I sidste uge modtog forfatteren og politikeren Naser Khader Dansk Forfatterforenings Fredpris. Her gør han status over sine 24 år som dansker mellem to traditioner
I april 1998 fik jeg som borgerrepræsentant i Københavns Kommune en indbydelse til at komme ind og møde Kong Hussein og hans Dronning Noor. Man kunne medbringe en ledsager, så jeg tænkte straks, at jeg ville tage min far med.
Man kunne sige, at Kong Hussein var min fars konge. Min far var palæstinenser, men de palæstinensere, som blev boende på Vestbredden efter 1948, blev jordanske statsborgere. Den militærenhed, han var i i Jordan, prøvede i slutningen af 1950'erne at kuppe Kong Hussein, men det lykkedes ikke, og de måtte alle flygte til Syrien, min far inclusiv. Han fik en dødsdom in absentia - han blev dog benådet nogle år senere - og blev derfor boende i Syrien, hvor han mødte min mors bror, lærte min mor at kende og senere giftede sig med hende.
Han havde svært ved at falde til i Syrien. Selv om han var araber, muslim og kom fra et naboland, blev han alligevel behandlet som en fremmed. (Fremmedangst/reservation findes i alle samfund og skal ikke sammenblandes med racisme.) I 1969 tog han til Tyskland og senere til Danmark. Han havde læst i aviserne, at man her havde brug for ufaglært arbejdskraft. I slutningen af 1974 familiesammenførte han sin hustru og fem børn.
De seneste år ændrede min far holdning, han mener nu, at Kong Hussein er en af de mest fornuftige statsoverhoveder i Mellemøsten. Kong Husseins Jordan har i modsætning til andre mellemøst-lige lande inddraget den islamiske opposition i demokratiseringsprocessen, givet dem et ansvar, og dermed stækket dem. Kong Husseins filosofi er, at islamisterne er farlige som opposition, fordi de kan samle folk om de værdier, der var - og er, men når de kommer ud i en åben politisk konkurrence, vil folk høre, hvor hule de er. De har ingen attraktive svar på kontante politiske problemer.
På grund af et svagt hjerte og astma var min far indlagt i tre uger før Kong Husseins besøg, men dagen før besøget fik han at vide, at han godt kunne blive udskrevet til dagen. Jeg hentede min far på sygehuset, og vi kørte sammen til Rådhuset, hvor han mødte og hilste på Kong Hussein, Dronning Noor, Dronning Margrethe og mange andre prominente personer. Det var en stor oplevelse for min far. "Mit livs største", som han udtrykte det.
Da min far og jeg efter receptionen skulle over gaden ved Rådhuspladsen, kom vi til at holde hinanden i hånden, og det er første gang, jeg kan huske, at vi er kommet til helt spontant at holde hinandens hænder. Det opfatter jeg i dag som en påskønnelse eller
anerkendelse af mit arbejde for demokratiet, fred og mellemfolkelig forståelse, samt af mine bestræbelser på at bygge bro mellem danskerne og 'tilflytterne'.
Min far har ellers sagt: "Demokrati er noget pjat. Man har alligevel ingen indflydelse". Men den dag, da vi kom ud fra Rådhuset, sagde han: "Nu kan jeg godt lide demokrati. Nu forstår jeg godt, at du går rundt og siger, at du er fanatisk demokrat, når man så let får mulighed for at komme så tæt på så mange prominente mennesker". Da vi satte os ind i bilen for at køre hjem, bad han mig om at køre ham ud til sine venner. Han ville så gerne fortælle dem om denne oplevelse. Hans venner var begejstrede. En sagde: "Hvor er danskerne dog født heldige. De er sikret fra vugge til grav. De kan gøre, hvad de vil, og sige, hvad de vil. Man kan møde Dronningen ude og handle og se statsministeren komme cyklende alene uden sikkerhedsvagter. I de arabiske lande må vi ikke nærme os præsidentpaladset fra flere kilometers afstand".
