Læsetid 3 min.

Et billedes fortælling

19. august 1998

På en måde er billedet et fint eksempel på det Afrika, vi aldrig møder i avisen. For det er noget, kun få afrikanere ønsker at tale om

Fortolkning
På side 9 fredag den 14. august viser Information et frapperende billede af to kropsligt meget smukke afrikanere. Fotoet er taget af en fotograf, der hedder George Rodger, men der nævnes ikke noget årstal eller noget om, hvor i Afrika, billedet er fra.
Billedet er ment som en illustration af tidligere tiders afrikansk kropsholdning og skal formentligt indicere noget frit. To voksne mænd, der på drenget vis bærer hinanden rundt på skulderen. Altså noget legende.

Tjener og aristokrat
Det er der imidlertid langt fra tale om. Tværtimod viser billedet en højtstående person, der bliver båret rundt af en livegen. Denne slave finder det næppe videre frit at bære rundt på sin overmand. Denne situation med en aristokrat, der har en livegen og hele hans slægt til sin tjeneste, er et udbredt fænomen i Afrika. Et sådant forhold mellem to familier eller to stammer, hvoraf den ene er herskende, den anden er tjenende, kan være baseret på traditioner, der er mange hundrede år gamle. Herskerfamilien har fuldstændigt herredømme over sine undergivne og bestemmer, hvor de skal bo, om de må gifte sig og så videre.
På den måde er billedet et fint eksempel på det Afrika, vi aldrig møder i avisen. For det er noget, kun få afrikanere ønsker at tale om. Nemlig at de ældgamle herskerstrukturer fungerer i bedste velgående nedenunder den af bistandskroner opretholdte moderne facade.
At det forholder sig sådan, opdagede allerede Ché Guevara, da han i tresserne tog til Congo for at hjælpe nuværende diktator Kabila og hans guerillaer. Det viste sig at være umuligt at trænge igennem til, hvem det egentlig var, der traf beslutningerne for den i øvrigt desorganiserede guerilla. Det var i hvert fald ikke Kabila.

Optimistisk forestilling
Endnu tydeligere beskrives dette fænomen i Wole Soyinkas bog Pligten til vold, der interessant nok aldrig har vakt den store opmærksomhed blandt dem, der beskæftiger sig med godgørenhedsarbejde i Afrika. Muligvis fordi den ville torpedere nogle af de optimistiske forestillinger, u-landseksperter og ditto frivillige gik rundt og havde (har).
Det er også derfor, vi har svært ved at begribe, hvad der foregår under overfladen på dette kontinent, der tilsyneladende har alle muligheder for fred og fremgang.
Det har været hævdet, at det skulle være kolonimagternes vilkårlige opdeling af Afrika, der har splittet nationer og folk og ført til stadige gnidninger mellem etniske grupper og den tankegang har meget for sig. Det ville helt sikkert bringe mere fred, hvis de enkelte folk blev samlet inden for egne grænser.
Men det ville ikke bringe demokrati og menneskerettigheder til Afrika. For slet ikke at tale om at komme korruptionen til livs, der måske er kontinentets allerstørste problem.

Den virkelige magt
Det vil først ske, når afrikanerne tør gøre op med kontinentets årtusindgamle feudalisme, der bygger på et skjult net af undertrykkelse, der strækker sig fra trusler, sort magi og direkte vold og drab. For det er ikke de personer, der er uddannede på europæiske universiteter og som fremstår som landets elite og beklæder de fine poster, der repræsenterer den virkelige magt i Afrika.
De slægter, der har den virkelige magt, deres navne hører vi europæere ikke. De bliver hvisket i afrikanske ører, og så véd den enkelte, hvad han har at gøre. Omerta, siger de på siciliansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu