Kronik

Derfor bør vi være med i ØMU'ens tredje fase

27. august 1998

ØMU'en får ikke de store konsekvenser for den enkelte borgers dagligdag i EU. Men økonomisk får den enorm betydning, og det skal ikke være dansk EU-politik at stikke hovedet i busken

EU's økonomiske og monetære union, ØMU'en, har det overordnede formål, at etablere bedre vilkår for den frie handel i det indre marked samt sikre og stabilisere den fælleseuropæiske økonomiske udadtil.
Gennemførelsen af ØMU-samarbejdet er opdelt i tre faser, hvoraf de første to er gennemført.
Første fase har været virksom siden 1987. Det er det såkaldt indre marked, hvor der indførtes fri bevægelighed inden for EU af personer, varer, tjenesteydelser og kapital.
Indførelsen af det indre marked har lettet samhandlen mellem medlemslandene betydeligt, og ordningen har i store træk været en succes.
Anden fase af ØMU'en er også en realitet. Den har virket siden 1. januar 1994, og indeholdt en række såkaldte konvergenskrav til medlems-landene. Landene skal bestræbe sig på at undgå uforholdsmæssig store underskud på de offentlige budgetter, sørge for at der er lav inflation samt sikre, at deres valuta er stabil. Disse tre krav i ØMU'ens anden fase kan med rette betragtes som en forberedelse til ØMU'ens tredje og sidste fase. Mange EU-lande har kæmpet en hård kamp for at leve op til de fælles krav om stabilitet i de nationale økonomier. Italien, Spanien og Portugal har således haft problemer med at leve op til kravene om et offentligt budgetunderskud på maksimalt tre pct. og en inflation på maksimalt 1,5 pct. Ved topmødet i april i år var 11 EU-lande klar til at deltage i ØMU'ens tredje fase - Danmark, Sverige, England og Grækenland deltager ikke i den tredje fase. Grækenland deltager ikke, fordi landet ikke lever op til konvergenskravene - de øvrige lande står uden for, fordi de hidtil ikke har ønsket at deltage i den tredje fase.

ØMU'ens tredje fase begynder 1. januar 1999. Fra denne dato indføres den fælles møntfod eu-roen, og der oprettes en fælles europæisk centralbank. Meningen med den tredje fase er at høste resultaterne af anden fases anstrengelser. Landene har nu stabiliseret deres økonomier i overensstemmelse med anden fases krav, og frem til år 2002 skal hvert lands valuta fastlåses i forhold til den fælles valuta: Euroen. Euroen indføres som officiel valuta i EU, og skal på sigt afløse de nationale valutaer efter planen fastholdes de enkelte landes valutaer indtil 1. juli år 2002. Allerede nu handles mange varer imidlertid i europriser - og valutaen er noteret på kurslisterne verden over.

Indførelsen af den fælles møntenhed vil sandsynligvis betyde øget samhandel og investeringer, idet det vil blive lettere for virksom-
hederne at beregne konsekvenserne af deres forretningsmæssige aktiviteter på forskellige eksportmarkeder i de lande, der indfører euroen. Kursrisikoen ved at låne forsvinder, og den merpris virksomhederne før beregnede sig som forsikring mod kursudsving, vil forsvinde.
Det betyder en bedre økonomi for fællesskabet, og det betyder en forbedret økonomi for den enkelte forbruger.
Euroen betyder endvidere, at der ikke fremover vil blive 'pengekrige' mellem de europæiske medlemslande. Der bliver ikke længere mulighed for at devaluere de nationale valutaer (altså kunstigt nedskrive værdien). Tidligere kunne landene på den måde 'stjæle' handel fra hinanden ved en sådan nedskrivning - det hindrer den tredje fase ved indførelse af euroen. Handelskrige af denne karakter hindres ganske vist i vidt omfang af ENS-samarbejdet, men med ØMU'ens tredje fase bliver der lukket helt af for disse devalueringer og den dertil knyttede infla-tion (EMS-samarbejdet, det europæiske monetære samarbejde, har siden 1979 bundet de europæiske valutaer sammen, og har fungeret på den måde, at kursudsvingene landene imellem maksimalt måtte udgøre 2,25 pct.) EMS-samarbejdet har imidlertid været meget præget af den tyske forbundsbanks op- og nedjusteringer af D-marken, hvorefter de øvrige EMS-lande blot kunne følge efter og foretage lignende justeringer. En sådan dominans hindres ved gennemførelsen af den tredje fase.

