Her i foråret kunne man i 'Matador' gense den tyske besættelsesmagts "Oprop"-proklamation, der blev kastet ned over den danske befolkning den 9. april 1940. Den var skrevet på et besynderligt sprog, der formentlig skulle forestille at være dansk, men som også ledte tanken hen på en strofe i Peter Fabers 'Dengang jeg drog afsted' - sangen om den danske landsoldat.
Sangen må i øvrigt være afsendt fra trykkeren en anden 9. april, nemlig for 150 år siden, den dag, da det første slag i Treårskrigen 1848-1850 udkæmpedes ved Bov.
Sangen kom på gaden som en lille uanselig tryksag i gadeviseformat til en pris af otte skilling den 10. april 1848, og begejstringen for den kendte ingen grænser. Flere tusinde gratis eksemplarer blev sendt til de danske tropper, der netop var gået sejrrige ud af slaget ved Bov.
Overskuddet fra salget skulle gå til meniges og underofficerers familier, og allerede i juni måned var der 400 rigsdaler til fordeling blandt dem. Også digteren Johan Ludvig Heiberg købte sangen på gaden til sin kone skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, som straks satte sig til klaveret og spillede den.
I sine erindringer fortæller hun, at hun var mere betaget af den end af noget, hun tidligere havde oplevet, og at sangen i allerhøjeste grad hjalp med til at holde modet oppe hos den danske befolkning.
H.C. Andersen skriver, fuld af fremtidshåb, i 'Bispen på Børglum og hans Frende' om sangene, der skal synges om Danmark og "den tapre Landsoldat" i den nye tid. Også forfatteren Meir Aaron Goldschmidt delte den almindelige begejstring - sangen havde "lugtet krudt" og var "gået med soldaterne i felten". Dog tog Goldschmidt afstand fra den strofe, som netop bragtes i erindring ved gensynet med "Oprop"-flyvebladene:
Naar Tysken kommer her,/ Naar Tysken kommer her,/ Beklager jeg Enhver, /Ja beklager jeg Enhver, Til Peer og til Poul, Han siger: "Du bis faul", Og skjælder man ham ud paa Dansk, saa siger han: "Hols Maul". For Folk, som taler alle Sprog, er det nu lige fedt, Men Fanden heller inte for den, der kun kan eet; Og derfor vil jeg slaaes som tapper Landsoldat. Hurra, Hurra, Hurra!
Det var dog ikke Peter Fabers indstilling, at nationalitetsfølelsen skulle føre til udelukkelse fra "verdensbevidstheden", som Goldschmidt formulerede det. Tværtimod var Faber om nogen påvirket af den udvikling, der tog fart i forrige århundrede.
Han blev den danske Statstelegrafs første direktør, uddannede sig i udlandet og deltog i en mængde telegrafkongresser i hele Europa, ligesom han kunne begå sig på hovedsprogene og endda skrive ganske habile lejlighedsdigte på dem til sine udenlandske kolleger.
Peter Faber og komponisten Emil Horneman, der havde en stor del af æren for sangens popularitet på grund af marchmelodiens appel, modtog for deres indsats med 'Landsoldaten' ridderkorset af Frederik den Syvende selv, efter sigende med ordene: "I har glædet mine soldater, derfor vil jeg også glæde Jer."
Sangen havde jo også prist kongen som den danskeste konge i lange tider. Livsværdierne i 'Dengang jeg drog afsted' er foruden familien netop Konge og Fædreland, Dannebrog og som nævnt Sproget, der omtales igen i den sidste strofe: "Og ve det usle Drog, som kender ei vort Sprog...", og sangen fængede som ingen andre, for i året 1848 levede og åndede det danske folk i det fælles, som bonden og friskolelæreren Lars Frederiksen skrev 30 år senere.
