Læsetid: 4 min.

Pussy Power og narrefisse

16. juli 1998

Man ved aldrig, hvad der sker, når Zentropa er i farvandet

PORNO
Fredag den 10. juli 1998: Filmselskabet Pussy Power inviterer til pressemøde om selskabets første produktion af en erotisk film. Det sker på sidste optagelsesdag på filmen Constance. Sted Zentropa, Avedøre Tværvej 10.
Pressemøde på den sidste optagelsesdag, tænkte jeg. Det kunne godt gå hen og blive spændende. Og Pussy Po-wer - betød det ikke fissens kraft, eller noget i den retning? Måske inspireret af Girl Power, den muskuløse markedsføring af små pigers jomfruelige dominans på musikscenen? I hvert fald kunne der ikke være tale om almindelig tørkost til katten.
Jeg forestillede mig straks den kvindelige vulvas magtfulde og tilintetgørende jabeda, som den beskrives i bogen 'Den Duftende Have', men nu - ude på Avedøre Tværvej 10, udsat for technicolor og widescreen, ja, måske endda live. Man ved jo aldrig, hvad der sker, når Zentropa er i farvandet. Var der ikke en vidunderlig scene i Breaking The Waves, hvor den kvindelige hovedperson tog sin kærestes organ i hånden og strøg det som en fugleunge, mens hun så ham dybt i øjnene og uden et ord sagde: "Du skal ikke være bange, jeg gør den ikke noget?" Og hvad med Idioterne? Her sker der også spændende ting og sager, ganske vist balsameret som kunst, men alligevel. Så hvorfor ikke også i Pussy Powers Constance? Zentropa havde jo taget hende under sine vinger.
Jeg havde et alibi. Hele projektet var tilsyneladende fedtet ind i intellektualisme. Man havde fundet ud af, at "der findes kvinder, som tør stå ved, at de finder behag i at iagttage en smuk mandekrop". Forbløffende, absolut en indsigt man må tage hatten af for - og udforske. Og hvordan havde man så fundet ud af det? Jo, man havde spurgt fem kvinder, og så havde den kvindelige producer også stillet sig selv det provokerende spørgsmål: Hvad tænder jeg egentlig på ved mænd?
Bravo! Jamen, den slags spørgsmål kan absolut anbefales. Nu skete der endelig noget. De danske kvinders Pussy Power skulle stimuleres med såkaldt "erotiske pornofilm, der ikke kun byder på erektioner og vilde orgasmer, men også på en handling, en ømhed og en kærlighed, der er skræddersyet til danske kvinders behov". Sådan. Den frygtelige sandhed om kvinders masochisme, som Maria Marcus skrev om i 70'erne, var tilsyneladende glemt.
Mit eneste problem med pressemødet var, om jeg skulle stå og glo mutters alene i det der Zentropa-showroom ude på landet på Avedøre Tværvej, mens de smukke og kærlige og ømme elskovsatleter boltrede sig uhæmmet på madrassen, eller hvor det nu måtte være. Min nervøsitet skulle vise sig at være ubegrundet. Omkring 50 andre idioter fra pressen havde fået den samme indskydelse.

Pressemødet startede godt. To unge kvinder i udfordrende rokokorober og to unge mænd, den ene med bar overkrop og læderremme på kryds og tværs, den anden med et outfit som en italiensk landarbejder med brede seler over bondeskjorten og en lang, tung gylp i de uldne bukser, skred så lydefrit og overbevisende gennem lokalet, at en fotograf ved mit bord måtte vælte sit vinglas for at komme til hægterne.
Den ene af kvinderne var dybt nedringet, men ikke dybt nok, den anden højhalset og tilsyneladende ærbar, men ikke ærbar nok. Den nedringede trak læderhalsen med bar overkrop i en lænke, fastgjort til et halsbånd. Det kunne ikke være meget bedre. Aktørerne stillede sig op på rad og række, fotograferne steppede, læderhalsen nærmede hengivent sine kødfulde læber til herskerindens svulmende bryst, blitzene blitzede, det var showtime, og vi skulle snart overvære et par instuderede situationer ovre i balsalen, som instruktøren havde lovet os.
På vej over til balsalen spurgte jeg den italienske landarbejder, om han havde gjort sig klart i sit hoved, når han lå der og fik noget på den dumme, at filmen først og fremmest henvendte sig til kvinder, der både ville have sex og ømhed og kærlighed i pornografiske film. Det er jo trods alt ikke så lidt, sagde jeg. Han tænkte sig grundigt om, så så han undersøgende på mig for lissom at finde ud af, hvad det var for en slags mand, han snakkede med, og så sagde han: "No, it's bullshit, of course it's bullshit" - for han var nemlig amerikaner og havde stået for Playboy, så han vidste, hvad han snakkede om.
It's totally commercial, fortsatte han. Jeg gør det kun for at vise mig selv, at det tør jeg godt, det her, og så for at tjene penge selvfølgelig. Egentlig er jeg kunstner, maler.
Jeg turde aldrig gøre det, sagde jeg.
Nej, der kan du se. Men du vil gerne kigge på.
Selvfølgelig.
I balsalen stod den samlede presse og ventede på The Big Bang, summende af forventning. Det kom aldrig. Kun et par fikst opstillede og fuldt påklædte rokokovariationer med bedøvende smil og ømme øjne.
På vej ud af balsalen udbrød en ung, mandlig journalist harmdirrende: "Hvad fanden er meningen? Ikke en gang en blottet, stiv brystvorte. Og det kalder man porno og Pussy Power. Det er simpelthen snyd, falsk markedsføring, narrefisse". Så lagde han notesblokken i tasken og kørte hjem. Sikkert uden at tænke på at lige netop denne pornografiske film om Constance først og fremmest henvendte sig til kvinder.
Om aftenen bragte DR 2, i programmet Efter Deadline, et tandløst interview med den kvindelige producer, hvor ordene pornografi, erotik og Pussy Power blev så stuerene og ufarlige og blottet for humor, at man skulle tro, at de to samtalende kvinder aldrig havde rørt ved en mand, sig selv eller livet i al almindelighed, selv om den ene af dem tilsyneladende var gravid. Nu venter vi kun på Constance og de danske kvinder reaktion på denne mediebegivenhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu