Læsetid: 2 min.

Tyrkiet og menneskerettigheder

Debat
10. juli 1998

Lad OSCE's behandling af menneskerettighedssituationen i Tyrkiet være en lakmusprøve på organisationens handlekraft og politiske mod

KURDERE
Det kurdiske spørgsmål indtager en særlig plads i diskussionen om menneskerettigheder i Tyrkiet, som forhåbentlig bliver en del af OSCE's parlamentariske forsamlings dagsorden på mødet i København i denne uge.
Kurdernes antal er cirka 30 mio. - den største statsløse nation i verden, heraf bor de 16 mio. i Tyrkiet. Med den kemalistiske stats dannelse i 1923 blev kurdernes identitet fornægtet, og deres politiske og kulturelle rettigheder frataget dem. De kurdiske politiske organisationer og bevægelser, som er vokset frem siden da, har antaget forskellige former og har haft forskellige mål. Men de har stort set alle skullet ses som en opposition til situationen med den tyrkiske stats 'politics of denial' - en fornægtelsespolitik.

Uniform identitet
Dialektikken mellem fornægtelsespolitikken og modstanden imod tvangsassimilationen er således hele forståelsesrammen for den nu 15 år lange krig mellem det tyrkiske militær og den kurdiske guerilla.
Når Tyrkiet fastholder en militær løsning på det kurdiske spørgsmål, mens de kurdiske organisationer ønsker en politisk løsning, må det ses i sammenhæng med den måde, den ny tyrkiske stat blev dannet på under ledelse af Mustafa Kemal (Atatürk) efter Første Verdenskrig. Hans mål var en uniform tyrkisk nationalidentitet i det multietniske område, der kom til at udgøre Tyrkiet (bestående af Anatolien plus den europæiske del og rummende tyrkere, kurdere, armenere, assyrere, grækere osv.). Midlet var at gøre alle borgere til tyrkere, om nødvendigt ved tvang. Dette blev indskrevet i den kemalistiske grundlov fra 1924. "I Tyrkiet har alle lige rettigheder", står der i grundloven, men: "i Tyrkiet bor der kun tyrkere".

Fjende af staten
Hvis man nægter at lade sig tyrkificere, er man ifølge grundloven en fjende af staten. Der er altså indbygget etnisk diskrimination i den tyrkiske grundlov.
Dette har ikke kun medført kurdiske væbnede oprør. Det har også ført til ideologiske stridigheder om sprog, kultur, ritualer og historie. I kampen om sproget har tyrkiske sprogforskere forsøgt at dokumentere, at kurdisk er en dialekt af tyrkisk, men kurdiske forskere fastholder, at det er et selvstændigt indoeuropæisk sprog.
I og med at Tyrkiet ikke anerkender eksistensen af ordet 'kurdisk' eller 'Kurdistan', har de svært ved overhovedet at diskutere det kurdiske spørgsmål. De taler da om Sydøst-Anatolien, når de mener de kurdiske provinser. De taler om bjergtyrkerne som betegnelse for kurderne. De taler om separatisterne, når de mener PKK (Kurdistans Arbejder Parti). Så konflikten mellem kurderne og tyrkerne føres såvel med våben i bjergene som med ord på universiteterne - og i medierne, ikke at forglemme.

Ændr grundloven
Når man derfor kræver menneskerettigheder for kurderne og de andre etniske folk i Tyrkiet, så er det noget langt mere alvorligt og omfattende end at kræve flødeskum på kagerne søndag eftermiddag. Det kræver helt konkret, at man går ud og forlanger fundamentale ændringer i Tyrkiets kemalistiske grundlov - og dermed en fundamental ændring af den tyrkiske stat.
Lad OSCE's behandling af menneskerettighedssituationen i Tyrkiet være en lakmusprøve på organisationens handlekraft og politiske mod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her