Man blev også for første gang fælles om sangen. Det danske folk havde ikke indtil den tid kunnet synge en fælles sang, fordi en fælles følelse aldrig havde gennemtrængt alle klasser af folket, de højeste med de laveste, de rigeste og de fattigste, de lærde og de enfoldige; men dette skete i 1848, og derfor kunne også hele folket være fælles om sangen. (Oehlenschlägers og Grundtvigs sange var en død skat for det menige folk). Det er derfor også blevet sagt, at det var med sangen 'Den tapre Landsoldat', vi vandt krigen 1848-50.
I byerne hørtes sangen over alt, ja, man hørte den mer eller mindre med få alens mellemrum, meddeler englænderen Hurton i en samtidig rejsebeskrivelse:
"Gentlemanden nynnede den ved sit glas vin, damen ved sit toilette, håndværkeren ved sit arbejde, kræmmeren ved sin disk, pigen ved sit rokkehjul, barnet i sin leg. I selskabssalene klimprede de unge damer den på pianoet, og købte man sig et lommetørklæde, fandt man ordene og musikken trykt derpå! Jo, den spredte hob fulgte den samme fane, og Danmarks vel lå alle på sinde."
Dengang jeg drog afsted var således lige ved at blive dansk nationalsang, men kun næsten, fordi den er en lejlighedssang ligesom det meste af Peter Fabers øvrige produktion - han skrev bl.a. også 'Højt fra træets grønne top'. 'Landsoldaten' udsprang af øjeblikkets stemning, af den medfølelse, han havde med for de indkaldte bønderkarle, der gik rundt i København i de sidste martsdage af 1848 og ventede på at blive sendt til fronten.
Efter nederlaget i 1864 tabte sangen sin magiske virkning, og den fik en smertelig eller ironisk betydning. Danmark manglede derfor stadig en nationalsang.
Allerede i 1818 havde man forsøgt at frembringe én ad kunstig vej ved at udskrive en konkurrence. 59 sange blev indleveret inden fristen udløb nytårsdag 1819. Digtet 'Dannemark! Dannemark - hellige lyd', der var forfattet af frøken Juliane Marie Jessen vandt prisen, og man sagde, at juryen valgte denne sang, fordi den var skrevet med en smuk håndskrift, der lignede Oehlenschlägers. Og han endte jo også med at blive nationalsangens forfatter!
C.E.F. Weyse skrev den bedste komposition til 'Dannemark!', men alligevel fik den kun en kort levetid, for, som Goldscmidt 20 år senere udtrykte det i en artikel om savnet af en dansk nationalsang: "Prisbelønninger giver ikke ånd og liv til en sådan sang, men der skal komme en forandring, og sangen vil opstå på samme måde som den franske og den polske frihedssang."
Anledningen kom så i 1848, da 'Dengang jeg drog afsted' blev til. 'Danmark, dejligst vang og vænge' havde været den sang, danskerne havde brugt i hele marts måned, da "leddet var af lave", men efter at 'Landsoldaten' kom på gaden, blev den sangen. Dog kunne den ikke blive nationalsang, ikke blot var det en lejlighedssang, men den udtrykker f.eks. ifølge Goldschmidt den opfattelse, at kun den uvidende landalmue - der ikke kender til fremmede sprog og kulturer - er ægte national.
Denne udtalelse blev indledningen til en debat med Grundtvig, der erklærede, at "ingen kan være ægte dansk og have virkelig dansk følelse, når han er af fremmed herkomst og ikke oprindelig dansk."
"Er da vi andre," spørger herefter Goldschmidt, "som elsker Danmark som dets sprog rent, som har stillet vort liv til statens tjeneste, redningsløst stillede uden for den danske nationalitet, altså fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort navn, eller fordi vi har mørkt hår og mørke øjne...?"
Polemikken, der virker ganske moderne, fortsatte, da Peter Faber, som skrev flere sange i anledning af Treårskrigen, efter dens afslutning skrev en mere almen fædrelandssang 'Danmark', der i tonen minder om 'Der er et yndigt land' og især om Grundtvigs 'Langt højere bjerge'.
