Kronik

00 i selvstændighed

Debat
11. august 1998

Gymnasiets problem er, at man udmærket kan gå der uden at tage stilling til, om det er det man vil. Ansvar for egen læring er især anvaret for egen fraværsprocent... En af årets studenter ser tilbage

For at en forkyndelse ikke skal være uvedkommende, må den svare til noget i vor tilværelse".
Således postulerer K.E. Løgstrup og rammer herved lige ind i et problem, som jeg erfarer mange gymnasieelever har. Citatet er groft taget ud af en sammenhæng, og jeg må da også for en god ordens skyld pointere, at jeg ikke opfatter undervisningen i gymnasiet som en forkyndelse - men ikke desto mindre er problemstillingen ganske relevant. Den fører nogle spørgsmål med sig, som man er nødt til at tage stilling til, førend gymnasiets personlige relevans kan diskuteres. Hvad er gymnasiet, og hvorfor går man i gymnasiet?

I hele gymnasiestrukturen ligger et motivationsproblem i og med, at uddannelsen groft sagt ikke fører til noget i sig selv. Gymnasiet skal være 'alment dannende', som det så fint hedder, og dette skal selvsagt nås via en faglig tilgang. Problemet, som jeg ser det, er at denne dannelsesproces ikke kan finde sted, førend man selv har gennemført sin egen lille dannelse. Man skal have gjort sig sine intentioner med gymnasiet klar, førend man er i stand til at modtage det potentielle udbytte der ligger i uddannelsen.

Uden på nogen måde at ville gå i detaljer omkring gymnasieelev-strejken i foråret, kan man alligevel på et lidt højere plan konkludere nogle ting heraf. På et ganske håndgribeligt plan, viste den, at gymnasie-eleverne ikke er fuldstændig ligeglade med institutionens struktur. Om man sympatiserede med fhv. undervisningsminister Ole Vigs forslag er i den forbindelse underordnet, hvad der derimod er væsentligt er denne markering af, at gymnasiet ikke blot kan styres fra oven, men i et samspil mellem den enkelte elev, gymnasiet og undervisnings- ministeriet. Det lyder smukt og harmonisk men er i sagens natur egentlig en selvmodsigelse i og med, at det meget vel kunne være indeholdt i en bekendtgørelsestekst fra undervisningsministeriet og så er vi jo tilbage ved udgangspunktet. Problemet ligger i, hvor langt man fra systemets side kan og skal gå for at skabe et bedre gymnasium.
Undervisningsministeriets opgave er at skabe de bedste forudsætninger og det bedste miljø for det af ministeriet opstillede undervisningstilbud, men systemet må og skal også give fortabt ved et punkt, hvor det er eleven der må tage over. Det er dette punkt der er svært at fastsætte fra begge sider, hvilket efter min mening har ført til, at gymnasiet er en underlig 'mellem-tings-institution'. På den ene side lægges der vægt på, at det er hér eleven for første gang skal til selv at tage ansvar for sin skolegang og læring, men på den anden side fastholder man alligevel diverse restriktioner og midler med hvilke man kan sørge for at fastholde eleven, så han/hun alligevel ikke er helt ansvarlig for sin egen skolegang, men i realiteten snarere for sin fraværsprocent. Groft sagt er det eneste du skal kunne for at gennemføre gymnasiet, at undgå at overskride de 15 procents skriftligt og fysisk fravær. Og desværre må man konstatere at for manges vedkommende gennemføres uddannelsen på denne vis.

