Læsetid: 4 min.

Suppe på gammel ko

Debat
11. juli 1998

Hvis børn af homoseksuelle fødes til forvirring og mobning, er det fordi, de møder mennesker med samme holdning som Birte Frandsen

BARNELIV
Birte Frandsen harmes i sit noget rundtossede indlæg i Information den 4.-5. juli over den såkaldte pizza-pasta generations forkælede krav om at få b¢rn. I den anledning får hun dog skudt med så kraftige spredehagl, at der ryger mere end én finke af fadet. Som kvinde i den f¢dedygtige alder og under uddannelse ser jeg det som min pligt at imødegå nogle af Frandsens tåbelige påstande.
Jeg synes, det er urimeligt, at lesbiske kvinder ikke har ret til kunstig befrugtning på linie med andre kvinder. Hvis kunstig befrugtning eksisterer som et tilbud, der betales af det offentlige, må det gælde alle kvinder. Denne befrugtningsform er i forvejen så langt over grænsen for det naturlige, at jeg har svært ved at se, at befrugtning af en homoseksuel kvindes æg, afgørende skulle kunne gøre det unaturlige mere unaturligt og dermed uetisk.
I den forbindelse at tale om, at børn instinktivt drages mod det naturbestemte og derfor aldrig selv ville vælge at vokse op i et atypisk (læs lesbisk) miljø, er dog det værste sludder. Ret beset ville det jo også medføre, at samtlige kunstigt befrugtede og inseminerede børn, også dem der var sat op i en hetero-livmoder, ville føle ubehag ved deres kunstige ophav. Forøvrigt er der ingen grund til at bekymre sig om befrugtning af bøsser. Naturen er nemlig sådan indrettet, at det ikke kan lade sig gøre. Men samtidig er naturen også så viseligt indrettet, at hvis den homoseksuelle kvinde ønsker et barn, og hun ellers er fertil, kan hun altså stadig få det af den mest naturlige af alle naturlige veje.
Hvis børn af homoseksuelle forældre fødes til forvirring, mobning og gråd er det da fordi, at de møder mennesker, eller børn af mennesker, med den samme holdning til homoseksualitet som Birte Frandsen.

Forgiftet sæd
Endvidere må man også betvivle rigtigheden af Frandsens påstand: barnløshed er ikke en sygdom, men ofte et resultat af en livsstil og vel især et problem hos en velbjerget overklasse. Eksempelvis er det tilnærmelsesvist almen viden, at de sprøjtegifte, som anvendes på korn, forringer mandens sædkvalitet. Men det kan selvfølgelig være, at Birte Frandsen med livsstil hentyder til de svinske danske rugbrødsspisere. At det især skulle være overklassen, som plages af barnløshed, er vist lidt af en fiktion. De har da netop, om nogen, råd til at købe ordentlige madvarer. Men iøvrigt kan jeg ikke forestille mig, at barnløshed er begrænset til en bestemt samfundsklasse. Der har den hårdt plagede natur sgu nok alligevel delt sol og vind lige.
Frandsen giver den hele armen i rollen som den dér helt ulideligt selvgratulerende opofrende kvinde med et unaturligt højt kondital, som både kan rense gaze-bleer og koge suppe, mens hun blæser i basuner. Men Frandsen koger sin suppe på en meget gammel og derfor ikke særlig velsmagende ko, idet hun konsekvent og uophørligt anvender betegnelsen 'moderen'. Og læseren må derfor til stadighed undre sig over, hvor fanden faderen er blevet af. Med andre ord har vi at gøre med et alvorligt tilfælde af kvinden-skal-hjem-og-føde-børn-i-suppegryden-ritis. Og det synes jeg dæleme er en noget trist vision (uanset at alt nutildags skal være retro for også at være moderne). Det kan sørme da ikke passe, at børn skal plages med deres mors såkaldt harmoniske omsorg til de fylder syv år (personligt tror jeg ikke, at jeg ville opføre mig særlig harmonisk, hvis jeg skulle tilbringe flere år som hjemmegående). Institutionslivet er da ikke kun af det onde. Børn holder af at færdes blandt andre børn, og kærlighed og ømhed kan vel godt strømme barnet imøde, selvom det går i institution? At kvinden senere kan fortsætte et udadvendt arbejde, tror jeg, afhænger noget af den branche, hun er tilknyttet. Men måske indbefatter det udadvendte arbejde, der hentydes til, at male plankeværker for kommunen?

Dårlig tone at kanøfle
Endvidere er det altså ikke kun fantasien, som Frandsen påstår, der sætter grænser for, hvad det er muligt at læse og studere sig til som hjemmegående. Nej, det er nemlig blandt andet børnene og suppen og lortebleerne, der sætter de grænser.
Jeg vil ikke for nogen pris foretage den deroute, som Birte Frandsen anviser som vejen frem. Jeg vil helst leve i et samfund, hvor begge køn, også bøsser og lesbiske, har en plads på arbejdsmarkedet, hvis de måtte ønske det, også selvom de har børn.
Hvis vi virkelig skulle vende tilbage til de tider, hvor naturen stadig var naturlig, ville det jo kræve, at ikke bare kvinden, men også farmand, vendte snuden i en anden retning, nemlig mod skoven hvor han enten skulle samle eller jage. Endvidere kan det da ikke, i vores uafvendeligt moderne samfund, blive ved med at være udtryk for god tone at kanøfle og diskriminere bøsser og lesbiske, som var de en indisk lavkaste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her