Læsetid: 5 min.

Summertime Blues

Debat
2. juli 1998

I disse dage arbejder Tjekkiets politikere på at danne regering efter et uklart valg

TJEKKIET
Den politiske situation efter valget i Tjekkiet den 19-20. juni er stadig ikke afklaret - kun ét står klart, og det er, at ingen havde forudset resultatet.
Først og fremmest fik de yderliggående partier til almindelig forbløffelse et dår-ligt valg. Det nyfascistiske Republikanske Parti nåede ikke op over spærregrænsen på fem procent og vil derfor ikke blive repræsenteret i det nye parlament.
Det samme var tilfældet med Pensionistpartiet, en klike af gamle tidligere kommunister og folk, der samarbejdede med det hemmelige politi. Det var så overraskende, at partileder Kremlicka til at begynde med ikke kunne tro på tallene og blev ved med at sige, at der måtte foreligge en fejltagelse.
Både Republikanerne og Pensionistpartiet havde udarbejdet konkrete planer for deres deltagelse i en koalitionsregering, men nu står de i stedet i fare for at blive udslettet. Ingen af de partier, der er blevet så grundigt forkastet af vælgerne ved tidligere valg, har formået at gøre comeback. Det er simpelthen for stort et handicap at være udenfor.
På den anden side klarede Frihedsunionen (Unie Svobody - US) sig godt på valg-
dagen. Dette parti, som ellers så ud til at være på vej ud i glemselen, kommer nu til at spille en vigtig politisk rolle.
Det er blevet et samlingspunkt for intellektuelle, liberale og tidligere dissidenter, selv om det har bevaret den bizarre højreorienterede ideologi (frihed = det frie marked) fra tiden umiddelbart efter kommunismens sammenbrud.

Partiet blev grundlagt som et alternativ til tidligere ministerpræsident Vaclav Klaus' parti, ODS, og dets leder er Jan Ruml, som bortset fra præsident Havel er den eneste tilbageværende dissident i den politiske elite.
Inden valget så det ud til, at han og hans venner havde begået en alvorlig fejl ved at udfordre systemet - men med 19 af de 200 pladser i parlamentet har det nu etableret sig som et af de kun fem repræsenterede partier, som alle får mulighed for at øve indflydelse på lovgivningen.
De andre partier er Socialdemokratiet (74 pladser), kommunisterne (24), de kristelige demokrater (20) og - som den største overraskelse - ODS, der igen er kommet ind i varmen som det næststørste parti med 63 mandater, hvilket giver Klaus en reel chance for at vende tilbage som ministerpræsident. Valget var på forhånd blevet udråbt som meget betydningsfuldt, men hidtil har ingen kunnet få øje på en mulig løsning på de modsætninger, der ligger i resultatet.
Årsagen til den politiske krise, der førte til Klaus-regeringens fald sidste efterår, var ODS' involvering i en finansskandale, og det vil være problematisk at lade partiet komme til magten igen efter de mange anklager og afsløringer.
Men socialdemokraterne vil ikke samarbejde med kommunisterne og kan derfor kun skaffe sig et funktionsdygtigt flertal sammen med de kristelige demokrater og Friheds-unionen.

Den virkelige skillelinje i det tjekkiske samfund kommer for dagen, når man sammenligner resultaterne i Prag med dem i resten af landet. Svinget over mod Klaus og de gode gamle dage med hemmelige aftaler, bestikkelse og korruption var langt stærkere i hovedstaden - som især har nydt godt af dette system - end andre steder.
Faktisk ville et valg i Prag alene have givet Klaus et komfortabelt flertal, ligesom et valg i resten af landet ville have givet et komfortabelt flertal til Milos Zeman og hans socialdemokrater.
Grunden til det er ganske enkel. Den økonomiske udvikling, der er så synlig i Prag - de dyre biler, modetøjet, de mange nye firmaer osv. - har ikke fundet sted i resten af landet. Der er naturligvis nogle byer og områder, der klarer sig bedre end andre, men i det store og hele skyldes venstredrejningen uden for hovedstaden denne forskel.
Det er ikke nostalgi efter kommunismen, der har motiveret mange vælgere; det er deres vrede over ikke at have fået del i velstandsstigningen.

Der hersker en sær stemning i landet efter valget. Trods det uventede resultat er der ingen sindsbevægelse at spore; tværtimod synes den overvejende reaktion at være lettelse over, at det politiske dødvande, der har lammet landets demokratiske system de senere måneder, vil fortsætte.
Josef Tosovskys forretningsministerium har gennemgående været populær, og en af grundene til det er, at folk ikke har været nødt til at bekymre sig om politik. Der er en stærk tendens hen imod et statisk samfund - en bureaukratisk styret stat uden de store problemer til at ophidse sindene.
Det er den ældre generation opdraget til, og de unge går generelt så meget op i den vestlige forbrugerisme, at de ikke har mental energi til overs til at beskæftige sig med politik. De vil bare leve deres liv i fred og ro.
Regeringen har hovedsagelig en ceremoniel funktion: Ligesom præsidenten forventes politikerne at repræsentere nationens ære og værdighed ved officielle begivenheder. Det er grunden til, at Tosovsky har haft så stor succes.
Der var risiko for, at det ville ændre sig efter valget. Socialdemokraternes program er ikke ligefrem revolutionært, men de fremsatte dog løfter om reelle ændringer. Også Ruml og US erklærede, at de ville gøre tingene på en anden måde.
Det er sådan, man skal se tillidserklæringen til Klaus og ODS: Som en afvisning af forandring.
Klaus sagde, at hvis folk bare ville lytte til ham, ville Tjekkiet bevare sin økonomiske førerstilling, men faktisk er landet blevet overhalet af Polen og Ungarn. I stedet for den frimarkedsøkonomi efter Thatchers mønster, han lovede, opbyggede hans regering et system med bestikkelse og korruption. Nu har ODS ingen politik at tilbyde - men det viste sig at være en fordel.
Hvis Zeman som forventet må opgive at danne en arbejdsdygtig koalitionsregering, vil Klaus blive bedt om at forsøge. Det er svært at se, hvordan det kan lykkes for nogen af dem uden at gå på akkord med deres erklærede politiske holdninger.

Man kan forestille sig en kompromiskandidat - men uanset hvilken regering, det ender med, vil den kunne påberåbe sig, at den ikke er i stand til at gennemføre sin politik.
Hvis Prag får sin vilje, bliver det Klaus igen - men denne gang Klaus Lite: Landsfaderen Klaus i stedet for super-økonomen Klaus. Og så kommer ODS tilbage, nu etnisk renset for alle dissidenter og blødsødne romantikere, der råber op om rene hænder.
Embedsmænd i ministerierne har de seneste måneder talt om at fjerne ODS-folkene fra deres magtpositioner. Selv denne beskedne forbedring af systemet må nu opgives.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her