Den fælles valuta vil også naturligt betyde, at den lave inflation kan fastholdes - det hænger sammen med at de føromtalte kursudsving ikke længere kan påvirke priserne.
En mindre, men alligevel ganske vedkommende konsekvens for mange, er den fordel, der er ved at undgå vekselomkostninger ved rejser i fællesskabet.
Ud over den fysiske ombytning af penge, og de fordele det medfører for fællesskabet og de enkelte nationalstater, betyder ØMU'ens tredje fase også, at der oprettes en centralbank. Det muliggør en fælles europæisk monetær politik, som vil styrke EU's handelsmæssige position udadtil, og som samtidig styrker EU's position i forhold til de to økonomiske stormagter. Japan og USA.

Danmark er ikke med i ØMU'ens tredje fase. Et af de fire danske forbehold som er traktatfæstet ved Edinburgh-aftalen er, at vi ikke deltager i denne del af EU-samarbejdet. Forbeholdet overfor ØMU'ens tredje fase betyder, at vi ikke fysisk skal indføre den fælles euro. Og at vi heller ikke er med til at præge den fælles pengepolitik, som den europæiske centralbank vil føre.
Vi er dog stadig forpligtet af ØMU'ens to første faser - det indre marked og konvergenskravene. Og derfor er vi nødt til at følge de beslutninger, der træffes af de 11 medlemslande, der sidder med i ledelsen af centralbanken, på samme måde, som vi i dag er forpligtet til at følge de beslutninger, der træffes i EMS-samarbejdet.
Danmark kan med andre ord ikke undgå at blive præget væsentligt af ØMU'ens tredje fase - selv om vi retligt har et forbehold overfor den. Det er der for så vidt heller ikke noget at sige til. Sammenhængen mellem de to første faser og den tredje fase er jo ikke til at gå fejl af. Gennemførelsen af det indre marked og kravene om økonomisk stabilitet og kontinuitet er de to første skridt i det økonomiske og monetære fælleskab. En naturlig udvikling af disse skridt er at udnytte den styrke og ballast, der er vundet indadtil i samarbejdet, til gavn for EU-udadtil.
Det ville ikke være særligt logisk eller klogt at undlade at samle de tråde, der er spundet over en årrække. Derfor er det naturligt at den tredje fase iværksættes.
Venstre har hele tiden været modstander af de fire danske forbehold overfor Maastricht-traktaten. Vi respekterer dem, og det er klart, at kun en folkeafstemning kan fjerne dem. Derfor ønsker Venstre, at vi får en folkeafstemning om Danmarks deltagelse i ØMU'en, så vi igen kan være med til at præge pengepolitikken i EU. Vi kan ikke være bekendt overfor os selv som nation, og særligt overfor erhvervslivet, at stå uden for den fælles valuta og centralbanken. Det er unfair overfor eksporterhvervene, at de ikke gives lige konkurrencevilkår i forhold til de af deres handelspartnere, der er med i ØMU'ens tredje fase. Faktisk går halvdelen af al dansk eksport til lande, der er med i den tredje fase.

