Kronik

Barnets behov eller de voksnes?

Debat
25. august 1998

Vælg børnene og gør det utvetydigt! - lyder opfordringen til Socialministeriets arbejdsgruppe om truede børn og unge. Børn må ikke gå tabt, fordi forældrenes rettigheder kommer først

For nogle dage siden kunne man se eller gense et tv-program, der vakte enorm opsigt i foråret, da det blev sendte første gang. Er du mors lille dreng? hed programmet, som gennem en periode fulgte et forældrepar, der åbenlyst manglede evnen til at tage sig af deres nyfødte søn.
Programmet udløste en heftig debat om forældres rettigheder i forhold til barnets behov. For folk, der arbejder inden for området, var der dog ikke meget nyt under solen. Enhver ved, at der bliver tabt et antal børn, fordi vi i dette land prioriterer forældrenes rettigheder højere end barnets behov. Ganske mange politikere har været fremme med udtalelser om, at der må ske flere tvangsfjernelser og måske endda flere tvangs-adoptioner. Det sker nu nok ikke. Alt andet lige ville det nemlig betyde, at samfundet skulle prioritere barnets behov frem for forældrenes rettigheder.

Aktuelt overvejer en arbejdsgruppe i Socialministeriet en opstramning af reglerne, og det skal blive spændende at se, om der kommer til at ske ændringer i de grundlæggende holdninger bag børn og unge-arbejdet.
Her i landet lægger børn og unge-arbejdet særlig vægt på begrebet kontinuitet - altså på faktorer, der skaber sammenhæng i barnets liv.
Men som det beskrives i dagens Apropos, er der to hovedretninger. Begge lægger vægt på kontinuitetens store betydning for barnets udvikling, men ser forskelligt på barnets evne til at skifte 'for-ældre'. Hvilken opfattelse den enkelte sagsbehandler og sagens øvrige involverede har, får stor betydning for de konkrete handlinger i en børn og unge-sag.
Er det barnets ret-opfattelsen, der er fremherskende, vil der nok være større tendens til at anbringe barnet uden for eget hjem, at sikre barnet et langvarigt ophold i f.eks. familieplejen, og at begrænse og eventuelt helt afskære de biologiske forældres kontakt med barnet. Først og fremmest vil man støtte den proces, hvor barnet knytter sig til de mennesker, der tager sig af det.
Er barnets rødder-opfattelsen derimod fremherskende, vil tendensen være at sætte ind med en lang række hjælpeforanstaltninger i hjemmet, førend en eventuel anbringelse uden for hjemmet, og at sikre barnets kontakt og samvær med forældrene, uanset hvor dårligt fungerende forældrene måtte være. Forældrenes betydning for barnets udviklingsmuligheder og personlighedsdannelse vurderes som central.

Som nævnt anfører udvalget i betænkningen, at støtte til familier med børn og unge, der har særlige vanskeligheder, bør basere sig på en almen referenceramme, nemlig kontinuitetsbegrebet. Udvalget finder det ikke rigtigt at basere sine forslag på én psykologisk teoridannelse.
I den omtalte betænkning (s. 32) skriver Graversen-udvalget: "Dansk tradition - og lovgivning - har været at støtte et samvær mellem barn og forældre efter anbringelse, og udvalgets forslag indeholder ikke noget brud med denne opfattelse."
Selv om udvalget i betænkningen som sådan ikke har valgt hovedretning, fremgår det klart af indholdet af børn og unge-reglerne, at det er barnets rødder-opfattelsen, der er slået mest markant igennem. Måske stærkest i reglerne om samvær og kontakt. Det bliver betragtet som vigtigt, at barnet under en anbringelse fortsat har en tæt kontakt med forældrene. Opfattelsen er, at selv om for-ældrene ikke magter barnet for en periode, mister de ikke deres betydning. De er og vil altid være en del af barnets historie og selvforståelse, og barnet vil altid have behov for at kende til sine nærmeste for at kunne forstå sig selv.
Min opfattelse er dog, at der kan være god grund til at overveje, i hvilket omfang biologiske forældre skal have denne kontakt, hvis barnet har knyttet sig til andre såkaldte psykologiske forældre (plejeforældrene).