Det er her den paradoksale situation opstår, hvor uddannelsen der skulle være alment dannende og som skulle lære eleverne at tage ansvar for sig selv, for manges vedkommende i bund og grund nærmere betyder en flugt fra det at tage ansvar, ved at henlulle sig selv og følge med strømmen i yderligere tre år.
Er det tilfredsstillende, at det er, hvad mange unge forbinder med gymnasiet? Nej - lyder det prompte fra folketingssalen og de der har passeret den gymnasiale alder, men problemet er, at det kan den gruppe ikke gøre mere ved, i den struktur der eksisterer i dag. Den sidste - eller måske lige netop den første - forudsætning for at eleven får maksimalt udbytte af gymnasiet ligger i hænderne på eleven selv, og den lyder så enkel, når den formuleres her: Eleven skal tage stilling til det at gå i gymnasiet. "Vrøvl", kender jeg mange der vil sige, "han skal lave sine lektier, og møde velforberedt op til timerne hver dag!". Det er også fint nok, så er man da i hvert fald sikker på én ting - at man får en student ud med et snit på 10,3 og en selvstændighed på 00. Har man ikke taget stilling til, hvorfor man går i gymnasiet, vil jeg vove den påstand, at så er det ikke ens egen, men derimod velmenende forældre og/eller læreres motivation man iklæder sig - og jeg tvivler på det personlige udbytte af det, for ikke at nævne det alment dannende.

Men hvad indebærer det at tage stilling til sit gymnasievalg? Sagt meget enkelt handler det om at indse, at gymnasievalget ikke blot var et valg på papiret, men et reelt valg vedrørende ens liv, som man så må tage konsekvenserne af. I det sekund man virkelig har erkendt, at dette er noget man selv har valgt, løfter man sig fra den grå masse, som størstedelen er ankommet til gymnasiet som en del af - denne føromtalte store gruppe, der blot går videre i gymnasiet fordi det gør man jo. Det er først i dette øjeblik man efter min mening kan tale om, at denne så omtalte almene dannelse kan begynde (eller fortsætte). Det er i sandhed en paradoksal situation i og med, at en af forudsætningerne for at du virkelig kan modtage uddannelsen så er en erkendelse af noget af det, som det er meningen uddannelsen skal lære dig.
Har man først indset, at den hverdag man lever i er et eget valg, betyder det også en erkendelse af, at denne hverdag kan fravælges til fordel for noget andet - og det er efter min mening dette spændingsforhold motivationen blomstrer fra. Har man set, at der eksisterer et alternativ, og at man kan vælge det, hvis man vil, da engagerer man sig.

Ovennævnte handler i høj grad om en personlig udvikling, som der fra statens side ikke kan gøres noget direkte for. Dog er det vigtigt at pointere som førnævnt, at statens interesse må være at skabe et så perfekt undervisningsmiljø som muligt, og det er på dette plan denne alligevel kan virke som katalysator. Borer man videre i motivationsproblemet i gymnasiet hænger det i høj grad sammen med K.E. Løgstrup-citatet; der skal i undervisningsgrundlaget eksistere en relevans i forhold til den enkeltes tilværelse. Gymnasiet har efter min mening én stor mangel: Der mangler en samling af fagene - et eller andet omdrejningslegeme der samler trådene, og løfter gymnasie-uddanelsen som en helhed op i et højere perspektiv, hvorfra man kan se relevansen og nødvendigheden af at have kendskab til de mange fag man præsenteres for. Det er synd og spild af ressourcer og energi, at man efter at have lagt et stort arbejde i de enkelte fag lige akkurat ikke får det sidste skub op på det plan, hvorfra man kan se, at fagene netop ikke er enkeltstående, men at de hænger sammen.
I virkeligheden har det været meget interessant for mig at gøre disse iagttagelser og følge dem på nært hold, da alt ovennævnte jo er generelle samfundsmæssige problematikker, hér blot afspejlet i den niche jeg befinder mig i for øjeblikket. Hele diskussionen kunne meget let føres en tand højere op, hvorved man ville kunne nikke genkendende til politisk ideologiske problemstillinger i det diskuterede. Hvor langt skal systemet gå, i forhold til den enkeltes ret/pligt til selv at tage ansvar? I Politiken kunne man i tiden omkring elev-strejken (den 29. marts 1998) læse overskriften Gymnasiet har sejret sig selv ihjel, hvilket jeg på sin vis tror er yderst korrekt, blot ville jeg hellere omformulere det med vægten lagt på, at gymnasiet i dets nuværende struktur ikke kan forbedres mere. Gymnasiet som institution må udvikle sig i takt med samfundet, og som det ser ud nu går der efter min mening ikke lang tid førend strukturens fleksibilitet er overskredet. En umiddelbar løsning kunne være at gøre skolerne mere forskellige for at give den enkelte institution mere vitalitet og råderum. Denne vej er dog også behæftet med visse farer, da der herved ville skabes mulighed for en uhensigtsmæssig konkurrence institutionerne imellem, og vi skulle jo nødigt komme derhen, hvor det på papiret er mere værd at have en studentereksamen fra Marselisborg Gymnasium fremfor Skanderborg Amtsgymnasium.

