Et par principielle bemærkninger til Villy Sørensens kommentar til min bog om Hegels anerkendelsesteori
TEOLOGISK
Villy Sørensens indlæg i nærværende avis (20.-21.juni) betragter jeg ikke som en anmeldelse af min bog om Hegels anerkendelsesteori, men som en replik til de dele af bogen, der omhandler hans egen bog om Jesus (1992). Derfor dette svar.
Jeg kan ikke her gå ind på alle de emner, Villy Sørensen berører i min bog; det er nærliggende at jeg holder mig til det punkt, som er hovedsagen i min kritiske og sympatiserende stillingtagen til hans værk om Jesus; et direkte spørgsmål til Villy Sørensen, som han i sit indlæg ikke tager stilling til.
Men først en mere principiel bemærkning. Et sted i sin replik siger Villy Sørensen, at jeg gør Hegel til min ven og ham selv til min fjende. Begge dele af påstanden er - naturligvis - forkert.
Jeg forholder mig på afgørende steder kritisk til Hegel, men forsøger trods det at anvende hans (tidlige form for) dialektik for at komme ud over den tvedelingens ven/fjende tankegang, som Villy Sørensen også bekæmper, men som han overraskende nok alligevel falder tilbage til.
Former for forsoning
Egentlig gør jeg kun brug af en eneste tanke hos Hegel, en tanke som i en vis læsning også er nærværende hos Kierkegaard, men jeg foretrækker her Hegels argument. Udgangspunktet er, at der findes to former for forsoning: den umiddelbare og spontane, tillidens; den tilslutter Villy Sørensen i enighed med Løgstrup sig.
Og så den form for forsoning, der også har forsonet sig med sin modsætning, negativiteten, konflikten. Denne sidste form for forsoning er det, Hegel kalder 'Anerkennung', da han ikke kunne tale dansk.
Det er en lidt mærkelig form for 'ømskindethed', der kommer til orde, når Villy Sørensen mener, at jeg gør ham til min fjende. Villy Sørensen viger da ikke selv tilbage for robuste udsagn, f.eks. da han i sin tid tog livet af den gamle Jakob Knudsen, som af gode grunde ikke kunne replicere.
Men lad mig da sige det i al klarhed: Villy Sørensens bog om Jesus og Kristus er, efter min vurdering, den væsentligste bog i dansk teologisk regi siden Løgstrups skrifter. Derfor afholdt jeg sammen med min kollega Per Bilde straks da bogen udkom et velbesøgt seminar over den. At den samlede danske kirkelighed så anderledes på værket, kan jeg kun være lige så forundret over som forfatteren.
Til sagen
Og så til sagen. På side 254 f. i min bog stiller jeg Villy Sørensen et bestemt spørgsmål, som kun har mening under den forudsætning, at jeg er indforstået med hans tese om, at man må anskue Jesus-personen ikke som et himmelsendt væsen, men som en tids- og stedbestemt menneske.
Et menneske, der som Villy Sørensen skildrer det, var i stand til at vende Guds sindelag fra magt til kraft. Spørgsmålet, som er grundlaget for al meningsfuld kristen dogmatik, er i sin enfoldighed følgende: Skal man anskue denne historiske hændelse som en 'irreversibel' éngangsbegivenhed eller ikke?
Teologer siger selvfølgelig ja og kommer normalt slæbende med en stak dogmer. Det er i orden, hvis de anvendes som et svar på mit videregående spørgsmål, rettet til Villy Sørensen: Hvad stiller man - han - op, når eller hvis en ny karismatisk retor møder op med det stik modsatte anliggende og budskab: at vende Guds kraft til magt?
Til efterretning
Teologen må naturligvis forudse en sådan mulighed, og jeg mener, at humanisten gjorde klogt i at gøre det samme.
Teologen kan kun møde en sådan eventualitet med henvisningen til det kerygmatiske, engangskarakteren, i Jesus-historien. Men hvad gør humanisten - tager han den til efterretning som nok en besynderlig historisk kendsgerning?
Det spørgsmål er det bærende og sammenfattende i min analyse af Villy Sørensens bog. Og just det spørgsmål tager min kritiker ikke stilling til.
Mit 'hjemmelavede' forsøg på at forstå Hegels teologiske tænkning som en teori om en deling af magten er et forsøg på at udpinde, hvad Hegel havde i tankerne, når han slog så stærkt på tre-enighedstanken i den kristne dogmatik; det vil sige dette, at den kristne Gud er en Geist-gud, og ikke en før-etisk værensmagt.
I det perspektiv har Villy Sørensens synspunkter nærmest været vejvisende for min læsning af Hegel.
Det skal han - sagt på jysk - i hvertfald ikke have utak for.
