Læsetid: 5 min.

Den politiske trend er en komedie

Debat
13. juli 1998

Skal det nu også være progressivt at være politisk?
Den øgede politiske interesse er måske blot en af postmodernismens mange skuespil

PROGRESSIV
Hvad vil det sige i dag at være kulturelt progressiv. Er det at gå imod den postmoderne parole om, at kunst ikke skal være politisk og sætte værdier. Og så gøre det.
Ligesom f.eks. forfatterne
Jan Sonnergaard og Jens Martin Eriksen og ligesom f.eks. filminstruktøren Lotte Svendsen. Eller er det noget helt andet end lysten til at politisere, der er progressivt.
Jeg er barn af det postmoderne samfund, og min generation er godt beskrevet af Kasper Nefer Olsen i hans artikel Anæstetik - det sublime forklaret for børn:
"Børnene af det postmoderne er ikke dem, der sætter sig ned på den øde perron og græder, fordi 'toget er kørt'; det er derimod dem, der ikke er gamle nok til tragedien og derfor bliver stående og vinker længe efter, toget er ude af syne. Og bliver ved at vinke som børn gør det, når der ikke længere er forældre til at fortælle dem, at det er tid til at holde op."

Stendød virkelighed
Det er min postmoderne generation, som har det frygtelig svært med det alvorlige, med det seriøse.
Vi tror ikke, at der er noget, der er vigtigt, og noget der er vigtigere end noget andet. Eller at der faktisk findes en helt konkret barsk og modbydelig virkelighed, man bliver nødt til at tage stilling til og handle i. Virkeligheden er som sagt stendød og har været det længe. De postmoderne børn føler i modsætning til børnene af det moderne ingen smerte ved det. Vi nyder at deltage i det store teaterstykke og iscensætte os selv i den ene rolle efter den anden alt efter, hvad situationen kræver.
Vi ved, at vi altid har en maske på, og at der ikke er noget under masken andet end en ny maske. Det er derfor vi er så lidt selvhøjtidelige, for der er jo ikke noget selv - blot en række roller man kan forholde sig ironisk distanceret til. Vi hader dogmer, specielt 70'ernes. Der er ingen af os, der tror på, at det er systemet og kapitalens skyld det hele.
At vi er magtesløse, undertrykte og bare skal sige nej. Vi har ikke lyst til at sige hverken ja eller nej, for vi tror ikke på, at noget som helst kan være rigtigt eller forkert. Vi nægter at tage stilling, fordi alting altid har mindst to lige gode forklaringer.

In at være politisk
Disse postmoderne paroler er nu blevet sagt så mange gange, at de virker frygtelig dogmatiske, hvilket paradoksalt nok er særdeles ikke-postmodernistisk. At der ikke findes nogle store sammenhænge, man kan beskrive i kunsten, og at der ikke er nogle værdisystemer, som ikke er faldet sammen, er blevet så rodfæstet, at det er blevet et værdisystem i sig selv.

Et dogme.
I første omgang virkede det derfor også befriende, at én som Jan Sonnergaard blev træt af alt den postmoderne værdiløshed og kastede sig ud i at være politisk. Det startede med den evige
Sonnergaards novellesamling Radiator, som er blevet et kanon hit.
Dengang den udkom, noget overraskende, fordi det jo er en politisk bog. I hvert fald til en vis grad politisk, for den er også fuld af ironisk distance. Ellers havde de postmoderne børn nok ikke ædt den. Senere, efter at novellesamlingen blev et hit, har Sonnergaard gennem sit avisskriveri manifesteret sig politisk og som fortaler for at politisere kunsten.
En artikelserie som den i Information, der har overskriften 'Sku' det være progressivt', er også et udtryk for, at det er ved at blive moderne igen at være progressiv og politisk. I går var vi generationen, der var værre og mere Nå end Nå-generationen. I dag er der så pludselig fokus på os som 'de progressive unge'.
Måske er enden altså ved at være nær for min barndoms verden. Måske er den nye trend - at politisere kunsten - et vink med en vognstang om, at den postmoderne æra er ved at være forbi. Børnene af det postmoderne er måske ved at modnes og ved at gøre et progressivt stykke arbejde hen imod noget nyt - en ny epoke. Eller måske ikke. Måske er den nye politiske trend i virkeligheden blot endnu en manifestation af, at det postmoderne stadig virker, og os, der er vokset op med det, stadig er børn af det. Den øgede politiske interesse og den øgede lyst til at sætte værdier og diskutere dem er måske blot en af postmodernismens mange skuespil - den politiske trend, en trend på det postmoderne samfunds præmisser. En trend der er lige så tom som resten af postmodernismen og som ender som en forestilling - en leg - hvor vi pludselig skal til at lege vores forældre. Vores forældre besatte rektoren for Københavns Universitetets stol, røg hash på trappen til Kulturministeriet og sagde nej til det hele. De værdier vores forældre troede på, er kørt væk i toget, og vi føler ingen afskedssmerte. Vi vinker farvel til værdierne med en ubekymret lethed. Hvis vi endelig bliver præsenteret for en god gang historisk materialistisk teori, vrænger vi på næsen og griner af den, for det er jo blot en parodi.
Jeg tror ikke på, at man sådan nærmest over night kan genetablere troen på, at der er en større sammenhæng i vores tilværelse. Er der nogle samfundsstrukturer (kapitalismen, bureaukratiet, centraliseringen osv.), som vi kan beskylde for at determinere vores liv. Eller det kan man måske lige netop godt sådan over night, hvis værdierne bliver etableret på det postmoderne samfunds præmisser. For dér går det stærkt. I det postmoderne samfund kan man spille kommunist i dag og glemme det i morgen.
Det politiske er nu ikke glemt endnu, det er stadig en trend, der trives. Måske fordi jeg er barn af det postmoderne, er jeg allerede ved at blive træt af den. Det bliver hurtig dogmatisk og enøjet. For selvfølgelig kan man godt være en glimrende forfatter, uden at man nødvendigvis som Jan Sonnergaard skal skrive om Netto og Fakta. Som Marianne Stidsen skriver i sit essay
i Weekendavisen (26. juni-2. juli), så burde forfatterne måske kravle op i elfenbenstårnet, interessere sig mere for litteraturhistorien end historien og afsløre den gyngende grund, sproget hviler på.

Kun en komedie
Men det behøver jo ikke være enten eller. Ligesom den postmoderne trend blev en dogme for kulturen, tror jeg også, at den politiske bliver det. Sådan at de unge kunster der spirer frem kun kan lave kunst og kultur på én måde (den politiske) for at blive accepteret i det temmelig snævre danske kulturelle miljø. Progressiviteten bliver altså slået ihjel, når folk råber op om, at sådan skal kunsten være for øjeblikket. Når trendsætterne tror, de er progressive og tænker nyt ved at forestille sig, at kunsten igen skal være et sted, hvor man forholder sig til politik, så tror de fejl. Den politiske trend er blot et one
night stand i et postmoderne samfund. Og som sådan er den politiske drejning inden for kunsten ikke progressiv. Den er blot en af postmodernismens mange muligheder. En af postmodernismens mange komedier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her