Kronik

Uskyldigt offer og skyldigt samfund?

Debat
6. juli 1998

Mordet på et barn går over en særlig grænse. Dagens kronikforfatter trækker en parallel fra den aktuelle Susan-sag til et barnemord for 250 år siden

Drabet på den ti-årige Susan Rasch Ipsen fornylig føles stadig som en rystende tragedie. Ikke kun for pigens familie, men også for samfundet.
Og det gør det, fordi drabet og det seksuelle misbrug af et barn berører nogle af vore væsentlige værdier. Det er frygteligt, at et barn kan gøres til genstand for en forbrydelse. Barnet repræsenterer uskylden og bærer håbet om en bedre fremtid, og det er skræmmende, at vi ikke kan beskytte det.
For netop 250 år siden ramtes det danske samfund også af et oprørende drab på et barn. Ligesom i dag udstillede drabet samfundets afmagt og berørte væsentlige værdier. Men her hører lighederne også op, for motivet til mordet var et ganske andet, og de værdier, der ramtes var helt andre.
Drabet foregik den 3. august 1748. Omstændighederne var følgende: Tjenestepigen Chatrine Jørgensdatter, som tjente i Nyboder i København var blevet slået af sin husbond. Vred gik hun ud med den hensigt - som man formulerede det i tiden - at gøre en ulykke. Hun tjente i Kamelgade, den nuværende Gernersgade, og her fandt hun en tilfældig lille dreng, Ole, på 4 år. Med nogle kirsebær lokkede hun ham med sig til Nørreport. Da han ikke kunne gå længere, bar hun ham til de kom hen til den jødiske kirkegård. Der lagde hun drengen på skødet og skar halsen over på ham med en køkkenkniv. Hun blev straks pågrebet og tilstod drabet.
Byretten dømte hende til halshugning og hjul og stejle. Dette betød, at man på retterstedet rejste en høj stage med et vognhjul påsat. Det afhuggede hovede spiddede man på stagen og kroppen lagdes på vognhjulet. Her skulle liget så udstilles i flere år til vanære for Chatrine og andre til skræk og afsky.
Det var en grum straf, men ikke ualmindelig i 1700-tallet. Domstolene dødsdømte mange, og selv om kongen benådede en del, så henrettedes der omkring tre personer pr. år pr. 100.000 indbyggere. Med vore dages danske befolkning ville det give 150 henrettelser om året. Ca. en fjerdedel af de henrettede endte på hjul og stejle.
Chatrines sag forelagdes Højesteret, som var meget fortørnede. Dommerne mente, at denne art forbrydelse var alt for hyppig, fordi straffen var for mild.

Men hvad var det da for en forbrydelse? Ifølge dommerne havde den sin årsag netop i straffen. Den skyldtes, at de dødsdømte førtes til retterstedet i stads og pynt og offentligt forberedtes til henrettelsen med en højtidelig ceremoni. Det gav almuen indtryk af, at den henrettede fik en 'lyksalig død'. Vi betragter henrettelser som en barbarisk uret mod den dømte, men her var henrettelsen altså det attråede mål.
Og drabene var ikke ualmindelige. På Sjælland og i København, så man næsten hvert år et eller flere. I 1735 opregnedes otte alene i København. De blev især begået af unge piger og unge ugifte mødre. De unge pigers ofre var tilfældige børn fra nabolaget. De ugifte mødre dræbte deres egne børn. Drabene adskilte sig fra de også hyppige fosterdrab, hvor moderen fødte i hemmelighed og ombragte barnet for at skjule graviditeten og bevare sin uskyld.
Ceremonien omkring henrettelserne skyldtes deres religiøse betydning. De første enevoldskonger mente at have fået deres magt af Gud for at skabe et kristent rige. Derfor skulle de bekæmpe forbrydelser, som fortørnede Gud, og straffe dem efter Guds bud.
Guds vilje stod at læse i Bibelens Mosebøger. Gud krævede dødsstraf for trolddom og en række sædelighedsforbrydelser, men især måtte drab absolut straffes med døden. Dette gentoges ofte, f.eks. i fjerde Mosebog (kap. 35, v. 33): "Vanhelliger ikke det land I er i, thi blodet vanhelliger landet, og landet får kun soning for det blod, der er udgydt deri, ved dens blod, der har udgydt det."
Altså: Det land, som ikke henrettede drabsmænd, ville Gud straffe. Samtidig gav henrettelsen drabsmanden mulighed for at sone sin synd og udstå Guds straf her på Jorden.
På denne måde blev henrettelsesceremonien en vigtig religiøs handling. Kirkeritualet beskrev over hele 28 sider præsternes forberedelse af de dødsdømte og hvordan selve henrettelsesdagen skulle foregå. Præsten skulle forklare den dømte, at Gud havde ladet Satan friste hende for at åbne hendes øjne for sin egen syndighed. Men Guds nåde var uendelig, og hvis hun af hjertet angrede sine synder, og villigt udstod Guds straf, ville Himmerige åbnes også for hende.

På selve dagen klædtes den dødsdømte i en dragt af hvidt stof og gik med en eller flere præster i procession til retterstedet. Præsterne sang salmer og bad sammen med den dødsdømte og folkemængden. På retterstedet skulle den dødsdømte bekende at fortjene sin straf og skulle tilgive myndighederne og tilskuerne. Præsten gav så syndsforladelse, hvorefter skarpretteren foretog henrettelsen. Man måtte ikke tale ondt om en henrettet, for denne havde jo sonet sin synd for Gud.
Ceremonien var iscenesat af myndighederne, men tilskuerne arbejdede videre på den. Til mange henrettelser blev der skrevet skillingsviser eller rettere lejlighedssalmer, som de dødsdømte bad om at få skrevet. Hovedtemaet heri var den dødsdømtes anger og omvendelse til Gud og forsikringer om, at en plads i Himlen som 'Jesu brud' var sikret. Salmerne blev solgt op til henrettelsesdagen, og folkemængden og den dødsdømte sang den under ceremonien.
Det er i denne sammenhæng, at Chatrines og de andre unge kvinders mord skal ses. Drabet på et uskyldigt barn var et selvmord, hvor kvinden for en dag blev byens midtpunkt, og hvor hun gennem henrettelsesceremonien opnåede en udsoning med samfund og Gud. Også det lille barns sjæl mente man kom i Himlen, fordi det kun havde syndet så lidt i sit korte liv.
Højesteretsdommerne udtænkte nu en ny og langt hårdere straf. Herefter skulle disse mordere ikke blot halshugges og på hjul og stejle, men forinden skulle de føres rundt til byens torve og fem gange knibes med gloende tænger. På retterstedet skulle yderligere den hånd, hvormed drabet var begået, hugges af.
Den største tiltro havde dommerne imidlertid til endnu en tilføjelse. Forbrydene måtte nu ikke føres til retterstedet med særlig ceremoni eller i særlig klædedragt. De måtte ikke have håret sat op, og skulle have et reb om halsen for at vanære dem. Turen rundt i byen skulle foregå i natmandens vogn. Vognen benyttedes ellers til at transportere selvdøde dyr, som det ansås for dybt vanærende at berøre.
Ikke engang det standsede mordene. Ret beset havde straffen jo heller ikke fjernet de elementer, som motiverede drabene, nemlig den sikre henrettelse og den religiøse udsoning med Gud.

Efter to nye mord i 1757 foreslog tidens betydeligste jurist, Henrik Stampe, en ny straf. Han ville undlade henrettelsen. I stedet skulle morderne sættes til strengt arbejde og en gang årligt piskes offentligt.
Teologerne sagde nej: Bibelen krævede, at uskyldigt blod sonedes med morderens blod, og forslaget blev sluttelig afvist. Ti år senere blev Henrik Stampes forslag dog gennemført, og præsterne fik samtidig ordre til at mindske det offentlige religiøse ceremoniel ved henrettelserne.
Reformerne fik den ønskede effekt. Efter nogle år ophørte denne mordtype.
De grundløse mord og deres afstraffelse giver et interessant indblik i religionens betydning i 1700-talssamfundet. De unge piger og deres dommere havde nemlig fælles værdier, og denne specielle forbrydelse kunne først bekæmpes, da samfundet omdefinerede værdierne.
Der er store forskelle på mordet i 1748 og drabet på Susan i 1998. Men der er også ligheder. Selvmordsmord er utænkelige i dag, fordi forudsætningerne mangler. Omvendt forekom seksuelt motiverede drab på børn ikke i 1700-tallet. Retssager om seksuelle overgreb mod børn sås næsten heller ikke.
Antager vi, at de få retssager afspejler et tilsvarende lavt antal overgreb, så er pædofili en perversion, som er - om ikke skabt - så i hvert fald steget i omfang i vores egen tid.

Det 20. århundrede er kaldt for barndommens århundrede. Vi bruger store summer på opdragelse og uddannelse, såvel som på legetøj og andet børneforbrug. Barnet er langt mere synligt og idealiseret i dag. Samtidig er overgreb på børn blevet kriminaliseret, senest er forældre blevet forbudt at slå deres børn. Samfundets fordømmelse af misbrug af børn er vokset. Spørgsmålet er, om det ikke netop er denne synliggørelse, idealisering og beskyttelse af barnet, som udløser nogle mænds ulykkelige seksuelle tiltrækning af dette ideal.
Er dette rigtigt, står vi med en problemstilling, der ligner 1700-tallets. Det som styrker pædofilien er netop værdifællesskabet med hele samfundets idealisering af barndommen. Og vigtigere, den pædofiles drab på barnet for at skjule forbrydelsen skyldes samfundets fordømmelse og hårde straffe. Spørgsmålet er så, om der på tilsvarende måde, som 1700-tallet opløste selvmordsmordenes forudsætninger, i dag er muligt at ændre nogle af de mekanismer, som gør pædofile til mordere.
Jeg stiller spørgsmålet, men har ikke noget svar.

Tyge Krogh er seniorforsker ved Rigsarkivet og har bl.a. forsket i 1700-tallets kriminalitet og straffepraksis.

APROPOS
Om henrettelser

"Jeg var nyeligen udi et Selskab, hvor der blev talet om en stor Misdæder, som var rettet. Da nogle opregnede hans Misgierninger, hvorudi han stedse fremturede indtil han blev greben, lastede andre deres Tale, sigende, at man nu maatte holde inde med saadanne Bebreydelser, efterdi Misdæderen havde lidet for sine Synder, og derved var blevet forsonet med Gud. Saadant er gemeenligen Almuens Mundheld, men intet er mere ugrundet; thi Executionen paa en Misdæder skeer ikke for at forsone ham med Gud, men for et Societets sikkerhed, og er en Straf for at afskrække andre, hvorfor ogsaa deslige Executioner skee paa offentlige Steder udi det heele Folks paasyn. Hvis en Misdæder frivilligen gav sig selv an, og underkastede sig Lidelse, var det en anden Sag; thi da kunde han ansees som en Pænitent. Men, saasom fast alle Misdædere fremture udi deres Misgierninger indtil de blive grebne, og dømte, kand Lidelsen ikke regnes dem til Merite, og Forsoning. Man kand i visse Maader sige, at Straffen skeer ikke for at hevne forbigangne Misgierninger, men for at hindre Misdæderen ikke at bedrive fleere, og at den kand tiene til Exempel for andre. (...)."
Ludvig Holberg: Epistler, bd. 5 (1754), epistel 524.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her