Goldschmidt opfattede ikke uden grund 'Danmark' som en replik til ham. Da sangen blev sunget ved en koncert, så Goldschmidt en "skæbnens ironi i, at digteren synger om 'kvinden med det lyse hår', det privilegerede nationale hår. Men ser man sig så om i teatret, så er næsten alle damerne mørkhårede. Samme skæbnens ironi har også indrettet det således, at digtet er sat i musik af en franskmand, der er gift med en tysk sangerinde."
Han kunne have tilføjet - hvis han havde kendt til det - at Peter Faber selv var af tysk afstamning på både fædrene og mødrene side, ligesom han var meget mørklødet og omtalte sig selv som "neger".
Men som Goldschmidt var han dansker, havde stillet sit liv i statens tjeneste, talte og skrev det danske sprog rent, omend mere folkeligt og bramfrit end Goldscmidt, sådan som han kendte det fra sit barndomshjem, smedemesterhjemmet på Gråbrødretorv, og mere provinsiel end Goldschmidt var han nok.
I 'Danmark' hedder det om sproget: "Jeg ikkun et har kjært, det har jeg af min Moder lært. Det lærte jeg i Danmark." Polemikken forstummede ligesom 'Dengang jeg drog afsted' nederlaget til Preussen-Østrig i 1864 - det var jo kun slesvig-holstenske oprørere, der blev slået i Treårskrigen.
Forinden var sangen blevet oversat til de tre hovedsprog: engelsk, fransk og tysk. Den blev omdigtet til en tysk smædevise om danskerne, og i omskrevet form fandt den anvendelse som socialistisk slagsang. I blandt andet Første Verdenskrig blev melodi og til dels tekst brugt af de amerikanske styrker.
Den oprindelige lejlighedssang, der i nogle få bevægede år havde lydt fra Nordkap til Ejderen fik herhjemme en renæssance som protestsang under den tyske besættelse. Men det er en anden historie.
Apropos
Dengang jeg drog af sted
Den gang jeg, drog af sted,
min pige ville med, ja, min pige ville med.
Det kan de ej, min ven!
Jeg går i krigen hen, og hvis jeg ikke falder,
kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare,
så blev jeg her hos dig,
men alle Danmarks piger,
de stole nu på mig;
og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
Min fader og min mor, de sagde disse ord:
"Når dem, vi stole på,
i krigen monne gå,
hvem skal så pløje markerne,
og hvem skal græsset slå?
Ja, det er netop derfor,
vi alle må af sted,
for eller kommer tyskerne og hjælper os dermed;
- og derfor vil jeg slås -
Når tysken kommer her, beklager jeg enhver;
til Peder og til Povl han siger:
"Du bist faul".
og skælder man ham ud på dansk,
så siger han: Hols maul!"
For folk, som taler alle sprog,
er det nu lige fedt,
men Fanden heller inte for den, som kun kan et;
- og derfor vil jeg slås -
Om Dannebrog jeg ved,
det faldt fra himlen ned;
det falgrer i vor havn og fra soldatens favn,
og ingen anden fane har som den sit eget navn.
Og den har tysken hånet og trådt den under fod;
nej, dertil er vor fane for gammel og for god;
- og derfor vil jeg slås -
Vi byde fjenden trods, når kongen er med os;
med draget sværd han står, han snakker ej,
men slår, så dansk som han var ingen konge her i mange år.
De lader, som de tror, at han inte mer er fri,
og selv vil de dog ha' ham i det tyske slaveri;
- og derfor vil jeg slås -
For pigen og vort land vi kæmpe alle mand,
og ve det usle drog, der elsker ej sit sprog og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!
Men komme jeg ej hjem til min gamle far og mor,
kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:
- Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat! Hurra, hurra, hurra!