Min far, hans venner og jeg er født og opvokset (til mit 12. år) i den arabiske verden, hvor de fleste styrer er udemokratiske, despotiske, magtglade og forstokkede. De mest basale rettigheder - retten til et værdigt liv, retten til at ytre sig frit, retten til fri bevægelighed, retten til en fri og fair behandling ved domstolene, retten til at organisere sig i foreninger og politiske partier er nærmest ikke-eksisterende. En del folk 'forsvinder'.
Jeg hører til universalisterne, der mener, at demokrati og menneskerettigheder ikke kun er et europæisk privilegium, men universelle privilegier, uanset hudfarve, og om man er mand eller kvinde. Vi er alle skabt lige.
Når arabere er alene, taler de også om velfærd for deres børn, om uddannelse, om at blive fri for censurerede nyheder. De taler om indflydelse og demokrati. Deres ambitioner er slet ikke så forskellige fra europæernes. Hvis man vil vide, om folks kultur har plads til frihed, skal man ikke spørge magthaverne - forfølgerne - men de forfulgte. Og skulle demokrati og menneskerettigheder, som det af og til påstås, være et vestligt fænomen, er det uforståeligt at de arabiske magthavere overtager vestlige fænomener som nationalstater, teknologi, våben osv.
Måske er jeg mere glad for de danske frihedstraditioner end danskere generelt (der bare tager dem for givet), fordi jeg har noget at sammenligne med. Ikke at jeg synes at alt er perfekt i Danmark. Men jeg synes, det var klogt af min far at familiesammenføre os. Min opvækst og mine mange rejser i det arabiske, samt mit arbejde som tolk for flygtninge og torturofre, har været medvirkende årsag til, at jeg har 'pakket mine kufferter ud' og betragter Danmark som mit hjemland.
Og derfor må jeg også være dansker - af arabisk-muslimsk oprindelse. Det betyder ikke, at jeg er begyndt at leve som en gennemsnitlig dansker - hvad det så end er. Jeg har samtidig bevaret
væsentlige dele af min baggrund og har et godt fundament der. Føler mig ikke rodløs, men rodfæstet på begge sider. Nærværende og distanceret på en gang, både der og her.
Jeg mener ikke, man behøver at have rødder tilbage til vikingerne for at være dansker. Når man bl.a. har dansk statsborgerskab, taler dansk, viser interesse og engagement for samfundets anliggender og deltager i landets glæder og sorger, er man efter min opfattelse dansker. Jeg vil f.eks. også have lov til at mene, at forbruget af kunstgødning skal nedsættes, for jeg skal jo drikke af samme grundvand. Jeg vil også have lov til at blande mig i velfærdsdebatten og mene, at der er brug for en reform af efterlønsordningen mv., uden at skulle høre på, at det skal jeg ikke blande mig i, da jeg ikke har været med til at bygge dette velfærdssamfund. Det har min far faktisk. Han har knoklet og betalt skat i mange år.
Jeg vil også have lov til at blive forarget og fordømme plat, snyd og svindel. På samme måde som jeg bliver forarget over selskabstømmerne, bliver jeg også forarget, når der blandt indvandrere og flygtninge begås svindel med dagpenge, sort arbejde og proforma-ægteskaber. Jeg bliver forarget, når jeg hører om en arabisk kvinde i mine venners omgangskreds, som lader sig skille rent officielt fra sin mand og gifter sig med sin egen bror, hvorved hun får ham familiesammenført hertil, som om det var hendes nye ægtemand, mens hun samtidig reelt lever sammen med og er gift med sin mand - og endda bliver gravid med sin mand, mens de officielt er skilt.
Jeg vil også have lov til at advare antiracisterne imod at sammenblande racisme med fremmedreservation. Der er nogle få ægte racister, der betragter den hvide race som overlegen. Der findes også
diskrimination; det har jeg selv oplevet flere gange. Det er faktisk ikke nemt at komme ind i Kastrup Lufthavn med mit udseende, trods mit rødbedefarvede danske pas.
