Den danske andedam og beretningerne om hvem der nu hader hvem er dejligt
langt borte, når man sidder på kanten af i Trinita-broen og lytter til John Coltrane
JAZZ
At sidde på kanten af Trinita-broen i 42 graders varme med tømmermænd er det bedste sted at komme til hægterne igen. Trafikken og livet rumler forbi og man har nok at gøre med ikke at falde bagover og ned i den plumrede flod.
Og floden, den kerer sig om ingenting. Ingen ser én, man reduceres til stilleben eller statue, et punkt der passeres tankeløst og utålmodigt, alt andet end en attraktion.
Omvendt kan man uforstyrret skue ud over sit domæne: prinsessen og det halve kongerige.
Det føles rigtigt at blive stegt i sin egen alkoholsved, at blive en bistecca fiorentina for øjnene af enhver og ingen, mens en pensioneret millionær fra det imponerende rige Amerika slentrer forbi uden så meget som at ænse lugten af stegt kød. Rome, står der på hans kasket.
Samtidig synes Rifbjergs eller Bjørnkjærs sommerserie en by i Rusland, den danske andedam og beretningerne om, hvem der nu hader hvem, er så dejlig langt borte fra denne bro i denne by, hvor der er stof til andet end fornærmelser.
Ganske ud af det blå i retning fra Prato lyder nu de umiskendelige toner af John Coltranes saxofon, først sagte men siden så højt, at alle må kunne høre dem. Trafikken fortsætter imidlertid uantastet, folk skynder sig videre, selv om Coltrane spiller. Det sker nemlig tit.
Coltrane med band begynder i det næsten barnlige småtjatteri, men instrumenteringen tager hurtigt fart og form.
Der er Coltrane den kække, som driller alle skalaer og lyttere; der er melankolikeren Coltrane på Spiritual, inciterende monotoni og middelalderhorn; og der er kolerikeren Coltrane, der farer op som den berømte trold, men hvilken trold!
Med ét er vi i Indien på nummeret af sammen navn og går rundt i Bombays gader, et optog er det, til ære for regnbuen, naturpilen, hvis indikation af lykken beklageligvis kun børn fæstner lid til. Men nu tror alle på regnbuen, og Coltrane spiller for til disse syner midt på dagen.
Indien, siger vi, men stedet er egentlig uinteressant; kun musikken og det, den gør ved os, tæller, og der går ikke lang tid, før selv Bombay flyder ud på paletten, regnbuens farver er ikke til at skelne fra hinanden, og lykken kendes på, at regnbuen er inde i vore hoveder.
Coltranes insisterende lydmageri har sin virkning. En mand er kravlet op på broens højeste punkt og sætter resolut af fra kanten.
Musikken fortætter de få sekunder, det varer, inden kroppen rammer overfladen med et vådt trommeslag samtidig med, at Coltrane kaster sig ud i en vuggende solo. På begge sider af broen stimler folk sammen.
I Norden ville man have tilkaldt politiet. Men det er det indiske optog, der er kommet til Firenze, og i forvirringen får man et glimt af en af personerne fra Salman Rushdies Øst-vest-noveller, eller var det nu også hende?
Nu bliver det for alvor svært at følge med, og man mærker tydeligt, at broen ikke længere er noget symbol på sammenhæng og syntese. Varmen får tøjet til at klæbe til kroppen, tonerne tager til i styrke, og lige pludselig stirrer man sig blind på ord som cyankalium, cyklamen, cy-klon, cylinder, cymbel og cypriot.
En kvinde, halvt fisk, halvt fugl, stiger op fra floden og bevæger sig op ad bredden. Hendes (eller skulle vi sige dens?) majestætiske gestik er ikke til at tage fejl af: dronningen af Saba, mindst. Fiske-fugle-kvinden synger en italiensk arie til Coltranes hæse horn.
Stemningen er koncentreret, men lige under overfladen lurer vildskaben. Og ganske rigtigt: Fra brudesuiten på Grand Hotel lidt længere nede ad floden hejses et kolossalt og kulsort banner ud, hvad bliver startskuddet til en kæmpe orgiastisk dans, hvor alle deltager: store, små, vidende, uvidende, alle til hobe; det er Canettis masse, der samles som kviksølv, og lyset må giver fortabt, for her regerer mørkets kræfter.
Behøver jeg at nævne, at Coltrane akkompagnerer.
Der er ikke nogen mening længere, kun en retning, som til gengæld er total og altopslugende som en blodbølge imod alt bigotteri.
Enhver følger trop. Det er ikke karneval i Rio, for ingen har tilsyneladende planlagt noget, og ingen er klædt ud. Fiske-fugle-kvinden er en fiske-fugle-kvinde, og en rose er en rose er en rose.
Vi dingler afsted, og jeg har ikke drukket en centiliter, skønt der er ikke blot mystik i luften, men i huden, i kødet på enhver: som igler bider musikken sig fast. Der er ingen vej anden end den anviste, der er intet horn som Coltranes, vi svæver besatte og lever og dør en smule, og idet den næste skikkelse, med sommerfugleantenner af fløjl, farer ned mod vandets stål, er det hele som set fra Dylans vagttårn: vildkatten i det fjerne, de to ryttere, som nærmer sig, og vinden, der begynder at hyle.
Pointen? Musik er ikke oplevelse, sådan som reklamebranchen og pladeindustrien og festivalmanien postulerer, men indlevelse.
Hvor som helst. Når som helst.