ØMU'en får ikke de store konsekvenser for den enkelte borgers dagligdag i EU. Der rokkes ikke ved de enkelte landes ret til at føre selvstændig politik på områder, som ikke direkte har med økonomiske og monetære forhold at gøre. Det vil der heller ikke ske i Danmark, hvis vi ved en folkeafstemning vælger at sige ja til samarbejdet.
De væsentligste følger af den tredje fase er, at forbrugspriserne - som følge af de faste valutakurser og senere den fysiske ombytning af nationale valutaer til Euroen - vil blive lavere og komme den enkelte til gode. Renten vil falde - hvor meget er svært at sige, men Dansk Industri an-slår, at Danmark uden Euroen vil få en rente, der ligger et kvart til et halvt procentpoint over Euro-landenes rente. Og endelig vil vekselomkostningerne og besværet med at veksle forsvinde helt. Disse følger er meget afgørende for erhvervslivet og for EU's samlede monetære politik udadtil. Og alle taler de for dansk deltagelse i den tredje fase.

Venstre ønsker at sikre dansk erhvervsliv de bedst mulige forhold. Og vi ønsker at Danmark skal være med i den fælles centralbank, så vi kan være med til at præge de pengepolitiske beslutninger og tage aktiv del i de styringsprocesser, der er vigtige for et stabilt og effektivt europæisk marked. At sidde med på sidelinjen med hovedet i busken skal ikke være dansk EU-politik. Vores holdning er klar: Danmark skal med i ØMU'en fuldt og helt på lige fod med de andre 11 deltagerlande. Derfor har vi fra starten kritiseret forbeholdet, og derfor ønsker vi, at befolkningen ved en folkeafstemning får lejlighed til at afgøre, om det er klogt at opretholde forbeholdet.

APROPOS

Velsignelser af alle Den Økonomiske Monetære Unions fortræffeligheder er hørt før. Som et urværk er ØMU-køreplanerne blevet fulgt. Lektien om fremtidens økonomiske gevinster og de lovede vekslebesparelser er blevet repeteret i en uendelighed. Europas ØMU-tilhængere venter forventningsfuldt på den store dags komme - den 1. januar - hvor euroen gradvist skal blive til virkelighed. Banker og virksomheder investerer milliarder af D-mark. Eksperter og politikere har mødtes til et utal af ØMU-konferencer med masser af overheads og dyre oplægsholdere. Og en lind strøm af ØMU-rapporter har fastslået 'kendsgerningerne' om 'planen'.
Den store europæiske
møntrevolution - som længe er blevet mødt med udbredt modstand fra et flertal i vælgerbefolkningen - gennemføres målbevidst af og for den siddende elite. Eliten er sig fuldt ud bevidst, at euroen kommer i samme globale vægtklasse som den amerikanske dollar, og at det vil give de europæiske politikere et lidt større økonomisk råderum. Den er sig også fuldt ud bevidst, at en fælles euro-valuta vil få de nationale børser i Europa til at fusionere.
Euroen vil også sætte turbo på antallet af virksomhedsfusioner og den kan få vidtrækkende konsekvenser på arbejdsmarkedet for lønninger og forhandlingsstrukturer. Samtidig vil møntrevolutionen på de ydre linjer gøre det lettere for EU-landene at føre en protektionistisk handels-politik. Revolutionen styrker EU's potentiale som global magtblok - og kan blive begyndelsen til afslutningen for det amerikanske overherredømme på kloden.
Hvis alt går efter planerne.
De europæiske befolkninger har været mere end skeptiske overfor elitens revolutionerende magtprojekt, men det har ikke kunnet stoppe tidsplanerne. Kun den danske befolkning kunne fremtvinge en juridisk undtagelse, men derefter lovede den danske regering at føre en finanspolitik, der er mindst lige så stram som euro-landenes.
Ingen politiske ledere tør eller vil tale om risikoen for et ØMU-sammenbrud. Men det kan de blive tvunget til at forholde sig til, hvis det skulle gå så galt, at den økonomiske krisebølge fra Asien - der i denne tid vælter ind over Latinamerika og Rusland - tvinger Europa og USA i knæ og skaber en global depression.
bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu