Læsetid: 7 min.

På det jævne

Debat
8. juli 1998

Det moderne menneskes store sorg ligger i følelsen af tab af uopnåede drømme, hvor målet er den fuldendte realisering af sig selv

LYKKE
Den 23. juni var Politikens forside prydet med en overskrift om, hvor glade for tilværelsen danskerne er. Men vi er jo løbende i Information blevet beriget med artikler om det stik modsatte, som har handlet om det moderne menneskes sorg og manglende evne til at leve med det, og hvor piller, alkohol og stofmisbrug er et symptom på vores stigende rædsel for livet, i en tid hvor flere og flere børn og voksne har brug for psykologhjælp.
Spørgsmålet er så, hvad Vilstrups undersøgelse i Politiken egentlig handler om, og hvorfor folk udtaler, at de er glade og tilfredse, når andre statistikker peger på det stik modsatte.
Er det fordi, folk ikke svarer ærligt, eller fordi lykkebegrebet er relativt. Er de lykkelige, fordi de har fået en ny recept på Fontex, eller fået råd til mere og dyrere vin, eller er det fordi, psykologen eller terapeuten har slået ned i pris.

Individet isoleres
Det moderne menneskes store sorg ligger i følelsen af tab af uopnåede drømme, hvor målet er den fuldendte lykkelige realisering af sig selv.
Fra små af lærer vi at sætte os mål og stræbe efter dem - opgaver i skolen, siden eksamener, uddannelse, arbejde, famile og børn. Når så målene for drømmene ikke nås, går det ind i sjælen, og depressionen er en realitet.
Der sker sideløbende en stigende isolation af individer, både i forhold til omverden og i den enkelte familie. Familienetværket, bedsteforældre, onkler og tanter og naboer forsvinder i takt med industrialiseringens mobilitetskrav.
Lykkebegrebet ændrer karakter i forhold til tid og sted, men smerte og sorg er ikke moderne eller europæiske fænomener. Men livet her er blevet uoverskueligt, og løsningen på komplekse arbejdsmæssige, kulturelle, sociale og personlige problemer er ikke inden for den enkeltes rækkevidde.
I en tid, hvor man troede på skæbnen, var livet nok lettere at bære; for i dag hvor vi helt alene er vores egne lykkes smed, bærer vi selv skylden for den samlede sum af uopnåede mål og af fejl og sorg, vi har påført os selv og andre; og den elendighed, dette indebærer, kan ikke accepteres, hverken individuelt eller samfundsmæssigt.

Vold mod instinkterne
Når skæbnentroen forsvinder ud af den folkelige bevidsthed, og vi via forestillingen om den sociale mobilitet tror, at vi alle kan få del i rigdommene, bliver økonomisk vækst og forbrug det samme som troen på fremskridt og lykke. Og når tidligere samfunds nødvendige fællesskaber udskiftes med den individuelle stræben efter egen lykke, sker der en nedbrydning af grundlæggende samfundsnormer og holdepunkter.
På ganske få generationer er vi blevet til et solitært dyr, hvad jeg opfatter som vold mod nedarvede instinkter og menneskets natur. Ved at den individuelle økonomi og sociale status opfattes som den primære målsætning for menneskers liv, med den uafhængig og frihed det også indebærer, forkaster vi 10.000 års forudsætninger for overlevelse som art, der netop byggede på nødvendigheden af vores indbyrdes afhængighed, sociale ansvar og samhørighed.
Det må slå ud i depression, afstumpethed eller aggression, når så basale livsgrundlag ophører at være til stede.
Når det moderne menneske ikke kan bære smerten, skyldes det måske at den eksistentielle smerte ved tilværelsen, vokser og vokser i takt med vores manglende evne til at slå til i kampen for de mål vi forestillede os at nå, og ved at man sideløbende med sin egen udstødelse eller isolation - gennem medier og reklamer bombarderes med, at kun den lykkelige dur, kun den succesrige regner man med, og at være rig og smuk er altafgørende; så må sjælen gå op i sømmene.
Et liv i social og følelsesmæssig isolation starter med følelser af skyld, sorg og af tab, og konsekvensen kan blive, at man lukker af for verden i resignation, bitterhed eller rå kynisme, hvis ikke man drives ud i sindsyge eller depression.
I Vilstrup-undersøgelsen af 1.000 personer udtaler 31 procent at de er lykkelige, 66 procent at de har det jævnt godt som de fleste andre, og tre procent føler sig deciderede mere ulykkelige end andre. Det interessante er de 66 pct., som vist skal opfattes som bevis på de tilfredse danskere. Af dem føler mange formodentlig sig også jævnt ulykkelige som så mange andre, og det må formodentlig være i den gruppe, man finder de store brugere af psykologer, fontex og våde varer.
Hvis der ellers er nogen statistisk signifikans i undersøgelsen, må ihvert fald mindst en tredjedel være uden for arbejdsmarkedet, og en stor del må bo og leve alene, og mange må have problemer på arbejdet og med ægtefællen. Faktorer som generelt er årsager til tristhed.
Men jeg vil opholde mig ved de arbejdsløse, fordi de grundlæggende er i, hvad jeg opfatter som en unaturlig livssituation.
At være arbejdsløs er en kompliceret tilværelse, fordi man alene skal skabe struktur i tilværelsen. Og for dem det lykkedes for, værdsættes det ikke i særlig grad af hverken arbejdsmarkedet eller venner og familie, som vedblivende ikke kan lade være med at synes, at det er synd for dem, og inderst inde mener, at det må være selvforskyldt. Hvad den arbejdsløse oftest også selv ender med at tro, dog uden at sige det til nogen, og slet ikke til Vilstrup.
At mange rent faktisk får meget ud af en tilværelse som arbejdsløs, betyder ikke, at de absolut trives med det på længere sigt, for man kommer aldrig ud over andres og egne fordomme. Og uanset et driftigt aktivitetsnivau sker der en social udstødelse fra visse grupper i omgangskredsen.