En anden mulighed ville være at vende hele situationen på hovedet og sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af, at gymnasieuddannelsen gøres så perfekt. Hele min diskussion indtil nu har drejet sig omkring at opfylde de ministerielle retningslinier for uddannelsen, d.v.s. de faglige, men der eksisterer heldigvis også et andet liv på gymnasierne end det faglige - det sociale. Spørgsmålet er om man, hvis man vil følge denne mulighed, ikke må acceptere en vis forskel mellem den tilsigtede faglige almene dannelse og den reelle, hvorved man 'frigiver' et rum, hvori der i stedet gives plads for den sociale almene dannelse.
I starten anførte jeg, at man på det personlige plan tager et stort skridt, den dag man bliver sig sine intentioner med gymnasiet bevidste. Dette vil jeg stadig holde fast i. Men det er så sandelig også nødvendigt, at folkene bag gymnasieuddannelsen, om jeg så må sige, har gjort sig deres intentioner med uddannelsen bevidst. Forskellen mellem et menneske og et uddannelsessystem er, at mennesket på egen hånd kan afsløre sin affektation - det kan et system ikke.

Carsten Skytt er 19 år fra student fra Marselisborg Gymnasium 1998.

APROPOS
Gymnasium i krise?

"Systemet må og skal give fortabt ved et punkt, hvor det er eleven der må tage over," skriver en af årets studenter, Carsten Skytt, i et tilbageblik på sin gymnasietid. Han når til den konklusion, at gymnasiet er ved at nå grænsen for sine muligheder for at imødekomme de modstridende krav, som eleverne, samfundet og ministeriet stiller.
Hermed genåbner Carsten Skytt forårets månedlange uddannelsesdebat. Faktum er, at en tredjedel af en ungdomsårgang går igennem i gymnasiet - men langt færre fortsætter til traditionelt akademiske uddannelser. Og var en del så bedre tjent med at specialisere sig tidligere i f.eks. HH eller HTX?
"I landets gymnasieklasser sidder der i snit tre til fem elever, der er så bogligt dårlige, at de aldrig burde være startet i gymnasiet. Og de er med til at trække undervisningen ned for de andre," skrev Information den 10. februar i år som en af konklu-sionerne på rapporten Lærerliv. Kvinden bag rapporten, lektor Inge Heise, uddybede synspunktet i en kronik den 18. februar, hvor hun beskrev en elevtype, der ganske vist er i mindretal, men har en smitsom effekt på andre gymnasieelever:
"Af uransagelige grunde har elever, der ikke er interesserede i det faglige, ofte en ganske høj status i en klasse. Det meget danske med, at man ikke skal være for flittig, ikke vise, at man gerne vil lære noget, kan få en hel klasses kemi til at kæntre - pludselig er det smart ikke at have læst."
Inge Heises udtalelser udløste mange reaktioner. Bla. den, at det jo ikke er noget nyt, at en gymnasieklasse indeholder en lille gruppe meget ringe elever, der populært sagt er markant mere interesseret i nutidens fester end i det gamle Roms ditto.
Løsningsforslagene har været mange - fra forslag om større differentiering i selve gymnasiet til oplysningskampagner om de konkurrerende ungdomsuddannelser.
Men hvad mener de unge selv? Egner gymnasiet sig reelt dårligt som ungdomsuddannelse for de mange?
I hvert fald bliver det interessant at se, hvad de 'små årgange' kaster sig over i de kommende år. I vidt omfang ligger afgørelsen nemlig hos dem.
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her