Men generelt mener jeg ikke, at massemedierne flyder over af racisme. Tværtimod søger de fleste medier ofte at give positive billeder af indvandrere og flygtninges vanskelige tilværelse. Det er undtagelsen, at medierne kører hetz mod flygtninge og indvandrere.
Men hvad enten Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og Mogens Glist... undskyld Mogens Camre kan lide det eller ej, føler jeg mig som dansker og som en del af det flerkul-turelle samfund (ligesom mange af mine ligesindede). Det er selvbedrageri at fornægte, at Danmark er blevet flerkulturelt. Det er vigtigt, at alle erkender dette og accepterer mangfoldigheden i langt højere grad. Morten Korchs Danmark er forbi. Jeg mener ikke, at de danske grænser skal åbnes på vid gab, men vi må give vitterligt forfulgte mennesker asyl, når de beder om det. Det er ikke et spørgsmål om antal, men om medmenneskelighed.
Samtidig må man kræve, at de, der vælger at blive boende her, indordner sig. For det flerkulturelle samfund må naturligvis fungere på flertallets præmisser, ellers bliver der kaos. Man kan kræve 100 procent lovlydighed af tilflytterne, men ikke nødvendigvis 100 procent kulturel lydighed. Man skal ikke blande sig i, hvordan folk går klædt, hvem de omgås osv.
Men man kan godt kræve, at de nyankomne åbner sig. Der er mange med flygtninge/ indvandrerbaggrund i Danmark, der lever, som de altid har levet - måske mere traditionelt end nogensinde - og opdrager deres børn, som de selv er blevet opdraget. Der er mange unge, som lever i én verden hjemme og i en helt anden uden for hjemmet. F.eks. er det et kendt fænomen blandt piger, der har restriktive forældre, der pålægger dem at komme direkte hjem fra skolen, at tilføje timer på skoleskemaet for at få lov til at være sammen med en veninde. Det er et stort problem. Jeg mener, at der er brug for en opdragelse, hvor forældrene accepterer nogle ting i stedet for at have unge, der lever på løgne.
Samtidig med at min far var stolt af min indsats, gik det ham lidt på, at jeg blander mig i religion og politik. Han kom mange gange hjem fra moskeen og bad mig indtrængende om at holde mund. Han var bekymret på mine vegne, for folk bad ham om at få mig til at holde mund. De bagtalte mig og kaldte mig bl.a. 'en forræder', 'en der lefler for danskerne'. Jeg har faktisk mistet venner pga. min bog Ære og skam. En bønneleder udtalte ved en fredagsbøn i en moské i København ved sidste folketingsvalg, hvor jeg var opstillet for Det Radikale Venstre: "I må ikke stemme på denne discount-Salman Rushdie. Denne forræder er blevet så dansk. Han vil være farlig for muslimerne, hvis han kommer i Folketinget. Den eneste grund til, at hans bog er solgt i så mange eksemplarer er, at den er antimuslimsk. Hvis den havde været positiv over for islam, havde ingen dansker købt den."
Jeg ved med sikkerhed, at den pågældende bønneleder hverken taler, læser eller skriver dansk! Da jeg ringede til ham og bad ham om at holde op med at bagtale mig, svarede han: "Jeg har lov til at sige, hvad jeg vil. Vi bor i et demokratisk samfund!"
Man har blandt arabere og
muslimer endnu ikke tradition for en åben, fordomsfri og konstruktiv kritik af 'interne forhold'. 'Man hænger ikke sit beskidte tøj til skue for andre'. Og er man ikke 100 procent for, så er man imod - især i religiøse forhold. Tvivl tolereres ikke, og samtalen er en by i Hal Kochs hjemland. Men hvis man ikke kan kritisere sit eget, får man ikke et sundt samfund. Det er vigtigt, at man tør åbne for kritikken. Der er brug for en konstruktiv kritik.
Når jeg kritiserer 'mine egne' er mit mål ikke at lefle for danskerne eller få deres accept. Jeg ønsker ej heller at 'udstille mine egne' eller at få kredit på deres bekostning. Jeg vil den åbne debat. Den fordomsfri, åbne dialog er den eneste vej frem.
