Kronik

Velfærd på vidunderkur

14. juli 1998

Den nye socialreform vil have velfærden ud i 'civilsamfundet', og de frivillige sociale organisationer skal hjælpe. Men det er ikke problemløst at indrullere de frivillige i 'systemet'

Man skal ikke bevæge sig ret langt ind i et af landets socialt belastede kvarterer, før man får øje på visse synlige "problem- grupper" - alkoholikere, narkomaner, bistandsmodtagere eller endda 'de fremmede'. At der er behov for en indsats, er indiskutabelt, og nu er det blevet de frivillige sociale organisationers tur til at være problemløsere.
I de senere år har der været øget fokus på de frivillige sociale organisationer som en fornyende aktør i velfærdssamfundet. Initiativet kommer primært fra Socialministeriet, men også den videnskabelige verden og de frivillige sociale organisationer har søgt at finde løsninger på velfærdsstatens problemer. Problemet er dog, at forståelsen af og forholdet til de frivillige sociale organisationer er ret overfladisk, og det kan være ødelæggende for de frivillige sociale organisationers fornyende potentialer.
Ideen er ellers god nok. Socialminister Karen Jespersen ønsker at bevare det universelle princip i den danske velfærdsmodel, hvor de sociale rettigheder er ens for alle uanset indkomst eller arbejdsmarkedstilknytning (Politiken den 26/4).
I nedskæringstider kan det dog være særdeles svært at finde penge til blot at bevare Socialministeriets budget på det nuværende niveau. Samtidig er der alligevel grupper, som falder uden for det universelle princip - de socialt udsatte, som ikke kan eller vil hjælpes af velfærdsstaten. Den danske velfærdsstat er derfor i den paradoksale situation, at den holder udgifterne på status quo og samtidig forventer at ydelserne forbedres.

Karen Jespersen og mange andre ser en ændret organisering af rollerne for produktionen af velfærd som løsningen på dette paradoks. 'Velfærdsstatens krise' skal bla. løses af det, hun kalder civilsamfundet - familien, lokale fællesskaber og frivillige organisationer. Det er ikke længere nok at være solidarisk over 'skattebilletten', man skal også tage sig af sine nære, af kammeraterne i badmintonklubben og af de sociale problemgrupper i lokalområdet.
Hvis visionen bliver virkelighed, vil en stor del af det moderne samfunds symptomer som ensomhed, misbrug og selvmord kunne mindskes. Statens rolle som velfærdsproducent og formidler af solidaritet vil reduceres, og på sigt vil de sociale udgifter forblive uændret.
Men hvad så, når skaden er sket? Også de grupper, som allerede er socialt udsatte, kan hente hjælp i civilsamfundet. Frivillige sociale organisationer har tradition for at hjælpe de grupper, som velfærdsstaten overser. Så hvorfor ikke mere bevidst udnytte de frivillige sociale organisationer som velfærdsproducenter? Det frivillige sociale arbejde er jo billigt. Og så besidder de frivillige sociale organisationer nogle specielle kvaliteter - det frivillige islæt - som gør sig særlig godt i behandling af socialt udsatte. Det lyder som en vidunderkur: Både billigere og bedre!
Ideen er også god - men ikke uproblematisk.

Hidtil har Socialministeriet forsøgt sig lidt frem. På den ene side findes der forholdsvis åbne puljer, som kan søges af den frivillige sociale organisation alene. På den anden side er der målrettede puljer, som kræver medfinansiering, og som derfor skal ansøges af den frivillige sociale organisation sammen med kommunen eller amtet.
I vores undersøgelse af to projekter drevet af frivillige sociale organisationer, fandt vi en grundlæggende konflikt mellem de to former for puljer.
Åbne puljer giver den frivillige sociale organisation mulighed for at udøve kritisk modmagt, men mangler i høj grad en dialog og samarbejde med de lokale myndigheder. Modsat giver de målrettede puljer et tæt samarbejde med den decentrale myndighed, men gør det svært for den frivillige sociale organisation at være kritisk.
Hvis man følger kommunens og amtets logik er det jo ganske forståeligt, at de ikke ønsker at samarbejde med og finansiere en organisation, der samtidig kritiserer kommunens politik. Men hvis det frivillige islæt hæmmes af det offentliges krav til samarbejdet, mister de frivillige sociale organisationer deres fornyende potentiale og risikerer at blive en afart af en offentlige organisation.
"Men så er det vel godt at Socialministeriet har begge former for puljer," kan man sige.
Nej, det er ikke godt nok, for en vigtig del af det frivillige islæt er netop den kritiske modmagt.
De frivillige sociale organisationer vil gerne påtage sig opgaven at hjælpe samfundets socialt udsatte. Men netop kritikken af de bestående måder at tage sig af disse problemer, er hele grundlaget for en fornyelse. Uden mulighed for uafhængig kritik mister de frivillige sociale organisationer deres frivillige islæt og dermed deres fornyende kraft.
På den anden side er det netop kommunerne, som varetager størstedelen af de sociale opgaver i dagens Danmark. Hvis de frivillige sociale organisationer skal indgå i en sammenhængende problemløsning med udgangspunkt i de socialt udsatte, må koordination og samarbejde foregå lokalt. Kommunerne er en betydelig magtfaktor i den danske socialpolitik, og det er i denne sammenhæng, at de frivillige sociale organisationer kan være fornyende. Men det kan ikke lade sig gøre, som situationen er nu.