Samvær og kontakt med
forældrene er et middel til at skabe kontinuitet for det anbragte barn. Graversen m.fl. anfører, at brudte kontaktforhold ofte medfører, at børnene danner sig idealbilleder af forældrene, som kan være helt urealistiske. I betænkningen er der herom anført (s. 43): "Derfor er en fortsat levende kontakt mellem barnet og forældrene nødvendig for barnets udvikling, også selv om formålet væsentligst er, at barnet skal bruge kontakten for at forstå, hvorfor forældrene ikke kunne klare at tage sig af det."
Graversen-udvalget gennemgik også reglerne om betingelserne for at tvangsfjerne et barn - dog uden at foreslå ændringer, der kunne flytte grænsen for, hvornår det offentlige kunne gribe ind. I stedet blev betingelserne for tvangsfjernelse tydeliggjort. Det blev understreget i udvalgets betænkning, at "omformuleringen af kriterierne ikke lægger op til en ændret praksis på området."
Måske er barnets rødder-opfattelsen slået igennem, fordi det er den mest 'ufarlige' - den 'angriber' ikke forældrenes ret til deres børn i samme omfang som barnets ret-opfattelsen. Den respekterer i højere grad familien som en næsten urørlig enhed.

Dr. phil. Wenja Rothe, klinisk psykolog, stod i begyndelsen af 1980'erne for en større undersøgelse om forældreevne, forældreret og børns tarv. Hun havde flere tankevækkende kommentarer til Graversen-betænkningen og den efterfølgende lovgivning.
I en kronik i fagbladet Socialrådgiveren nr. 10/1991 under overskriften Glem ikke de mindste børn skrev hun, at "... det sværeste af alt: modsætningen mellem især de små børns behov og de voksnes magt som forældremyndighedsindehavere er alligevel ikke løst." Hun sluttede sin kronik af med at påpege to hovedproblemer i relation til anbringelse af børn uden for eget hjem.
"Det ene er, hvorvidt de velkendte kortere anbringelser fortsat skal nyde fremme. Det andet og modsatte er, ud fra den viden, der foreligger, at have mod til langtidsløsninger, hvor barnets behov er det styrende, selv om det endnu ikke har lidt skade. Forældrenes kontakt med barnet må naturligvis også tilrettelægges ud fra barnets behov."
Disse spørgsmål er stadig aktuelle. Er vi parate til at prioritere børnenes behov og indrette lovgivningen herefter eller skal forældrenes rettigheder stadigvæk vægtes højest? Det er det helt centrale spørgsmål, som vore politikere må forholde sig til. Min opfordring lyder: Vælg børnene og gør det utvetydigt. Tvangsfjernelse bør ikke være sidst mulige løsning.

Erik Jappe er socialrådgiver.

APROPOS
Barnets ret eller dets rødder

Op igennem 80'erne var der gentagne diskussioner om arbejdet med de truede børn og unge. Bl.a. om der skulle tvangsfjernes flere børn, og om kriterierne skulle ændres.
Kontinuitet har gennem en årrække været et nøgleord i det sociale børn-og-unge-arbejde i Danmark. I begrebet ligger bla., at også sagsbehandlingen i sig selv skal skabe en ubrudt sammenhæng for vanskeligt stillede børn og familier.
Kontinuitets-begrebet blev for alvor knæsat, da det såkaldte Graversen-udvalg i 1990 fremkom med den meget roste Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge (nr. 1212). Udvalgets arbejde førte til omfattende ændringer og præciseringer af børn og unge-lovgivningen i 1992.
Men hvad ligger der præcis i begrebet kontinuitet?
I det følgende vil jeg omtale de to hovedretninger: Barnets ret og Barnets rødder.
Barnets ret-tankegangen er behovsorienteret og fremhæver barnets ret til stabile og trygge opvækstvilkår hos forældreskikkelser, der holder af barnet.
Der lægges megen vægt på barnets behov for at føle sig ønsket og respekteret, for tryghed og stabilitet og for intellektuel stimulering m.v. Opfattelsen er, at barnet f.eks. ved anbringelse i familiepleje kan omstille sig og knytte sig til nye forældrefigurer. Gradvist bør kontakten med de biologiske forældre nedtrappes. Enhver anbringelse af et barn (undtagen absolut kortvarige anbringelser) bør være permanent og definitiv.
Med hensyn til barnets historie er opfattelsen, at den skabes i situationen og i fremtiden, hvorimod barnet, når det er blevet voksen, selv må tage stilling til sin fortid. Centralt i denne opfattelse er, at den forældrefigur, der indgår i et tæt samspil med barnet og som tilfredsstiller barnets behov for stabile og trygge opvækstvilkår, indtræder i rollen som psykologisk forældre. Barnet overfører således ifølge 'barnets ret-forkæmperne' sine følelser fra de biologiske forældre til de ny omsorgspersoner, som dermed bliver barnets psykologiske forældre.
De vigtigste repræsentanter for denne retning er Joseph Goldstein, Anna Freud og Albert J. Solnit, der i 1973 med bogen Beyond the Best Interests of the Child (bogen blev i 1981 oversat til dansk under titlen Barnets tarv) skabte en voldsom debat om emnet.
Barnets rødder-tankegangen er, som det hedder, relationsorienteret. Her fremhæves betydningen af barnets rødder, og der lægges vægt på barnets tidligste udviklingsfaser. Særligt fokuseres der på forholdet og samspillet mellem barnet og barnets nærmeste. Det er her, barnet udvikler sin selvforståelse.
Denne proces afsluttes i tre-fem års alderen, hvor " ... barnet er i stand til at fastholde sit indre billede af vigtige relationer og adskille det fra billedet af sig selv, også selv om personerne ikke er til stede." (Graversen-betænkningen s. 31).
I betænkningen fortsættes der (s. 31): "Barnets psykologiske forældre er ifølge denne tankegang den person, der i barnets spæde alder har indledt et samspil med barnet, og den psykologiske forældre vil i kraft af sin status som det første kærlighedsobjekt for altid blive i barnets bevidsthed. Adskilles barnet fra sin psykologiske forældre, før den basale kontaktudvikling har nået sit slutpunkt i 3-5 års alderen, vil tabet af den psykologiske forældre opleves som 'et tomrum i barnet'. Ved adskillelsen efter dette tidspunkt udgør den psykologiske forældre en central del af barnets historie og identitetsoplevelse."
Den psykologiske forældre er efter denne tankegang ikke udskiftelig, men kan suppleres, idet barnet kan have andre og i en vis forstand vigtigere identifikationsfigurer end den psykologiske forældre.
Hvis andre voksne skal indtage en position som identifikationsfigurer, er forudsætningen, at barnets primære relation respekteres og vedligeholdes, uanset hvor frustrerende den psykologiske forældre forekommer at være.
Hermed understreges betydningen af, at barnet bibeholder kontakten til forældrene. Et barn kan ikke skilles fra forældre, som det har opnået en kontakt til, uden at det sætter sig spor i identitetsudviklingen. Endvidere skal barnet have hjælp til at skabe sammenhæng i sin egen historie. Fortiden skal ikke blot glemmes, men anvendes konstruktivt i forbindelse med barnets aktuelle selvforståelse.
En af fortalerne for denne opfattelse er G. Linden, der i 1982 om dette emne udgav bogen Kan børn skifte forældre?

Erik Jappe

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her