I de år, hvor jeg har været synlig i denne debat, har jeg erfaret, at det ikke kun er svært at blive integreret, men også at være integreret. Som integreret giver man nemlig noget af sig selv, og det opfatter nogle som forræderi.
Disse anklager kommer ikke kun fra 'vores egne', men også fra velmenende kulturrelativistiske danske eksperter på området. Vi er kun gode nok, så længe vi er nogle små stakler, der skal forsvares. Lige så snart vi begynder at klare os og tage sagen i egen hånd, bliver vi straks stemplet som eliten, der kravler på de andres skuldre. Vi har da selv været igennnem en proces, vi har da den samme baggrund som dem, der har svært ved at klare det i hverdagen. Derfor er det vigtigt, at vi deler ud af vores erfaringer.
Det er vigtigt, at både majoritets- og minoritetssamfundet snart indser, at flygtninge og indvandrere er enkeltindivider med forskellige holdninger, politiske ståsteder etc. Godt nok har vi nogenlunde samme kulturelle baggrund, og møder nogenlunde de samme barrierer, men ellers er vi meget forskellige. Hvis Pia Kjærsgaard og Niels Helveg Petersen begge bosatte sig i Australien, ville de næppe heller mene det samme om alting.
Danmark er et foregangsland på mange områder. Jeg har et håb og en drøm om, at Danmark også må blive det på det flerkulturelle område. En drøm om at få et velfungerende, fredeligt flerkulturelt samfund med plads til og accept af mangfoldighed. Et samfund, hvor man først og fremmest bliver bedømt og vurderet som enkeltindivid og ikke på grundlag af ens baggrund og hudfarve. Et samfund, hvor man ikke bliver afvist af en arbejdsgiver eller en udlejer blot pga. udseende eller navn. En drøm om, at man godt kan være muslim, bede fem gange om dagen, faste og gå med tørklæde og samtidig være dansker. Det er der ikke noget modsætningsfyldt i. Vi har jo i henhold til paragraf 67 i Grundloven religionsfrihed i Danmark. Man kan godt være muslim og dansker på samme måde, som man kan være jøde, medlem af pinsebevægelsen eller Jehovas Vidner etc. og samtidig være dansker.
Jeg har også en drøm om, at de praktiserende muslimer må få lov til at bygge moskeer. Når man kan bygge Europas største moske i kristendommens højborg, Rom, hvorfor skulle man så ikke kunne bygge en moské i Danmark? Det er vigtigt, at man gør islam til en del af dette samfund. Integrationen af mennesker går vel også ind i døden, så jeg håber også, at muslimske kirkegårde i Danmark kan blive en del af fremtiden. Faktisk skal man 'bare' gøre, som man altid har gjort: Tage det fremmede ind, bearbejde det og gøre det til noget dansk. Det har man haft held med altid, med alt lige fra religion til juletræer. Dansk kultur bygger vel egentlig på kulturimport.
Jeg ved godt, at der ikke findes kulturmøder, som er problemfri. Men jeg har en drøm om, at alle parter i det mindste forsøger at vise forståelse, imødekommenhed og åbenhed, at majoritetssamfundet viser tolerance, forståelse og velvilje i stedet for modvilje og irritation. Og at minoritetssamfundet på sin side åbner for dialog frem for at fremprovokere konfrontation. Det er vigtigt, at dialogen tager over, så vi kommer væk fra benægtelser, fortielser og bortforklaringer i denne debat.
Da jeg kørte min far hjem, spurgte han mig, om jeg ikke skulle med op og spise vandmelon, hans yndlingsfrugt. Vi spiste, og da klokken blev fire, gik jeg. Det var sidste gang, jeg så ham i live. Han døde den 2. maj af en kombination af dårligt hjerte, vand i lungerne, astma etc. Jeg kunne have ønsket for min far, at han havde haft et helbred, der havde givet ham lov til at leve lidt længere. Måske havde han så haft den glæde at opleve, at nogle af mine drømme ville blive virkeliggjort.