Arbejdsløse ghettoiseres
Dygtige, ambitiøse arbejdsløse er altid sideløbende på jagt efter arbejde, og får det som regel også før eller siden. At der også er en lille restgruppe af velfungerende frivillige arbejdsfrie personer, skal jeg ikke nægte, og dem burde man passende ansætte som offentligt betalte livskunstnere, og aflønne dem på rimelig vis for det store arbejde, de gør, for at holde modet og glæden oppe hos andre.
Men så er der altså alle de andre, hvor glæden og selvrespekten bryder sammen før eller siden. De isoleres i hjemmet eller sidder dag ud og dag ind på den lokale bodega eller på bænken fra morgen til aften i søgen efter selskab og sammenhørighed. Støt og roligt sker der et tab af selvrespekt og af energi og engagement. Er man er fattig, udstødt eller arbejdsløs, sker der en ghettoisering på alle planer - boligmæssigt, socialt og åndeligt. Man fastlåses i en situation, som med den moderne liberale bevidsthed først og fremmest skyldes en selv.
Nytteværdien af ens eksistens ophører, når ingen har brug for én. Når stammen ekskluderer dig, og når interaktionen ophører, er du fortabt. Det giver den omsiggribende depression, vi ser behandlet med øl, snaps og dope fra Skagen til Gedser. At blive udnævnt til livskunstner, det er der ære i; der er ikke ære i at være arbejdsløs.
Bare oplevelsen af folks selvopfattelse når man spørger dem om, hvad de laver, udtrykker det: de er ikke mere smede, teologer, specialarbejdere eller arkitekter, de er arbejdsløse! Her forsvinder klasseforskellene delvist med ærestabet, da man er i samme båd, udelukket fra det gode selskab.

Konkurrencen udstøder
Men også i aktiveringsjobbene til slaveløn ligger der et ærestab, og aktivering giver ikke den integration, som socialministeren påstår; alle ved det handler om billig arbejdskraft og personer på midlertidig gennemrejse, og de nødvendige bånd og naturlige fælleskaber, som burde opstå, forekommer ikke, fordi afrejsen er snart forestående.
Isolationen og angsten for tab forstærkes, og den mentale undertrykkelse sætter sine varige spor hos de mennesker, som år ud og ind udsættes for den behandling. En del resignerer og mister glæden, men lever dog stadig et liv på det jævne, en del sætter sig på et værthus, hvor den sociale accept er til stede, og hvor man dog både griner og morer sig, mens smerten og bitterheden vokser, mens de i kor svarer Vilstrup, at det går skide godt.
'Kapitalismens evige Jagt på Profit' har gjort det faste arbejde og en rigtig god økonomi for den enkelte til det alt overvejende mål med tilværelsen, og er pejlepunktet for hans lykke. Forbrugerne og reklamebranchen er indgået i en symbiose, hvor vækstkurverne og vækstraterne for køb og salg stiger og stiger, og alle bilder sig ind, det er vejen frem til det fuldendte liv.
Men både de arbejdende eller de arbejdsløse propper sig med piller og drikker som rasende for at søge trøst i det hårde liv, konkurrencen skaber. Konkurrencen er jo altafgørende for det kapitalistiske samfunds dynamik, men det er jo også den som skaber fremmedgjortheden, udstødelsen og det sociale tomrum, og forstærker isolationen og ensomheden for det enkelte menneske - både mens karrieren ruller, og når man ryger ud og ikke længere kan leve op til konkurrencens nådesløse krav.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her