Vores formodning om en sådan konflikt er blevet bekræftet igen for nylig. Den nye sociallov gør det obligatorisk for kommuner og amter at samarbejde med frivillige sociale organisationer. Loven trådte i kraft den 1. juli 1998, men allerede i foråret, har de frivillige sociale organisationer råbt vagt i gevær, fordi nogle kommuner og amter misbruger den ekstra bevilling til at skære ned i de nuværende tilskud.
I vejledningen til loven står der ellers ganske klart, at pengene skal bruges til nye aktiviteter, men reelt vil det kræve en overordentlig stor indsats at kontrollere om denne regel overholdes. Hovedtendensen med den nye paragraf bliver sandsynligvis, at de "diplomatiske" og vellidte organisationer får penge, mens de mere kritiske fortsat må sætte deres lid til Socialministeriets puljer...
Har Socialministeriet sovet i timen? Måske. Men deres strategi kan også være først at igangsætte et samarbejde mellem de decentrale myndigheder og de frivillige sociale organisationer, og dernæst skabe plads for den kritiske modmagt.
Det er en farlig strategi, der risikerer at ødelægge både de frivillige hjælperes og de socialt udsattes interesse, hvis projekterne bliver alt for konforme, og hvis beslutninger føles trukket ned over hovedet.
Socialministeriet kan selvfølgelig ikke garantere optimale arbejdsvilkår for alle frivillige sociale organisationer. På den anden side spænder Socialministeriet ben for sig selv, når ønsket om mere samarbejde med de frivillige sociale organisationer bliver til en ren illusion, fordi de frivillige sociale organisationer mister legitimitet hos både de frivillige hjælpere og de socialt udsatte. Den kritiske modmagt er derfor mere end blot en idyllisk forestilling om det frivillige islæt.
Og det betyder noget. Hvis vi skal bevare sammenhængskraften i samfundet og solidaritet med de socialt udsatte, så er de frivillige sociale organisationer afgørende. De frivillige sociale organisationer kan løse aktuelle problemer som alkoholmisbrug, narkomani eller hjemløshed, og de kan forme grundlaget for et samfund, hvor civilsamfundet spiller en større rolle.

Alternativet er den udvikling, vi ser tendenser på i dag. Et samfund, hvor forskellen mellem rig og fattig vokser, og hvor der er opstået en ny underklasse af fattige, socialt udsatte og 'de fremmede', som ingen ønsker at vedkende sig, og som ingen ønsker at betale skat til. Det er ikke England, vi henviser til, men Danmark dog i mindre målestok indtil videre.
Derfor må solidariteten genskabes i samfundet, og da skattebilletten ikke længere er tilstrækkelig, så synes de frivillige sociale organisationer at være eneste udvej - hvis det offentlige altså formår at løse op for konflikten mellem den kritiske modmagt og den lokale forankring.
En holdningsændring fra kontrol af til mere tillid til de frivillige sociale organisationer kunne løse konflikten, men mere realistisk ville en nuanceret bedømmelse af det frivillige arbejdes kvaliteter være et skridt på vejen. Tænk hvis succes ikke blot blev vurderet ud fra økonomiske effektivitetsparametre, men også ud fra de frivillige sociale organisationers egne præmisser.
Næste skridt kunne være at øremærke en større pose penge til frivillige sociale organisationers udførelse af decentrale opgaver, som f.eks. behandling af misbrugere. Ad denne vej kunne der skabes et samarbejde baseret på gensidig økonomisk afhængighed mellem den decentrale myndighed og den frivillige sociale organisation, som kunne åbne op for en gensidig respekt og kritik.
Dette var blot to forslag til at løse op for konflikten mellem fornyelse og lokal forankring. Det civile samfund er der, men mangler mulighederne. At skabe disse muligheder er op til Socialministeriet!

Martin Jeppesen og Christian Rohmann er begge stud.scient.soc.

APROPOS
Frie og villige

Det frivillige sociale arbejde betegner de forudsætninger, som de frivillige arbejder ud fra i mødet med socialt udsatte. Konkret kan det være svært at beskrive, men meningen kan indfanges med sætninger som "tag udgangspunkt i den enkelte", "arbejde udfra særlige livserfaringer" og "udøve kritisk modmagt".
De frivillige er amatører med overskud til at arbejde gratis for andre, ofte i modsætning til eller i forlængelse af eksisterende offentlige tilbud. Sikkert er det, at frivillige sociale organisationer op gennem det 19. og 20. århundrede har opdaget og hjulpet borgere med sociale problemer, og i en kritisk dialog med staten har været med til at forme det velfærdssamfund, som vi kender i dag.
De frivillige sociale organisationer er ikke en homogen gruppe.
Betegnelsen dækker alt lige fra en landsdækkende og velorganiseret organisation som Kirkens Korshær til en lokal besøgsvennekreds. At opfatte de frivillige organisationer som en homogen gruppe, svarer til at opfatte A.P. Møller og den lokale kioskejer som relativt ens! For at skabe en mere nuanceret forståelse skelner nogle mellem frie (ift. det offentlige) sociale organisationer og frivillige sociale organisationer, nogen ser på samarbejdsrelationer med det offentlige og andre på organisationens geografiske placering.
I alle tilfælde er det vigtigt at gøre sig det klart, hvem der skal være fornyende på hvilken måde, og så tage hensyn til denne del af de frivillige sociale organisationers særlige betingelser for at kunne være fornyende.
De frivillige sociale organisationer er ikke fornyende per automatik. Fornyelse kræver en hvis frihed fra det offentlige, ligesom det kræver rum til kritik og en forståelse og refleksion af denne kritik hos det offentlige.

Martin Jeppesen og Christian Rohmann. Dagens Retfærd og velfærd er skrevet på baggrund af eksamensprojektet 'Frivillige sociale organisationer i velfærdssamfundet' på den Socialvidenskabelige Forvaltningsuddannelse på RUC. Projektet kan læses i sin fulde længde på 'http://hjem.get2net.dk/martinje'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu