Læsetid: 4 min.

Syndige tanker om det relative

Debat
7. juli 1998

En dumhed er forkert i sig selv, uanset, hvem der gør det eller om det sker i Øst
eller Vest

ISLAM
"Har du nogen sinde haft syndige tanker, Amin?," spurgte jeg mig selv forleden dag.
Well, det ville være løgn, hvis jeg svarede nej, tror jeg. For det første er det at lyve en synd i sig selv, og for det andet er det ikke godt at lyve over for sig selv. Så jeg må indrømme, at jeg højst sandsynligt har haft syndige tanker. I lang tid har jeg tænkt på, om jeg, der er født i Iran - et tilsyneladende islamisk land - burde være for eller imod slør.
I lang tid har jeg haft på fornemmelsen, at nogen ville være interesseret i at høre, hvad jeg mener om emnet.
I nogen tid har jeg ventet på, at enten telefonen ringede, eller at nogen kom og bankede på døren. I nogen tid har jeg siddet, ventet og forberedt mig på at komme med det rigtige svar. Jeg har forestillet mig, hvor den spørgende person ville komme fra. For det svar, man giver, er afhængigt af, hvem som spørger. Hvis jeg nu stadig boede i Iran for eksempel, og nogen spurgte mig, om jeg nogen sinde har haft syndige tanker, ville jeg være nødt til at svare nej. Et ja til spørgsmålet ville koste mig dyrt.
Den iranske spørger ville sikkert tænke på syndighed i forbindelse med relationen mellem mænd og kvinder. Men i Iran er alle kvinder nødt til at gå med slør. Det siger Islam - i hvert fald i Iran. Så når man går på gaden, får man ikke set nok af det kvindelige køn til dernæst at fantasere over det, og til sidst udvikle en syndig tanke.

Mellem os sagt er Islam en meget irriterende religion. Hermed er ikke sagt, at den ikke er guddommelig, det ved jeg ikke noget om. Men som mange kan bevidne, kan Gud være irriterende, faktisk guddommeligt irriterende. Sløret er bare en lille del.
Al det bederi, al den chauvinisme, at faste, dens modvilje mod kunst, det er ingenting i forhold til Islams blanding af diverse gamle traditioner, der næsten er pinlige. Islam er ikke ligesom kristendom en missionerende religion. Men den har den regel, der siger, at man skal fremme det gode og forhindre det forkerte.
Det er Islams irriterende element. For det, der er godt, og det der er forkert, defineres af traditionen, af de gamle og af de lærde. Jeg som privat person har intet at sige.
For et stykke tid siden var jeg til et møde om børneopdragelse. Grunden var ikke, at jeg ved noget som helst om emnet, men arrangøren spurgte, om jeg ville være ordstyrer, da deres oprindelige ordstyrer var blevet syg. Jeg accepterede.
Heldigvis kom der kun fire mennesker til arrangementet. Så besluttede arrangøren, at man bare skulle "debattere" løs.
Den første holdning, der blev luftet var, at i Vesten er man imod alt, der kommer fra de arabiske og islamiske lande. Denne holdning er et selvforsvar allerede inden noget angreb. Og jeg har hørt den mange gange før.
OK, sagde jeg, hvad med stening af kvinder? Han tav. Hvad med sløret, fortsatte jeg. Og han svarede, at sløret ikke er kvindeundertrykkende, og desuden var de danske kvinder lige så undertrykte som de muslimske. Jeg var i drillehumør, og manden var på gyngende grund. Jeg fortsatte med at sige, at i Danmark har kvinder i hvert fald den mulighed at klage, hvis de bliver undertrykt, denne mulighed er ikke-eksisterende i mange islamiske lande.

Mandens fejl var, at han ville forsvare noget forkert. Det faktum, at kvinder undertrykkes i islamiske lande, kan ikke forsvares.
Det er fordi kvindeundertrykkelse i sig selv ikke kan forsvares, og ikke fordi, det sker i islamiske lande og er godkendt af tradtionen. Stening er forkert i sig selv, og ikke fordi det ikke sker i Danmark. Kort sagt er en dumhed forkert i sig selv og ikke i sammenligning med noget andet. Dumhed er forkert, uanset hvem der gør det, eller hvor det sker, om det er i Vesten eller i Østen. Men hvad med sløret?
Personligt kan jeg ikke fordrage sløret. Min modstand mod sløret er begrundet i en del minder fra Iran.
Efter revolutionen opstod nogle paramilitære kvindegrupper i Iran, og de havde slør på, et langt og sort slør, der dækkede deres kroppe. Man kunne kun se deres vrede ansigter. De var frygtindgydende. De var værre end de mandlige garder.
Der er gået et stykke tid siden nu, men jeg kan stadig huske dem. Jeg har haft tid til at tænke over, hvorfor synet af dem var så frygteligt. Jeg er nået til den konklusion, at det ikke specielt var på grund af deres slør, at de var frygtindgydende. Men deres vrede øjne, deres holdning at de havde ret, og mest af alt: de smilede ikke. De så ikke ud som mennesker, men som robotter.

Det har jeg fundet ud af i Danmark. Jeg ser mange, der bærer slør. Mange af dem betragter sløret som en beklædningsdel. Men der er også nogen, der bruger sløret som en markering, som et våben. De minder mig om den militante gruppe i Iran. Så svaret på, om slør er forkert eller ej, er vanskeligt. I Danmark kan man vælge, og det bør man kunne. I Iran har man ikke noget valg. Det er også en af grundene til, at jeg befinder mig i Danmark nu.
Nu tilbage til det oprindelige spørgsmål, om jeg har haft syndige tanker?
Svaret må være følgende. I Iran kunne jeg ikke have haft det, og i Danmark prøver jeg på at lade være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her