr ligger opgaven til Margrethe Vestager, hvis hendes ord fra kronikken skal stå til troende.
Der er efterhånden mange enslydende udsagn fra forskellig side om, at der skal udøves en helt speciel pædagogik og en helt speciel vejledningsindsats i EGU, men at der stadig mangler ressourcer til det. Og da EGU-loven skal revideres i det kommende år, ser jeg det som afgørende, at man får indført de nødvendige ressourcer i EGU, samt at loven bliver justeret i forhold til de indhentede erfaringer.
Sker det, vil vi stå med et glimrende uddannelsestilbud for de mellem 1.000-2.000 unge om året, der kan bruge netop denne individuelt tilrettelagte praktiske uddannelse.
Men bliver loven ikke justeret, og bliver der ikke sikret fornuftige ressourcer, vil mit bud være, at man stopper EGU og i stedet forsøger at bruge de midler mere fornuftigt.
Hvordan det så end måtte være, da EGU-målgruppen ikke rigtig har andre alternativer for tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu